« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 9. januar 1951

« Se emneord

Forretningsudvalgsmøde afholdtes tirsdag, den 9. januar 1951, kl. 16.30, på D.K.’s kontor, Niels Hemmingsensgade l0, med følgende
dagsorden

1. Vinterlejr og sommerlejr
2. Islandsrejse
3. Evt. henvendelse til radiofonien vedrørende valgmetoden for lytterrepræsentanter.
4. Landstingsvalget.
5. Statens Husholdningsråd.
6. Husholdningsministerium.
7. Foredragsliste,
8. Meddelelser,
9. Eventuelt.

Tilstede var: Landsformanden Erna Sørensen, Næstformanden Lis Groes, kassereren Ebba Aasted Frandsen, Margrethe Petersen, Margrethe Høst Neerup, Sigrid Hansen, Inga Dahlsgaard, Astrid Badstue og Anna Ølgård.

Fraværende var: Irma Mortensen.

Næstformanden. Lis Groes bød velkommen til det første møde i det nye år, først og fremmest til landsformanden, der var kommet tilstede trods sin reconvalescens, og derefter en særlig velkomst til Anna Ølgaard.

ad 1. Vinterlejr og sommerlejr.
Vinterlejr (week-end kursus). Der havde været afholdt to møder i Sommerlejrudvalget, først et med en snæver kreds af hensyn til økonomien. Den 6. januar afholdtes det andet møde. Da fastelavn falder så tidligt i år, havde man først ment, at der ikke var mulighed for at afholde week-end kursus, men på mødet den 6. januar viste det sig, at der ikke mindst hos de unge var modvilje mod at droppe lejren.
Else Merete Ross var villig til at lede vinterlejren. Man foreslog at afholde denne omkring den 24. februar, hvor Københavns Kredsen holder fødselsdagsfest i anledning af D.K.’s 80-årsdag, således at vinterlejrens deltagere kunne deltage i denne fest. Angående lokaler til vinterlejren ville man forhøre hos Vartov. Programmet var endnu ikke endelig fastlagt, men man tænkte sig, at det skulle omfatte Danmarks aktuelle problemer udadtil og indadtil. Af enkelte foredrag foresloges følgende: Europarådet ved Kirsten Gloerfelt-Tarp. Atlantpagten ved Svend Henningsen. Danmarks økonomiske situation ved professor Nyboe Andersen. Skolespørgsmål ved Else Merete Ross. "Hvad
Gøres der for at sikre freden?” Taler Elin Appel. Eventuelt et institutionsbesøg. Søndag aften teaterbesøg. Landsformanden mente, at man af overskudet fra udstillingen "Kvinde & Hjem" måske kunne få et beløb til hjælp til vinterlejren og sommerlejren. Man vedtog, at prisen skulle være 12 kr. for hver deltager i hele lejren, og 2 kr. for enkelte foredrag. Endvidere vedtog man at tilbyde hver foredragsholder 75 kr. Sigrid Hansen mente, at hvis der meldte sig under 20 deltagere, måtte man have lov til at aflyse.

Sommerlejren.
Sigrid Hansen meddelte, at sommerlejren skal afholdes på Ry højskole fra mandag, den 30. juli til søndag den 5. august. Søndagen skulle man bruge til en lidt længere udflugt. Ideen til en linie i foredragsrækken havde man fået fra Ingrid Tillisch: Samarbejde og modsætningsforhold mellem samfundsgrupper. Man foreslår følgende emner til foredragene: 1. Hvad kan højskolen gøre for at udbygge samarbejdet mellem samfundsgrupper? ved højskoleforstander Terkelsen. 2. Nationalisme – internationalisme. Taler: en nordmand. 3. Partipolitik-tværpolitik, (Bodil Koch). 4. By-land. (Agathe Tirup). 5. Generationer (Ingrid Tillisch). 6. Racer (Professor Geiger). 7. Arbejdsgiver – underordnet (en svensker). 8. Hjemmet – Samfundet (cand. Mag. Kamma Struve). 9. Materialisme – humanisme (Poul Henningsen). 10. Optimister – pessimister (Dr. Wagner Smitt). Studiekredse: 1. Foreningsledelse (Kirsten Halberg) 2. Skandinavisk nutidslitteratur (nordisk taler).

Man håber på stor tilslutning fra Sverige og Norge, men nordmændene er blevet så begejstrede for vore sommerlejre, at de nu selv planlægger et kursus i august. Sigrid Hansen skulle lede lejren i forening med Camma Larsen-Ledet. Med hensyn til økonomien ønsker man at gå efter de samme retningslinier, som ifjor.

ad 2. Islandsrejse.
Det meddelte, at indtil nu havde kun 2 danske meldt sig på de islandske kvindeforeningers invitation til at komme til Island sommeren 1951. De andre nordiske lande havde anmeldt ca. 20 deltagere. Man vedtog at omtale rejsen igen i "Kvinden og Samfundet". Landsformanden fremhævede, at en islandsrejse er en stor oplevelse. - Samtidig meddelte Inga Dahlsgaard, at Dakky Kiær endnu ikke havde fastlagt dagen for det nordiske kvindesaksmøde i Norge til sommer, men det skulle henlægges til Trondhjem, og i forbindelse dermed ville måske blive arrangeret en tur til Nordkap. Man var blevet spurgt, om det var bedst at lægge det omkring Kristi Himmelfartsdag eller i juni, og forretningsudvalget enedes om at foretrække juni. Endvidere enedes man om at give tilskud til Norgesrejsen, og fortrinsvis til foredragsholdere.

ad 3. Evt. henvendelse til radiofonien vedr. valgmetoden for lytterrepræsentanter.
I radiorådet sidder kun 1 kvinde, nemlig Nina Andersen. I programudvalget er 16 medlemmer, men ingen kvinder, og i foredragsudvalget 8 medlemmer og ingen kvinder. I programudvalget er 8 valgt af undervisningsministeriet og 8 af radiorådet. Inga Dahlsgaard oplæste et udkast til en skrivelse til undervisningsministeren.
Den nuværende ordning for radiorådsvalg er utilfredsstillende set fra kvindesaglige synspunkter. Det foresloges at lade Hanne Budtz se på den oplæste skrivelse, og Lis Groes vil gennemgå den bagefter.

ad 4. Landstingsvalget.
Det på hovedstyrelsesmødet den 25/11- 50 i Århus nedsatte snævre udvalg vedr. forestående valg anmodede om at blive døbt ”Valgagitationsudvalget" for at adskille det fra det ophævede politiske
udvalg, som var af en anden art, idet det bestod af kvinderepræsentanter fra alle politiske partier. Udvalget forelagde en skrivelse til kredsformændene i anledning af landstingsvalget, og denne godkendtes.

ad 5. Statens Husholdningsråd.
Dansk Kvindesamfunds optagelse i Statens Husholdningsråd har tidligere været til drøftet, men vi fik afslag. I Husholdningsrådet er kun direkte husmoderforeninger og arbejdernes oplysningsforbund repræsenteret. Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalråd samt selverhvervende kvinder er slet ikke repræsenteret. Statens Husholdningsråd er dog nu inde på at drøfte en nyordning, og det ville være rimeligt ved den lejlighed påny at søge D.K. optaget. Set fra D.K.’s synspunkt er vi interesseret i at være med i Husholdningsrådet. Man blev enig om at lade Hanne Budtz repræsentere D.K. ved et møde i Husholdningsrådet torsdag, den 11. januar, idet landsformanden er forhindret på grund af sygdom, og Lis Groes vil være tilstede som formand for Forbrugerrådet.

Ad 6. Husholdningsministerium.
Fra Forbrugerrådets side er der ingen tvivl om, at man ønsker et sådant ministerium oprettet. Landsformanden mente ikke, tiden var moden for et sådant ministerium i øjeblikket, men at man hellere skulle arbejde for at få flere kvindelige ministre ind i de forskellige fag- ministerier. Margr. Petersen støttede landsformanden og mente, at man skulle finde til ved lov at udvide Forbrugerrådets autoritet. Margr. Høst Neerup er absolut tilhænger af et Husholdningsministerium, og nævnte, at man havde været inde på noget i retning af et departement. Sigrid Hansen syntes, det er ganske naturligt, at vi skulle have at ministerium, og ikke et departement. Inga Dahlsgård ser med sympati på et Husholdningsministerium, men tror ligesom landsformanden ikke, det er gennemførligt i øjeblikket. - Hanne Budtz udtalte, at også hun fandt det rimeligt, at Forbrugerrådets myndighed udvides, men var ikke sikker på at dannelse af et ministerium skulle være nødvendigt.
Anna Ølgaard går også ind for et Husholdningsministerium. - Det konstateredes, at ingen i forretningsudvalget vil modarbejde oprettelsen af et ministerium, kun hersker der en vis skepsis. Anna Ølgaard foreslog, at Lis Groes på næste landsmøde skulle fremkomme med forslaget om et husholdningsministerium.

ad 7. Foredragsliste.
Der er fra forskellige kredse kommet anmodning om en foredragsliste, og flere har anmodet om noget foredragsmateriale i anledning af 80-års dagen. Man vedtog at nedsætte et udvalg til at udarbejde en foredragsliste. Anna Ølgaard og Camma Larsen-Ledet blev valgt. Hanne Budtz lovede at udarbejde et lille foredrag til brug for formændene i forbindelse med 80-årsdagen.

ad 8. Meddelelser.
a. Blomsterdagen: En skrivelse til kredsformændene fra udvalget angående blomsterdagen blev oplæst og godkendt, idet forretningsudvalget gik ind for, som tidligere drøftet med hovedstyrelsen, at l0% af den sum, som vi får udbetalt af D.K.N. efter fradrag af dettes omkostninger på 15%, skal anvendes som tilskud til nogle af de fælles opgaver. Sagt med andre ord: kredsene kan regne med til
egne opgaver at råde over ca. 75% af det indsamlede beløb, hvilket er lidt mere end ifjor, hvor der udbetaltes ca. 66%.
b. Tvangsmæssig tuberkuloseundersøgelse af de i levnedsmiddelforretninger ansatte: Der var indgået svar på D.K.’s henvendelse til Sundhedsstyrelsen, og man enedes om at anmode Lissie Elsass Fridericia om at tage sig af denne sag.

c. Dansk Folkeoplysnings Samråd: På grund af det korte varsel (14 dage) har vi desværre ikke kunnet indstille nogen deltager til den engelsk-skandinaviske højskole fra 6. januar 1951 på Holly Royde College under Manchester Universitet; man havde henstillet til Dansk Folkeoplysnings Samråd at sende os meddelelse næste år.

d. Landsforeningen af Ungdomsklubber i Danmark: Vi har fået meddelelse om. at denne forenings julelotteri antagelig giver et overskud på ca. 20.000 kroner, og vi takker de formænd, der har hjulpet til resultatet.

e. Komitéen for grønlænderinders uddannelse: ønsker støtte med penge. F.U. foreslår af tilbyde 1 eller 2 grønlænderinder at deltage i Dansk Kvindesamfund’s Week-end kursus.
f. Københavns statistiske månedsskrift no. 9 1950: Lis Groes anbefalede at gøre sig bekendt med dette, hvori der findes en redegørelse for antallet af udeerhvervende gifte kvinder i hovedstaden, der har fundet en stigning sted. I 1931 var der ca. 20 % mod nu ca. 44 %. Interessant er det endvidere at se hvorledes disse fordeler sig efter børnetal, mandens indtægt m.m.

ad 9. Eventuelt.
Spørgsmålet om hjælp til græske børn drøftedes. Dansk Kvindesamfund har ingen penge hertil, og det vedtoges at bede Bodil Begtrup indsende en lille notits om det til "Kvinden & Samfundet". - Man foreslog at bede Ågot Lading om at skrive til "Kvinden & Samfundet" i anledning af 80-årsdagen. – Redaktøren efterlyser i øvrigt artikler og interessante ting til ”Kvinden & Samfundet”. – man vedtog at fortsætte med artiklerne "Landet rundt".
Man enedes om at afholde forretningsudvalgsmøder den første tirsdag i månedes. Næste møde 6. februar kl. 16.30 præcis.

Mødet sluttet kl. l0.30.
Protokollen ført af Marie Graff.
Gennemset af næstformanden Lis Groes.