En Bemærkning i Anledning af Fru Stampe Feddersens: "Tjenestepigernes Stilling."

Uden i det enkelte at indlade mig i den Strid, der føres om Tjenestepigernes Stilling, vilde jeg gærne gøre en lille Indsigelse mod en Ytring i Fru Stampe Feddersens Indlæg, saa meget mere som det forekommer mig, at denne Ytring, trods sin tilsyneladende Uskyldighed, dog indeholder Stridens Kærnepunkt.

Ti Sagen er jo ikke den, at Frk. Iversen og Fru Meyer fordrer Forbedringer i de tjenendes Kaar, og at Fru St. F. ikke er villig til at indrømme dem disse.

Den egentlige Hovedforskjel synes mig at ligge i Opfattelsen af det Forhold, der er mellem Pige og Husmoder, og Spørgsmaalet her kunde maaske formuleres saaledes: er Forholdet mellem Pige og Husmoder et Forhold mellem to ligestillede, hvoraf den ene tilbyder og den anden giver Arbejde, og hvor Arbejdsgiveren, ud over hvad Arbejdet kræver, ikke har mindste Ret over den arbejdende, eller er Forholdet et Afhængigheds- og Underdanighedsforhold fra den enes Side?

Frk. Iversen og vist nok Fru Meyer holder paa det første, Fru St. F. til Dels paa det sidste.

Og hvad der for Fru St. F. betinger Uligheden, er atter væsentlig det, at, som hun siger, Pigerne ikke "ere ligesaa dannede Mennesker som vi."

Naar derfor Fru St. F. først synes at ville give Pigerne et Hjem i Herskabets Hus, men det bag efter viser sig, at de ikke skulle leve deres Liv sammen med dette, derimod læse, se deres Venner o. s. v. i deres eget Værelse, saa er der taget tilbage med højre Haand, hvad hun gav med venstre. Et Hjem er først og fremmest et Sted, hvor alle hører sammen, hvor ingen er den ensomme; det skulde vel afgjort være det lune Sted, hvor den store Verdens Kulde ikke naaede ind. Men lad Værelset, Pigen faar, være nok saa hyggeligt: Hjemmets Varme naar dog ikke rigtig hende, hun er dog den fremmede, med den fremmedes Særstilling, og man har ganske vist paa denne Maade optaget hende i sit Hus, hvor hun kan have det nok saa rart, men "Hjemmet" er ikke dér.

Det er slet ikke afgjort, at hun kan forlange mere. Det er altid svært at tage nogen fremmed til sig saaledes, at de kommer til at høre en rigtig til. Maaske er der kun to virkelige Hjem her i Verden, dér, hvor ens Moder er, og dér, hvor ens Barn er. Frk. Iversen har med rette gjort opmærksom paa, hvorledes Samlivet mellem de enkelte kunde være saa inderligt, at ingen fremmed kan faa Adgang dertil. Men saa er det den fremmede, Hjemmet lukker sig for. Fru St. F. synes derimod at standse overfor at optage den mindre dannede i Hjemmet. "Det kan ikke nægtes, at det forskellige Dannelsestrin ofte vilde hindre det frie, naturlige Samliv. Naar Pigerne bliver ligesaa dannede Mennesker som vi, vil det (at lade dem deltage i Familielivet) falde af sig selv." Er det nu virkelig saaledes, at det er den lige store eller nogenlunde lige store Dannelse, der er Betingelsen for "et frit, naturligt Samliv" mellem Mennesker?

Det forekommer ikke mig saaledes. Ser man sig om i sin egen Kreds, vil man opdage, hvorledes uvilkaarlig Sympathi, et aandeligt Fællespræg, der stammer fra ens Grundanlæg, eller en Uensartethed, der muliggjør Suplering gennem en anden, - altsammen noget, der ligger meget dybere end det Præg, Dannelsen giver, - spiller den største Rolle i Valget af dem, man slutter sig til. Med én føler man sig beslægtet, skønt hun er en hundrede Gange finere udviklet Natur end man selv, en anden bliver evig fremmed, skønt man nogenlunde staar som jævnbyrdige. Og enhver af os, der har en god Ven mellem dem, der hører til de mindre dannede, vil tydelig have følt, hvor uvæsentlig den Dannelse, vi havde forud, blev, sammenlignet med det sunde, lyse Sind, med Hjærtelaget eller hvad det nu var, der gjorde os netop dette Menneske saa kært.

Den "Dannelse" vi overhovedet faa, er den for de flestes vedkommende - enkelte, der komme fra særlig gode Hjem, kunne ikke gøre sig til Regel - saa overordentlig værdifuld? Er der i aandelig Udvikling den store Forskel, man sædvanlig hævder, mellem en 16aarig Tjenestepige og en ung "Dame" af samme Alder? Ud ad til er der Forskel: de tale ofte ikke samme Sprog, gaa, klæde sig forskellig o. s. v. Der er her en uendelig Mængde smaa Ting, der betegne Grænsen, sikkert og afgjort. Det er saa rimeligt, for det er netop alle disse smaa Ting, man oftest under Opdragelsen har været aller omhyggeligst for at lære den unge Pige op i. Det er Vane og Undervisning meget oftere end en finere Natur, alle disse Netheder ere Udtryk for. De kunne have deres Værdi, men langt fra den, man sædvanlig tillægger dem. Dannelsen af den unge Dames Intelligens gennem de Kundskaber, man har givet hende, er det heller ikke værd at tale for højt om. Nogle Digternavne, nogle Vers, "Bohrs Historie", nogle Dusin franske, engelske, tyske Ord, som hun kan udtale saaledes, at en ikke indfødt godt ved, hvad hun mener, det er som bekendt gærne den lette Bagage, man gav hende med. De flestes Dannelse ligger som en ganske tynd Skal over dem. De færreste fik, da de opdroges, netop hvad de trængte til at vide, netop hvad der alene kunde udvikle dem. Under dette Lag er der saa hos alle, hvem Livet ikke endnu har haft eller aldrig faar fat i, den samme ukultiverede Natur, som Barnet fødes med. Der kan være den samme Egoisme - dens Form er kun hos nogle behersket, - den samme Uformuenhed til at begribe andres Glæde eller Liden, kun ved Siden deraf en høflig Bestræbelse for at synes deltagende, den samme planløse Villen hen i Vind og Vejr. Saa kommer Livet og tager fat i den unge, og paa Evnen til at komme i Lag med Livet, paa Evnen til personlig, første Haands Oplevelse, paa Evnen til at forstaa Resultaterne af, hvad man oplever, beror det saa, om Mennesker skal dannes eller ej, om de skulle naa Udvikling eller ej. Naturpræget, det primitive Anlæg, bliver det afgjørende, - kan man tænke klart, føle stærkt og varig, har man Viljen til at forholde sig ærlig og modig til sig selv, Energi til at stride sig op og igennem? - Hvad de, der opdrog, kaldte Vaaben og gav os med, det brister oftest i vor Haand eller bliver strax sløvt, og de fleste maa begynde forfra, - lige fra at finde, hvad det er, hvoraf de skulle danne sig et Værge. De færreste af os begynde - som Opdragelsen sædvanlig endnu er - Livet bedre udrustede end "jævne Folks Børn" - og naar vort Liv ender, er der næppe flere af os, end af dem, der har levet et virkeligt Menneskeliv.

Er nu den unge Pige, jeg tager til mig for at tjene mig, ufordærvet - og hvis ikke, har jeg næppe Lov at optage hende i Hjemmet, læs: i Børnenes Kreds, - saa har hun i alt væsentligt ganske de samme Betingelser for maaske at blive noget udmærket, maaske noget daarligt som Børnene, som deres Venner og Veninder. Hun er oftest én, om hvem intet endnu kan vides, Grænsepælene for hendes Udvikling flyttes netop i Ungdommen daglig. Har hun allerede gjennemlevet noget af Livet, vil jeg kunne have mer eller mindre Glæde af hende, efter som jeg synes, hun er kommen godt eller daarlig derfra, efter det Stof til at leve, der er i hende.

Den "Dannelse", hun begyndte Livet med, har for de flestes Vedkommende ikke mere at betyde, end det betyder over for ens Haandarbejde om Haanden er rød eller hvid.

Hvad er det da, der gør os det saa svært at leve et frit og naturligt Samliv med Mennesker, der høre en anden Kreds til end vor? Frk. Iv. vil vistnok svare "Fordom", og jeg tror, hun har megen Ret heri. De, der naa videst, bryde med denne Fordom. Det er en Kendsgærning, at meget udviklede Mennesker næsten altid har havt Glæde af at give sig i Lag med det, man fortrinsvis kalder "Folket". De, der ligesom have gjort hele Rejsen rundt, til de fandt tilbage til den skjønne Naturlighed, til de primitive, evige Følelser, til den fuldendte, klare Simpelhed i Tanke og Tale, til noget af Barnets Enfold og Visdom, de forstaa næsten altid at færdes mellem dem. De fleste af disse har alene Øje for det væsentlige hos Mennesker, og i deres rene Kærlighed til dem har de faaet den Gave, Sagnet tillægger Pilekvisten, altid at bøje sig mod og pege paa den gemte Skat, det skjulte Kildevæld. De mærke slet ikke mere den Art Forskel mellem sig og andre, de gaa over usynlige Broer, hvor vi andre paastaa er uvejbart.

Anna Brosbøll.

Nov. 1885.

Da frk. Brosbøll har givet mig lejlighed til at læse foranstående indlæg, inden det blev trykt, og det deraf fremgår, at hun har misforstået mine udtalelser, vil jeg forsøge at klare mit standpunkt lidt, men betragter dermed forhandlingen for afsluttet for mit vedkommende.

Frk. Brosbøll skriver: "Er forholdet mellem pige og husmoder et forhold mellem to ligestillede, hvoraf den ene tilbyder, den anden giver arbejde, og hvor arbejdsgiveren, ud over hvad arbejdet kræver, ikke har mindste ret over den arbejdende, eller er forholdet et afhængigheds og underdanighedsforhold fra den ene side? Frk. Iversen og vist fru Meyer holder på det første, fru St. F. til dels på det sidste."

Jeg holder på, at forholdet mellem husmoder og pige er et forhold mellem to som mennesker aldeles ligestillede væsener, men hvoraf den ene (pigen) på grund af, at hun udfører den andens (husmoderens) arbejde, står i et underordnet (ikke underdanigheds) forhold til denne, d. v. s. må rette sig efter hende i alt, hvad arbejdet angår. At jeg mener, at husmoderen intetsomhelst bör have at sige over pigens personlige liv, har jeg allerede bemærket side 165 og 66, hvor jeg betegner det som et overgreb fra husmoderens side, at hun vil forbyde pigen at gå, hvorhen hun vil, i dennes fritid. - Frøken Brosbøll fortsætter: "Og hvad der for fru St. F. betinger uligheden, er atter væsenlig det, at, som hun siger, pigerne ikke "er ligeså dannede mennesker som vi." Men jeg har jo intet steds sat disse to ting i forbindelse. Jeg hævder, at husmoderen bör være pigens overordnede, fordi husmoderen har ansvaret for arbejdets udførelse, og fordi det er i hendes hus, det sker, og af disse grunde bör hun være den overordnede, selv om hun ikke er halv så dannet som pigen. Husmoderen er jo også lærerindens overordnede, hvorvel de står på lige dannelsestrin, ja, lærerinden ofte er den mest dannede.

Pigens mindre dannelse omtaler jeg kun som grund til, at det er vanskeligt at lade hende være inde i dagligstuen og tage del i familielivet.

Og frk. Brosbøll har rigtig nok ikke overbevist mig om, at jeg havde uret. Uden at ville indlade mig på at bedömme, hvor stor forskel der er på tjænestepigens og den unge "dames" dannelse - denne sidste er desværre ofte uendelig tarvelig, - vil jeg påstå, at der som regel er en væsentlig forskel mellem pigens og husmoderens og husbondens dannelse, som gör, at mand og hustru, hvis de er samvittighedsfulde mennesker, må lægge et bånd på sig i pigens nærværelse. Frk. Brosbøll siger, at der er hos alle - pigen såvel som hos den unge "dame" - "den samme ukultiverede natur, som barnet fødes med" og fortsætter: "Er nu den unge pige, jeg tager til mig, ufordærvet - og hvis ikke har jeg næppe lov at optage hende i hjæmmet: (hvorfra skal man for resten vide det, inden man har hende i sit hus?) d. v. s. i börnenes kreds - så har hun i alt væsentligt ganske de samme betingelser for måske at blive noget udmærket, måske noget dårligt, som börnene, som deres venner og veninder." Deri har frk. Brosbøll ret, og frk. B. stiller også her forholdet mellem husmoder og pige i det rette lys ved at sammenligne det med forholdet mellem moder og börn. Derfor vilde jeg finde det aldeles i sin orden, at pigerne var inde i stuen, når der f. eks. blev læst højt for de store börn, ti derved fik pigerne en påvirkning, der passede til deres standpunkt. Men dette tilfredsstiller jo i det mindste ikke frk. Iversens lighedstrang, idet hun side 131 skriver: "I spisestuen kan hun til nød få lov at sidde sammen med börnene, og man kan selv sætte sig ind og tale med hende, men dagligstuen, det er ikke noget sted for hende." Det afgörende er neppe for nogen alvorlig husmoder, om det er spisestuen eller dagligstuen, men om pigerne skal sidde inde hos börnene og blive delagtig i den påvirkning, husmoderen søger at give disse, eller om mand og hustru skal være nødte til altid at have et eller flere mennesker siddende hos sig, som - naturligvis på enkelte undtagelser nær - åndelig talt er börn i forhold til dem, og i hvis nærværelse det er deres moralske pligt at pålægge sig selv bånd, der vil kunne forstyrre familielivet aldeles for dem. F. eks. vilde en mand og hustru, der havde for skik at læse den nyere literatur højt sammen, begå en ligefrem synd mod en tjænestepige ved at lade hende sidde og høre på Strindbergs "Dygdens Lön", Garborgs "Ungdom" eller andre bøger, der f. eks. behandler spørgsmålet om en Guds tilværelse eller om hvorvidt mennesket har en sjæl eller ikke. Ti pigen har ikke åndelig modenhed til at magte disse spørgsmål. - Og man kan dog ikke forlange, at mand og hustru helt skal give afkald på at drøfte de spørgsmål, der er oppe i tiden. Jeg vil altså fastholde, at för pigerne bliver ligeså dannede mennesker som vi, d. v. s. så modne, at vi ikke behøver at tage samme hensyn overfor dem som overfor börn - för vil det ikke blive almindeligt, at de sidder inde i familiens skød, som en lærerinde f. eks. altid vil göre.

Til slutning må jeg værge mig mod den misforståelse, at jeg skulde anse "dannelse" for det afgörende for, hvor man valgte sine venner, eller på hvem man kastede sin sympati. Jeg hører selv til dem, der blandt "jævne folk" har venner, som jeg sætter særlig højt, og hvis venskab er mig dyrebart, og hvor som helst jeg møder det ædle menneskelige, føler jeg mig dragen deraf, selv om det ikke er forenet med nogen somhelst kundskaber eller færdigheder, hvorimod den ydre, påklistrede dannelse, som særlig findes i store byer, hvor alle kan "være lidt med", er mig i højeste grad imod.

Astrid Stampe.