« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 7. august 1951

« Se emneord

Forretningsudvalgsmøde afholdtes tirsdag den 7. august 1951, kl. 16,30 på Dansk Kvindesamfunds kontor, Niels Hemmingsensgade 10, med følgende
dagsorden:

1. Landsmødet.
2. Distriktsformandsmødet 2/ 9. 1951.
3. Penge fra udstillingen "Kvinde og Hjem".
4. Nordisk møde i Oslo juni 1952.
5. Resolutionen ang. tjenestemandsudvalget og organisationernes stilling dertil.
6. Beretning om sommerlejren.
7. Bladet.
8. Meddelelser fra formanden.
9. Eventuelt.

Tilstede var: landsformanden Hanne Budtz, næstformanden Margrethe Petersen, kassereren Johanne Petersen, Margrethe Høst Neerup, Sigrid Hansen, Grete Mølbak Frederiksen, Inga Dahlsgaard og Bodil M. Begtrup.

Fraværende var: Lis Groes, Anna Ølgaard og Lizzi Moesgaard.

Landsformanden bød velkommen.

ad 1. Landsmødet.
Landsformanden gennemgik regnskabet for landsmødet og sammenlignede det med regnskabet for året forud, da det i år var første gang, landsmødet var arrangeret fra hovedkontoret alene. Udgifterne viste sig at være godt 1000 kr. mindre end for 1950. Landsformanden meddelte derefter, at der var kommet kvittering fra Socialministeriet for de 2 resolutioner vedrørende børneforsorg og husmoderafløsning. - Man har bestilt hotel Nyborg Strand igen til landsmødet 24. - 25. maj 1952.
Margrethe Petersen mente, at der næste år bør være to fra hovedkontoret i bureauet under landsmødet, for at arbejdet kan bestrides. Når landsmødet er lagt an på at holdes på Nyborg Strand, og der ikke kommer indbydelse fra en bestemt kreds, vil man kunne holde udgifterne noget nede.

ad 2. Distriktsformandsmødet.
Inga Dahlsgaard ville gerne have, at distriktsformændene igen giver beretning til "Kvinden og Samfundet" ("Landet rundt"), således at f.eks. Frederikshavn begynder. Endvidere ville Inga Dahlsgaard gerne vide, om distriktsformændene er interesseret i at få alle blade og tidsskrifter sendt til cirkulering, da det har vist sig, at bladene ikke altid har cirkuleret regelmæssigt, men har hobet sig op enkelte steder.
Margrethe Petersen mindede om, at der på distriktsformandsmødet skal foretages lodtrækning af Anna Elisabeth Nielsens legat.

ad 3. Penge fra udstillingen "Kvinde og Hjem".
Landsformanden meddelte, at der var kommet svarskrivelse af 25/6 på ansøgningen om udbetaling af penge. Der var blevet bevilget D.K. 1000 kr. til D.K.s kursus i husligt arbejde for gymnasiaster
og realister, hvortil man havde søgt et beløb. Desuden var der i ansøgningen nævnt penge til en rejsesekretær. Inga Dahlsgaard mente, hvis man havde søgt til noget andet end en rejsesekretær, havde man vel fået et større beløb. Alt i alt var forretningsudvalget skuffet over det lille beløb, der var tildelt D.K. Hanne Budtz oplyste, at ansøgningen om det resterende beløb skal indsendes inden 1. oktober d.å., og på næste forretningsudvalgsmøde må der tages stilling til, hvilket formål man skal anføre i ansøgningen.
Sigrid Hansen spurgte, om ikke nogen af de sager, man behandler i det fam.-pol. udvalg, trængte til støtte, f.eks. den enlige moder?
Inga Dahlsgaard svarede hertil, at der skal tages stilling til dette spørgsmål ved D.K.N.s næste møde. D.K.N. har lovet at medvirke ved udgivelsen af en pjece.
Margrethe Petersen kunne tænke sig hjælp til oprettelse af rådgivningskontorer og mødreklubber i de andre byer.

ad 4. Nordisk møde i Oslo juni 1952.
Inga Dahlsgaard havde fået brev af 15/6-51 fra Norske Kvinners Nationalråd, hvori meddeltes, at Norske Kvinners Nationalråd ikke bør stå tilsluttet Nordiske Kvinnesaksforeningers Samordningsorganisation. Det oplystes, at Yrkeskvindernes Landsforbund i Norge har indtaget samme standpunkt. Næste møde i de nordiske kvinnesaksforeningers samordningsorganisation vil finde sted i Norge i sommeren l952. Inga Dahlsgaard mente, at hvis D.K.N. har den opfattelse, at man ikke ønsker at deltage i det gamle samarbejde, men mener, at det nordiske kvindesagsarbejde er dækket gennem samarbejdet mellem nationalradene, så vil man opfatte D.K.N.s stilling som en splittelsesaktion, der vil kunne få videre konsekvenser for D.K.s stilling til D.K.N. Man vil efter Inga Dahlsgaards mening betragte det som et forsøg på, at D.K.N. vil tage Patent på det nordiske kvindesagssamarbejde. - Mødet vil blive afholdt næste år, uanset om D.K.N. vil være med eller ej.
- Dakky Kiær vil gerne have gode ideer til spørgsmål, der skal behandles på det nordiske møde. - Derefter drøftedes forskellige problemer, som man måske kunne foreslå.
Sigrid Hansen oplyste, at sommerlejren var præget af, at vi har arbejdet henimod, at vi er kommet væk fra, at vi skal have ligestilling, at vi er selvstændige nok til at være, som vi er, og kan fremhæve vor egen egenart og mente, at vi måske nu skulle pointere, at kvinderne har specielle opgaver.
Margrethe Høst Neerup mente, det var forkert at gå bort fra ligestillingen, men kvinden skal respekteres i det arbejde, hvor hun er.
Margrethe Petersen ville give den finske dame ret, som på sommerlejren udtalte det synspunkt, at i det øjeblik manden føler sig underlegen overfor sin kone, når hun er nået længere end han, kan have den konsekvens, at han ikke længere ønsker være gift med hende. Det er et aktuelt problem, der bør drøftes.
De foreninger, der er tilsluttet de nordiske kvindesagsforeninger er:
Danske Kvinders Nationalråd, Open Door, Kvindernes Fredsliga, Dansk Kvindesamfund.
- Man vedtog at nedsætte et udvalg bestående af Inga Dahlsgaard, Margrethe Petersen og Hanne Budtz.

ad 5. Resolutionen ang. tjenestemandsudvalget og organisationernes stilling dertil.
Kommissionen vedr. tjenestemandslønninger.
Hanne Budtz havde haft et møde med formanden for D.K.s tjenestemandsudvalg Ellen Nielsen, der havde udtalt, at hun og hendes organisation ønskede ikke spørgsmålet gjort til et kvindespørgsmål. Ellen Nielsen var enig i, at der rettedes henvendelse til Finansministeren. Hanne Budtz oplæste skrivelsen til Finansministeren som følger:

”I anledning af, at der af Finansministeriet er nedsat et udvalg til behandling af spørgsmålet om tjenestemandslønninger tillader Dansk Kvindesamfund sig overfor herr Ministeren at udtale sin dybe beklagelse af, at ikke én kvinde har fået sæde i så vigtigt et udvalg.
Udvalget skal behandle lønforhold, der os bekendt bl.a. angår ca. 40.000 kvinder. Idet vi påpeger det hensigtsmæssige i, at alle synspunkter – også ugifte og samgifte kvinders - får lejlighed til at gøre sig gældende under udvalgsbehandlingen, tillader vi os at henstille, at udvalget suppleres med kvindelige medlemmer.”
Sigrid Hansen mente, man skulle bede kvinderne indenfor de forskellige organisationer undersøge spørgsmålet, f.eks. indenfor Danmarks Lærerforening, og indenfor Guld- og Sølvsnorene.
Ellen Nielsen arbejder også med spørgsmålet om kvindernes avancementsmuligheder indenfor Københavns skattevæsen.

ad 6. Sommerlejren.
Sigrid Hansen berettede, at sommerlejren på Ry Højskole havde haft normal tilslutning. Der havde været god deltagelse fra de omliggende kredse. Der var god stemning på hele lejren, hvilket for en stor del skyldtes forstanderparret. Boligforholdene på skolen var primitive og de sanitære forhold dårlige. Foredragsrækken slog godt an. To foredragsholdere havde sendt afbud, istedet for havde man Anne Sophie Seidelin og Margot Petersen. Alle foredragene affødte livlig diskussion. Der var kun 6 nordiske deltagere, men nordmændene svigtede jo også deres egen sommerlejr, der måtte aflyses. - Det almindelige indtryk var, at deltagerne befandt sig godt og havde det hyggeligt og
kammeratlige. Der var ingen gene af børnene, hvoraf der var 12.
Man foreslog at forsyne sommerlejrprogrammet næste år med små fotos fra tidligere lejre.

ad 7. Bladet.
Landsformanden havde haft en samtale med Olga Golbæk og havde aftalt, at denne selv skulle fremkomme med en opgørelse over sit tilgodehavende.
Margrethe Petersen erindrede, at man tidligere havde været ked af at skulle afregne med annonceagenter, efter at de var fratrådt, og derfor ville man i kontrakten med Olga Golbæk undgå at skulle afregne med hende efter hendes kontrakts udløb.
Sigrid Hansen foreslog, at man i "Kvinden og Samfundet" skulle opfordre medlemmerne til at give os annoncer.
Inga Dahlsgaard foreslog at lade december-nummeret udgå for at spare på udgifterne.
Margrethe Petersen mente, man burde bevare bladet i dets nuværende form og hellere lade et eller to numre udgå om året.
Inga Dahlsgaard oplyste om det tidligere omtalte nordiske kvindeblad, at tanken var blevet vel modtaget, og man ventede nu, at de andre foreninger skulle tage stilling til sagen og komme med konkrete forslag. Bladet skulle være med særskilt abonnement, et ganske, lille blad, der skulle udkomme 2 - 4 gange om året.

ad 8. Meddelelser.
Hybelkursus.
Bodil M. Begtrup havde udarbejdet en plan for dette kursus. Der er udsendt et brev til alle rektorer i provinsen. Endvidere er der udarbejdet en skrivelse til kredsformændene indeholdende de punkter
de skal tage sig af, samt en folder til uddeling til eleverne. Den 24/8 skulle der afholdes pressemøde i København, og man ville bede pressen skrive om dette kursus. Kredsformændene skulle samtidig
henvende sig til den lokale presse. Fru Begtrup havde vist planen til fru Thorkild Hansen, som var meget interesseret, også Frode Christensen og Højbjerg Christensen var interesserede.

Pudsepuden Soleklar.
Denne sælges ved dørene for en pris af kr. 1.50. I brugsanvisningen står, at den anbefales af kgl. køkkenmester C.F. Hansen, konsulent i De danske Husmoderforeninger og Dansk Kvindesamfund. Man vedtog at henstille til fabrikanten Agnes Bau, at hun skal aflevere sin beholdning af brugsanvisninger på vort kontor, så vi selv kan tilintetgøre dem, evt. i forening med De danske Husmoderforeninger.

Ligeløn.
Efter at Hanne Budtz har været i Geneve og afholdt sig fra at stemme for ligeløn, er der kommet en del protester. Hanne Budtz har søgt at redegøre for dette spørgsmål i Radioen og i august-nummeret af "Kvinden og Samfundet".
Grete Mølbak Frederiksen mente, at den største vanskelighed ved at få deltidsarbejde er, at der ikke er ligeløn.

Husmoderafløsning.
Loven skal revideres 1/10.51, og man vedtog at nedsætte et udvalg bestående af: Margrethe Petersen, Erna Sørensen, Grete Mølbak Frederiksen, evt. Emilie Hansen, Holbæk. - Det man skulle nå til er, at man skulle forsøge at skaffe de huslige kvinder et erhverv og højne erhvervet.

Skolen i Aarslev.
Hanne Budtz forespurgte, om denne sag nu var afsluttet med Inga Dahlsgaards artikel i "Kvinden og Samfundet". F.U. mente, at sagen kunne betragtes som afsluttet hermed.
- Derefter drøftede man Medborgerhøjskolen og dens fremtid, og man vedtog, at der skulle indkaldes til et F.U. møde inden hovedstyrelsesmødet med Medborgerskolen som eneste punkt.
- Sigrid Hansen ville gerne have et sommerlejrudvalgsmøde, evt. i forbindelse med hovedstyrelsesmødet, efter at man tidligere på dagen har drøftet medborgerskolen.

Foreningen Norden har bedt om de enkelte kredse ville lave noget på Nordens dag den 29/9, og man vedtog at lade meddelelse herom udgå til kredsformændene.

World Allied Youth. Ungdomskredsen i København havde anmodet om et tilskud til rejse til New York for Gudrun Fonselius. Hanne Budtz havde svaret, at der allerede i år var disponeret over et for stort beløb til internationalt arbejde. Man tiltrådte landsformandens svar.

International Women’s Alliance.
Der var kommet brev fra dr. Hanna Rydh om et møde, der skulle afholdes i Helsingør 18-23 august. Man ville gerne have en repræsentant for D.K. til mødet. Man vedtog at anmode et medlem fra Fredsligaen om at repræsentere D.K. (Ollis Klem, Helsingør, har lovet at repræsentere os).

Husleje for kontoret.
Landsformanden meddelte, at huslejen var blevet forhøjet.

Ingrid Jespersens Legat.
Meddelelse fra Margrethe Petersen om, at legatet ville blive udbetalt til 3 ansøgere den 1/9.

Meddelelse om nyt legat.
Landsformanden meddelte om oprettelsen af overlærer Inger Schrøder-Christensens legat, der skal bestyres af præsten, lægen og et medlem af D.K. i Sakskøbing.

Kontoret.
Man vedtog, at dyrtidstillægget kr. 30.- mdl. skulle udbetales til D.K’s. sekretær fra 1. august. - Der er engageret en ny bogholder, fru Ryding, fra 15/8.51, der skal komme hver dag fra kl. 10-2, lørdag
10-l, gage kr. 250.-

Smudslitteratur.
På landsmødet blev forevist en artikel fra Lolland. Man kunne ønske, at D.K. skulle gøre noget mod smudslitteratur. F.U. mente dog ikke, skulle give sig til at censurere.

Blomsterpengene.
Flere kredse har spurgt om, hvornår disse penge kommer til udbetaling. Man mente omkring 1/10.

Fingeraftryk af børn.
Sigrid Hansen meddelte, at Margot Petersen på sommerlejren havde henstillet, at der skulle tages fingeraftryk af børn, når de kommer i skole, således at børn efter en krig kunne identifiseres.

Skat og børnetilskud.
Inga Dahlsgaard ville gøre opmærksom på en dom, der var faldet i Viborg om udlæg i børnepenge, hvilket kunne gøres efter loven, men denne bestemmelse må vel anses for at være mod lovens ånd.

Mødet sluttet kl. ca. 23.
Protokol ført af Marie Graff.
Gennemset af Hanne Budtz.