« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 29. oktober 1953

« Se emneord

Forretningsudvalgsmøde afholdtes torsdag den 29. oktober 1953 kl. 16.30 på Dansk Kvindesamfunds kontor, Niels Hemmingsensgade l0.

Dagsorden:

1. Dagsorden for formandsmødet.
2. Dagsorden for hovedstyrelsesmødet.
3. Budget.
4. Week-end kursus.
5. Ref. fra familie politisk udvalg.
6. Referat fra tjenestemandudvalget.
7. Referat fra boligudvalget.
8. D.K.s hygiejneudvalg.
9. Udstillingsmateriale.
10. Studiekredse i kommunalpolitik.
11. Frederiksberg Plakatsøjler.
12. Nationalrådets repræsentantskabsmøde.
13. Meddelelser.
14. Eventuelt.

Tilstede var: Landsformanden, næstformanden, kassereren, Jytte Christensen, Ellis Tardini, Margrethe Høst Neerup, Bodil Musse Begtrup, Inga Dahlsgaard.

Fraværende var: Ingeborg Jørgensen, Anna Ølgaard.

Landsformanden bød velkommen og indledte mødet med

Ad. 1. Dagsorden for formandsmødet.
Landsformanden forelagde følgende dagsorden for formandsmødet:
1. Velkomst og navneopråb.
2. Meddelelser fra landsformanden.
3. Meddelelser fra legatudvalget.
4. Kommunalvalgene i foråret.
5. Kredsberetninger.
6. Eventuelt.

Umiddelbart efter frokost bliver der tale af direktør Ebbe Neergaard "Hvad kan film bruges til" med filmsdemonstrationer.

Dagsordenen blev vedtaget.

Landsformanden foreslog endvidere, at man for de af kredsformændene, der ønskede det, arrangerede en tvangfri sammenkomst lørdag aften før mødet. Man var enige om, at formen for denne sammenkomst måtte rette sig efter deltagerantallet.

ad. 2. Dagsorden for hovedstyrelsesmødet.
Dagsordenen for hovedstyrelsesmødet blev gennemgået, man enedes om følgende:
1. Formandsmødet.
2. Regnskab og budget.
3. Beretning fra familiepolitisk udvalg.
4. Beretning fra sommerlejrudvalget.
5. Beretning fra medborgerhøjskoleudvalget.
6. Studiekredse.
7. Beretning fra tjenestemandsudvalget.
8. Week-end kursus.
9. Beretning fra svangerskabskommissionen.
10. Beretning fra valgagitationsudvalget.
11. Bladet.
12.Personlig stemmeafgivning pr. brev.
13. Løkkenkredsens forhold.
14. Næste års formandsmøde.
15. Meddelelser.
16. Eventuelt.

Det vedtoges, at mødet skulle begynde kl. 9.

ad. 3. Budget.
Kassereren foreslog, at man på hovedstyrelsesmødet forelagde budget for året 1954, og ikke som tidligere år for resten af året.
Dette blev vedtaget.

ad. 4. Week-end kursus.
Der forelå plan fra Dagny Madsen vedrørende week-end kursus. Titlen ”Hvad gør vi for at redde familien" eller "Hvad kan der gøres for at redde familien". Kurset skulle starte fredag formiddag med foredrag af socialdirektør Orla Jensen om socialforsorg, fredag eftermiddag institutionsbesøg, fredag aften hjemmeaften hos D.K. medlemmer - der regnes med privatindkvartering til de fleste deltagere. - Lørdag formiddag læge Carl Teilmann: Alkoholproblemer, lørdag eftermiddag læge Margrethe Lomholt: Milieuskadede børn. Lørdag aften: Festaften. Søndag formiddag, Henrik Hoffmeyer: Familierådgivning, søndag eftermiddag, overlæge T. Geill: Alderdomsproblemer.
Inga Dahlsgaard foreslog i tilslutning hertil, at man i tilfælde af denne plans gennemførelse indlagde et foredrag af enten universitetslektor Gad eller forstander Hans Lund, Rødding, om problemerne i forbindelse med ’’pigernes flugt til byerne" og den deraf følgende mangel på kvindelig arbejdskraft på landet i relation til professor Dichs redegørelse om udstykningsproblemerne.
B.M.B. foreslog et foredrag om de 40åriges problemer.

5. Referat fra familie politisk udvalg.
Lizzi Moesgaard aflagde beretning fra sidste udvalgsmøde.

Samkvemsretten.
Lissi Elsass mente, at den af forældrene, der fik forældremyndighed, burde have vejledning af en psykiater eller lign. om den betydning, det har for barnet at måtte undvære den ene af forældrene,
og således at man kunne formindske risikoen for at milieuskade børn af den grund. Opgaven kunne evt. varetages af de amtskonsulenter, der er ved at blive indført. Underudvalget arbejder videre
med sagen.

Børnetilskud.
Når der er faktisk adskillelse, men ikke retlig separation, får faderen, som den skattepligtige, stadig børnetilskuddene fra det offentlige fradraget i sin skat. selv om han er sat i bidrag til børnene. Kun når forældrene er separerede og skatteansatte, kan den, der har forældreretten, få børnetilskuddene fradraget i sin skat. Børnetilskudene bør absolut frigives fra skattebetaling. Bliver børnetilskud udbetalt, fordi skatten er mindre, sendes de til faderen, og moderen kan ikke gå på postkontoret og kvittere for beløbet uden fuldmagt.
I et tilfælde hvor manden var flyttet til en anden by, men havde betalt 1600 kr. til konens og børnenes underhold indtil 1. november, fik han børnetilskud og forsørgerfradrag.

Da det årlige skatteudvalg i sin skattepjece medtager hele forsørgerbegrebet og herunder løsrivelse af børnetilskudet fra skattebetalingen, foretager udvalget sig ikke videre vedrørende dette forhold.
Der er for nogle år siden rettet henvendelse til skattemyndighederne, om at hustruen bør have ret til at hente børnetilskudene uden fuldmagt fra manden. Da henvendelsen stadig ikke har haft resultat, enedes man om påny at rette henvendelse herom.

Pension til enker efter besættelsestidens ofre.
Denne pension reguleres efter hvilke indtægter, den pensionerede selv har. Andre offentligt pensionerede har ikke denne begrænsning i pensionen. Det er en sidestilling med alders- og invaliderentenydere, som der ingen grundlag er for.
Der var nogen diskussion om dette emne, og man enedes om at undersøge sagen nøjere inden næste møde.

Ref. fra udvalget vedr. moderens rettigheder ved svangerskab og fødsel. Gertrud Lund Andersen har samlet et stort materiale, som Lissi Elsass vil gennemgå og tilføje sine ønsker til de gældende
bestemmelser. Hertil påtænkte man eventuelt at lade en socialrådgiver yderligere tilføje ønsker på grundlagt af sine erfaringer.

Rita Knudsen ønskede, at tjenestemandsudvalget blev holdt underrettet, så ikke begge udvalg behandlede samme punkter. Underudvalg 4. Tjenestemænds efterladte ophævedes, da tjenestemandsudvalget overtager dette problem.

Forslag fra landsmødet: Undervisning i familiekundskab i skoler.
Der var enighed om, at undervisning må begynde både i seminarier og skoler, eventuelt ungdomsskoler og for soldater. Undervisningen kunne f.eks. omfatte ægteskabs- og skilsmisselovgivning, seksualoplysning, almindelig menneskekundskab, boliglære og budgetlægning.
Det blev overvejet om faget skulle indgå som et egentligt fag eller henhøre under andre fag. Forholdene i andre lande vil blive undersøgt.
Der var rettet henvendelse om at få den engelske pjece, om gift kvindes retsstilling oversat til dansk.
Man undersøger de økonomiske muligheder.
Lissi Elsass ønskede, at der blev mulighed for større hjælp til lærlinge, hvis forældre ikke kan bekoste uddannelsen, f,ex. for enkers børn eller børn fra meget fattige hjem.
Rita Knudsen påtog sig at undersøge, hvad der er foreslået i ungdomskommissionens
betænkning.
Syge menneskers stemmeret, herunder spørgsmålet om stemmeret for kvinder på fødeklinik.
Da den tidligere henvendelse kun ligger ca. ½ år tilbage, ønsker udvalget for øjeblikket ikke at foretage sig noget.

Mægling i ægteskabssager.
Lizzi Moesgaard oplyste, at begge parter skal møde personligt, hvis de bor i en afstand af under l00 km fra hinanden. Hvis den ene part undlader at møde, kan sagen forhales i lang tid.
Der vil blive formuleret en henvendelse til ministeriet om den fremgangsmåde, der anvendtes under krigen, hvor to forgæves tilsigelser, hvoraf den ene var anbefalet, blev anset som tilstrækkeligt til at dokumentere forgæves mægling.
Henvendelse fra Grete Mølbak Frederiksen om, at kirkeskatten bortfalder, hvis manden udmelder sig af folkekirken, men ikke hvis konen gør det.
Det ville være rimeligere, at skatten blev halveret, hvis kun en af ægtefællerne udtrådte af folkekirken.
En henvendelse herom til indenrigsministeren udformes af Jytte Christensen.
Stemmeretsbortfald for kvinder ved kommunevalg.
Man vedtog, at det burde drøftes i F.U., om der skulle rettes henvendelse om en ophævelse af reglen, om at skatten skal være betalt, for at hustruen har stemmeret.
Landsformanden mente, at det ligesåvel kunne være hustruens skyld, at der var skatterestance, og at det ville være en urimelig fordel for hustruen og iøvrigt også stridende mod ægteskabsloven.
Sagen henstår.

Spørgsmålet om at ægtefæller skal have samme læge.
Denne regel findes i sygekassernes vedtægter, Lissi Elsass har formuleret en henvendelse til Sygekassedirektoratet om, at der bør være frit lægevalg for begge ægtefæller.
Margrethe Petersen foreslog, at man i samme henvendelse tog spørgsmålet op om forhøjelse af dagpenge til husmødre.
Man var enige om, at forelægge henvendelsen til hovedstyrelsen.

Hanne Budtz foreslog, at man rettede henvendelse om, at hustruen bør have underretning, hvis der i en livsforsikring tegnet af ægtemanden indsættes en anden arving, eller den af en eller anden grund sættes ud af kraft.
Spørgsmålet vil blive behandlet af familie-politisk udvalg.

ad 6. Referat fra tjenestemandsudvalget.
Der forelå udkast fra tjenestemandsudvalget til en henvendelse til finansministeren, om der også må blive udpeget kvinder som medlemmer af en kommende lønningskommission til behandling og revision af tjenestemandsloven.
Henvendelsen er nu afsendt.

ad. 7. Referat fra boligudvalget.
Studiekredsmaterialet er nu færdigt og udsendt til kredsene.
Landsformanden meddelte, at vi har modtaget en check på kn. 1000 fra Benton Moody fonden til hjælp til udgivelsen af dette materiale.
Man var enige om, at sende takkeskrivelser til forfatterne af grundbogen, samt en opmærksomhed til arkitekt Hilda Rømer for det store, og dygtige arbejde, hun havde udført.

ad. 8. D.K.s hygiejneudvalg.
Næstformanden meddelte, at der i 1937 var blevet dannet et udvalg "Danske Kvinders Hygiejneudvalg" af 12 foreninger med det formål at beskæftige sig med forskellige hygiejnespørgsmål. Dette udvalg har kun været samlet til et enkelt møde, men udvalget er aldrig
formelt blevet ophævet.
Man enedes om at foreslå Dansk Sygeplejeråd, at udvalget blev ophævet.

ad. 9. Udstillingsmateriale.
Pjecen "Kvindesag er Samfundssag" er blevet gennemgået og ført a’jour og vil nu blive genoptrykt.

ad. l0. Studiekredse i kommunalpolitik.
Anna Ølgaard har udarbejdet og sendt en skrivelse til de sønderjydske husholdningsorganisationer i de landkommuner, hvor der ikke er D.K. kredse. I skrivelsen gøres der opmærksom på, hvor dårligt kvinderne er repræsenterede i Folketinget og i kommunalbestyrelserne, og fru Ølgaard opfordrer foreningerne til at danne studie- eller samtalekredse i kommunalpolitik på grundlag af Folkevirkes
hefte Sognet, mennesker og muligheder.
Skrivelsen vil blive duplikeret og sendt til distriktsformændene i D.K. med opfordring om, at forsøge et lignende fremstød for at få udbredt kendskab til og interesse for kommunalvalgene.

ad. 11. Frederiksberg Plakatsøjler.
I anledning af at Frederiksberg Plakatsøjler uden forudgående varsel har undladt at ophænge vore plakater ved det sidste folketingsvalg, har vi skriftligt forespurgt om grunden og forbeholdt
os evt. at forfølge sagen retsligt.
Der forelå svar fra Frederiksberg Plakatsøjler, der meddelte, at det var kommunen, der havde beslaglagt pladsen. Iøvrigt beklagede selskabet, at de ikke havde meddelt os dette, da de modtog vore plakater til ophængning.
Frederiksberg Plakatsøjler havde iforvejen taget forbehold overfor dette forhold.
F. U. var enige om ikke at foretage sig yderligere. Desuden havde vi jo megen presseomtale af firmaets undladelse af ophængningen.

ad 12. Nationalrådets repræsentantskabsmøde.
Repræsentantskabsmødet finder sted den 19. november kl. 19.30.
Landsformanden oplæste dagsordenen.
Formanden og 2 delegerede fra hver af de tilsluttede foreninger indkaldes.

13. Meddelelser.
Der forelå meddelelse fra Forbrugerrådet, om at forbrugerrådets formand, Marie Hansen, var valgt til formand i stedet for Lis Groes, til næstformand valgtes Viola Nørløv. Landsformanden meddelte,
at hun havde været i Herning og deltaget i kredsens 50 års fødselsdag.
Der er blevet ro omkring D.K.s børneasyl, socialministeren har meddelt, at ledelsen til enhver tid har ret til at antage og opsige personale. Dansk Børnehaveråd har ophævet blokaden af stillingen som børnehaveleder.
Der forelå skrivelse fra Adia Frost, at Magda Andersen, som i en tidligere skrivelse har trukket sig ud af medborgerhøjskolens udvalg, har indvilliget i at genindtræde.
Der forelå skrivelse fra D.K.N. om indsamling til Bodil Begtrups 50 års fødselsdag. F. U. vedtog at yde et bidrag, stort kr. 25.-