Brev fra Norge.
Kristiania, 1ste Januar 1886.
I Norsk kvindesagsforening holdt frøken Gina Krog 27de november forrige aar et foredrag om "stemmeret forkvinder." Saagodtsom alle de i Kristiania bosiddende medlemmer af foreningen havde indfundet sig, og desuden var der adskillige, der benyttede sig af adgangen for
ikke-medlemmer til at høre foredraget mod en entré af 50 øre. - Fra alle sider blev frk. Krogs foredrag fulgt med megen interesse. Hun skjelnede skarpt mellem de principielle indvendinger, man kan gjøre mod kvindens stemmeret i det hele taget, og den uenighed, der maatte opstaa angaaende tiden for reformens gjennemførelse. De første vil vel, ialfald for en stor del, være de samme i Danmark som i Norge eller rettere sagt som overalt, hvor kvinden ikke har stemmeret, og man frygter for at tilstaa hende den, og vi behøver derfor ikke her at opholde os ved denne side af sagen, men kan, med frk. Krog, "optage sagen som et praktisk anliggende, der har aktuel interesse i vort eget land", og vi skal da "først tage sigte paa, hvilket bestemt maal det er, vi vil søge at naa. - Den reform, vi ønske at gjennemføre, skal naturligvis ikke gaa ud paa at give kvinderne nogen slags særrettigheder i egenskab af kvinder. Den eneste forandring i grundloven, som blev nødvendig, var derfor en tilføjelse eller omredigering, hvorved opnaaedes, at de kvinder, som nu opfylder de gjældende stemmeretsregler, fik anledning til at udøve sin stemmeret."
"Tager vi for os stemmeretsreglerne, som de lyder efter grundlovsforandringen i 1884", vedblev frk. Krog, "saa finder vi, at det blot er de betingelser: "at være eller have været embedsmand", som for tiden ikke kan opfyldes af kvinder i Norge - Der er kvinder, som ejer gaard, som er kjøbstadsborgere, og som er skattelignede efter en indtægt af mindst 800 kr. i byen og 500 kr. paa landet."
Frk. Krog vidste ikke, hvormange kvinder der ved stemmerettens udvidelse til dem vilde opfylde disse betingelser, men ifølge velvillig meddelelse fra ligningskommissionen i Kristiania, vidste hun, at der i denne by var 1500 kvinder, som var lignede i skat efter en indtægt af 800 kr. eller mere. Flere af disse maatte imidlertid antages at være under 25 aar. Tirsdag den 1ste december havde kvindesagsforeningen diskussionsmøde i anledning af frk. Krogs foredrag. - Jeg skal her tillade mig at gjengive en kristianiaaviss referat af forhandlingerne.
Stemmeret for Kvinder. Norsk kvindesagsforening holdt forleden møde til diskussion om „stemmeret for kvinder” paa grundlag af frøken Krogs foredrag. Fru Ragna Nielsen udtalte sin tilslutning til foredraget og opfordrede alle kvinder til at slutte sig stærkt sammen til fremme af sagen, trods al forkjætring. Direktør Berner imødegik foredraget i flere punkter; fremholdt, at stemmeretssagen burde staa tilbage for flere andre sager. Kvinderne maatte først bevise sin dygtighed og modenhed gjennem deltagelse i andre offentlige hverv og i diskussionen. Han mente, at det var en omvej, at søge grundloven forandret for at opnaa stemmeret for kvinden, idet han i modsætning hertil anbefalede den fremgangsmaade, at kvinderne skulde møde frem ved valgurnen og kræve sin stemmeret godkjendt i kraft af den gjældende grundlovsbestemmelse, der efter hans mening, bogstavelig fortolket hjemlede dem saadan ret. Frøken Holsen, fru Nielsen og frøken Krog hævdede i modsætning til Berner, at sagen burde bringes frem for stortinget snarest muligt; en modenhedsprøve kunde ikke kræves af kvinder mere end af mænd; fraraadede den af Berner foreslaaede fremgangsmaade som mindre heldig. Kandidat Beichmann udtalte sig i samme retning og kritiserede Berners fortolkning af grundlovens § 50, hvilken han fandt juridisk uholdbar. Redaktionssekretær Vogt udtalte sig for sagen i sin almindelighed. Han fandt, at det vilde forkludre sagen, om den bragtes frem paa den af Berner anbefalede maade. Under det senere replikskifte fastholdt Berner bestemt den mening, at grundlovens udtryk „norske borgere" i § 50 allerede aabnede kvinderne adgang til stemmeret, hvorimod frøken Krog paaviste, at betegnelsen „borger” ogsaa var benyttet i grundlovens bestemmelse om almindelig værnepligt. Frøken Sexe fremkom med en del principindvendinger, som blev imødegaaet af fru Nielsen, frøken Krog og Berner.
Mod fem eller sex stemmer blev der tilsidst vedtaget følgende resolution: "Forsamlingen udtaler ønske om, at der for det i 1886 forsamlede storthing fremsættes forslag om stemmeret for kvinder."
Da Norsk kvindesagsforening ikke har optaget fordring paa politisk stemmeret paa sit program, fandt man det uberettiget, at foreningen selv tog initiativ til at fremsætte et saadant forslag, og der dannedes derfor en forening, bestaaende udelukkende af kvinder og udelukkende i den hensigt: at virke for kvindelig stemmeret.
Da man efter det ved diskussionsmødet passerede ikke fandt at burde henvende sig til hr. Berner angaaende fremsættelse af forslag for stortinget om kvindens stemmeret, erklærede hr. folkehøjskolelærer Ullmann (hvis navn vil være kjendt ogsaa i Danmark) sig paa forespørgsel villig til at overtage dette hverv. Hr. Ullmann siger i sin svarskrivelse, at det skal være ham en stor glæde at fremsætte forslaget - "jeg skal sørge for, at jeg næste gang, om jeg lever, staar eller falder paa det. - Det, at have knyttet sit navn til en saadan sag, er den stolteste livsgærning, et menneske kunde ønske sig."
Som det vil ses af referatet fra diskussionsmødet 1ste december, blev hr. Berner dengang angreben fra forskjellige kanter for sine udtalelser. Man fandt det inkonsekvent, at han, der først havde fremhævet de norske kvinders umodenhed til allerede nu at faa fuld politisk stemmeret, siden foreslog de samme at skyde gjenvej til maalet ved at benytte sig af en i den almindelige opfatning uhjemlet fortolkning af grundlovens ord. Hr. Berner er derfor siden i "Dagbladet" fremkommen med en redegjørelse for sine meninger. I denne hævder han, at han allerede fra først af har tilraadet kvinderne at holde sig til de praktiske opgaver "slig som de meldte sig og slig som de forelaa" - og at man skulde se at "skaffe kvinden stemmeret i kommunale anliggender og valgbarhed ialfald i skole- og fattigkommission." Derimod mener han, at fremsættelse af grundlovsforslag om politisk stemmeret allerede nu for førstkommende storthing mere vil skade end gavne sagen. Han hævder desuden atter her sin fortolkning af grundlovens "norske borgere", som indbefattende ogsaa kvinder og henviser til hvorledes storthinget gjentagne gange har udtalt sig for en bogstavelig forstaaelse af grundlovens ord, af hvilken grund det ogsaa har set sig nødt til at anerkjende de saakaldte "myrmænd" og "proformaborgere" som stemmeberettigede.
H Berners indlæg er senere imødegaaet af en kvindelig indsender, undertegnet A. H. og af frk. Krog. - Angaaende Berners henvisning til myrmændene og proformaborgerne siger frk. Krog bl. a., at der vanskelig kunde findes et bedre middel til at gjøre kvinderne tilfredse med at have valgt en loyal fremgangsmaade end netop denne allusion. Og med hensyn til en anden ytring af hr. Berner om det forhastede af kvinderne allerede nu at ville forlange politisk stemmeret, saa beviser frk. Krog med tal, at 1889 er det første aar, sagen kan komme frem for storthinget, "sandsynligst er det, at behandlingen udsættes til 1891." Der vil altsaa gaa 5 aar, inden man kan faa manifesteret storthingets stemning ligeoverfor denne sag", og uden at tiltro sig "den ringeste profetiske evne" tror frk. Krog dog at kunne forudsige, at forslaget vil falde første gang, det kommer frem til debat. - "Dét vil vist ogsaa vare nogle aar," siger frk. Krog videre, "førend vort krav om, at kvinderne skal gjøres valgbare, vil have praktiske følger", og hun mener, at det vil være det næste aarhundrede forbeholdt at se en valgkreds kaare en kvindelig repræsentant. - Vi andre kan jo tænke derom, hvad vi vil, men vi kan sikkerlig gjøre frk. Krogs ord til vore, naar hun siger, at denne udkaarede maa "have givet bedre vidnesbyrd om sine kvalifikationer til dette hverv end nogen mandlig repræsentant - at vi ved, hun vil have den behørige modenhed, ligesom vi ved, at de uafhængig stillede kvinder nu er modne nok til at udøve saa elementære politiske pligter som den at afgive sin stemme."