Hovedgrunden for kvindens valgret.

Stærk i sag, mild i måde.

Ingen - heller ikke kvinden - kan i stærkt bevægede tider være bekendt "at forholde sig ligegyldig, hvor alt står på spil."

Denne udtalelse, hvormed Anna Brosbøll slutter sin afhandling om "Politik og Kvinder" (side 8), vil jeg sætte i spidsen.

Halvdelen eller mere end halvdelen af folket kan eller bør ikke være ligegyldig for hele folkets vel og ve, når alt for det står på spil. Kvinden skal og bør som medlem af folket dygtiggøre sig til sin gærning også i denne egenskab. Vil man nu ikke give hende den valgret, som manden tiden dygtighedsprøve har, da vil man dog ikke i tidens løb kunne nægte hende den, når hun kun mer og mer viser, at hun ingenlunde i dygtighed står tilbage for ham, hvor det gælder råd og dåd i folkets vigtigste sager.

At kvinder - om end ikke alle kvinder, så lidt som alle mænd - er i stand til at erhværve sig en sådan dygtighed, - derom har historien vidnet tydelig nok på mange af sine blade.

Politiske rettigheder har man også har af og til, hist og her, indrømmet kvinder, men - vel at mærke - i almindelighed ikke som personer. Rettighederne har været knyttede til fødsel eller formue. Dronning Margrete havde aldrig sat Nordens kroner på sit hoved, dersom hun ej havde været født som kongedatter. Hertuginden af Orleans havde ikke kunnet indtage sit sæde 1378 som "pair de France" blandt adelsmændene i det franske parlament, dersom hun ikke havde besiddet et kvindeligt læn.*) Man taler så meget om, at i Sverige har kvinden valgret til rigsdagens første kammer, fordi dette vælges af de større kommunale råd, og til disse har hun valgret, for så vidt hun besidder en vis, fast ejendom, hvortil valgretten er knyttet. Men er det ikke gården, møllen eller jordegodset, hun ejer, snarere end personen, som besidder retten, uagtet denne kun kan udøves gennem en person?

Personlighedsgrundsætningen gør sig mer og mer gældende. Anerkendes kvinden som person, må følgestrængt også hendes politiske valgret en gang i tiden blive anerkendt, - hendes ret ikke i kraft af, hvad hendes forældre var, men hvad hun selv er, - ikke i kraft af, hvad hun besidder, men hvad hun er.

Stuart Mill er ikke den eneste almenagtede politiske tænker, som har gjort noget sådant gældende. For ikke længe siden har et medlem af det franske "Institut" i et anset tidsskrift **) udtalt meninger, som går i lignende retning. Disse hidrører ikke fra et ungt brushoved, men fra en syvtiårig, ærværdig professor ved den lærde højskole i Lausanne, Charles Secrétan, som efter et langt livs erfaringer og granskninger hæver sin vægtige stemme i denne sag. I gin afhandling om "Kvinden og retten" siger han med slående sandhed: "Dersom mændene skal tage bestemmelse om kvindens virksomhedsområde, hvor det gælder hendes højeste interesser, bør kvinderne på den anden side have ret til at bestemme om mandens dér, hvor han er lige så stærkt interesseret." "Hvorledes" - fortsætter han - "denne opgave end må løses, er det tydeligt, at de eneste virkelige rettigheder er de, som ere garanterede, og at de politiske rettigheder udgør de eneste garantier for de sociale; at det ene køns frihed, når det nødes til at antage den lod, det andet køn påtvinger det, uden at kunne ændre den, ikke fortjæner navn af frihed; og at, hvad kvinden under disse forhold kalder sin ejendom, i virkeligheden er en andens, medens hendes stilling er en trældommens og hendes legale personlighed kun en fiktion." Det er derfor personligheden, som det gælder at frigøre. "Spørgsmålet om kvindens politiske rettigheder er det afgjort fremherskende på dette område. At nægte kvinden stemmeret er at forholde hende en rettighed, at hindre hendes personlighed i at træde frem; det er at fastholde grundsætningen om, at kvinden ikke har en egen tilværelse for sig selv, men ene og alene er til som et middel til at forplante, forhøje og forsøde vor tilværelse.. Jeg leder forgæves efter et eksempel på, at en styrende klasse med fuld ærlighed har udøvet sin magt i en andens interesse eller til lige fordel for alle. Her ligger forklaringen og måske undskyldningen for denne sælsomme, uhørte paradoks: almindelig stemmeret. Men så længe det "svage" køn er udelukket fra deltagelse i statssagerne, så længe gives der ingen almindelig stemmeret."

Men - siger Secrétan i slutningen at sin afhandling - "forandringen skal foregå lidt efter lidt og næsten umærkelig." Formålet skal vel stilles højt, for at det kan stå klart. Men de ligeste linier fra os til det er i virkeligheden de, som ikke fører hurtigst til målet. Små fremskridt, som lykkes, er bedre end forsøg på store, som mislykkes. Straks at opstille kvindens politiske stemmeret som umiddelbart programpunkt kan muligvis snarere skade end gavne sagen. At opstille den kommunale vil naturligvis have så meget større sandsynlighed for snart at nås, som vort frændefolk på Island allerede har denne ret; og tiden Skal nok vise, at der ingen væsensforskel er mellem politisk og kommunal valgret, og at derfor denne ret "lidt efter lidt og næsten umærkelig" fører til hin. Efter tidsomstændighederne kan det endog være formålstjænligt at tage imod endnu mindre til en begyndelse, t. eks. imod lovændringer, hvorved kvinder både kan vælge og vælges til skole- og fattigvæsnets bestyrelser.

Hvor forslag i slige retninger viser sig, bør de støttes, især når de fremkommer fra indflydelsesrige mænd, som i øvrigt er modstandere af at give kvinden betydelig større rettigheder.

Blandt sådanne ansete statsmænd og politiske forfattere, der mer eller mindre har berørt spørgsmålet om kvindens valgret, er svejtseren Dr. J. Dubs.***) Hans udtalelser herom findes i hans bog om "Das öffentliche Recht der Schweizerischen Eidgenossenschaft. Dargestellt für das Volk" (2det oplag 1878), - en bog, der indeholder meget mere, end dens titel lover, idet den omhandler både statsretten i almindelighed og sammenligningsvis mange andre staters ret end svejtserfolkets, - en bog, der desuden er affattet i et så smukt, klart og åndrigt sprog, at den ikke mindst må anbefales kvinder, som ønsker at kende noget til disse i vor tid så brændende æmner, - et kendskab, der ligefrem må forudsættes hos enhver kvinde, som med forstand skulde udøve sin valgret, om hun allerede havde den; og det kvindelige køn får den vel næppe, inden det i alt fald til en vis grad har vist sig i besiddelse af denne forudsætning.

Dubss ytringer om kvindens valgret hører dog, efter min mening, ingenlunde til perlerne i hans bog; og jeg fremdrager dem derfor ikke her som et prøvestykke. Men de har vakt min eftertanke. De bruges her som anledning til at tilføje for egen regning, hvad forfatteren ikke har sagt, men kunde og burde have sagt, dersom han i dette punkt havde gået dybere til bunds i sin grundtanke, forfulgt den; videre.

Sin hovedtanke i denne henseende udtaler Dubs i afsnittet "om folkets og borgernes rettigheder", og særlig "om folkets rettigheder i dets helhed." "Folket er", siger han, "i republiken repræsentant for statens suverænitet, ligesom i monarkiet fyrsten er det." "Men", spørges der, "hvad er nu folket i hvis hånd suveræniteten ligger? Folkets politiske begreb er et andet end dets naturlige begreb. Der gives nemlig i folket en del, som er herskende, de s. k. aktivborgere, og en del, som er tjænende, og danner den øvrige masse. Freiburgs forfatning udtrykker dette således i art. I: "La souveraineté reside dans luniversalité du peuple. Elle est exercée par les citoyens actifs du canton . . " (Suveræniteten har sit sæde i folkets helhed. Den udøves ved kantonens aktivborgere . . ). Begge deles indbyrdes forhold er omtrent som i: 4. Vi forstår altså ved den del af folket, som repræsenterer suveræniteten, kun en fjærdedel af det virkelige folk, medens de tre fjærdedele er politisk retsløse, og vi har derfor, sandt at sige, virkelig midt i vort demokrati kun et repræsentativsystem." ****)

Og - fortsætter Dubs - "denne tingenes tilstand vilde være en social fare, dersom ikke de beherskede tre fjærdedeles naturlige beskaffenhed mildnede denne. Men størstedelen af disse er mer trængende til beskyttelse end retskraftig; den indeholder næmlig i særdeleshed kvinde- og barneverdenen. Imidlertid rører sig i kvindeverdenen, der i tal står mændene lige, en vis tendens til medherredømme i staten (kvindeemancipationens idé). I Nordamerika har enkelte stater allerede med flertal udtalt sig for denne tanke; i det engelske parlament har der gentagende rejst sig anselige mindretal derfor; betydende tænkere som Stuart Mill har taget ordet for den: overalt bliver spørgsmålet drøftet i den ene eller den anden form; - kort sagt, dermed er der på dagsordenen opført et spørgsmål, som man hverken ved fraser eller ved vittigheder kan slippe fri for at løse. - Dette spørgsmål hører, efter min mening, til fremtidens allervanskeligste opgaver; ti det indeslutter i sig spiren til store politiske og sociale forandringer. Man kan ved en fordomsfri betragtning ikke værge sig imod det indtryk, at deri ligger en vis kærne, som fortjæner, at der tages hensyn til den. I længden vil det næppe gå an, at mændene ensidig bestemmer kvindernes ret, endog deres privatret. Ligeledes gives der områder i staten, hvor det med billighed tilkommer kvinderne at tale med, t. eks. i spørgsmålene om børneopdragelse og især den kvindelige uddannelse; og visse humane områder, sygevæsnet, fattigvæsnet og lignende kunde vel uden ringeste skade overlades til kvindeverdenens ledelse. Den nuværende ordning har i alt fald noget mangelfuldt ved sig, ti det grænser t. eks. til det latterlige, når man for tiden overdrager afgørelsen af vanskelige opdragelsesspørgsmål til yngre mænd, og udelukker deres mødre fra indflydelse derpå. Visselig vilde det gå ilde med mangt et pædagogisk eksperiment, når mødrene til de børn, man bruger som experimentalobjekter, kunde tale med. Men mon det skulde være til nogen skade? På den anden side vilde ved mødrenes aktive deltagelse i skolespørgsmål opnås en meget større samvirksomhed mellem skole og hjem, hvis mangelfulde indgriben i hinandens områder udgør en af hovedulæmperne ved vor nuværende opdragelse. - Vi ser derved tillige, at statssuveræniteten, der udstrækker sig over hele folket, lige som over hele landet, er noget andet end folkesuveræniteten, i hvilken landet slet ikke og folket kun med ¼ tager aktiv del. Denne fjærdedels votum må derfor heller ikke forveksles med hin folkets røst, som man kalder Guds røst: ti den virkelige folkets stemme medindeslutter moderens og barnets røst. Men om man heller ikke politisk tør medregne de ¾ af folket, så øver de dog indflydelse i det stille, hvorpå vi jo i vort fædrelands historie har et lysende eksempel i Stauffachers hustru *****).

Mangt et politisk votum har familiens usynlige indflydelse at takke for sin tilblivelse, og fremtidstanker bebudes snarere i kvindens anende sind og i drengens lynende øje end i det politiske markeds vrimmel, hvor dagsinteresserne og partikævlet tilbagetrænger de dybere opfattelser."

Hvor sandt dette nu end må være i og for sig, så er det dog lige som kommet til at lægge sig som et slør over deri voksne og myndige kvindes retsstandpunkt. Dette er det, der skal fastholdes under den langsomme, næsten umærkelige, men intet øjeblik hvilende virksomhed for kvindens valgret, indtil målet nås.

Man har sagt, at kvinden ikke behøvede valgret; ti hun fik derved ikke større magt, end hun allerede har: "Er manden hovedet, så er kvinden halsen, der drejer hovedet." Selv om det imod al sandsynlighed lod sig påvise, at hun ikke ved at få Valgret vilde få større magt, end hun alt har, så må der dog skælnes imellem den magt, der haves af nåde, og den magt, som skal haves af ret.

Og det er jo netop hovedspørgsmålet, om valgretten ikke er en menneskerettighed, fra hvilken kun de af folkets medlemmer bør udelukkes, som man ikke tør betro den af hensyn til deres uselvstændighed, mindreårighed eller misgærninger - altså nærmest kun børn og forbrydere, men ikke kvinder. At kønnet skulde være en naturlig hindring for udøvelse af valgret, lader sig næppe forsvare med nogen fornuftig grund, men kun med fraser og vittigheder.

Alt, hvad Dubs så træffende siger til fordel for kvindens valgret (t. eks. moderens erfaring i opdragelsesspørgsmål), kan tages med til støtte for sagen. Men hovedgrunden må dog altid retsstandpunktet blive: kvinden bør ikke mindre end enhver anden selvstændig udviklet person, ikke mindre end ethvert andet myndigt menneske i folket have valgret. Det er på menneskerettigheden, på den personlige rettighed, at hovedvægten bør lægges.

*) Ch. Limousin: Revue du mouvement social. Paris. Sept. 1885. Pg. 363.

**) „Revue philosophique”, udgivet af den konservative Th. Ribot, har i juli 1885 optaget en artikel om „Kvinden og retten” („La femme et le droit”) af Charles Secrétan, hvilken forfatteren af ovenstående i øvrigt kun kender gennem det i Stokholm af friherre V. Pfeiff udgivne tidsskrift „Sanningssökaren” (1885 s. 313-316). Derefter gøres de følgende uddrag.

***) J. Dubs, født 1822 og død 1879, var 1849-55 medlem af nationalrådet (folketinget), 1855-61 af stænderrådet (landstinget) og 1861-72 af forbundsrådet (regeringen), samt Svejtss forbundspræsident 1864. Desuden har han stået i spidsen for kanton Zürichs regering og været medlem af den svejtserske forbundsret.

****) Udtrykkene „repræsentativsystem” og „demokrati” får først sin rette belysning i dette sammenhæng, når man véd, at i Svejts „ved demokratiske forfatninger forstås sådanne, ifølge hvilket folket” [i en kanton] „umiddelbart udøver sin lovgivende myndighed og vælger sin øvrighed, ved repræsentative derimod sådanne, ifølge hvilke disse hværv udføres af folkevalgte repræsentanter.” , Se „Svejts” (ved cand. mag, N. T. Neergaard) i de af Poul Svejstrup udgivne „Bestående Forfatningslove” II (1881) sp. 299.

*****) I følge sagnet skal det oprindelig skyldes Werner Stauffachers hustru, at denne henvendte sig til de andre edsvorne, som stiftede forbundet på Rütli 1307. Det fortælles, at Gessler en dag kom forbi Stauffachers hus med nogle af sine væbnede svende. Han spurgte, hvis hus det var. Stauffacher svarede, det var hans. Sådant et hus var meget for smukt til en bonde, skal Gessler da truende have sagt. Da han var gået, spurgte Stauffachers hustru sin mand, hvor længe man dog vilde finde sig i slige forhånelser. Han svarede intet, men gik bort og handlede. F. B.