Alvilde Prydz: I Moll.
Vi trænger til kvindelige Forfattere, trænger til, at ikke blot Mænd, men ogsaa Kvinder, skriver Kvindens Historie - og det er jo mest Historie, indre og ydre, som Romaner og Noveller nu til Dags giver. I saa mange Aar er denne Historie næsten udelukkende bleven skreven af Mænd, og skjønt de har set meget og forstaaet meget, - forbavsende meget, - er der dog ogsaa Ting, de har set uden at forstaa, og Ting, som de ikke kunde forstaa, simpelthen fordi de ikke selv havde oplevet dem. Alt det, Mændene saaledes har ladet ligge eller har misforstaaet, maa Kvinderne nu tage op; - de begynder ogsaa at gjøre det, og vi hilser hvert Forsøg paa Kvindeskildring af Kvinder med Glæde og Haab.
Man har Grund til begge Dele, baade til at glæde sig og til at haabe, naar man læser Alvilde Prydzs lille Novellesamling "I Moll." Det er Forfatterindens første Bog; i de sidste Aar har hendes Navn jævnlig været set i Blade og Tidsskrifter, men nogen Bog har hun ikke udgivet før nu. Nogen Bog - ja, det er sjældent, at sex Noveller virkelig danner en Bog, et Hele, men det gjør disse sex, de gaar alle helt ind under Fællestitlen, og man kunde ikke undvære nogen af dem for at faa det ud, som Forfatterinden har at fortælle os.
Hvad hun da har at fortælle? Ja, jeg har allerede sagt det - et Stykke af Kvindens Historie, og det et af de aller sørgeligste Stykker. Hun fortæller os om Længslerne, Drømmene, Forventningen, om den korte Lykke, de tabte Illusioner, den dybe Skuffelse, der knækker Livsmodet og giør Mennesker til Vrag. Hun fortæller os om Kvinder, som tog Kjærligheden for Alvor, og Mænd, som tog den for Spøg, og om Kvinder, som aldrig i Mandens Kjærlighed fandt det, de "mente" eller søgte, men blev skuffede, hvad enten de saa "fik" den, de vilde eller ej.
"Men alt det har vi hørt før", vil De sige. Det er muligt, men at høre og høre er to Ting. De har maaske hørt det, som De hører, at der er kommet et nyt Ministerium i England; - men har De hørt det saadan, at De føler det som Deres egen Pine, Deres egen Skuffelse, Deres egen Uret?
Og saadan føler man det naar man læser Alvilde Prydz smaa Historier.
De er sande, disse Historier, det er ganske vist; men de er til en vis Grad Fortidshistorie. De Kvinder, som skildres der, er ikke dem, som nu er unge og lever og elsker og lider - og arbejder; Alvilde Prydz fortæller os deres Ungdomshistorie, som nu har Ungdommen bag sig. Hun giver os den Kvindetype, som bunder i den romantiske Tid, Kvinden med de dybe Længsler, de skjønne Drømme, Forventningen om "det vidunderlige". Kvinden, for hvem Kjærligheden er "Livet selv", om hvem det gjælder: "verfehlte Liebe, verfehltes Leben". Saadanne Kvinder tænker ikke paa selv at smedde sin Lykke - de sidder og venter paa den, og Lykken, det er Kjærligheden. Han maa komme engang, Prinsen, den vidunderlige, som vækker den sovende Prinsesse og tager hende i Favn og bygger et skinnende Lykkeslot til hende. Han maa komme, det siger Længslerne inde i Hjærtet og alle Digtere og hele Naturen.
Og hvad sker der saa? Der kommer en eller anden kjøn ung Mand, som er lidt anderledes end de Mænd, den unge Pige før har set, og som gjør lidt Kur til hende; - det maa være ham, den længe ventede. Og hun giver ham al sin opsparede Kjærlighed og gjør ham til et med det Billede af en Mand hun har skabt i sine Drømme. Saa kan der hænde to Ting: han kan svigte hende, "slaa op", eller han kan gifte sig med hende; i begge Tilfælde bliver hun ulykkelig. Svigter han, saa er Livet forbi for hende; enten gaar det hende "som hine Dryader, der maatte dø med sit Træ", og hvis "hellige Træ de har hugget om", eller ogsaa slæber hun Livet hen i en Verden, der for hende er øde og tom og mørk. - Og "faar" hun ham, saa viser det sig snart, at hun og han er incommensurable Størrelser. Hans og hendes Begreb om Kjærlighed er saa vidt forskjellige; han er ofte polygamisk, hun monogamisk anlagt; han gjør sig Uro og Bekymring for mange Ting, for hende er Kjærligheden det ene fornødne; - men tit forlanger og forstaar hun rigtignok kun én Art af Kjærlighed, den sværmeriske, romantiske Kjærlighed, der holder af Maaneskin og Schuberts Musik. - Men ulykkelig er hun - det er ikke Indbildning, men fuld Sandhed; hvor skulde hun kunne være andet med sine Længsler og Drømme og Forventninger - og saa Virkeligheden.
Saadanne stakkels Kvinder kjender Alvilde Prydz godt, og hun skildrer dem godt i al deres Ensidighed.
Men hvad vil hun sige, hvad vil hun lære os med sine Fortællinger, hun har vel ikke blot fortalt for at fortælle, - i vore Dage spørger man jo al Tid efter Mening, efter Tendens.
Ja, om hun netop vil lære os det ved sin Bog, som jeg har faaet ud af den, det tør jeg ikke indestaa for - skjønt jeg for Resten tror det -, derimod tør jeg nok paastaa, at hun kan lære os det. Jeg mener, at det fra hver Side i Bogen lyder til os: I maa opdrage Jeres Pigebørn anderledes, helt anderledes; I maa ikke lade dem leve i den Tro, at der kun er én Ting, som har Værd i Livet, og det er Kjærlighed mellem Mand og Kvinde, og I maa ikke lade dem faa Lov at bilde sig ind, at naar han kommer, som elsker dem og som de kan elske, saa er Lykken der, og saa gjælder det kun at gribe den og holde den fast. I maa lære dem, at der er andet i denne Verden at elske og at leve for end en Mand, at der er mange, mange Mennesker, som trænger til Kjærlighed, at der er noget, som hedder Ideer og noget, som hedder Arbejde, og at begge Dele er Kjærlighed værd. I maa lære dem, at Livet først og fremmest er Arbejde, Arbejde indad til paa sig selv og udadtil i Samfundet. Og I maa fortælle dem, at Kjærligheden og Ægteskabet ogsaa er et Arbejde og et Ansvar. I maa prøve paa at forklare Jeres Pigebørn, at det er svært for Mand og Kvinde - saa forskjellige som de er blevne ved mange Tiders skæve Opdragelse - at leve sammen og at passe sig til efter hinanden - og I maa ogsaa fortælle dem om det Ansvar, de har overfor den kommende Slægt.
Ja, alt det maner Bogen til, synes jeg, og meget mere; den fører ogsaa alvorlig Tale til Mændene. Og den sammenfatter alt hvad den har at sige i de Ord, som lægges i Munden paa en letsindig Ægtemand: "Skulde det blive anderledes, trængte man saa at sige en ny Kvindetypus.”
Denne ny Kvindetypus er i Færd med at danne sig, det er der ingen Tvivl om, og Bøger som denne, der viser os al den Elendighed, som det romantiske Afguderi med Kjærligheden har bragt over Kvinderne, hjælper med til Typens Dannelse.
Vi haaber, at medens Alvilde Prydz første Bog var vendt imod Fortiden, var et Opgjør med Romantikken, saa vil hendes næste være mere vendt imod Fremtiden og give os noget af "den ny Kvindetypus", som ikke blot er til i vort Haab, men som færdes midt iblandt os.
