Breve d’outre tombe.

Doutre tombe! Fra en Afdød, vil det jo, frit oversat, hedde.

Men dertil hører jo en efter alle Regler foregående Begravelse! vil man sige.

Det kan nok være. Men der gives flere Måder at blive vist denne sidste Ære på, og man vil sige, at den Kunstnerklasse, hvortil jeg er så lykkelig at høre, fremfor alle Andre kan vente at få et "Hvil i Fred" lyst over sin Livsgjerning, ligeså oprigtig velment, som over nogen Kiste, der sænkes i Jorden.

Man vil også sige, at denne Bestatningsmåde særlig hører hjemme i vort Norden.

Lykkelig kan man måske skatte dem af vore Digterkongsemner, der tidlig unddrager sig den - nogle redder sig ved Flugten.

Bror Henrik kan siges at høre til en af disse Heldige. Han mærkede ikke stort til, hvor ihærdig man beredede ham en sådan, uagtet Gravklokken over hans Digterfærd og Digterværd rungede ham om Ørene til det Sidste. Han var måske formeget Digter dertil.

Og Digter var og blev han, indtil hans hårdhjertede Samtid lukkede hans Kiste.

Jeg er det ikke, eller måske ikke nok - og der er bleven levnet mig god Tid både til at nære Illusionerne og fa dem grundig afskaffede. Det blev ikke mig forundt at leve i min Digtning her i Verden. Jeg har lært, at alle Forsøg til at nå denne Lykke - ak, upraktisk kluntede vistnok! - kun førte til nye Skuffelser. Jeg har lært, at en kvindelig Digtning af den Sort, og i en Tid som denne med sin altoverdøvende Partikiv og Larm, måske selv fakket og flænget i den, ikke kan bestå, at den ubønhørlig hjemfalder "den stille Begravelse uden Ceremonier."

Man vil modsige mig her, måske især mit eget Kjøn, for hvem et Navn, ak en stor Raritet! omtrent er ensbetydende med en glimrende Stilling. Det er denne, Stillingen, man uden at vide det, hædrer i Navnet.

Men jeg vil selv afrive denne falske Glorie, den har længe trykket mig. Jeg fandt frem et Par Breve, ikke forhen afsendte, som jeg noget forkortet vil meddele her; lidt ville de bidrage til at slukke Glorien. En Stemme doutre tombe!

Kjøbenbavn, September 1883.

Da Manden, som den første paa Scenen, skulde skifte Verden mellem sig og sin Medskabte, tog han straks den Fordel iagt, som Størrelsen og stærkere Knogler indrømmede ham over den svagere Udrustede. Havde Lammegribben og Storken indtaget samme afvigende Styrkemål ligeoverfor sine respektive Halvdele, vilde de ufejlbarlig være gået ud fra det samme Princip. Heldigvis for

Gribbe- og Storkemor kunde de i dette Stykke magelig optage Kampen, derfor er det heller ikke kommet til nogen Kamp, og mer end ét sådant jernstærkt, vinget og firbenet Pars Husholdning, vilde kunnet afgive et vakkert Mønster til Efterlignelse.

Ikke så med det Produkt af Skabningen, der stiller sig øverst i Rækken som dens Ypperste. For ham gjaldt kun: den Største, Stærkeste: Retten, Magten, Enevældet, selv gav han Lovene derfor, som har gjældt indtil vore Dage. Jeg byder, du lyder. Jeg har at nyde, du mer at yde. Jeg at lære, at vide, du, der er med dit lille Hoved mindre skikket til Åndens Bedrift, at bære, at lide, etc. etc. - kort og godt Jeg vil „ha dig så ret i min Lomme" - en Metafor, hvori vore tidligste, ukostymerede eller halvkostymerede Lovgivere sandsynligvis vilde samlet den hele Sum af Magtens Budord, havde dette så uundværlige Apendix til vor Beklædning været opfundet til deres Tid.

"Og for rettelig at kunne exekvere denne vor så forskjellige Opgave, overlader du alene til Mig at sørge for dit Tarv, medens du indenfor sørger for Mit..... og tys pent rolig!. . . jo mindre vi mærke til dig udenfor, desbedre. Og hvad nu angår Livets Plager, som vi nu en Gang, siden Paradisets Dør smækkede i for os, ere hjemfalden, så har Jeg, mærk dig det vel! Eneretten til at klage. Undslipper der dig et Suk, et Støn, der kan høres ud over Murene, så vil vi give det et Navn. Vi vil kalde det "Indbildning", "opfindsom Bitterhed." ... Og det var på det sjette Årtusendets Dag, efter den gjængse Tidsregning, og Manden overskuede sit Værk, og se! det var altsammen såre godt."

Nu, det har vist sig, at det slet ikke har været så såre godt, og at vi kunne påvise Virkningerne af denne ulige Rollefordeling ligefra Patriarkerne op til vore Dage. Skruer man et frit Hjul og et bundet på den Vogn, der skal bære frem til et stort, fjernt vinkende Mål, så får man være beredt på, at det går derefter: Forvirring, Fordærvelse, Opløsning har fulgt dette Verdensløb i hvert af dens Spor.

Dog dette kræver en anden Plads nærmere at påvise, end det kan gives her. Vi vil holde os til det sidste Magtbud til de Forurettede, at de skal tie dertil og ikke klage.

Jeg vil ikke forstå det således, Kjelland, som om "den opfindsomme Bitterhed", De nævner i Deres Brev, udtrykkelig er myntet på mig, thi endnu har jeg ikke klaget. De få Gange, jeg har været ude med noget, der kunde kaldes så, har det været af Nødværge, Redegjørelser, uundgåelige Rettelser af faktiske, tildels grove Urigtigheder, der igjen har havt sin Grund i den indgroede Misforståelse af den Art kvindelige Personlighed, hvis "Stemme lyder ud over Murene." Endnu har jeg det ikke, og når der nogensinde er undsluppet mig noget som kunde ligne en Klage, har jeg altid stræbt at føre den fuldstændige Døvhed, hvormed man har mødt den, tilbage til det nu en Gang i vor Nation hjemlede Princip, at det overhovedet er forbudt Kvinder at yttre sig på den Måde. Vil jeg nu gjøre det her, vil jeg klage, sker det også på alle mine Søstres Vegne.

Det skulde være Kvinder forment at klage? O af Kvindeklager har vi sandelig nok, vil man mene.

Ganske vist, kun ikke af den rette. Vi er endnu ikke komne ud over denne Suttren og Jamren inden Døre, dette Småklynk personlig os imellem; det er ikke det, som skal lette det kvalme Tryk, der hviler over vort Kvindeliv hjemme, det nærer måske netop hin sløve Ligegyldighed, denne Ufølsomhed for kvindelig Lidelse, som er bleven noget så nær et nationalt Træk. Den, til hvem der klages, synes altid at have større Skjel til at beklage sig end Skriftebarnet selv. Ingen ser, at det har sin Rod i en hel Tilstand. Det er mod denne, man har at vende sig, som den eneste værdige Gjenstand for vor Klage, men en Klage, som har Kraft til at løfte sig for Alle, Mod til "at lyde ud over Murene."

Skjøndt nu dette ikke er Meningen med hvad der velforseglet sendes Dem her, sker det dog, jeg gjentager det, på alle mine Søstres Vegne. Således som det er gået mig på min sørgelige Bane, vilde det være gået hver eneste Sjel af dem, havde de indtaget en Stilling som min. Her er Loven lige for Alle.

Og Loven har her et fast Grundlag at bygge på, og det er en i vor Nation siden Arilds Tid indgroet Ringeagt for kvindelig Produktion, navnlig den litterære, en Ringeagt, som man vil træffe i skjønneste Enighed, hvad man så yder, hvilke Betyg, udstedt af vore første æstetiske Skjønsmænd, man kan have velforvaret i Skrinet. Man vil træffe denne Ringeagt i alle Skikkelser, ligefra Redaktørers og Forlæggeres lidt medlidende nedladende Betænkeligheder... er det Morskab? Hvis ikke! til Korrektørers og Sætteres sorgløse, "pyt, med "Damesager", behøver man ikke at ta det så nøje." Havde jeg ikke ved egne Anstrengelser reddet visse af mine Bøger fra den Skjebne at blive uforståelige - det er nok, at de er uforståede så skulde De sét, hvorledes de vilde blevet. Under det flerhundredårige danske Herredømme, ja til et godt Stykke op i vor Selvstændighedstid, er der på enkelte Undtagelser nær, jo heller ikke optrådt nogen kvindelig Forfatter hos os, medens andre Lande, og navnlig efter Revolutionen, har flere af stor Betydenhed at opvise.

Vor Nation skal altså først vænne sig til Fænomenet, ikke mindre omstridt og betvivlet end ethvert andet Fabeldyr. Derefter kan vi måske øjne Tider, hvor det videnskabelig erkjendes og klassificeres som et virkeligt, kun lidt mer usædvanligt Sødyr. Men Behandlingen deraf vil næppe lide nogen Forandring, dertil har vi lange Udsigter. Den er nu en Gang, uadskillelig fra vort hele, noksom bekjendte, kvindelige Lønningssystem, fast indforlivet i vort Folks Bevidsthed, som det ene billige og rigtige.

Nej, Kjelland, endnu har jeg ikke klaget. Jeg har så vidt som det stod i en Dødeligs Magt båret dette mit Livs bittre Vilkår, så må jeg vel kalde en Skjebne, der altid stod til at vrænge det bedste, jeg følte og vilde, ud i noget Smerteligt, Ydmygende for mig, altid satte Narrekappen på enhver højere Stræben, enhver dybere Følelse.

Paa den ene Side vil man Sige, at jeg har en Betydning; det er de vægtigste Stemmer i vort Land også vor højtansete Alex Kjelland hører til disse - der vil forsikre mig derom; på den anden Side Synes alt stiltiende at forene sig til, hvor som helst Anledning gives, at drage mig ned i Glemselen, som den Usleste, Uværdigste, spærre alle Veje; kvæle alle Muligheder til at rejse mig og indtage min Plads.

Det er denne Modsætning mellem den Betydning, man lejlighedsvis vil tillægge mig, den Plads, man indbilder sig at denne anviser mig, og den Stilling, jeg i Virkeligheden indtager, som i den senere Tid er bleven mig for stærk at bære; jeg er træt, træt deraf til Døden.

Ja den er i Sandhed mit "Livs bittre Ironi," så kaldte en Gang for længe siden en af vore store Ånder hvad der som en stille Hånlatter også ind i min Ungdoms dybeste Bevægelse. Det er denne hånleende Modsætning, som Ingen ser, Ingen vil se, allermindst nogen af mit eget Kjøn, der dog skulde have lidt Hjerte for den. Kvinderne i vort Land eller skal jeg sige her i Norden er så vant til fra Mors og Bedstemors Tid af stille Idealet af kvindelig Fortjenstlighed i det mindst mulig bemærkede, stille virkende, at de fuldstændig taber Målestokken for Ydelsen og Lønnen, når det gaar lidt udenfor de vante Spor. Vilde jeg forsøge på at påvise Misforholdet, vilde det møde forbausede Ansigter. Gud, De er jo anerkjendt! N-N. og Fru N. N., sagde netop det, og det! Hvormange velforseglede, tildels anonyme forsikringer derom, har jeg ikke modtaget! Men ikke en af disse Sympathetiske vilde vove at stille sig i Skranken for den sorteste Uret, der offentlig kan times mig i dem og dem i mig. Aldrig har jeg af Landsmændinder, end ikke af dem, som sige sig mine varmeste Tilhængere, kunnet aflokke en Gnist af Følelse for dette Misforhold, hvorunder jeg har været knuget.

Det er denne idelige Forveksling af en Betydning, man vil tillægge mig, og den Stilling, jeg i Virkeligheden indtager; det er, jeg gjentager det, dette Misforhold, der i de sidste År er bleven mig for overvældende, til ikke at fylde en Sjæl med Bitterhed, men ikke den Bitterhed, De sigter til, Kjelland.

Nej ingen "opfindsom Bitterhed", det skulde da være at den anstrængte sig for at finde et Glimt af Håb i dette Mørke, Håb, der i samme Grad, som jeg blev mig bevidst hvad jeg vilde og hvor jeg hørte hjemme, altid har svigtet, altid.

Lykkelig er maaske den, der går tidlig bort. De har Ret, når De siger, at man med et langt Livs Bestræbelser som mit måtte kunne håbe på at opnå noget af det, der ellers plejer at være Gravens Privilegium.

Tak fordi De siger dette. Andre vil nu mene, at jeg har opnået dette Gravens Privilegium i rigeligt Mål. Adieu Kjelland. Tak for Deres Brev.

Kjøbenhavn, Oct. 83.

Atter igjen Forvexlingen. Og Alt det skulde jeg have opnaaet? . . . Nej jeg har Intet opnaaet, Intet.

Kan De ikke for en eneste Gangs Skyld overvinde Dem til at lægge vort Norske Alenmål bort og måle et kvindeligt forfatterskab med det almindelige Europæiske, og enda slå dygtig af?

Medens andre Landes Forkjæmperinder for den samme Sag, lever i Ly af et værnet Privatliv, og under Vilkår, der tillader dem at omgive sig med Alt hvad der betrygger og forskjønner Livet, og hvem tør nægte den Indflydelse ogsaa dette øver på vor Åndsproduction *), har Hjemmet for mig kun havt hvad jeg vil kalde Udpegelsens Kvaler, det ømfindligste, der kan træffe en Natur som min, en daglig Tortur, der regelmæssig driver mig derfra, når jeg, huldrelokket af denne Hjemmelængsel, der aldrig lader En i Ro ude, drives derop igjen.

Thi hvad giver mit Hjem mig til Vederlag for de ofte utrolige Anstrengelser, hvormed disse korte Besøg må kjøbes, Besøg der skulde love os lidt Hvile og Opmuntring efter Rejselivet?

Enkens Kår. Enken hos os, ved De, har kun havt sin selskabelig borgerlige Stilling i Manden - Enkernes Kår, men ikke deres Privelegium, stille og ubemærket at forsvinde i sin Intethed.

Udpegelsens Kvaler. Ja dem har man levnet mig. Ikke at kunne gå ud at en Dør uden at være kjendt, vogtet på af Alle, ligefra Fru-inden - på hvis Bal mine Sønner måske skal danse samme Aften - og som fra sin Vogn sender mig et huldsaligt Nik, indtil Butiksjomfruen, af hvem man kjøber et Brev Knappenåle. Har De selv skrevet den Bog, De har der? spurgte en af denne interessante Klasse mig engang under en sådan Handel.

Udpegelsens Kvaler! Ellers synes Alle, der i en bedre, mere løftende Forstand råder for en sådan, navnlig de mere bestaltede Forvaltere af den offentlige Mening, omhyggelig at sørge for, at denne Art Udpegelse ikke skal falde til Besvær.

Jeg vilde nødig blive trættende ved at opramse Dem Prøver på denne Måde at skånes på, der i de sidste År synes at være bleven fast Overenskomst.

Men De udfordrer selv en Bekjendelse, De Vantro som De er! Kjendsgjerninger er nu engang Kjendsgjerninger, der ikke lettelig lader sig afvise. De vil finde Kvælningssystemet konsekvent gjennemført i alle Samlinger, hvor mit Navn hører hjemme, alle Forbindelser, hvor det burde nævnes. Hænder det så, at det ikke skikkelig kan undgås, sker det på muligst nedsættende Måde.

Lad nu denne Afretningsmåde have sin Grund i den Modstand, der lurer overalt ligeoverfor den Sag, jeg må kalde min, en Sag som når her er Tale om Mænd, vistnok kun tør regne på Støtte og Sympathi hos ganske særegent anlagte Naturer, hvis sjelelige Anlæg mere endnu end Åndsoverlegenheden hæver dem over Mængden, Dermed menes naturligvis ikke, at der blandt Kvindesagens Modstandere ikke skulde findes både sjelelig og åndelig veludrustede Folk.

Jeg påstår kun, til i ret Forstand at være dens Bekjender, modigt at optage Kampen mod Mængden, mod dem selv, dertil hører noget særegent Højsindet, Storslaget, om De vil, i Karakteren. Hvormange findes deraf?

Mindre fattet er man jo rigtignok på at møde Modstanden fra den Side, hvor man netop skulde vente at finde Trøsten og Takken. Hvad der her er oplevet af Skuffelser og Krænkelser tier jeg med, det er som om jeg selv havde Ansvaret.

Kun lidt om den mere praktiske Side af min Stilling inden vor Literatur, også denne turde være lidet kjendt i sin Virkelighed.

Jeg har ingen fast Forlægger, men er den Eneste blandt Alle, der må regne sig til de Hjemløse, der altid må være fattet på at nægtes Ly. Siden en vis dansk Forlægger i 72, påvirket af et Par Rådgivere, man har citeret mig som ihærdige Modstandere af Kvindesagen, på jammerlig Måde sveg sit Løfte, det vil sige sin mundtlige Kontract med mig (alt var aftalt, endog Dagen da Manuskriptet skulle være i hans Hænder) og tvang mig til en fortvivlet Tilbagerejse fra Rom, for under en sørgelig Vinterkampagne hjemme at bekoste Bogen selv udgivet **) - siden den Tid har jeg ingen fast Forlægger havt. De Vanskeligheder, der her er mødt mig, vil jeg forskåne Dem for at høre noget om! Er Vi først bleven enige, og Samarbejdet begyndt - jeg korrigerer altid selv - er det jo gaaet inderlig fredelig af; det er Genren, der Volder dem Betænkeligheder.

Vil jeg ha en liden Artikel ind i et Tidsskrift eller en Tidning og jeg ikke udtrykkelig forbeholder mig ikke at blive underkastet "de nødvendige Afkortninger og Rettelser", så kan jeg opleve at få disse nødvendige Rettelser disket op i Korrekturen omtrent som når man retter en Skolepige i 3die Klasse. Det har hændt mig fra adskillige Sider hernede i Kbhn; her giver jeg mig dog ikke, det ender altid med et: jeg påtvinger aldrig nogen noget - enten eller!

Så er det gået i alle disse sidste tunge År, o hvilken Række! Jeg havde tilslut modløs opgivet Tanken på en ny Production. Jeg klamrede mig kun til et sidste Håb, en sidste Mulighed, at se de ældre Ting opstå i en ny, mere tidsmæssig ordnet Udgave, hvortil jeg vilde foretage den samme omhyggelige Revision som med "Amtmandens Døtre", den eneste der havde opnået nye Oplag. Det var mit inderlige Ønske at kunne arbejde derfor, medens Syn og Kræfter endnu tillod det.

Men dertil er heller ikke levnet mig nogen Udsigt. Håbløs Afvisning er mødt mig overalt. Hos Stensballe ligger endnu Restoplaget af "Fortællinger" (61) hos Cappelen, "I de lange Nætter" nedstøvet i Glemselen. Der mindes aldrig om disse Bøgers Tilværelse, der er en hel Generation voxet op, der ikke kjender dem.

Et andet Ønske, at få min Mands Breve ud i Trykken, har ikke havt bedre Held.

Disse Breve skriver sig dels fra hans Udlændighed under vor Forlovelse, dels fra vort 10årige Ægteskab, når jeg i Sommerferien lå oppe i Eidsvold, hvor han senere kom efter. Et lidet Kulturbillede fra hin ret mærkelig bevægede Tid inde i vor Hovedstad, giver disse Breve, der i Form af en daglig Bulletin lyksaliggjorde mig i min landlige Ensomhed.

Mit sidste Forsøg på at få et Udvalg af disse Breve ud, var da jeg i 76 skrev til en Forlægger i Kristiania derom, en human, venligsindet Mand, som jeg tænkte lettest vilde komme mit Ønske imøde. Jeg modtog et Svar fuldt af Betænkeligheder, der alle synes at bunde i hin nationale Fordom, at denne Opgave, at forvalte en Andens Ejendom lå over en -indes Evner. En af Betingelserne lød på, at jeg måtte helst lade "en bekjendt Literat" gjennemgå og besørge Udvalget af disse Breve.

Der stod jeg igjen foran den Mur, som man støder sit Hoved mod, kun ikke kan bøje sig for. Jeg måtte skrive Manden, at jeg desværre ikke kunde gå ind på hans ærede Forslag, formedelst at jeg selv var "en bekjendt Literat" og at jeg var Hustruen, og de Breve kom ikke i andre Hænder.

Så ligger de der endnu. . .

Og dette er dog kun den ene Side af mit Forfatterliv, det som rører Hjemmet.

Jeg har båret det så tålmodig, som det kan bæres, som det Uundgåelige, som Følgerne af at ville Noget, der ikke har sin Rod i Hjemmet.

Mit sidste Håb stod til Udlandet.

Der, vilde være den rette Jordbund for en Tankesæd som min.

Så tænkte jeg, og flere tænkte det med mig.

I et Brev, jeg i Vinter modtog fra Jonas Lie, den af vore Digtere som jeg måske føler mig sjelelig mest beslægtet, hedder det:

"De var fra først af et Europæisk Træ, med Europæisk Spirekraft, Europæiske "Frugter".

Jeg er den Eneste af mine Landsmænd, der ikke har fået en Linie ud på fremmed Grund, hin stakkels Roman undtagen, der ved andres Tjenstiver, foregribende en Oversættelse jeg havde kom ud på Tydsk. Den er, hører jeg, også kommet ud på Engelsk og Russisk. Hvorledes det er gået den på disse forskjellige Markeder, må Gud vide, jeg har aldrig hørt et levende Ord derom.

Farvel Kjelland, Tak for Deres Bog. - Jeg har læst den, behøver det at siges, med "glubende Interesse." - Også De har optaget den mindst nationale af vore Kvindetyper, som Ibsen, Bjørnson og Hostrup har indført: Reisningens, Protestens. Jo mere slige Kvindeskikkelser kan skræmme op, kan støde, desmere berettiget tør man antage, at de er, jo mere trænger vi til dem. Forløberne for slige, dem som man vil give det stolte Navn af Banebrydere - "de seire ei, de kjæmpe kun og falde", hedder det jo så smukt! Mig erindrer disse Ulykkelige mere om Forkjæmperne i en Juleleg, som hedder "Flågjetta", disse ved De nok, som skal værne om hele Rækken bagved mod Ulven foran, og som altid kommer derfra forrevet og forpjudsket.

Andet om Deres Bog tør jeg ikke indlade mig på at sige Dem. Trænger De til min Ros?

Idet jeg skal lægge Pennen, overkommer der mig dog noget som Anger, Misfornøjelse med hvad jeg har sagt Dem, klaget Dem her, at jeg har klaget det Og det er dog så lidt, så lidt! De dybeste Smerter, hvad jeg bittrest har måttet ofre min Sag, har jeg dog fortiet, det får være Beroligelsen.

*) For at tale om den blot praktiske Fordel af et kvindeligt Navn i Udlandet: George Eliot har for en af sine Romaner fået 90000 Lst. - George Sand for Linien i et vist Pariserblad 25 fr. Jeg må være tilfreds, når en Bog, jeg giver ud, ikke volder mig 25 Ærgrelser.

**) Erindringer og Bekjendelser II-III Række.