Kvindelig Læseforening
afholdt Søndagen den 14de Februar sin aarlige Generalforsamling.
Efter at det reviderede Regnskab var fremlagt og godkjendt, aflagde Bestyrelsen Beretning om Foreningens Status i det forløbne Aar. Indtægten havde været 6089 Kr. 26 Øre; Udgiften 6080 Kr. 95 Øre. Medlemsantallet var ved Aarets Slutning 558 (ifjor 495). Siden Nytaar var der indmeldt 95 nye Medlemmer. Bogsamlingen var forøget med 986 Bind, 32 Piecer og tæller nu 7,488 Bind, 706 Piecer. Bogudlaanet havde beløbet sig til 19,789 Bind.
Bestyrelsen fremhævede, at disse Tal vidnede om, hvor stærkt og sikkert Foreningen gik frem. Bibliothekets Vedligeholdelse og Udvidelse repræsenterede med Rette Foreningens Hovedudgift, da Fordringerne til Bogudlaanet stadig tiltog, endog stærkere end det forøgede Medlemsantal lod formode. Indkjøb i Dobbeltexemplarer af stærkt efterspurgte Bøger var i Aar fortsat i videre Omfang end i fjor; et Par store Ordbøger til Haandbibliotheket samt flere illustrerede Pragtværker var anskaffede.
Kvindelige Studenter have fremtidig fri Adgang til Læsesalen og Haandbibliotheket i det første Aar efter Examen artium.
Et af Bestyrelsen stillet Forslag til Lovforandring vedtages efter nogen Debat.
Omtrent 100 Medlemmer havde givet Møde.
Kvindelig Læseforening er nu snart en gammel og grundfæstet Institution; i de fjorten Aar, den har bestaaet, har den bestandig stærkere og stærkere godtgjort sin Ret til at være til, har vist, som det en Gang blev udtalt, at den er "paa Vej til at blive en nødvendig Luxus" for Kvinderne. - Dens Historie har ikke blot Interesse i og for sig, men er tillige et Vidnesbyrd om det Fremskridt, "Kvindesagen" har gjort i de sidste fjorten Aar.
"Den stammer" - som det udtaltes ved Foreningens "første Jubilæum", dens tiende Generalforsamling, af dens daværende, og nuværende, med Akklamation gjenvalgte Formand - "fra en Tid, da Navnet Kvindesagen ikke existerede", - "den oprettedes af nogle Damer, som følte det Tryk og den aandelige Indestængthed, hvorunder mange Kvinder led, uformuende saa vel som velstaaende, og da man hverken kunde eller vilde reformere i det store, tog man en lille Gjerning op." I vore Dage kunde det at stifte en kvindelig Læseforening maaske synes meget fornuftigt og rimeligt og let; men den Gang maatte der "kæmpes haardt, og med Ihærdighed, Uegennyttighed og Opofrelse kæmpede man Sagen igjennem". - Stiftelsen af kvindelig Læseforening "er egentlig det første Skridt paa Emancipationens Bane; thi den løsnede, om end nok saa lidt, Kvinden fra Hjemmet."
Og det var et saare heldigt Skridt, netop paa den rigtige Vej. Denne Forening aabnede - og aabner, - alle kjøbenhavnske Kvinder, som har Raad til at ofre ti Kroner om Aaret paa deres aandelige Behov, Adgang til al den Oplysning og Udvikling, som kan hentes fra Kjendskabet til Tidens og Dagens Litteratur. Og den har flere Muligheder i sig: Muligheden til ganske smaat at vænne Kvinden til at færdes i det offentlige Liv - det er jo dog ikke saa ringe en Del af dette, der i vore Dage er "Foreningsliv" -, og Muligheden til at blive et Møde- og Samlingssted for Kvinder med aandelige Interesser, som "her kunde diskutere og kæmpe om Tidens Strømninger, Ideer og Begivenheder og gjennem Debatten komme til Klarhed over egne Tanker og Livssyn." Begge Muligheder er - i alt Fald til dels - blevne til Virkelighed; derom vidner det bestandig større Antal, der deltager i Forhandlingen ved Generalforsamlingerne *), og derom vidner de smaa "Klubber", der har dannet sig indenfor Foreningen, og som sikkert har skrevet "Fri Diskussion" paa deres Fane.
"Kvindelig Læseforening" har mere end opfyldt de Forventninger, man var berettiget til at nære til den, og at den har afhjulpet et Savn, det viser dens stadig stigende Medlemstal, der i de forløbne Aar er voxet fra 71 til 558. Dens Stiftere, Bestyrelse og Funktionærer har alle i høj Grad Krav paa Medlemmernes Taknemlighed, og denne bliver dem ganske vist ogsaa til Del: thi der er utvivlsomt kun faa blandt de 558, som ikke i Foreningens stille, med ægte "kvindelig" Sans for Hygge indrettede Stuer har fundet hvad de trængte til: Hvile og Adspredelse efter Dagens Arbejde, enten ved Bøgerne eller ved opmuntrende og fornøjelig Samtale. "Kvindelig Læseforening" har sikkert en stor og lys Fremtid for sig.
*) i Begyndelsen var man saa beskeden at lade en Mand lede denne som Ordstyrer; nu har i mange Aar Kvinder med Held røgtet dette Hverv.