Skal vore sønner lære at sy?
Over dette spørgsmål kom jeg til at anstille nogle betragtninger ved læsningen af en artikel af Alfred Ipsen, som stod i "Morgenbladet" for 29de september 1885. Artiklen beskrev i rosende udtryk "det kongelige opfostringshus" på Kalkbrænderivejen. Jeg læste med glæde den livlige beskrivelse og fornøjede mig over den gode opfostring, de 100 drenge fik. Særlig glædede jeg mig, da jeg mod slutningen læste følgende sætning:
Der undervises paa opfostringshuset i de almindelige skolefag, derunder indbefattet gymnastik, sang og dans, samt i tysk; men desuden undervises børnene i håndgjerning, idet der i bygningens kvistetage er indrettet en skræderstue, hvor de under en skrædermesters vejledning syr deres egne Klæder (dog ikke søndags- og højtidsdragterne) og foretager nødvendige reparationer. Jeg har så tit ærgret mig over den store mangel ved drenges opdragelse, at de ikke, som pigerne, lærer at holde sit eget tøj i orden, og at dette mod sædvane fandt sted på denne anstalt, forekom mig et glædeligt tegn på, at et fornuftigere syn på denne sag begyndte at danne sig. Men hvor - stor var ikke min skuffelse, da jeg læste fortsættelsen. Det synes dog, som om virksomheden med nål og pressejern mindre tiltaler denne ungdom, der i sine fritimer hengiver sig til ridderspil og turneringer, og man er derfor betænkt på, i en ikke fjern fremtid at ombytte dette håndværk med et andet, der kan være ligeså udviklende for håndfærdigheden uden at være sårende for den spirende mandighedsfølelse.
Hvor usund er dog ikke den betragtning, at det skal være "sårende for den spirende mandighedsfølelse" at sy på sit eget tøj"
Det forekommer mig, at vi kvinder bör nedlægge indsigelse mod slige anskuelser. Når kvinderne i vor tid har begyndt i større omfang end tidligere at give sig af med andet arbejde end håndgjerning og huslige sysler, har dette hos kvindesagens modstandere vakt frygten for, at følgen skulde blive, at den gifte kvinde vilde finde sine huslige pligter for ringe og forsömme dem for at finde mere højtflyvende sysler. Det er i den anledning atter og atter blevet foreholdt os kvinder, at vor huslige gerning ikke er ringere end mandens gerning men kun af en anden art. Det er fuldkommen sandt, at handels gerning på ingen måde er ringere end andet arbejde. Ganske vist er der noget mere udviklende og opløftende ved åndeligt arbejde, men det, som efter min mening giver et hvilket som helst arbejde betydning og interesse for den arbejdende, og som særlig for husmoderen er det afgörende med hensyn til det værd, hendes arbejde får for hende, er dette: at man føler, man gör nytte ved sit arbejde, at man udfører en nødvendig gerning. Det vilde være højst uheldigt, om æstetiske fornemmelser skulde hindre husmoderen i at passe sine börn, sy deres tøj, lave maden o. s. v., o. s. v. Og hvad andet end æstetiske fornemmelser er det, som ifølge den ovenfor anførte sætning hindrer drengen i at udføre det højst nyttige og nødvendige arbejde: at sy på sit tøj. Men det er på tiden, at slige æstetiske fornemmelser ophører! Om drengenes mandighedsfølelse såres ved at sy, kan jeg ingen mening have om, da jeg som kvinde ikke kender denne følelse. Men så meget véd jeg, at ingen sund og berettiget følelse kan såres ved, at et menneske må sy på det tøj, han selv går med! Og hvad ret har et menneske til at sige: jeg finder det under min værdighed at holde mit tøj i orden, og derfor fordrer jeg af min moder, søster eller hvem der ellers er ved hånden, at hun skal göre det. At mennesker kan finde det kedeligt er en anden sag; og derfor kan det være meget naturligt, at de, der har råd dertil, betaler andre for at göre det. Men her er tale om samfundsklasser der ikke har råd til at betale andre derfor. Og hvem skal så göre det? Når drengene fra "det kongl. opfostringshus" i fremtiden kommer ud i livet, må deres tøj jo holdes i Orden. Men når de ikke selv har lært at göre det og næppe kommer i stillinger, hvor de far råd til at betale andre derfor; og når kun et mindretal af dem har en moder, de kan sende det hjæm til, hvem skal så göre det? Jeg synes, al opdragelse bör sætte sig som én af sine meget væsenlige opgaver: at udruste barnet så godt som muligt til at komme godt igennem verden, men dertil hører for en stor del at kunne hjælpe sig selv.
Det kongl. opfostringshus er imidlertid så langt fra ene om at finde det under en mands værdighed at sy på sit tøj, at det tværtimod må kaldes den almindelige synsmåde. Opfostringshuset har endogså, såvidt jeg véd, stået så temmelig ene med den fornuftige skik at lade drenge oplære i syning, og jeg vil ikke opgive håbet om, at Alfred Ipsens spådom om en forandring i dette forhold, ikke vil gå i opfyldelse.
Men det er det almindelige fejle syn på, hvad en mands værdighed tillader ham, som jeg vil opfordre kvinderne til at søge at få ændret - idetmindste hos de vordende mænd: drengene. Og dette af flere grunde: dels fordi det gör mændene ubehjælpsomme i livet på flere punkter, og dels fordi det, i alle samfundsklasser, som ikke kan kaldes rige, kommer til at hvile som en byrde på Kvinderne. Iblandt almuen er det almindeligt, at de voksne sönner, som er kommen ud at tjæne, sender sit töj hjæm til moderen til istandsættelse, så at denne, der ofte har små börn hjæmme, foruden hvad disse og huset ellers giver hende at bestille, får bunker af gammelt tøj at efterse og holde i orden. Jeg véd f. eks. tilfælde, hvor konen har måttet sidde oppe, efter at manden og börnene var gået i seng, for at sy paa tøjet.
Og hvad bestiller de voksne sönner så i sine fritimer? De sidder i kakkelovnskrogen og smøger på en pibe eller søger ud på dårlige steder, hvor de spiller kort, drikker o. s. v. I rigtig erkendelse af, at mændene bör anvende sine fritimer på en nyttig måde, arbejdes der på at oplære dem i husflid, hvilket er en udmærket og gavnlig syssel for dem. Men hvorfor ikke først og fremmest oplære dem i den allernødvendigste husflid: den at holde det tøj, de daglig går med, i orden. Kommer vi op i middelstanden; ser vi akkurat det samme. Husmoderen må lappe og stoppe for sin mand og sine börn; kun døtrene bliver opdragne til selv at sy på sit tøj. Og dette er langt fra altid, fordi mændene ikke har tid til at göre det selv. Stundom kan dette vel være tilfældet; men det er kun sjældent. Mangfoldige husmødre må sidde om aftenen og sy, om de så er aldrig så trætte efter dagens anstrængende arbejde, mens manden kan hvile sig ud med cigaren i munden og en avis i hånden. Hvad var naturligere, end at hver passede sit eget tøj, det være sig mand eller kvinde. Nu, er det således, at husmoderens arbejde i de ovennævnte samfundsklasser - rige folk holdes bestandig ude af betragtning - aldrig hører op. Der er altid noget at lappe eller stoppe for den ene eller den anden, når dagens egenlige gerning er tilende, så husmoderen kan kun yderst sjælden sætte sig rolig ned og sige: nu er jeg færdig. Og hun burde dog vel også kunne læse lidt og følge med det liv, der rører sig udenom hende.
Det er intet andet end en fordom, som er skyld i, at manden ikke også lærer at sy for sig selv, men fordomme er de allerværste at få bugt med. Hvad man ikke er vant til at se, det finder man uskönt. Man tænker ikke over, om der ligger noget fornuftigt til grund for denne følelse - man følger blot sit instinkt. -
Det vilde være håbløst at tænke på at omdanne nutidens mænd; men jeg vil opfordre alle mødre og andre kvinder, der har med børns opdragelse at gøre, til at bryde over, tvært med denne fordom og oplære drengene såvel som pigerne til at sy på sit eget tøj.
