Bemærkninger i Anledning af Hr. Jürgensens Foredrag om uægte fødte Børn og deres Mødres Retsstilling.

At det ganske vist er ønskeligt, at der raades Bod paa den blodige Uret, der hidtil har været Vedtægt lige overfor det uægte Barn og dets Moder, kan ikke nægtes; og at det er tydeligt, at de Love, der læsse en saa ulige større Del af Byrden paa de svageste Skuldre, ere skrevne af Mænd, det kunde man læse sig til mellem Linierne, om man ikke vidste det. Men paa den anden Side maa vi passe paa, at det ikke bliver til Skade for den ægteviede Hustru, hvad der arbejdes for, at beskytte den i ulovlige Forhold faldne Kvinde; den første er i sin fulde Ret, den sidste har dog, i det mindste til en vis Grad, forbrudt sig imod Samfundets Sæder. Den ægteviede Hustru er paa Forhaand ikke saa vel stillet, at man skal end mere forværre hendes Stilling ved at hævde Moderen til det uægte Barn paa hendes Bekostning. Og jeg kan ikke se rettere, end at bliver Hr. Emil Jürgensens Forslag i sin hele Udstrækning taget til Rettesnor for nye Love til Beskyttelse for det uægte Barn og dets Moder, da vil det gaa meget ud over den ægteviede Hustru og dennes Børn. Ville Mændene virkelig give den forførte Kvinde og dennes Barn Oprejsning, lad dem da være retfærdige, og lad dem saa sørge for, at det bliver dem selv udelukkende, saa vidt det er muligt, der betale Gildet. Der er et gammelt Ord der hedder: at skære bred Rem af anden Mands Ryg; mig forekommer det, at dette passer godt her, naar jeg ser hvor meget det kommer til at gaa ud over Hustruen og de ægtefødte Børn, dersom Hr. Jürgensens Forslag bliver taget til Følge.

Det hedder sig jo: alt hvad der er Mandens er Hustruens, og alt hvad der er Hustruens er Mandens; kort sagt, alt hvad der haves er Fælleseje; rigtignok gives der Manden udelukkende Dispositionsret over dette Fælleseje; men skal der tillægges Loven om Fælleseje nogen Mening, maa dette dog være den, at Midlerne skulle anvendes til fælles Gode og Udbytte for begge Ægtefællerne; men med hvad Ret kan saa Manden anvende en ubegrænset Del af denne fælles Formue til et hans Hustru, mildest talt, uvedkommende Fomaal, nemlig Underhold til hans uægte Børn og disses Mødre? Det er ikke værre, vil man maaske svare, end naar en Kvinde gifter sig; med en Enkemand eller én fraskilt Mand i disse Tilfælde er der ogsaa Krav paa Manden; ganske rigtig, kun med den Forskjel, at i de sidst nævnte Tilfælde ved hun som en Regel om disse Krav, medens, dersom Manden indgaar et Ægteskab med tidligere Krav fra uægte Børn og deres Mødre paa sig, hans Hustru vil være uvidende om disses Tilværelse, dersom der ikke bliver taget Forholdsregler imod at hun uafvidende kan styrte sig ind i slige Forhold. Altsaa, skal Hr. Emil Jürgensens Forslag til Beskyttelse for uægte Børn og disses Mødre gaa igjennem, maa en af de første Betingelser være, at det sker paa en saaden Maade, af ingen Kvinde kan komme til at indgaa Ægteskab, uvidende om, at andre Kvinder og deres Børn have Fordringer paa Manden.

Da vil Loven til Beskyttelse for det uægte Barn og dets Moder ogsaa paa en Maade blive til Beskyttelse for Kvinden, der vil indgaa Ægteskab, idet hun i mange Tilfælde vil hindres i uvidende at indgaa Ægteskab med en Mand, hvis tidligere Liv noksom har bevist hans Mangel paa Villie. og Evne til at være én Kvinde tro, hvad hun jo tidligere har været meget udsat for. Men bliver disse Forholdsregler ikke tagne til Beskyttelse for Hustruen, da bliver Uretten imod denne endnu blodigere end den, der hidtil er overgaaet Kvinder, der udenfor Ægteskab staar i Forhold til en Mand, og har Børn med ham; i sidste Tilfælde har hun dog været med til at drage Ulykken ned over sit Hoved, medens Hustruen er uden al Skyld. Kan imidlertid saaledes den forførte Kvinde og hendes Barns Stilling beskyttes, uden at det kommer til at gaa ud over den ægteviede Hustru, da var det ønskeligt at dette kunde ske, og det saa grundig som muligt; lad Mand og Kvinde, der staa i Forhold til hinanden, saasnart der er Barn, af Loven betragtes som Mand og Hustru, saaledes at Kvinden har Ret til Mandens Navn, om hun ønsker at bære det, og Barnet naturligvis ogsaa; kun bør den Slags Forhold skille sig fra de virkelig indgaaede Ægteskaber i, at hine kunne hæves, saasnart en af Parterne ønsker det. Ved at saaledes Loven anerkjender en forført Kvindes Krav paa Manden og Retten til at bære hans Navn, letter den noget af Skammen fra hende, og lægger den over paa Manden, hvad det vilde være højst retfærdigt. Man vil maaske indvende, at det vilde være for strængt mod Manden, da det ikke altid er ham, der er Skyld i et saadant daarligt Forhold; ganske vist ikke; men hvem kan tage Skammen fra den stakkels Pige, der ogsaa i mange Tilfælde kan være kommen forholdsvis uskyldig ind i et forkert Forhold til en Mand? Det kan ikke hindres, at et Fejltrin ofte fører en uforholdsmæssig Straf med sig. - Nu kan der jo indvendes, at den Fordring, Hr. Jürgensen mener, at det uægte fødte Barn bør have paa sin Fader, ikke vil blive større end det, det hidtil har havt paa sin Moder. Ja ganske vist, i saa Tilfælde, som theoretisk Retfærdighed, vil denne Fordring paa Faderen være tilfredsstillende for Retfærdighedsfølelsen, og, saalænge begge Forældrene ere ugifte, ogsaa som praktisk Retfærdighed, vel at mærke, naar der tages de omtalte Forholdsregler (at ingen kan indgaa Ægteskab uden at maatte afgive Oplysninger om, hvorvidt han har tidligere Forpligtelser til Børn og deres Mødre, og i hvor udtrakt en Grad; ifald Kvinder, der ville indgaa Ægteskab, tidligere har havt Børn, skulle de ogsaa være forpligtede til at opgive det; undlades slige Opgivelser, skulde det være at betragte som Bedrageri.) Men bliver der ikke taget Forholdsregler af den Art, da vil den theoretiske Retfærdighed blive en praktisk Uretfærdighed, idet Kvinderne ville komme til at lide meget oftere for Mændenes Synder, end disse for Kvindernes. Det hører ikke til Sjældenhederne, at en Mand, selv om han hører til de højere, ja højeste Klasser, har et Barn, mange Gange flere Børn, før han gifter sig, om hvilke hans Hustru intet faar at vide, medens det vistnok hører til Sjældenhederne, at en Kvinde kan holde skjult, naar hun har et Barn. Altsaa, medens Ægtemanden maaske en sjælden Gang vil faa den ubehagelige Overraskelse, at hans Hustru har et Barn fra et tidligere Forhold, der har Krav paa hende, vil Hustruen jævnlig være Gjenstand for Overraskelser af den Art. Ved imidlertid den fremtidige Ægtemand og Hustru fuld Besked med hinandens Uregelmæssigheder, og ere villige til at overse disse, bliver det jo deres Sag.

"Før Ægteskabet skejer man ud, bagefter vel ogsaa; men saa som Husfreden vel næppe vilde vinde, hvis Hustruens Bevidsthed og Husets Budget stadig tynges af ureglementerede Stifbørn, har Lovgiveren (der ikke for ingen Ting er af Hankjøn) valgt den probate Vej at slaa en tyk Streg over Uregelmæssigheder og Børn som Manden væsenlig uvedkommende. Og saa besmykke vi vor Gjerning med Ægteskabets Hellighed, der skal gjøre det nødvendigt at befæste et saa svælgende Dyb som mulig mellem de lovmæssige Børn og de faderløse ureglementerede." Dette siger Hr. Jürgensen et Sted i sit Foredrag. Er det virkelig Hr. Jürgensens Mening, at medens Amerikanerne jage Mormonerne ud af Amerika, begrundet paa, at de ikke ville taale Flerkoneriet, skulle Mændene lave os Love, der, om de end ikke anbefale Ægteskabsbrud, dog indrømmer Frugten af dette fuld Ret med den ægtefødte, altsaa paa den Maade stiller Forholdet under retslig Beskyttelse. Tidligere maatte en Mand dog risikere at straffes for en vanærende Handling (Bigami), inden han kom ind i et Forhold, der i saa høj Grad kom til at forurette hans Hustru og ægtefødte Arvinger - denne Risiko forhindrede at Bigami jævnlig forefaldt; men skal i Fremtiden en Mand, uden at løbe nogen Risiko, have Lov til at bringe saa store Forurettelser over sin Familie, hvor findes da Hustruens Rettigheder? Denne Stilling som Hustru, til hvilken der altid er bleven henvist, naar Kvinder have klaget over deres Stilling i Samfundet, som altid er bleven fremhævet som saa sikkret, saa hædret, saa at det i mange Tider har været Opfattelsen, at en Kvindes Liv var forfejlet, naar hun ikke opnaaede at indtage denne hædrede Stilling! Men maaske Hr. Jürgensen vil svare det samme, med Hensyn til Hustruen og Medhustruer, som han siger om de ægtefødte Børn og deres uægtefødte Halvsøskende, at hine altid ville have et "kjærligt, hæderligt Hjem" fremfor disse; altsaa Hustruen vil altid have et kjærligt, hæderligt Hjem fremfor Medhustruerne. Ja, i Sandhed et kjærligt og hæderligt Hjem for Hustru og Børn! Galt har det ofte været før, værre vil det blive ved den foreslaaede nye Ordning. Hidtil har det dog været muligt for Hustruen og Børnene at tro paa Husfaderen, selv om der stod meget tilbage at ønske i Retning af Troskab mod Hustruen; han kunde holde sine Handlinger skjulte, og hun kunde lukke Øjnene saa vidt muligt; nu bliver det umuligt endogsaa at beholde Skinnet af et hæderligt Ægteskab og et kjærligt Hjem, i Tilfælde af at Manden ikke opfylder sin Troskabspligt.

Hr. Jürgensen taler om Sagen, som om den udelukkende angaar Børnene, de ægte fødte, de uægte fødte og disses Mødre; slet ikke Hustruen: jeg finder tværtimod, det udelukkende er Hustruen, der skal tages Hensyn til. Det er ligeoverfor Hende, Manden har forpligtet sig; idet han tager hende til Hustru, har han bortgivet (eller maaske bortsolgt) sig selv, hvad der ligger i selve Ordet gifte; han kan altsaa ikke mere bortgive eller bortsælge sig selv, saalænge hun lever og ikke er skilt fra ham, thi hvad han en Gang har ladet overgaa i en andens Eje, kan han ikke efter Forgodtbefindende tage tilbage igjen, ligesaa lidt som en Mand, der én Gang har bortgivet eller solgt et Hus; har denne bedraget én ved at indbilde ham, at han endnu besad Huset, og derved faaet narret sig Kjøbesum eller Laan til for anden Gang paa det, da kan det ikke nytte, at den sidste Kjøber af Huset kommer og fortæller den første, at da han har givet ligesaa meget, for Huset, som den første Kjøber, har han ligesaa god Ret til det. Den første Kjøber vil svare: "Huset var mit, da Manden solgte det anden Gang; han kunde den Gang ligesaa lidt sælge det, som enhver anden af mine Ejendele" *)

Altsaa, Hr. Jürgensens Forslag optaget, og vi have indført Flerkoneriet, og Ægteskabet, som det nu opfattes, er ophævet; hidtil har det dog i det væsentlige været en Kontrakt som enhver anden; blev den brudt, blev det betragtet som en Forbrydelse, der rigtignok blev set igjennem Fingre med. - Der er nu imidlertid en lille, mærkelig Undtagelse fra denne Opfattelse af hvad et Ægteskab er, og fra den Regel, at hvad der er givet, kan ikke atter tages tilbage. Det er denne mærkelige Lov om Bigami, **) efter min Mening det største Brud paa Logik, man kan tænke sig. (Er det fordi den væsentlig angaar Kvinder, at man finder, man passende kan slaa en Streg over Logik ved denne Lejlighed, eller findes der virkelig analoge Love til denne om Bigami?) Enten kan en Mand efter den danske Lov have flere Koner eller ogsaa kan han ikke have flere Koner; kan han ikke, gives der ikke det Tilfælde i hvilket han kan siges at have to Koner af Loven anerkjendt for ligestillede i Forhold til ham, med samme Krav paa ham. Jeg maatte have de dyreste Forsikringer af en Jurist, inden jeg kunde tro, at en Lov som den om Bigami, virkelig existerede. En Mand kan kun have én Hustru, men han kan dog have to Hustruer! Der er kun én Mand der kan have første Prioritet i et Hus, men Manden, der har Huset, snyder sig til to Laan paa første Prioritet; deri der har den første og ægte Prioritet i Huset maatte vel i saa Tilfælde dele med deri anden?*) Jo vist, Mændene vilde vist betakke sig. - Der maa vel være en tilsvarende Lov til den om Bigami med Kvinder, som gjælder for Bigami med Mænd; i saa Tilfælde tænker jeg at Danmark er temmelig enestaaende i det, at Flermænderi anerkjendes, ligesom jeg antager, at Tyrkiet og Danmark ere temmelig enestaaende i at Flerkoneriet anerkjendes. Ja, men straffes, svares der; ja vel, jeg siger ikke bifaldes, men anerkendes, thi om det straffes aldrig saa strængt, men dog anerkjendes under givne Forhold at kunne existere, saa maa man sige, at i Danmark anerkjendes Flerkoneriet, og at en Kone aldrig ved sig sikker, hvilke Forholdsregler hun end tager, at det ikke en skjøn Dag anerkjendes for Retten, at hendes Mand har flere med hende ligestillede Koner, og flere, med hendes Børn ligestillede Børn. Dette er Hustruens agtede og sikrede Stilling i Danmark! Istedetfor, som Hr. Jürgensen vil have det, at gjøre Følgerne af ethvert Forhold imellem en gift Mand og en Kvinde, der ikke er hans Hustru, lig med dem, der følger af Bigami, kun med Undtagelse af Straffen, der følger paa denne Forbrydelse, vilde jeg finde det retfærdigere, at det eneste, der fulgte paa Bigami var Straf af Forbrydelsen og ingen Krav paa Manden for den bedragne Kvinde og hendes Afkom. Dette lyder jo forfærdelig haardt; men man maa huske paa, at hvad der en Gang er givet, kan ikke tages igjen og gives til en anden; og de ulykkelige bedragne maa dele Skæbne med saa mange andre bedragne; man kan, destoværre ikke fjerne al den Ulykke der er i Verden; Ægtehustruen faar sandelig sin Del af Ulykken, uden at man oven i Kjøbet skal forhøje den, ved ogsaa at tage hendes Pengerettigheder fra hende. Nu har jeg forsøgt at skildre Hustruens Stilling, som den er, hvorledes den vilde blive, dersom Hr. Jürgensens Forslag gaar igjennem, og hvorledes jeg finder, at istedetfor at den skal gjøres mere usikker, den tværtimod burde sikres mere end hidtil har været Tilfældet. Og hvad saa, siger man, hvad skal der gjøres for de Børn, der fødes som Følge af et Forhold mellem en i Forvejen gift Mand og en ugift Kvinde? Barnets Moder er jeg snart færdig med; den Kvinde, der indlader sig med en gift Mand, fortjener den Ulykke, der kommer over hende; ogsaa finder jeg, at da Faderen er gift, maa det være hende, der maa ernære Barnet; Faderen kan ikke paatage sig nye Forpligtelser, uden at bryde de gamle (saalænge vi holde paa at en Mand kun kan have én Hustru, hvilken Ordning der kun i Tilfælde af Bigami tilsidesættes), og det har han ingen Ret til, selv om han er villig. Og Barnet da? Ja, det ulykkelige Barn bliver stillet som saa mange andre ulykkelige Børn, der ikke kunne frigjøres for, at Forældrenes Synd gaar ud over Børnene: kan Moderen ikke forsørge det, maa det paa Fattigvæsenet; er det egentlig mere ulykkelig stillet, end Børn hvis Forældre ere i Tugthuset, drikke eller paa anden Maade ere daarlige Personer? Mange, baade ægtefødte og uægtefødte Børn ere paa Fattigvæsenet; det er ganske vist en sørgelig Lod, men sikkert ikke værre for det uægtefødte end for det ægtefødte Barn. Hvor den sociale Stilling er saa reduceret, som her omtalt, har jeg aldrig mærket den mindste Sorg eller Skam, naar uægte fødte Børn som voxne Mennesker have omtalt, at deres Forældre ikke have været gifte; de betragte det som den naturligste Ting, og føler slet ikke, som om det gjorde nogen Forskjel paa dem og deres ægtefødte Medbrødre, og disse ere ganske enige med hine i dette Syn paa Sagen. Og til vort danske Samfunds Ære være det sagt (hvis ikke Aarsagen maa søges i Slaphed og Mangel paa Moral) en Mands Fødsel vil aldrig komme til at staa imellem ham og den Kariere han kan gjøre; er han rig, vil han lettere gjøre Kariere, end dersom han er fattig; men om han er ægtefødt eller ikke, gjør ingen Forskjel paa hans Anseelse. - Forbryderstatistiken godtgjør jo rigtignok, at en overvejende Mængde Forbrydere ere uægte fødte Børn, og at dette maa søges i deres forladte og forsømte Tilstand; jeg tror nu ikke saa meget paa, at de ere meget elendigere end saa mange andre Børn, ikke heller mere forsømte; kunde Aarsagen til dette overvejende Tal uægtefødte Forbrydere ikke ligesaa godt søges der, hvor vor Tid søger Kilden til saa mange physiske og psykiske Tilstande, nemlig i Arveligheden: de Forældre, der sætte Børn i Verden uden at tænke paa at tage sig af dem, maa i bedste Tilfælde være meget letsindige, og i mange Tilfælde meget værre end letsindige. Er det nu ikke meget rimeligt, at Børnene arve en Del af deres Forældres sjælelige Ejendommeligheder, og at det er der, Roden til deres daarlige Tilbøjeligheder maa søges; Opdragelsen gjør ganske vist meget; men de uægte Børns Opdragelse er som sagt vist temmelig lig med andre fattige og forsømte Børns. - Hr. Jürgensen taler om, at Plejegodtgjørelsen, som Faderen maa hjælpe Moderen med, ofte bliver nedsat fra Barnets 10de Aar: da anses Barnet for at være i Stand til selv at erhverve sig noget; - det lyder jo ganske vist mærkeligt, men kun hvis man ikke kjender vore Landboforhold; selv Husmandsbørn, der dog ikke ere vore elendigst stillede Børn, begynde i Reglen i den Alder at tjene noget til deres eget Underhold; kun maa deres Skoletid ikke forsømmes; ja selv i Syvaarsalderen, fortalte en Husmandsdatter mig, maatte hendes Broder begynde at tjene som Vogterdreng, og Smaapigerne begynde meget tidlig at tjene ved at passe Naboens Smaabørn o. s. v. Heri Byen og i andre Byer have Børn meget tidlig "en Plads", hvor de gaa nogle Timer hver Dag og udrette Byærinder og deslige. Det er ganske vist sørgeligt, at Børn i en saa ung Alder maa lære Livets Alvor at kjende paa saa mange Maader, men jeg kan ikke indse, at det er værre for de uægtefødte end for de ægtefødte Børn, og man kan ikke vente at ubemidlede Forældre, i de Tilfælde, hvor Børnene ere komne til Verden udenfor Ægteskabet, skulle føle mere for deres Børn, end Ægtefolk for deres ægtefødte Børn; ere Forældrene vel stillede og uden tidligere Baand, skulde de være nødte til at lade Børnene indtage en Stilling svarende til den, de selv indtage i Samfundet. Ere Forældrene fattige, er det rimeligt, at uægte Børn dele Kaar med Børn af andre fattige Folk.

Man har gjort mig opmærksom paa, at medens jeg næsten udelukkende har haft min Tanke henvendt paa, hvorledes Hustruens Stilling vilde blive, om Hr. Jürgensens Forslag gik igjennem, har Hr. Jürgensen egentlig kun tænkt paa de uægte fødte Børns Stilling i Sammenligning med de ægtefødtes. Men da nu Børns og deres Mødres Interesser ikke ere saa lette at skille ad, hvad Hr. Jürgensen aabenbart ogsaa føler med Hensyn til de uægte fødte Børn og deres Mødre, ser jeg intet til Hinder for, at en anden Side at Sagen, der ogsaa har sin fulde Berettigelse, bliver draget frem. Da det nu er "Dansk Kvindesamfund", under hvis Flag dette Foredrag er kommet frem, finder jeg det ikke ubeskedent, om der i det mindste i denne Kreds blev taget lidt Hensyn til, hvorledes Hr. Jürgensens Forslag vil komme til at berøre Hustruens Stilling, og jeg haaber at have gjort indlysende, al det ikke bliver i nogen ringe Grad, Hustruens Stilling er allerede fuldstændig afhængig af Mandens personlige Karakter; er han en Ødeland, Drukkenbold eller Spiller, kan han fuldstændig ødelægge hende; han kan holde hendes Hjem under et pekuniært Tryk, medens han holder Elskerinder i Luxus - dog til en vis Grad i Smug - han har kort sagt mange Veje til hendes Ruin og. Krænkelse; men dette vil blive fuldstændigt, naar Manden kan holde anerkjendte Medhustruer, hvis Børn bære samme Navn som Hustruens Børn, og hvis Krav paa Understøttelse af Mands og Hustrus Fælleseje ikke en Gang ophører, naar Mandens Øjne ere lukkede, men skulle end mere forarme den forurettede Hustru, der allerede maaske tildels er ødelagt ved Mandens udsvævende Liv. Dette foreslaar Hr. Jürgensen uden en Tanke for Hustruen, og uden en Tanke paa, at først maa der være en grundig Forandring af Ægteskabslovene, ja en saa grundig, at Ægteskabet, som det hidtil er set, ikke mere existerer; men inden det er sket, kan der ikke uden den blodigste Uret tages saameget som en Tøddel af Hustruens lille Ret fra hende, om det saa kunde frelse alle de uægte Børn fra Forbrydelsens Bane. Man har sagt mig, at det netop er paa Hustruens Ret, at Forslag om uægtefødte Børns bedre Stilling altid er strandet, og det er ogsaa ganske rigtigt: paa den bør Forslaget indtil videre strande. Det lyder stærkt, men det er kun Konsekvensen af de virkelig humane Love; de vilde Folkeslag kunde for at frelse en Nation, offre Mennesker til deres Afguder; Civilisationen har gjennemført Individets Ret, og ikke for at frelse hele Folket kan ét civiliseret Land udvælge et Individ, uden vedkommendes eget Samtykke, og sige: ham offrer vi for at frelse os selv eller andre. Individets Ret staar fast hos alle civiliserede Nationer, og man kan ikke for at hjælpe paa det ene Individ tage fra det andet; ligesaa lidt kan man offre den ene Klasse Mennesker for den anden, selv om man ved at gjøre tusinde ulykkeligere gjorde to tusinde lykkeligere. Hustruens Stilling maa tages under grundig Overvejelse (og jeg gad vide, hvorvidt den bliver taget under retfærdig Overvejelse, saalænge der ikke er Kvinder med til denne; Hustruen er dog altid kun en Kvinde, medens uægtefødte Børn baade ere Drenge og Piger), inden man rører ved Spørgsmaal, der saa nær angaar hendes Rettigheder og Livslykke, og maa ikke gaas over med en Harefod. Medens man jo kun kan være Hr. Jürgensen taknemlig fordi han har bragt Spørgsmaalet om uægte Børn og deres Mødre paa Bane med det Ønske at lette Byrden for Kvinden, og lade den hvile tungere paa Manden, kan jeg ikke andet end ønske, at han havde foreslaaet Skærpelse i Straffen for Ægteskabsbrud, og foreslaaet den under en Form, saa den ikke blev en død Lov, som den nu faktisk er. Men mener Hr. Jürgensen maaske, at saadanne Love give Mændene aldrig, det vil synes dem forstrængt? Det er vel haardt, at medens de dog have Valget imellem ikke at synde og at synde og saa bære Straffen, maa Hustruen uden nogen Skyld bøde for Mandens Synd. Der er dem som mene, at det ikke vil nytte at sætte Straffe for den Slags Forbrydelser; det antager jeg dog det vil; mon der ikke vilde blive stjaalet adskilligt mere, dersom Straffene ikke vare saa strænge for Tyveri? Man vil sige, at Straffen for Tyveri og Ægteskabsbrud ligne hinanden deri, at Fordringen paa Straf over Forbryderen ligger i den forurettedes Haand; men praktisk er der den Forskjel, at medens Tyven som Regel stjæler fra fremmede, og disses personlige Følelser altsaa ikke holder dem fra at forfølge Tyven, foruretter Ægteskabsbryderen sin Ægtefælle, som paa Grund af sin Stilling til Forbryderen vil krympe sig ved at faa ham straffet. Det bliver jo ganske vist saa ogsaa til en vis Grad deres Sag, og det er heller ikke alene af Hensyn til den bedragne Ægtefælle men ogsaa af Hensyn til Samfundet, at jeg kræver Straf over Manden, naar han, skjønt bunden af tidligere Forpligtelser, stiller sig i et Forhold til Mennesker, til Kvinder og Børn, som han, dersom han ikke var bunden, vilde have Forpligtelser lige overfor, Forpligtelser, han nu ikke kan opfylde, og derved forurettes Barnet, og tillige Samfundet, der ofte overfor dette maa erstatte Faderen. Kunde der tænkes Lovændringer i Retning af nedenstaaende:

1) Ingen maa indgaa Ægteskab uden at Forloverattesten indeholder Oplysning om, hvorvidt der er Børn af tidligere Forhold, og hvad Krav disse og deres Mødre - eller Fædre - have paa Brudgom eller Brud.

2) En ugift Mand og en ugift Kvinde skulle, naar de have Barn sammen, anses for Loven som andre Ægtefolk (kun at Skilsmisse straks kan erholdes paa Forlangende af en af Parterne) og skal Barnet have Rettigheder som ægtefødte Børn.

3) Er den ene af Forældrene til et Barn i Forvejen gift, den anden ikke, tilkommer det den ugifte, uden Hensyn til Kjøn, at have Omkostningerne ved Barnets Forplejning.

4) Have begge Forældrene til et Barn begaaet Ægteskabsbrud ved at staa i det Forhold til hinanden, hvoraf Barnet er Følge, bør Offentligheden antage sig Barnet, da Barnet ikke kan have Krav paa sine Forældre, paa Grund af at Kravene ikke kunne opfyldes, uden at tidligere Forpligtelser krænkes.

5) For at forhindre de mange uægte Fødsler, bør der være Straf for Ægteskabsbrud, som der er Straf for andre lovstridige Handlinger.

6) Lovens Haandhævere bør paase, at Ægteskabsbrud straffes efter Loven.

Jeg tvivler ingenlunde paa, at for Jurister ere mine Lovforslag fremsatte meget ujuridiske i Form, men jeg tænker, at de tydelig udtrykker min Mening, og det er det, jeg nærmest har tænkt paa. Og Kommunerne ville maaske betakke sig og spørge, hvorfor de uden videre skulle overtage Forældrepligt; dertil kan jeg kun svare, at jeg finder at saalænge Mændene ikke ville paalægge først og fremmest sig selv nogle Baand, saa længe gaar det ud over Samfundet, og ganske vist lige saa meget over Kvinderne som over Mændene, idet hine lige saa godt ere skatteydende som disse; Samfundet, der ikke vil lægge Baand paa sig maa saa dele Omkostningerne, og ikke lægge Byrden paa de forurettede Ægtefæller; disse, ville i de fleste Tilfælde være af det svagere Kjøn, Foruretterne af det stærkere Kjøn, men det er ikke nogen gyldig Grund til at undlade at forfølge den skyldige.

*) Man vil naturligvis sige, at saadan render man ikke til at kjøbe og sælge et Hus, saa det kan ikke forefalde, men som et Tankeexperiment finder jeg intet til Hinder for at bruge det.

**) „Om en Ægtemand gaar andetsteds hen og der gifter sig med en anden Hustru, som ikke ved af hans første Giftemaal, da holdes hun uskyldig, saalænge hun ved der intet af, og bør derfor hverken hun eller hendes Børn, som de have avlet sammen at lide nogen Skade enten paa Ære eller Gods” (D. L. 3. 16. 85),

***) Atter et Tankeexperiment.