Gives der en Værnepligt for Kvinden?
I sidste Hæfte af den syv og tyvende og sidste Aargang af "Tidskrift for hemmet" har dettes højtfortjente Redaktør, Fru Sofie Adlersparre, født Leijonhufvud (Esselde), underkastet Spørgsmaalet om hvorvidt der gives en Værnepligt for Kvinden og af hvilken Art denne maatte være, en alvorlig og indgaaende Drøftelse.
"Værnepligten er" siger Esselde "dels af personlig, dels af upersonlig Art. I den upersonlige Værnepligt, som bestaar i Skattebidrag til at vedligeholde Landets Forsvar, deltager alle skattepligtige Borgere (altsaa ogsaa Kvinder*) i den personlige kun Mænd." At Kvinderne hidtil har været fritagne for den personlige Værnepligt; er med fuld Føje," saa længe Folket ikke har givet sine Døtre samme Ret og samme Beskyttelse som sine Sønner."
Men naar den Tid en Gang kommer, da Kvinderne blive virkelige Borgere i Staten, da vil Spørgsmaalet om deres Værnepligt ogsaa melde sig. En hel Klasse Kvinder, mener Esselde, bør fuldkommen fritages for Værnepligten, nemlig Mødrene. "At have baaret Fremtidens Folk under sit Hjærte, kæmpet med Døden om dets Liv og næret det ved Moderbrystet - det maa under alle Forhold være Værnepligt nok "Pligten falder altsaa kun paa de ugifte Kvinder, og Esselde foreslaar, at den bør bestaa ikke i Landets Forsvar, men i "Forsvarernes Forsvar", i Sygepleje. "Værnepligten for den ugifte Kvinde kunde antages her som al Tid at indtræde ved en fastsat Alder f. Ex. 25 Aar. Man kunde tænke sig, at den aftjentes, dels aktivt af et Elitekorps, udtaget ad Frivillighedens Vej, ved et ét Aars Lærekursus paa Hospitalerne, dels passivt af det store Flertal, ved Betalingen af en Værnepligtsskat"
"Den Indvending, som saa ofte gjøres mod Mandens Værnepligt: har man Ret til at ofre Kraft og Tid og Penge for at kunne møde en Krig, som maaske aldrig indtræffer, er man berettiget til at opretholde en hel Institution, som helst aldrig bør komme i Virksomhed?" denne Indvending er her let at imødegaa. "Det maa nemlig være klart for enhver, at den Indretning, som vi her tager Ordet for, vil blive af ligesaa stor Betydning i Fred som i Krig", idet den nemlig vil skabe en Hær af uddannede Sygeplejersker.
Dette er kun et kort Uddrag af den interessante Artikel, som vi opfordrer vore Læsere til at gjøre sig bekjendt med. Den har vakt stor Opsigt i Sverige og fremkaldt mange Udtalelser baade for og imod. Det ansete medicinske Tidsskrift Eira anbefaler Planen varmt og siger bl. a: "Det er Tanker, som af de fleste Læger vil blive hilst baade med Taknemlighed og Glæde." "I Fred som i Krig vil denne Værnepligt faa lige stor Betydning, den vil skabe og underholde et uddannet Korps af Sygeplejersker, der er tilstrækkelig stort og øvet til at tjene som Ramme for de frivillige Skarer, som maa bruges i Farens Stund, hvad enten saa Fjenden kommer i Skikkelse af en Krigshær eller af en Farsot."
I Anledning af Esseldes Artikel har vi modtaget følgende Indlæg, som vi, da det skriver sig fra agtet Haand, ikke har villet nægte Optagelse, saa meget mindre som det maaske kan give Stødet til videre Forhandling om dette Emne.
I det udmærkede „Tidskrift for Hemmet” har den højt fortjente forfatterinde Esselde skrevet en artikel betitlet: „Gifves det en värnpligt för qvinnan ?” Jeg vil ikke paa nogen måde kritisere hele denne artikel: kun vil jeg itide forhindre, såvidt det står til mig, at flere kvinder tiltræde hendes mening angående kvindens måde at aftjene sin værnepligt på. Det hører til vort kjøns ejendommeligheder at påtage os sådanne erhverv, som kræver det strængeste arbejde og den største opofrelse og dog kun giver os en ringe stilling i samfundet, foruden at de betales meget dårlig. Jeg begriber egentlig ikke, hvorledes denne tilbøjelighed er opstået, heller ikke hvorledes den har holdt sig lige til denne dag. Den eneste for mig tænkelige grund er den, at vi altid har levet uden betaling for vort arbejde i husets tjeneste og uden ret til at konkurrere til embeder o. s. v; så ere vi ved denne vor slette stilling blevne så ydmyge, at vi synes den, tungeste gærning er god nok for kvinden. Esselde foreslår nemlig; at de, som ikke ere mødre, skulle uddannes til sygeplejersker for i krig at kunne gjøre tjeneste på lazaretter.**) For de opofrende kvinder, som føle lyst til denne gærning, kan det jo være godt nok; min dybeste højagtelse har de. Men de stakkels kvinder, som nu slet ikke har noget af denne tilbøjelighed, hvilken hård betingelse for dem! På en slagdag kommer en soldat i en vis begejstring i håbet om at befri sit fædreneland for en fjende, og så har han udsigt til personlig udmærkelse og forfremmelse. Men en sygeplejerske skal kun se alle de rædsler som en krig fører med sig, hun skal høre alle jammerskrigene dag og nat i uger, måneder ja år.
Nu har man jo også kvindelige læger, hvorfor så ikke foreslå, at kvinder kan aftjæne deres værnepligt også som læger. Lægens stilling står jo hvad anstrængelser angår omtrent i lige række med sygeplejerskens. Men lægen har god gage, hvilket også soldaten har i krig; sygeplejerskerne har en meget ringe; derfor må der kvinder til dette. For at forhindre at alle kvinder skal blive begejstrede over her at kunne opofre sig, ere disse linier skrevne. Foreløbig kan der nu slet ikke være tale om, at kvinden skal aftjæne sin værnepligt, saalænge hun ikke har fulde borgerlige og politiske rettigheder, sålænge kan hun heller ikke have sådanne pligter som værnepligt. Kommer først rettighederne, vil kvinden heller ikke undslå sig fra værnepligten. Vi få så se at finde den bedste måde at udføre den på.
*)Red. Anm.
**)Den ærede Indsender har ikke bemærket, at Esselde udtrykkelig skjelner mellem aktiv og passiv Værnepligt, den første er, saa vidt vi har forstaaet hende, frivillig. Se ovenfor Side 94.
