Kvindens Værnepligt som Sygeplejerske.

Idet jeg udtaler min Glæde over den Interesse, De har vist det Forslag til en Værnepligt for Kvinden, der blev fremsat i sidste Aargang af "Tidskrift för hemmet", beder jeg om med nogle Ord at maatte imødegaa den Indsender, der i April numret af "Kvinden og Samfundet" har fremsat sit Gjenmæle imod denne Ide.

Hensigten med Gjenmælet erklæres at være den at forhindre flere Kvinder fra at slutte sig til det nævnte Værnepligtsforslag og dette af den Grund, at det kræver Opofrelser uden at yde en tilsvarende Løn. Kvindernes Forkjælighed for dette Slags Pligter, deres Hang til Troskab i det smaa, til Kjærlighedsgjerninger uden Honorar vækker stærkt Mishag hos Indsenderen. Dersom Sygeplejersken ved sin Virksomhed kunde ligesom Lægen erhverve sig "en god Gage", en anset Stilling, et hædrende Ordenstegn - nuvel, saa vil man nok gaa ind paa Sagen, men ellers ikke.

Det er næppe Umagen værd, at to Personer af saa grundforskjellige Anskuelser som Indsenderen og Undertegnede udvexle Tanker. Jeg skal derfor indskrænke mig til nogle faa Bemærkninger.

For det første maa jeg minde om, hvorledes Indsenderen fuldstændig har misforstaaet mig, idet hun sin Forskrækkelse har opfattet den foreslaaede Værnepligt i Sygeplejens Tjeneste som obligatorisk. Jeg har tvært imod betonet, at Elitekorpset af aktive Værnepligtige skulde udtages blandt dem, som dertil frivillig meldte sig, hvorimod de øvrige, de passive, kun skulde være forpligtede til at betale en Værneskat én Gang for alle.

For Resten vil jeg berolige Indsenderen med den aabne Erklæring, at jeg aldeles ikke anser Fattigdommen og den lave Stilling i Samfundet for et særligt Tegn paa Sygeplejerskens Brugbarhed. Tværtimod har jeg tænkt mig, at hos os ligesom i England, Tyskland, Frankrig og Nordamerika mangen velstillet Kvinde med Dannelse og Anseelse vilde føle sig kaldet til dette menneskekjærlige Hverv saasnart blot Forholdene paa vore Hospitaler gjøre det muligt. Jeg nærer desuden det faste Haab, at Sygeplejerskens, saa vel som andre Kvinders Arbejde, efterhaanden som dets Betydning erkendes, vil opnaa en Erstatning, der svarer til Forstudiernes Omfang og Ansvarets Størrelse. Kjærligheden og Troskaben derom ere vi dog vel enige - kunne ikke betales.

Hvad nu Sygeplejerskens underordnede Stilling angaar, mon da ikke en Florence Nightingale, en Mutter Simon og deres mange Medsøstre i forskjellige Lande nyde en Anseelse, der kan sammenlignes med en hvilken som helst Læges? Ja, en og anden at disse turde vel endogsaa have Ordenstegn at fremlægge, en Udmærkelse som dog, efter min enfoldige Mening, vi Kvinder helst burde frabede os.

- Vilde nu virkelig Indsenderen, om hun formaaede det, hindre sine Medsøstre i at "begejstre sig" for den Sag, som disse ædle, over hele Verden anerkjendte Kvinder, have viet deres Kræfter?

Jeg kan ikke tro det, saa meget mere som Danmarks Kvinder allerede have givet et saa godt Exempel paa dette Omraade, ligesom ogsaa den danske Lægestand har forstaaet der at berede Vejen for dannede Kvinder.

Men ville disse Kræfter være tilstrækkelige, naar Fjendens staar for Døren? Og have de danske Kvinder allerede i videre Kredse - uden at opfordres dertil af en Værnepligt som den foreslaaede

- tilegnet sig den Indsigt og Erfaring i Sygeplejen, som blot det daglige Liv i Fredstid udkræver?

Et Svar paa disse Spørgsmaal vilde være af Interesse for Æmnets videre Behandling, og man vilde være Redaktøren af "Kvinden og Samfundet" taknemmelig, om hun vilde fremkalde et saadant.

Stockholm, Maj 1886.