Brev fra Amerika.

Til Redaktionen af "Kvinden og Samfundet."

Kjære Ven!

Deres venlige Svar paa mit Brev til "Dansk Kvindesamfund" har jeg med stor Glæde modtaget. Det danske Sprog forstaas kun af saa faa her i Amerika, derfor synes vi, at Deres Land, trods Jærnbaner og Telegrafer, ligger meget langt borte. Og imedens vi ofte faar Underretning om nationale og politiske Begivenheder i Danmark, hører vi meget sjælden noget om Kvinderne og deres Anliggender. Jeg haaber imidlertid, at den Brevvexling, der under saa lovende Omstændigheder er begyndt imellem os, vil bidrage til et nøjere Bekjendtskab mellem danske og amerikanske Kvinder.

Jeg beklager meget, at jeg ikke forstaar Deres Sprog; men da der findes danske i eller nær ved Boston, (ja endogsaa enkelte i vor egen By, som kun ligger 5 Mil fra Boston) haaber jeg ved deres velvillige Hjælp at kunne læse Deres Maanedskrift, der ser meget tiltalende ud.

"Kvinden og Samfundet" maa, som det uden Tvivl ogsaa gjør, repræsentere Fremskridtskvinderne i Deres Land, siden det paa første Side bærer Deres navnkundige Dronnings Billede. De har venlig opfordret mig til at sende et Brev til Deres Blad og deri, fortælle noget om "Kvindernes Stræben i vort fri og lykkelige Land." Det skal være mig en Glæde at gjøre dette, skjønt jeg maaske i dette Brev helst bør indskrænke mig til at tale om Forholdene her i Massachusetts, for at De kan faa et klart Begreb om Kvindernes Stilling i den Stat, hvor Deres ny Korrespondent bor. Jeg vil først fortælle om den Forening som jeg repræsenterer. Skjønt den kun er 4 Aar gammel, - den blev stiftet i 1882 - har den allerede udrettet en hel Del for vor Sag, Kvindens Stemmeret. Den har holdt mange Møder og Forsamlinger, sendt Bønskrifter om Forbedringer i Kvindens Stilling saavel til den lovgivende Forsamling i Massachusetts som til Kongressen for de Forenede Stater, og nylig har den udført en hel Del stilfærdigt litterært Arbejd ved stadig gjennem Bladene at meddele Publikum, hvad Kvinderne rundtom i Verden udrette. Desuden udgiver den Smaaskrifter og har et Kursus for Kvinder, som ønske at vide Besked med Borgerpligter og Borgerrettigheder og vore parlamentariske Love.

Vor Forening afviger fra en lignende her i Massachusetts, som jeg senere skal tale om, derved at den baade arbejder for Sagen her i vor Stat og tager Del i, hvad vi kalde det nationale Arbejde, der omfatter hele Unionen. En Ejendommelighed ved den er, at alle Anliggender afgjøres paa de

maanedlige Møder, hvor hele Foreningen samles, kun Detaillerne overlades til et permanent Udvalg paa 7 Medlemmer. Vor Præsident er Mrs. Harriette K. Shatluck. Vor Forening er en Slags Underafdeling af den store nationale Forening for Kvindens Stemmeret (National Woman Suffrage Association), hvis højt ansete Ledere ere Mrs. Elisabeth Cady Stanton og Miss Susan B. Anthony. Hvert Aar sende vi Udsendinge til Washington for at støtte disse udmærkede Kvinder ved denne Forenings aarlige Møder og forhandle med Kongressens Udvalg for Kvindens Stemmeret. Ved disse utrættelige Kvinders Anstrængelser og ved Nationalforeningen er Arbejdet blevet fortsat i henved 20 Aar, og et særligt Udvalg for Kvindens Stemmeret blev i 1882 nedsat i de Forenede Staters Kongres.

Nationalforeningen opfordrer hvert Aar Kongressen til at foreslaa Staterne en Forfatningsrevision, der sikrer Kvinderne Stemmeret. Dette er, hvad jeg udtrykkelig kalder nationalt Arbejde, og da det er en Gren af vor Forenings Gjerning, har jeg søgt at forklare Dem det lidt nøjere. Lad mig her bemærke, at der findes Foreninger for Kvindens Stemmeret i næsten alle Unionens Stater og Territorier, og at jeg staar i Forbindelse med tretten saadanne i forskjellige af vore Stater samt med Englands, Skotlands og Irlands Foreninger til samme Formaals Fremme, med Sagens Venner i Frankrig gjennem Mr. Theodore Stanton, og jeg kan tilføje: gjennem Dem med "Dansk Kvindesamfund."

Den anden ovenfor nævnte Forening, kaldet "Massachusetts Forening for Kvindens Stemmeret", er meget ældre end vor; den blev stiftet i 1876 og har arbejdet med Dygtighed og Held i 10 Aar. Den holder Møder næsten hver Uge og lader Forelæsninger og Foredrag afholde, i det sidste Aar har den omtrent holdt 80 saadanne Møder, og har ved sine Smaaskrifter og sit Organ "The Womans Journal" virket meget for Udbredelsen af sine Anskuelser. Lucy Stone og hendes Mand Henry B. Blackwell er baade Udgivere af dette Blad og Bestyrere af Foreningen.

Siden 1ste Januar 1886 have 10,000 Personer ansøgt Statens lovgivende Forsamling om Forandringer i Lovene til Fordel for Kvindernes Stemmeret. Mange af disse Ansøgere ere Medlemmer af enten en af disse her nævnte Foreninger eller dem begge; de arbejde nemlig sammen, saa ofte det lader sig gjøre. I vor lovgivende Forsamling findes der - som ovenfor omtalt - et stående (permanent) Udvalg for Kvindens Stemmeret, der modtager alle Andragender vedrørende denne Sag og en Gang om Aaret velvillig holder et Møde med os, hvor de af os som ønske at tale, bliver hørt med Opmærksomhed og Agtelse. I Aar fandt dette Møde Sted den 28de - 29de Januar, og nogle af vore mest fremragende Forkjæmpere førte Ordet for Kvindens politiske Frigjørelse; vi haabe med god Virkning. Jeg antager, at De nu vil kunne forstaa den Fremgangsmaade, vi følge i vort Arbejde. For det første søge vi i vor Stat at opnaa en Forandring i Lovene, saa at Kvinder kunne stemme i kommunale Anliggender, og at faa denne Ret sikret ved en Forfatningsbestemmelse. For det andet opfordre vi Kongressen til at indrømme Kvinderne Stemmeret i alle Stater og Territorier, saaledes at denne Ret, vore amerikanske Institutioners Værn, ikke kan berøves nogen Kvinde, rig eller fattig, hvid eller sort.

De ser deraf, at Kvinderne i vor Stat kjende deres Rettigheder, tør fordre dem og ere villige til at arbejde for dem, til at ofre Tid, Kræfter og Penge for at opnaa dem. Ja, de ere endogsaa villige til at vente, thi de ved, at naar Tiden er der, vil Landets Mænd, deres Brødre, som har Magt til det, tilstaa dem politiske Rettigheder, De amerikanske Kvinder gaar med sikre og ingenlunde langsomme Skridt fremad mod Friheden. Massachusetts er maaske det bedste Exempel paa denne Fremgang; der er her langt flere Kvinder end Mænd, og Antallet af Foretagender, der ledes af Kvinder, er sikkert større end i nogen anden Stat i Unionen. Jeg vil slutte mit Brev med en kort Oversigt over Kvindens politiske legale og sociale Stilling i Massachusetts. Men lad mig først sige, at Kvinderne i vort Land have nogen Stemmeret i Skoleanliggender i 12 Stater og 1 Territorium, og at de i Territorierne Wyoming, Utah og Washington stemme i alle Sager med samme Ret som Mænd. Vi have ingen Valgcensus, hverken for Mænd eller Kvinder, undtagen i Rhode Island. Her i Massachusetts have vi siden 1874 haft Ret til at vælges til Medlemmer af Skoleraadet, og 102 Kvinder indtage nu for Tiden saadanne Stillinger i Staten. Retten til at vælge Skoleraadets Medlemmer har vi haft siden 1879, og ved sidste Valg stemte alene i Boston 2000 Kvinder. Guvernøren har ansat Kvinder i Bestyrelserne for Opdragelses og Fængselsvæsenet, for Sundhedsvæsenet; Sindssygehospitaler og Velgjørenhedsanstalter. 4 Kvinder ere ansatte i sidstnævnte Virksomhed og 10 i Bestyrelsen af vore 5 Sindssygehospitaler. Vi have et Kvindefængsel, der udelukkende bestyres og betjenes af Kvinder. Vor Stat har et stort Overtal af Kvinder: i Følge Folketællingen af 1880 var i Massachussetts Kvindernes samlede Antal 924,645, og der fandtes 66,205 flere Kvinder end Mænd. 174,183 tjener deres Brød ved lønnede Beskjæftigelser. Medens for 45 Aar siden kun 7 Livsstillinger stod aabne for Kvinderne, finder man dem nu for Tiden i 300 forskjellige Slags lønnede Poster. Vi anføre Tallene paa Kvinder i højere Stillinger: der er 12 Præster, 20 Missionærer, 186 Læger, 42 Forfattere og Foredragsholdere, 127 Bibliothekarer, 37 Journalister og 268 Kunstnere. Kvindens Stilling overfor Loven er bleven forbedret i næsten ligesaa høj Grad som, hendes sociale Stilling.

For mindre end 45 Aar siden, da hvad vi kalde Kvindesagsbevægelsen begyndte, betragtedes Mand og Hustru for Loven som én Person, men denne Person var Manden. Han kunde ved Testament berøve hende enhver Andel i hans Ejendom og alt, hvad der før Ægteskabet havde været hendes eget. Ham tilhørte saavel, hvad hun ejede, som hvad hun erhvervede. Hustruen kunde hverken slutte Kontrakt, gjøre Testamente eller uden Mandens Samtykke disponere over Indtægterne af sin faste Ejendom. Disse Indtægter tilhørte ham, indtil hun døde, og hvis et Barn af dem overlevede hende, vedblev Mandens Ejendomsret til hans Død. Hun kunde ikke uden hans Tilladelse saa meget som kjøbe et Brød eller et Pund Sukker eller bestille et Læs Brænde, naar Børnene frøs. Hun ejede ikke en Stump af sine egne Klæder. Hun havde ingen personlige Rettigheder og kunde næppe kalde sin Sjæl sin egen.

Manden kunde tage Børnene fra hende, berøve hende hendes Klæder og de Penge, hun fortjente, og undlade at sørge for hendes og Børnenes Underhold, og Loven ydede hende ingen Hjælp. Dersom en gift Kone tjente Penge ved eget Arbejde, kunde Manden gjøre Fordring paa dem. En Kvinde, gift eller ugift, kunde kun besidde Ejendom under Kurator. Hun kunde ikke modtage noget Tillidshverv eller nogen Post, der gav hende Indflydelse. Hun var ingen Person, havde ingen borgerlige Rettigheder, var ikke nogen Faktor i det menneskelige Samfund, regnedes i Civilisationens Sum ikke for en Ener men for et Nul.

I vor Tid derimod kan en gift Kvinde besidde egen Ejendom, hvis den er erhvervet eller kjøbt i hendes eget Navn, og kan ved Testamente disponere over den. Manden er ikke længer den eneste Arving til Hustruens Ejendom. En gift Kvinde kan nu slutte Kontrakter, indtræde i Kompagniskab, drive en Forretning, anbringe sine selverhvervede Penge, som hun vil, til sit eget Brug, og er saa selvfølgelig ogsaa ansvarlig for sin egen Gjæld. Hun kan vidne i Retten for eller imod sin Mand og kan afstaa eller overdrage til andre, hvad Indtægt hun har af sin faste Ejendom, den Livrente alene undtagen, som mulig kan tilfalde hendes Mand efter hendes Død. Hun er ogsaa i Henhold til Lov af 1879 Ejer af sine Klæder indtil en Værdi af 2000 Dollars. Alle disse Forandringer i Kvindens lovmæssige Stilling ere for største Delen frembragte ved Nationalforeningens Agitation, og ved ihærdigt Arbejde af de udmærkede Mænd og Kvinder, som paa en Gang har inspireret Foreningen og givet den Kræfter.

Nu kan maaske en og anden af Deres Læsere spørge, hvorfor vi, der nyde saa mange Rettigheder og Privilegier, forlange endnu flere. Jeg skal forsøge at svare herpaa.

Fordi der endnu er meget at udrette, før Kvinden kan siges at have fuld Frihed og Ligeberettigelse med Manden. Fordi vi ønske, at de, der komme efter os, ikke skulle lide under de trykkende Baand, der have hæmmet vor Udvikling, fordi vi ere tro mod vore Forfædres Traditioner, der grundede vor Republik paa demokratiske Principer og sikrede Folket Retten til at regere sig selv. Som Kvinder ere vi Patrioter_, derfor arbejde vi paa vor fuldstændige Frigørelse, thi vi ser, at kun naar vi bliver fri, kan vi hjælpe til at bevare vort elskede Lands fri Institutioner.

Harriet W. Robinson.

korresponderende Sekretær for den nationale Forening for Kvindens Stemmeret i Massachussetts.