Om Retskollisionen mellem Hustruen og det uægte Barns Moder.

Det naturlige er, at Byrden ved et uægte Barns Opdragelse fordeles ligelig mellem Faderen og Moderen. Uden selvfølgelig at benægte, at i det Tilfælde, der er det hyppigste: at Manden har forført Kvinden, har han den moralske Pligt til af forsørge Barnet, maa dog fastholdes, at Loven ikke kan indrettes med forskjellige Regler, eftersom den moralske Skyld er mere eller mindre paa den ene eller anden Side. For saa vidt det praktisk lader sig udføre, sker Retfærdigheden bedst Fyldest ved at hver af Forældrene betaler til Barnets Underhold efter vedkommendes Formue; kun saaledes bliver i Virkeligheden Byrden ligelig fordelt.

Det uægte Barn skal forsørges. At kaste dets Forsørgelse over paa andre ("Samfundet") end dem, det skylder sin Tilblivelse, kan aldrig være retfærdigt, saalænge disse kan forsørge det. Hvad enten man kaster Pengebyrden over paa Moderen eller paa Faderen eller fordeler den imellem begge, kan det ske, at andre komme til at lide derved, forsaavidt de har Pengekrav paa vedkommende og nu kan risikere at faa mindre end ellers, maaske slet intet. Enhver af Forældrene kan allerede have nok af Forpligtelser hvilende paa sig; bl. a. kan de have Børn i Forvejen, som de maaske allerede havde ondt ved at forsørge. Der kan imidlertid selvfølgelig ikke være Tale om, at de, der fra tidligere Tid har Fordringer paa en Person, kan komme frem med det Forlangende, at Samfundet skal betale hans senere, være sig ved lovlige eller ulovlige Handlinger, paadragne Gjæld, blot for at hindre Muligheden af, at denne skal komme til at forulempe de ældre Kreditorer. "Vi andre" kan aldrig være nærmere end Forældrene til at forsørge det uægte Barn. Vel har Ægtemanden efter Loven den Forpligtelse at forsørge Hustruen og Børnene. Faar han Børn med andre Kvinder og skal bidrage til deres Forsørgelse, kan det blive ham vanskeligere at opfylde Pligten mod Hustruen; men der gives uendelig mange andre Maader, paa hvilke han ved egen Skyld kan gjøre sig det vanskeligt at forsørge Hustruen: han kan begaa Forbrydelser og blive tilpligtet at give Erstatning, han kan spille, bortødsle Pengene paa Elskerinder o. s. v. Ogsaa kan det vise sig, at der allerede fra Tiden før Ægteskabet paahvilede ham mange Forpligtelser, som Hustruen intet anede om, deriblandt f. Ex. Forsørgelsespligt overfor uægte Børn.

Tvivl kan kun fremkomme med Hensyn til det Spørgsmaal, om man principaliter skal kaste Forsørgelsespligten overfor Mandens under Ægteskabet fødte uægte Barn over paa dettes Moder og kun holde sig til Faderen, naar Moderen mangler Evne, - hvilken Afvigelse fra den almindelige Regel kun kunde begrundes i et Hensyn til Hustruen i Forening med den Betragtning, at Moderen har været medskyldig i en Krænkelse af dennes Ret. Forinden dette Spørgsmaal behandles, skal der dog gjøres nogle Bemærkninger om de uægte Børn fra Tiden før Ægteskabet.

Det før Ægteskabet fødte uægte Barn skylder - juridisk set - ikke en uretmæssig Handling sin Tilblivelse. Nogen som helst fornuftig Grund til, at den Faderen paahvilende Forpligtelse skulde bortfalde, fordi han indlader sig i Ægteskab, kan ikke tænkes. Maaske har hans forlovede affordret ham en bestemt Erklæring, om han havde uægte Børn, og han har løjet; men det vilde være meningsløst at lade dette gaa ud over Moderen til det uægte Barn.

Det er ingen Uret mod Hustruen, at Manden fra Tiden før Ægteskabet har uægte Børn. Hendes Ret - ligesom Mandens overfor hende - gaar fornuftigvis kun ud paa at vide den fulde Sandhed inden Ægteskabet (helst vel inden Forlovelsen). Véd den ene, at den anden har uægte Børn, staar det jo vedkommende frit for at tillægge det den Betydning, hun vil. Efter gjældende dansk Ret maa det vistnok anses for saavel Mandens som Kvindens Pligt før Ægteskabet at sætte hinanden i Kundskab om mulige uægte Børns Tilværelse; thi det er baade ved Højesteretsdomme og Administrationens Praxis slaaet fast, at der kan forlanges Skilsmisse ved Dom eller Bevilling, naar det under Ægteskabet opdages, at den ene Ægtefælle før Ægteskabet havde et uægte Barn og havde fordulgt dettes Tilværelse for den anden; Grunden hertil kan kun være, at der gaas ud fra, at dette burde være opgivet inden Ægteskabet. Man har altsaa ikke ladet sig nøje med at gjøre det til Pligt naar Spørgsmaalet stilles, at besvare det sandfærdig men har gjort det til Pligt selv uden Opfordring at opgive, naar uægte Børn findes. Dette er ogsaa utvivlsomt af mange Grunde - som ikke her skal gaas ind paa, men iøvrigt er let at tænke sig - det fornuftigste.

Det synes da at være ganske naturligt og rigtigt at gaa det Skridt videre, som Frk. Krebs foreslaar i dette Tidsskrifts Aprilhefte, nemlig at gjøre det til Pligt for alle, der vil indgaa Ægteskab, at opgive skriftlig og under Eds Tilbud for den Avtoritet, der vier dem, om de har uægte Børn; falsk Angivelse maa da selvfølgelig medføre Straf. En saadan Lovbestemmelse vil vistnok gjøre megen Gavn.

Ligesaa let løseligt som Spørgsmaalet om Ægtemandens Underholdspligt med Hensyn til uægte Børn fra før Ægteskabet er, ligesaa vanskeligt er det at finde den retfærdige Norm for hans Pligt med Hensyn til det under Ægteskabet avlede uægte Barn. Let at afgjøre er alene det Tilfælde, at Moderen er uden Skyld i det skete, f. Ex. naar hun er voldtagen; her er det givet, at Forbryderen skal erstatte hende al den skete Skade: Han maa i dette Tilfælde, enten han er gift eller ugift, have den hele Forsørgelsespligt; det indses ikke, hvorfor i dette Tilfælde Skadeserstatningen mere end ellers, hvor han begaar Forbrydelse, skal kastes over paa Samfundet, fordi han faar vanskeligere ved at forsørge Hustruen, naar han skal udrede den.

Ved Afgjørelsen af de andre Tilfælde kan intet Hensyn tages til den særlige Skade, som Hustruen lider i det Tilfælde, hvor der er Formuefællesskab mellem hende og Manden og denne har den hele Raadighed over Boet; i dette Tilfælde er der jo det særegne, at de Underholdsbidrag, som Manden dømmes til at udrede, betales af Midler, som den krænkede Hustru er Medejer af, hvad der er særdeles stødende. Men hertil kan der som sagt ikke tages Hensyn; thi det uægte Barns Moder bør ingen Skade lide ved at Hustruen ikke har benyttet den overmaade lette og billige *) Adgang, som Lovgivningen har givet hende til at sikre sig Særeje og fuld Dispositionsret herover; at Hustruen i Uvidenhed og fejl Opdragelse kan have en Undskyldning for, at hun ikke ved Ægteskabets Indgaaelse har varetaget sin Interesse tilbørligt, det bør ialfald det uægte Barns Moder ikke lide for.

Vi maa tage for os det Tilfælde, at der er Særeje og at hver af Ægtefællerne har den udelukkende Dispositionsret over sit Særeje.

Det er allerede berørt, hvad Skade Hustruen kan have af, at Manden idømmes Underholdsbidragene, og at det altid er tvivlsomt, om hun kommer til at lide nogen Skade. Her skal blot tilføjes: I de pekuniært bedre stillede Stænder lider Hustruen i Reglen ikke nogen følelig Skade ved, at Manden maa udrede de nævnte Bidrag; Summerne er jo ikke store; (at han frivillig ofrer mange Penge paa Elskerinder kan jo ikke forhindres). I de fattigere Klasser derimod gaar det oftest i høj Grad følelig ud over hende og Børnene; det vil i Reglen blive af det, hun skulde have, at Manden betaler Bidragene, - og betale dem gjør han, naar han kan, da han ellers kommer paa Vand og Brød. Kommer hun til at lide saadan Nød, (f. Ex. fordi han maa betale til flere uægte Børn), at hun maa gaa til Øvrigheden for at faa ham tilpligtet til at give ogsaa hende og hendes Børn Bidrag, vil Resultatet hyppig blive, at han rejser bort eller ikke lader sig finde. Jeg har paa Studentersamfundets Retshjælpkontor for ubemidlede set flere Tilfælde af den Slags.

Det har virkelig sine store Betænkeligheder at nægte Moderen til det uægte Barn Underholdsbidrag, fordi Faderen var gift. For Juristen er det navnlig af Vægt, at det er tvivlsomt, om Hustruen kommer til at lide Skade derved, og at der er noget besynderligt i at gjøre hende til den eneste af Kreditorerne, hvis Ret hindrer ny Gjældsstiftelse.

Det synes dog, at mest taler for som Regel at nægte Ægtemandens Forsørgelsespligt, saalænge Moderen er i Stand til at forsørge Barnet uden Fattigvæsenets Hjælp. Vel maa der en ganske særlig Grund til for at fravige den naturlige Regel om Forældrenes lige Pligt, men en saadan kan ogsaa findes. Hovedsynspunktet maa være dette: den Kvinde, der uden Ægteskab indlader sig i Forbindelse med en Mand, maa vide, at dersom han er gift, begaar han en strafbar Handling derved, og hun gjør sig da medskyldig i en Krænkelse af Hustruens Ret, om hun end efter vor Ret ikke kan straffes derfor; naar hun vidste at han var gift, har hun slet ingen Undskyldning overfor Hustruen; vidste hun det ikke, vil det i Reglen være hendes egen Fejl, thi at indlade sig med en Person, hvem hun slet ikke kjender, er virkelig en Letsindighed, hun selv maa bære Følgerne af. Kun i ét Tilfælde staar hun sagesløs overfor hans Hustru, nemlig naar han ved tilsyneladende troværdige, men i Virkeligheden falske Foregivender har faaet hende til at tro, at han var ugift, (enten han nu tillige før Besvangrelsen har lovet hende Ægteskab eller ej). I de Tilfælde, hvor nu Moderen med Forsæt eller af grov Uagtsomhed har gjort sig medskyldig i Krænkelse af Hustruens Ret, maa denne med Føje kunne fordre sig, saavidt ske kan, garanteret imod at komme til at lide pekuniær Skade ved det skete, hvilket kun kan ske ved at nægte Kvinden Ret til Underholdsbidrag, en saadan Regel vil altid være til en Del Gavn for Hustruerne. Da det imidlertid kun er for Hustruens Skyld, at Ægtemanden fritages for at yde Underholdsbidragene, bør hans Pligt til efter de almindelige Regler at yde disse indtræde, saasnart Hustruen dør. I det Tilfælde derimod, hvor Ægtemanden har narret Kvinden, taler overvejende Grunde for at give hende den samme Ret, som dersom han havde været ugift. Benægter han at have anvendt de falske Foregivender, og hun ikke paa anden Maade kan bevise det, bør det kunne paalægges ham at beedige Benægtelsen, saaledes at han i Vægringstilfælde taber. Derimod kan det ikke erkjendes for berettiget at lade ham ifalde Straf for de falske Angivelser; det vilde ikke harmonere med vor øvrige Lovgivning, der ikke straffer Løgn; hun har intet rimeligt Krav paa at stilles bedre, end om Foregivenderne havde været sandfærdige. Dog stiller Sagen sig særlig i det Tilfælde, hvor han desuden før Besvangrelsen har lovet hende Ægteskab**); her er der Grund til at lade ham ifalde en alvorlig Straf for det bedragerske Løfte, som han hverken vilde eller kunde opfylde. Rejsning af saadan kriminel Sag skal ikke kunne berøve Pigen Ret til at faa ham idømt Benægtelsesed. Ved Siden heraf maa imidlertid, som foran fremhævet, fastholdes, at kan Moderen ikke forsørge Barnet, men maa søge Hjælp hos det offentlige, bør han altid erstatte dette Udlæget; ligeledes bør han i Tilfælde af Moderens Død forsørge Barnet eller betale det offentlige dets Forsørgelse. Anken over den usle Opdragelse, det offentlige lader de Børn faa, som det maa tage sig af, rammer selvfølgelig ikke disse Regler; en Reform paa nævnte Omraade vil ogsaa komme de her omtalte uægte Børn tilgode.

Med Hensyn til Straffen for Ægteskabsbrud er Reglen jo for Tiden den, at Straf kun anvendes, naar den forurettede Ægtefælle begærer det. Man vilde muligvis dog gjøre Hustruerne en Bjørnetjeneste ved at forandre Reglen derhen, at Straffen ifaldes, selv om hun ikke begærer det. Det er nemlig et Faktum, at i mange Ægteskaber, hvor Manden er Hustruen utro, forstyrrer dette ikke saameget det ægteskabelige Liv, at Hustruen ønsker dette ophævet. Lader man imidlertid det offentlige indblande sig og straffe Manden for Ægteskabsbrud, vil Ægteskabet derefter ofte være fuldstændig ødelagt, og Straffen vil være gaaet ligesaa meget ud over Hustruen, for hvis Skyld den netop anvendes. Det er desuden min Overbevisning, at en saadan Lov meget vanskelig vil blive gjennemført i Praxis, dertil er den Slags Forseelser for almindelige i de højere Kredse; for Tiden anvendes Straffen for Hor faktisk næsten kun, hvor en forladt, frasepareret eller fraskilt Hustru vil tage Hævn over Manden. Vistnok maa man dog hellere gjøre Horstraffen uafhængig af Hustruens Ønske end paalægge Manden Underholdspligt - dersom man skulde anse det for nødvendigt at gjøre noget for at modarbejde Ægteskabsbrud; det er naturligvis lidet tiltalende, at den foreslaaede Lovændring gjør det mindre betænkeligt for Ægtemænd at bryde de ægteskabelige Pligter, skjønt man dog vist ikke sjælden overvurderer Underholdspligtens Evne til at forebygge Ægteskabsbrud. Horstraffens Ubetingethed vilde maaske som præventivt Middel være til Fordel for det store Antal Hustruer, om end dens Anvendelse i det enkelte Tilfælde kunde være en Hustru til Skade; den vilde tillige være et Værn for den ugifte Kvinde mod Efterstræbelser fra Ægtemænd.

Naar det bevises, at et af Hustruen født Barn har en anden end Ægtemanden til Fader, og Spørgsmaal bliver om dette Barns Forsørgelse, bør ligeledes til Udgangspunkt tages, at der ikke mellem Ægtefællerne foreligger det lovbestemte Formuefællesskab, men at der mellem dem ved Ægtepagt er etableret Særeje og at hver af dem har udelukkende Dispositionsret over sit Særgods. Her lider Manden intet pekuniært Tab ved at Hustruen maa bidrage til Barnets Forsørgelse; thi Hustruen er ikke pligtig at forsørge Manden. Der kunde da ikke vel anføres anden Grund til at lade Faderen bære hele Byrden ved Barnets Opdragelse end den, at han har været medskyldig i en Forseelse, og at man ved som Straf at kaste hele Følgen af denne over paa ham, bidrager til at afholde Mænd fra at forføre gifte Kvinder. Men navnlig henset til, at Hustruen dog set fra Lovens Standpunkt er den mest skyldige, er der formentlig dog ikke tilstrækkelig Grund til at afvige fra den naturlige Regel, at begge Forældre er lige nær til at forsørge Barnet. Overfører man denne Regel paa det Tilfælde, at der er Formuefællesskab mellem Ægtefællerne, hvad der jo er i det aldeles overvejende Antal Ægteskaber, kommer her Manden som den over hele Formuen eneraadige til at betale hendes Bidrag til Barnets Underhold; det kan være ærgerligt nok for ham - men hvorfor har han ikke sørget for Særeje? Har han i egen Interesse faaet etableret en absolut uretfærdig Formueordning med Hustruen, saa er han virkelig ikke at beklage, naar det en Gang imellem gaar ud over ham selv, fordi han ikke har sikret sig paa den af Loven anviste Maade.

Resultatet af Undersøgelsen om Forsørgelsen af et uægtefødt Barn, hvis Fader eller Moder var i Ægteskab, da Undfangelsen fandt Sted, kan da kortelig sammenfattes saaledes

A. Naar Faderen til det uægtefødte Barn var gift, da Barnet avledes:

1. Naar han har gjort sig skyldig i et Retsbrud overfor Moderen (f. Ex. voldtaget hende) paahviler Barnets Forsørgelse alene ham.

2. Saafremt Moderen ikke vidste, at Faderen var gift, og hun tilmed ved falske, men tilsyneladende troværdige Angivelser er bleven forledt til at antage ham for ugift, sker ingen Afvigelse fra den almindelige Regel om, at Forsørgelsespligten ligelig paahviler begge Forældrene.

3. I andet Fald, altsaa naar Moderen vidste, at han var gift, eller maa tilskrive sin egen Letsindighed, at hun ikke vidste det, paahviler Barnets Forsørgelse alene Moderen, saalænge den krænkede Hustru lever, men naar hun dør, indtræder for Faderen den sædvanlige Underholdspligt. Saafremt Moderen ikke kan forsørge Barnet, men dette helt eller delvis falder det offentlige til Byrde, er Faderen dog altid pligtig at holde dette skadesløst.

B. Var det Moderen til det uægtefødte Barn, der var gift paa den Tid, Undfangelsen, skete, gjælder de almindelige Regler om uægtefødte Børns Forsørgelse.

Man vil maaske anke over, at der ikke gives meget Haab om med synderlig Virkning fra Lovgivningens Side at kunne gribe ind mod Ægteskabsbrud begaaet at Ægtemænd. Det bør imidlertid efter dette Forholds Beskaffenhed ikke undre. Der er mangen Samfundsbrøst, som Lovgivningen kun utilstrækkeligt kan raade Bod paa.

Efter min Opfattelse er det bedste, man kan gjøre for Hustruen, at rette Agitationen for at forbedre hendes Stilling i Ægteskabet først og fremmest mod den nuværende Formue ordning, der hjemler Fælleseje og giver Manden Raadigheden over det hele Bo. Gjennem almindelig Indførelse af Særeje med udelukkende Ret for Hustruen til Raadighed overalt, hvad hun medbringer i Ægteskabet og arver eller erhverver under dette, vil der være gjort et meget stort Fremskridt. Der er en yderligere Grund til under de nuværende politiske Forhold - der jo maaske vil vedvare længe - at koncentrere Agitationen paa dette Omraade, nemlig den, at der i nævnte Retning kan reformeres uden Lovgivningsmagtens Medvirkning. Der er allerede nu den letteste, billigste og nemmeste Adgang til Oprettelse af Ægteskabskontrakter, gaaende ud paa den nævnte Formueordning. Benyttes denne Adgang i tilstrækkeligt Omfang, vil ganske sikkert Modstanden mod Indførelse af Særeje som den almindelige Formueordning i høj Grad svækkes; de formentlige Fordele for Samfundet, der knytte sig til Fælleseje med udelukkende Dispositionsret for Manden, vil nemlig gaa tabt, naar ogsaa Særeje forekommer almindelig. En tilstrækkelig Agitation maa kunne vække Fædres og Slægtninges Opmærksomhed for, at den nu almindelige Formueordning mellem Ægtefæller er i saadan Grad til Skade for Hustruen, at de ikke kan forsvare ikke at sikre deres Døtre eller kvindelige Slægtninge, naar de gifte sig, ved Oprettelse af en Ægteskabskontrakt; heller ikke skulde man synes, at det kan være vanskeligt at gjøre de Mænd, der gifte sig, begribeligt, at det er ikke ganske hæderligt og stemmende med deres Ære, naar de ikke, saavidt det staar til dem, sikrer deres Hustru retlig Ligestilling. - Vel kan det paa ingen Maade anerkjendes, at den Formueordning, som for Tiden lovlig kan stiftes, giver fuld Ligeberettigelse af Ægtefællerne; en saadan vilde kræve, at vel hver af Ægtefællerne har udelukkende Dispositionsret over, hvad der medbringes af ham eller hende i Ægteskabet eller arves under dette (hvilket bør være Særeje), men at det under Ægteskabet fortjente bliver underkastet begges Raadighed; denne ideale Ordning, som sikkert tilhører en fjernere Fremtid, maa man imidlertid være berettiget til, af opportunistiske Hensyn, for Tiden at se bort fra.

V. M. Amdrup.

*) der er ingen anden Udgift forbundet med Oprettelse af Ægteskabskontrakt end nogle Kroner til den konfirmerede Ægtepagts Tinglæsning, samt Stempelmærket til Kontrakten, der ofte kun vil være en ren Ubetydelighed.

**) Efter vor Lovgivning kan den Mand, der under Ægteskabsløfte besvangrer en Kvinde, dømmes til, under Tvang af daglig Mulkt, at ægte hende (forsaavidt dette altsaa ikke umuliggjøres ved, at han alt er gift).