"Sommerdrømme" af Fru Edgren.*)

Man læser Fru Edgréns sidste Bog med Interesse, ja endog med mere øjeblikkelig Fornøjelse end "Sande Kvinder", men til Gjengjæld har "Sande Kvinder" det Fortrin, at der er mere Fasthed i Planen, Forfatterinden ved hvad hun vil. Med berettiget Indignation tager hun Parti for Individet imod Samfundet, og hun tager helt og holdent Parti. Ved en saadan Lejlighed kan man være uenige om Anskuelsen, om Standpunktet, men det gjør Læseren godt at mærke, at Forfatteren har et fast Standpunkt, at der staar en helt sikker Personlighed bag Ordene.

Fru Edgrén hører til de Forfatterinder, som har Fantasi og Mod, og er end Situationerne i hendes Bøger sommetider lidt "gemachte", saa er der paa sine Steder en Flugt, et Liv og en Energi i Fremstillingen, som lader os glemme det usandsynlige.

Fru Edgrén har stillet sig i Geled: Kvindesagen, Kvindens Ret, er hendes Fane, derfor er det gjerne Heltinden, som Interessen drejer sig om Manden - Helten - og Bipersonerne ere i Reglen mere eller mindre ubetydelige.

I "Sommerdrømme" er det ogsaa den kvindelige Figur, Ulla, som interesserer. Hun er skildret med en sjælden Varme, Energi og Dygtighed. Vi se hende, for os, vi tro paa hendes Geni og Kunstnernatur.

Manden, Falk, er ikke nær saa heldig men det er ogsaa vanskeligt at samle vor Sympathi om en Mand, som paa en Gang er udrustet med alle de Dyder og ædle Egenskaber, ydre og indre, som tilhører hvad vi kalder en ideal Mand, Ullas Kjærlighed værdig, som besejrer hendes Kunstnerbegejstring og dog skal ende med at resignere, resignere saaledes, at vi krymper os derved.

Kampen imellem Ulla og Falk, mellem Kvinden med det lyse, regelløse, egenkjærlige Kunstnersind, og den alvorlige, strænge, pligtopfyldende Mand, er godt skildret; baade før Ægteskabet, da Striden mest føres mellem Ullas Frihedstrang og hendes Forelskelse, og senere, da hun er bleven overvundet, har givet efter og ladet sig binde, og Kunstnernaturen bryder frem med hele sin dragende Magt, staa vi helt paa hendes Side, finder at Bruddet er berettiget og at Genier ikke bør gifte sig. - Der er Opfindsomhed i Situationerne, og enkelte af dem ere udmærket fremstillede; saaledes er hendes Liv i Rom, efter Bruddet med Mand og Familie, givet med Oplevelsens Sandhed. Hun harmonerer ikke længere med sine Kunstfæller, hun er bleven fremmed for deres Liv, deres Nydelser, og deres hele Væren. Hvad hun har længtes efter, hvad der før var hendes Liv, Styrken i hendes Kunst: Lyset, Naturen, de italienske Børn, alt er forandret, fordi hun nu drages af noget, som staar udenfor Kunsten; alt som hun maler, forandrer Æmnet sig og ender med at blive et genskin af den Kjærlighed, som altid bliver Livets sædelige Grundlag, men som sjældent i Længden tilfredsstiller Geniet eller virker befrugtende paa Kunstnerens Fantasi. Uagtet hun er tilfreds med sit sidste Arbejde, føler hun sig dog træt, ensom og forladt, og et Udtryk for denne øjeblikkelige Stemning er hendes Brev til Falk.

Havde Bogen sluttet her, havde man vel følt sig noget utilfredsstillet, men havde dog glædet sig over Enkelthederne og trøstet sig ved, at Kunstnernaturen nok rejste sig igjen, og at Længselen maaske vilde virke forædlende paa hendes Talent, men efter Falks Brev er hele Fornøjelsen forbi.

Heri tilbyder han at ville opgive sin Livsgjerning, det hvortil han har følt sig kaldet, som han har omfattet med al sin Kjærlighed og alle sine Evner, og som det har vist sig ikke kan undvære ham. Han vil opgive sit nedarvede Ideal, at Kvinden skal være Hustru og Moder, paa Kvindevis vil han tage tiltakke, og være lykkelig ved de Kjærlighedssmuler, hun har tilovers til ham, paa alle Maader gjøre Afkald, gjøre Plads for hende, blot hun vil komme hjem.

Hvad er Meningen med denne Ydmygelse?

Skal det være en Hævn over Mændene, paa Grund af alle de Kvinder, som har maattet tage tiltakke, slaa af, og leve paa tabte Illusioner? Saa indser vi ikke, at der er vundet meget ved, at det nu er Manden der skal til det. Vil Ulla tage imod hans Offer? Vil hun vende hjem, paa enhver Maade leve for sin Kunst og paa Kant med det borgerlige Samfunds Vedtægter, ligesom før sit Giftermaal? Og hvor langt skal Manden gaa af Vejen? Og kan Ulla blive lykkelig med en Ruin af den Storhed, som han var paa sin Maade og som hun elskede og saa op til?

Nej og atter nej! Saa hellere blive i Rom, hellere dø af Længsel, med Tro paa at Kjærlighedens Gjenstand er Kjærligheden værd, end leve paa et usandt, uholdbart og uskjønt Kompromis.

Men, som sagt, hvad er Meningen? Det kan være pikant nok med disse aabne Spørgsmaal, men som Kæmper for en Sag, en Retning, som Folkeopdrager - hvad Digteren jo egentlig skal være - maa man give klar Besked, og størst bliver dog den Digter, som magter at tænke sin egen Tanke ud, og vise dens Resultat i Forhold til det Livssyn, han lever paa eller finder det værdigt at leve paa.

Men dog, trods alle vore Indvendinger, sige vi Fru Edgrén Tak og glæde os til hendes næste Bog.

*) Red. har ment at gjøre Læserne en Tjeneste ved at give dem Lejlighed til at se en saa betydelig Bog som Fru Edgréns „Sommersaga” bedømt fra forskjellige Synspunkter; derfor Anmeldelse II af denne Bog