For Kvinden.
Jeg hilser Dig, Du nittende Aarhundred,
hvis Sol nu skinner ned paa Slægtens Gang,
lovsunget og velsignet og beundret
for alt, hvad Du har brudt af gammel Tvang,
for hver en smuldret Fordom, Du har jævnet
for hver en Afgrund, Du har kastet til,
for hver en blodig Uret, Du har hævnet,
for alt det store, som Din Kraft har ævnet,
og alt det gode, som endnu Du vil.
Dog før Din blanke Sol gaar ned i Bjærge,
før Du Historien skal til Regnskab staa,
Du drage skal endnu en Gang Dit Værge,
der er et Slag endnu, som Du skal slaa.
Der er en Gunst, vi venter os ad Aare
af Din Retfærdighed, Din Sunde Sans
at Kvinden, naar Du hviler paa Din Baare,
et Mindeblad kan fæste i Din Krans.
Du løfted Bonden fra hans Trællestade
og adled ham med Friheds Ridderslag,
Du skrev os Fjerde-Standens Iliade,
den staar med røde Træk den Dag i Dag,
selv Ghettofolkets kainsmærkte Sønner,
som hjemløst flakkede Alverden om,
fornam et Frelser-Budskab, da Du kom,
og aabned Ruderne i deres Rønner.
Tør Kvinden intet haabe da at vinde?
Naar nu Du fra Dit Dagværk gaar til Ro,
og Arven gjøres op, maa hun ej tro,
at det er halvvejs Haan at hedde Kvinde,
naar Verden er endnu saa fordomshildet,
at Manden - pukkende paa Hævd og Æt -
skal kunne negte den sin fulde Ret,
der har ham skjænket Livet i sit Billed?
Men Kvinden, siger man, har ej Forstand
dér, hvor et Samfunds Ve og Vel det gælder.
Som om Historien ej daglig melder
om mangen sølle Stymper af en Mand
fra Husmandshytten op til Kongetronen,
der af sit Herskerkald sig kroede stolt,
skønt han for andres Luner var en Bolt,
ja - den Slags Folk har stundom baaret Kronen.
Hvor kan man vide, hvad der ej er prøvet,
hvad Kvinden kan, og Kvinden ikke kan,
saa længe hendes Evner ej blev øvet
Hvorledes vokser Manden til Forstand?
Sprang han fuldtrustet ud af Gudens Pande,
nej, først i Vuggen stammende han laa,
saa krøb han, til han nemmede at gaa,
(ulæseligt) han naaede til det sande.
Hvem er det da, som vogter Arneflammen,
som holder Vagt, hvor Smaabørns Vugger gaa,
som træller med det oversete, smaa,
som holder Hjemmets lille Verden sammen?
Er Overgangen virkelig saa stor
fra dette lille Samfund til det større,
at Kvinden ej tør tale med et Ord
om Frihedstankerne fra ni og fyrre.
Hun skulde ej politisk kunne tænke,
hun, i hvis Haand man tillidsfuld har lagt
det største Ansvar og den største Magt,
et Samfund overhovedet kan tænke:
Omsorgen for de unges Vækst og Veje,
Opdragelsens uendelige Kunst,
- selv skal hun tage alt af andres Gunst,
umyndig, naar det gælder eget Eje.
Nej, just i Moderpligten Kravet ligger,
som peger frem mod Maalet, vi skal naa.
Den, der skal være Moder for de smaa,
maa være moden og erfaringssikker,
maa kjende lidt til Livets delte Veje
og ikke gaa med Øjnene i Bind,
i Fald hun skal de unges Tillid eje
og kunne danne deres bløde Sind.
Og kræves der da intet af en Kvinde,
der skal som Hustru fylde Mandens Liv,
der skal hans Sind til Hjemmets Arne binde
ej for en Aften blot til Tidsfordriv?
Maa hun ej eje Tanke, Mod og Mening,
hvis ej de begge hastig vanetræt
skal bittert vende sig mod en Forening,
der sammenknytter Skæbnerne saa tæt.
Er da det Tillidshverv, man Kvinden nægter,
i Sammenligning saa særdeles stort
mod dette Ansvar for de unge Slægter,
at Verden stod paa Spil, hvis hun blev spurgt.
Et tvivlsomt Tegn for et Galanteri,
der hidindtil har sat sin Ridderære
i Damerne paa Hænderne at bære
som Indbegreb af „Livets Poesi”.
Hvorfor tør hun ej dele Ret med Manden,
der dog med ham maa dele Vejens Slid
og Smertens Bæger ofte fyldt til Randen
af Livets Prøvelser og Stød og Strid?
Stod hun ej tidt i Kamp ved Mandens Side
og lindred ved Forbinding Saarets Brand,
i Uforsagthed Heltens Ligemand,
hans Overmand, saa snart det gjaldt at lide.
Vort lille Land har Brug for alle Kræfter
i Kamp mod Sygdom, Fattigdom og Nød,
mod Egennytten, som vor Vilje hæfter,
mod Ligegyldighed og aandig Død.
Løs Kvindens Baand, gjør hende Manden lige,
hvor ej Naturen selv har Grænsen sat,
skriv hende Borgerret i Kampens Rige,
hvor Loven hedder: Synke eller stige,
og Øjeblikkets Løsen er: Tag fat!
