Kvindesagen paa Rigsdagen.

Vi hilste i sin Tid med Glæde den af Justitsministeren den 13de August 1886 udstedte Rundskrivelse til samtlige Overøvrigheder, hvis Øjemed det var at foranledige en Forhøjelse af det Underholdningsbidrag, som det paalægges en Fader at udrede til sit uægtefødte Barns Moder. Med endnu større Glæde hilse vi de tvende af den samme Minister den 19de November 1886 i Landsthinget fremsatte Lovforslag om Underholdningsbidrag til Børn, der ere avlede udenfor Ægteskab m. m., og om Tilsyn med Plejebørn. Vore Ønsker og, vi tro at kunne tilføje, Barnets og Moderens retfærdige Krav paa dette Omraade gaa vel langt videre end disse to Lovforslag, men disse indeholde dog virkelige og værdifulde Fremskridt fra den bestaaende Ret.

Hver af Bestemmelserne i det førstnævnte Lovforslag indeholder et Fremskridt. Den retslige Forpligtelse, et uægte Barns Fader har til at bidrage til dets Underhold, ophører nu, naar Barnet fylder 14 Aar. Efter Lovforslaget skal den vedvare, til Barnet fylder 18 Aar (ligesom overfor ægte Børn), forsaavidt det efter Øvrighedens Skjøn behøves. Moderen maa nu alene bære Udgifterne ved Svangerskabet og Barselfærden. Ved Lovforslaget indføres den ny og betydningsfulde Grundsætning, at Barnets Fader skal være pligtig til at afholde mindst Halvdelen af disse Udgifter. Dør Faderen, inden Barnet er 14 Aar gammelt, ophører nu altid Underholdningsbidraget, det kan ikke kræves betalt af hans efterladte Formue. Efter Lovforslaget kan det kræves betalt af hans efterladte Formue, saafremt han ikke efterlader sig Enke eller ægte Børn.

Endnu vigtigere turde det være, at Lovforslaget tillægger Moderen et nyt Middel til at gjøre sin Ret gjældende, naar hun ikke har kunnet faa Underholdningsbidraget hos Faderen. Hun skal da under visse nærmere Betingelser være berettiget til at kræve Faderens Bidrag erlagt af Fattigvæsnet i den Kommune, hvor han opholder sig, og hvad der saaledes betales hende, er da ikke Fattighjælp til hende, men til ham.

Lovforslaget om Tilsyn med Plejebørn yder disse en ny og væsentlig Beskyttelse. Dels skal der i hver Kommune føres Tilsyn med Plejebørn af én eller flere paalidelige Mænd eller Kvinder, som Politimesteren dertil kan formaa, og disse skulle jævnlig tilse Plejebarnet i dets Hjem. Dels maa ingen have noget Barn under 7 Aar i Kost og Pleje mod Betaling uden dertil at have erhvervet Politiets Tilladelse, som til enhver Tid skal kunne tages tilbage.

Ved disse Lovforslags første Behandling i Landsthinget den 22de November mødte de almindelig Tilslutning saavel fra højre som fra venstre Side, og der nedsattes til deres videre Drøftelse et Udvalg, som allerede den 16de December afgav sin Betænkning.

Udvalget fremsætter det Ønske, at Forslagene maatte kunne blive til Lov allerede under nærværende Rigsdagssamling, et Ønske, vi fuldtud maa tiltræde. Af de stillede Ændringsforslag skulle følgende fremhæves.

Udvalget er enigt om at foreslaa en væsenlig lettere Adgang for Barnemoderen til at faa Faderens Underholdningsbidrag udbetalt af Fattigvæsnet. Lovforslaget giver først Moderen Ret til at gaa til Fattigvæsnet, efter at hun forgjæves har forsøgt Udpantning hos Faderen - hvad hun maaske var ude af Stand til, fordi hun ikke kjendte hans Opholdssted -, og det kræver af hende, at hun skal henvende sig til den Kommune, hvor Faderen opholder sig, - skjønt hun maaske ikke er i Stand til at finde denne. Disse Mangler raader Udvalgets Ændringsforslag Bod paa ved at bestemme, at Moderen kan kræve Underholdningsbidraget udbetalt af Fattigvæsnet, naar Faderen ikke frivillig betaler det Beløb, det er paalagt ham at udrede, og at hun kan forlange Bidraget udbetalt af sin egen Opholdskommune. Det bliver da denne Kommunes Sag at søge efter Faderen og lade Bidraget inddrive hos ham. Lovforslagets ligesaa sindrige som retfærdige Tanke, at det er Fattighjælp til Faderen og ikke til Moderen, naar det Offenlige maa bidrage til Barnets Underhold i hans Sted, faar først ved denne Ændring sin fulde praktiske Betydning.

Medens vi maa yde det hele Udvalg vor bedste Paaskjønnelse for denne Ændring, er der derimod en anden af Udvalgets Flertal foreslaaet Ændring, hvis Vedtagelse vi i høj Grad vilde beklage. Forslaget fremtræder som stillet af „Udvalget”, men Venstremindretallets Betænkning viser, at det ikke har tiltraadt samme. Forslaget bortskærer et ikke uvæsenligt Stykke af Ministerens Lovforslag, idet det gaar ud paa, at Faderen ikke skal bære nogen Del af Udgifterne ved Moderens Svangerskab. Hvorfor ikke? Fordi disse Udgifter ere saare ubestemte og kunne være opdigtede, svarer Udvalgets Flertal. Det benægtes ikke, at det er retfærdigt, at Faderen faar sin Del ogsaa af denne Byrde. Men man har dog vel ikke Lov til at slaa en tyk Streg over en retfærdig Fordring, fordi Afvejelsen af Fordringens Størrelse beror paa et Skjøn, ved hvilket der kan fejles? Man bør dog vel ikke foretrække aabenbar Uretfærdighed for ufuldkommen Retfærdighed?

Et fra Lovforslaget væsenlig forskjelligt Standpunkt indtage Udvalgets Venstremedlemmer, Landstingsmændene N. Hansen og S. A. Ovesen. De foreslaa, at det uægte Barn skal have Ret til at bære sin Faders Navn og samme Arveret efter Fader som efter Moder, samt at Fødselsstiftelsens Ret til at skjule, hvem der er Moder til et paa Stiftelsen født Barn, ophæves. Ja, dersom vort Lands samlede Lovgivningsmagt vil ophøje disse Grundsætninger til Lov, vil den efter vort Skjøn have indlagt sig uvisnelig Hæder. Den Rigsdag og den Stat, der gaar i Spidsen for alle civiliserede Folk med en saadan Reform, vil have indridset sit Navn med uudslettelig Skrift i Menneskehedens Historie. Den vil højst sandsynlig en Gang blive nævnt ved Siden af det Parlament og den Stat, der gik i Spidsen med Negerslaveriets Afskaffelse.

Dette er ganske vist noget helt andet end Justitsministerens Lovforslag. Men netop, fordi en saadan Forandring vilde være saa overordenlig, saa enestaaende, gjøre vi os heller ingen Forventninger om, at det vil lykkes at faa den gjennemført i en nærmere Fremtid. Vi bringe de to Landsthingsmænd vor varmeste Tak, fordi de have løftet denne Fane; men vi vilde rigtignok anse det for en Ulykke, om disse videre gaaende Krav førte til, at der slet ikke kom nogen Lov, at det foreliggende Lovforslag forsvandt i den Kløft, der skiller de to Partier og de to Thing. Ligesom vi vide, at dette ligger fjærnt fra de ærede Forslagsstilleres Ønske, saaledes haabe vi ogsaa, at Venstre i Folkethinget vil vise den Kjærlighed til Samfundets Stifbørn at tage mod det mindre Fremskridt, der kan opnaas. Gjennem det mindre Fremskridt banes Vejen for det større. Og det politiske Parti, der paa sit Program vil optage de store Fordringer om det uægte Barns Ret til at arve sin Fader og bære hans Navn, vil efter vor Overbevisning indlægge sig stor Ære.

Hvad angaar Mindretallets Forslag om at ophæve Adgangen til at føde hemmelig paa Fødselsstiftelsen, da anerkjende vi, at naar den store Reform om Barnets Ret til Faderens Navn gjennemføres, bør ogsaa dette Punkt tages med. Men saalænge Barnets naturlige Ret overfor dets Fader ikke gjøres gjældende fuldt ud, kan der maaske ogsaa nok være Grund til at vise Lemfældighed overfor de Mødre, hvilke den nuværende Ordning kommer til gode.

Med Hensyn til Lovforslaget om Tilsyn med Plejebørn er Udvalget i alt væsenligt enigt. Hele Udvalget foreslaar, at ikke Politiet, men Kommuneraadet skal vælge Tilsynet.

Under Kvindesagen henregne vi ogsaa de Forslag om en betydelig forhøjet Told paa Brændevin, Vin og andre Spirituosa og om Told paa baiersk Øl, der af tre Folkethingsmænd fra det nordlige Jylland, Sagfører Larsen, Proprietær Nyholm og Gaardejer Jungersen, den 17de December blev indbragte i Folkethinget, og som var til 1ste Behandling der den 7de Januar. Øjemedet med disse Lovforslag er nemlig at modarbejde det overdrevent store Forbrug af spirituøse Drikke her i Landet.

Man kan ikke aabne et engelsk Kvindetidsskrift uden at støde paa Beretninger om kvindelige Afholdsforeninger, der arbejde i England og Amerika. Selv Japan har nu faaet sin „kristelige kvindelige Afholdsforening.”

I hvor høj Grad Mændenes Drikfældighed gaar ud over Kvinderne, viser Erfaringen, og Bekæmpelsen af Drikkeondet hører da naturlig til de Reformer, Kvinderne bør arbejde for. De danske Kvinder bør være de tre Folkethingsmænd taknemmelige for det af dem indbragte Lovforslag. Thi Erfaringen fra vore Broderlande viser, at høje Toldafgifter paa Spirituosa kunne være et virksomt Middel til at formindske Drikfældighed.

Folkethingsmand Bajers Lovforslag om bl. a. at give Kvinder Valgret og Valgbarhed til Kjøbenhavns Borgerrepræsentation henlaa ved Folkethingets Opløsning den 8de Januar endnu i det Udvalg, til hvilket det den 10de November blev henvist. Formand for dette Udvalg var Hr. Statsrevisor Hørup.

Ved Opløsningen ere alle de Forslag, der var til Behandling i Folkethinget, bragte ud af Verden, men det tør jo haabes, at Hr. Folkethingsmand Bajer vil indbringe sit Forslag paany, naar Samlingen i Februar fortsættes. Med hvilken Vægt han da vil kunne føre Sagen frem, beror for en væsenlig Del paa Kjøbenhavns Kvinder, særlig de skatydende Kvinder.