« Tilbage til søgeresultaterne

Virksomhed af og for Kvinden.

« Se emneord

Det af Repræsentantskabet for kvindelig Fremskridtsforening til Rigsdagen indgivne Andragende om kommunal Valgret for Kvinder lyder saaledes:


„Til Rigsdagen.


Der foreligger Rigsdagen et forslag om at udvide den kommunale valgret i København til de kvinder, som hidtil deres køn alene har udelukket fra udøvelsen af denne ret, men som i øvrigt fyldestgør alle lovbestemte betingelser for samme.


I anledning heraf indvendes, at man hidtil ikke hos hovedstadens kvinder har mærket nogen trang til at udøve kommunale rettigheder. Vor erfaring går imidlertid i den retning, at en sådan trang virkelig er til stede, om den end ikke højrøstet har givet sig til kende.


Det er os umuligt at indse, hvorfor ikke i det mindste de kvinder, som yder skat til kommunen, må nyde samme valgret i denne som mændene, men fræmdeles skal være udelukkede fra al retslig indflydelse paa anvendelsen af disse ydelser.


Det er os bekendt, at Finlands kvinder, såvel i stæderne som på landet, i følge kejserlige forordninger af 1865 og 1873, er ligestillede med mændene i henseende til kommunal valgret, og at Islands kvinder, endog under det nuværende ministerium, ved loven af 12te maj 1882 har opnåt samme ret.


Vi kan ikke tro, at Rigsdagen agter kvinderne i Danmarks hovedstad ringere end Finlands og Islands kvinder. Og vi nærer derfor den sikre fortrøstning, at Rigsdagen vil vedtage den kommunale valgrets udvidelse i det mindste i samme omfang som der.


Uagtet vi er forvissede om, at vore meninger herom deles af stuender, har dog ønsket om, at en udtalelse fra kvinden måtte nå til rigsdagen snarest muligt, bevæget os til at forudsende denne adresse fra en mindre kreds, men en kreds, som kvindens sag særlig ligger paa hjærte, og som særlig er kaldet til at varetage denne.


I kvindelig Fremskridtforenings Repræsentantskab, den 13de December 1886."


Andragendet indbragtes den 14de December 1886 i Folkethinget af Bajer, i Landsthinget af Krieger.


I „Foreningen til Oplysningens Fremme blandt Kjøbenhavns Arbejdere”, der lader afholde Foredrag hver Søndag paa forskjellige Steder i Hovedstaden, er Frøken H. Meyer Medlem af Styrelsen, Frøken Marie Fibiger Suppleant til samme.


Siden Efteraaret 1884 er der i et enkelt Lokale (Studentersamfundets Sal, Badstuestræde 9) holdt Foredrag, fortrinsvis for Kvinder. Følgende Foredrag ere her holdte af Kvinder, i 1884-85: „Ludvig Holberg” af Frk. Falbe-Hansen, „Kvinden og Samfundet” af Frk. K. Frederiksen, „Elisabeth Fry” at Frk. Brosbøll; i 1885-86: „Børnevennen Frøbel” af Frk. K. Frederiksen, „Sygepleje” af Fru


Gordon-Norrie, f. Harbou, „Hovedbegivenheder i Sønderjyllands Historie” af Frk. Marie Fibiger, samt Oplæsning af Fru Erna Juel-Hansen.


Medlem af den nævnte Forening er enhver, som bidrager til Fremme af Foreningens Formaal enten ved at yde sin Medvirkning til de Foredrag og Oplæsninger, den foranstalter afholdte, eller ved at yde et aarligt Kontingent af mindst 2 Kr. Foreningen er uden politisk Partifarve; brændende Spørgsmaal paa Religionens og Politikens Omraade ere udelukkede fra dens Foredrag. Indmeldelse modtages bl. a. af Frk. Harriet Meyer, Vesterbrogade 94, Kbh., V.


Foreningen til Lærerinders Understøttelse uddeler nu 139 livsvarige Legater til et samlet Beløb af 15,382 Kr. aarlig. I øieblikkelige Understøttelser er i det sidste Aar uddelt 1040 Kr. Foreningen formaar med de til dens Raadighed staaende Midler langtfra at afhjælpe den Trang, der er en Følge af, at Kvindearbeide betales saa daarlig. Forholdene ville først blive bedre efterhaanden, som de ugifte Kvinder tage i Besiddelse alle de Erhvervsomraader, de ifølge Lovgivningen have Adgang til.


Studentersamfundets Retshjælp for Ubemidlede, der yder sin Vejledning uden Vederlag, har fra 1ste December 1885 til 30te November 1886 været besøgt af 3-4000 Kvinder. Det har ladet udgive og udspredt en Fremstilling af „Faderens Underholdningspligt overfor det uægte Barn”, „foranlediget ved den udbredte Misforstaaelse, at Faderen kan tage Barnet til sig, naar Moderen begjærer Bidrag af ham til dets Underhold, en Tro, der i talrige Tilfælde har vist sig at føre til, at Moderen Aar igjennem har anstrængt sig for selv at skaffe det fornødne til Barnets Underhold og har ladet Faderen gaa fri for Opfyldelsen af hans Forsorgspligt.”


Frøken M. Kofoed har i den sidste Maaned holdt Foredrag om Kvindesagen i Terslev, Roskilde Fremskridtsforening, Øster Ulslev og Freslev (Lolland). Frk. K. er opfordret til at holde Foredrag paa forskjellige andre Steder.