Kvindesagen i Dagbladene.
Arkitekt Klein klager i Aarsberetning for „Tegneskolen for Kvinder” over, at de unge Kvinder, der uddanne sig til Erhverv, ville løbe for tidlig af Lære. Skriftet har affødt en længere Forhandling i Bladene, særlig i „Nationaltidende”, med gjentagne Indlæg af Hr. Klein. Vi forbeholde os senere at vende tilbage til denne vigtige Sag.
Et vægtigt Indlæg for Kvindens kommunale Stemmeret bragte „Dagbl.” Dagen før Mødet i „Dansk Kvindesamfund” i en Artikel af „C. T.”. C. T. oplyser, at der ifølge statistisk Tabelværk for 1880 fandtes i Kjøbenhavn 39,926 Mænd og 16,030 Kvinder, der vare økonomiske Hovedpersoner, og formoder, at en Fjerdedel af disse Kvinder maa være Skatteydere til Kommunen. „Dagbladets” Red., der fremsætter adskillige Betænkeligheder i Anledning af C. Ts Artikel, udtaler dog tillige, at den ikke nærer megen Betænkelighed ved at give ugifte Kvinder kommunal Valgret. Det er jo dette Punkt, der for Tiden har den største Interesse, og det tør maaske da haabes, at en Reform i den Retning ikke maa fattes Støtte fra noget af de politiske Partier, hvis Samvirken udkræves til Lovforandringer.
Mændenes Forsørgelsesægteskaber. Bjørnstjerne Bjørnson skriver i Mgbl. (23/12 86):
„Efterhaanden har Erfaringen samlet i mig en harmfuld Protest mod de Giftermaal, som begunstiges paa højere og højeste Steder, mellem udlevede Mænd, der skal gjøre „Karriere”, og rige Borgerdøtre, der skal hjælpe dem dertil, og som selvbevidst gaar til Brudeskamlen over Sine Søstres Ruin.
Den, som véd, hvad for en Rolle Formuen spiller i vore Samfund, og ser store Dele af de arbejdende Borgeres Erhverv ved denne Sort Giftermaal samle sig paa de alleruvederhæftigste Hænder, - han véd ogsaa, at de unge Pigers letfærdige Selvsalg angaar flere og mere end dem.”
Hvor længe ville vore Lovgivere vedblive at begunstige den Slags Ægteskaber ved en forældet Lovgivning, der giver Manden Eneraadighed over Hustruens arvede Penge? Gid det store Antal af vore Lovgivere, i hvis Blad den store Digter og Reformators Ord staa at læse, vilde forstaa, at saalænge de ikke foretage Noget for at faa denne Lovgivning ændret, maa Digterens Harme ogsaa ramme dem.
Hvorfor bare Kvinder? Er Visitationen (af løsagtige Kvinder) nødvendig, bør den da ikke udvides til ogsaa at gjælde Mænd? - spørger B. B. i Norsk Dagblad.
Et kostbart Maanedsskrift, som jævne Folk ikke have Raad til at holde, er ifølge „vir" i „Politiken” den 26de December „Kvinden og Samfundet.” Indsenderen røber i den Kritik, han retter mod „Dansk Kvindesamfund”, nogen Uvidenhed om dette Samfunds Virksomhed, t. Ex. ved at lade afholde Møder omkring i Landet og tilsende Provindsbladene Artikler om Kvindesagen. Men da hans Artikel viser en varm Interesse for Kvindesagen, skulle vi ikke gaa i Rette med ham herfor, men anbefale ham ved Lejlighed at oplyse „Pol.”s Læsere om, at „K. og S.” koster 1 Kr. 25 Øre helaarlig, og at Prisen pr. Ark er omtrent 11 Øre, det vil sige, betydelig billigere end for andre os bekjendte Maanedsskrifter.