Erotik og Kvinder.
Et Par Ord om og i Anledning af Stella Kleves ” Pyrrhussejre”.
Der er stærkt Liv i den svenske Kvindebevægelse for Tiden, et Liv, der lægger sig for Dagen, ikke blot i Væxt og Trivsel, men ogsaa iGjæring og Uro, i Spænding og Strid. Og den, der i det sidste Fjerdingaar har læst de to svenske Kvindeblade „Dagny” og „Framåt”, vil vistnok have faaet et stærkt Indtryk af, at Gjæringen og Striden for Øjeblikket tager de fleste af de mange gode Kræfter i Brug. Men det er ingen Skade til: efter Gjæring følger Klarhed og Ko, efter Strid Fred.
Det er Sædelighedsspørgsmaalet, eller snarere et Sædelighedsspørgsmaal, der har sat Sindene i Bevægelse, og Stødet til Bevægelsen blev givet af en lille Novelle af Stella Kleve, „Pyrrhussejre” i „Framåt”s Oktoberhæfte (Nr. 20). Indholdet maa i Korthed gjengives.
Märta Ulfklo er kommen til Montreux for at dø. I den store Ensomhed - midt i en henrivende Natur og en stadig vexlende Menneskeskare, men udelukket fra begge ved Sygdommen - ser hun hele sit Liv for sig igjen med dets Kampe og Sejre, „farlige Sejre”, som Doktoren kalder dem, „Pyrrhussejre”, siger hun selv. De „erotiske Fantasier”, som hun har „kvalt”, som hun har været for „forsigtig” til at gjøre til Virkelighed, faar igjen Form og Farve for hende, hun gjennemlever paany „de Nætter, da hun, endnu med Dansens Feber i sine Lemmer, ophidset af Vin og Mændenes Blikke, i brændende søvnløs Angst timevis havde kastet sig paa sit Leje”, og hun ser „snart et Ansigt, snart en Skikkelse i en bestemt Stilling, en Rorkarls nøgne Arm, en solbrændt Nakke under en stiv, opstaaende Militærkrave, en løftet Fod med Skøjte paa.” Og snart er det et helt lille Stykke Liv, hun lever om hun er ene med Fætteren i den stille, snelyse Skov - Blodet ruller rask efter den hurtige Slædefart - hun er saa ung og saa kjæk. Men hun flygter angst for hans Favntag
(ord ulæseligt) og da hun et Sekund giver sig hen i et Kys. - Saadan staar de frem, Billede efter Billede. Og hun hører Lægens Ord om hendes „arvelige Disposition, forværret af et altfor hidsigt Blod”, om hendes „erotiske Fantasier”, og hun maa mindes hans Svar, da hun siger, at dem har hun kvalt: „Meget rigtigt, som De har kvalt. Det er just det gale. Det har været farlige Sejre, Frøken, rent ødelæggende for en saadan Konstitution.” (Hendes Søster, som er gift, er rask og sund). - Det staar nu klart for hende, at det „blot er for Sygdommen, hun har sparet sit herlige Legeme”. „Og medens Minderne uafladelig trænger sig ind paa hende, vexler og bryder sig mod hverandre som Billederne i et Kalejdoskop, medens hendes vilde Fantasi, behersket af en eneste fix Idé, opsøger og løsner fra hendes Livs Kjæde hver erotisk Episode, hver underkuet og tilintetgjort Fristelse og stiller den frem som en Anklage, for hendes forfejlede Liv, haaner hun nu ved Døden sikker for Menneskenes Dom - i trodsig Fortvivlelse sin egen Fejghed, angrer hun bittert hver Mulighed, hun selv har forspildt.”
Denne Fortælling vakte ikke, hvad der havde været at ønske, en Forhandling, hvor man rolig taltes ved og mødte frem med Grunde og Beviser, men den rejste en voldsom Storm: de fire følgende Numre af „Framåt” (21-24) indeholde ikke mindre end ni større og mindre Artikler om „Pyrrhussejre”, snart forbavsede Spørgsmaal til Redaktionen, snart haanlige Angreb paa Stella Kleve, snart en begejstret Tak til hende, saa et Par rolige Artikler, der søger at forstaa og forklare, og tilsidst en Redegjørelse saavel fra Redaktionen som fra Stella Kleve. - Men ikke blot i „Framåts” Spalter rasede Stormen: „Gøteborgs Handelstidning”, „Gøteborgposten” og det andet svenske Kvindeblad „Dagny” tog livlig Del i Striden. Det sidste omtaler i sit Oktobernummer „Pyrrhussejre” som en Skildring, der er Udtryk for „en kvindelig Strindbergianisme, af den mest fornedrende Slags”, og tilføjer, at „en saadaa moralsk Ruin som den, disse to Fremtoninger (Märta Ulfklo og Stella Kleve) vidner om, kun kan forklares af den fuldkomneste Principløshed i Forening med en tøjlesløs og derfor i højeste Grad fordærvet og vanslægtet Fantasi”. - „Dagny” ender med at udtale som sin Overbevisning, at Gøteborg Kvindeforening, som hidtil har udgivet „Framåt”, ikke kan vedblive hermed under Tidsskriftets nuværende Ledelse uden at skade sig selv og sin - Dette Vink blev taget til Følge: Gøteborg Kvindeforening besluttede med en Majoritet af 9 Stemmer, at „Framåt” skulde skilles fra Foreningen, men samtidig stiftedes - af Grundlæggere af Gøteborg Kvindeforening og Medlemmer af samme - en ny Forening, Gøteborg kvindelige Diskussionsforening, der for Fremtiden udgiver „Framåt” med samme Program og samme Redaktion som tidligere.
Som sagt, gjennem Stormen hørtes enkelte rolige Stemmer, forklarende og forsøgende at forstaa, og ogsaa Stella Kleve og „Framåts” Redaktør, Alma Åkermark, skaffede sig saa Vidt Ørenlyd for en rolig Redegjørelse, at Striden dog har kunnet give noget Udbytte.
Hvad der rejste Stormen, var vel i Grunden en Misforstaaelse, den nemlig, at Novellen skulde have Tendens, at den var en Klage og en Anklage, at Märta Ulfklo skulde være Tidens typiske Kvinde, og hendes Kampe og Sejre en Hverdagshistorie. Der var ganske vist nogen Grund til denne Misforstaaelse, alene Navnet opfordrer til den; men naar Stella Kleve selv fortæller os (Framåt Nr. 23) „at det ikke har været Forfatterindens Mening hverken at klage over noget eller en Gang at ville noget”, at det blot har været hendes Hensigt, „saa psyko- og fysiologisk sandt, saa objektivt nøjagtig, som muligt, at skildre en ung Kvindes Livskamp”, at det er som Personlighed, hun har villet skildre Märta Ulfklo, og at det ene og alene har været hendes Mening at skildre Livet, som hun har set og kjendt det - saa maa vi prøve paa at rette Misforstaaelsen og tage Novellen for, hvad den vil være: en Livsskildring.
Saa kommer der mange Spørgsmaal, først disse: Er denne Livsskildring sand? og: Er en saadan Skildring paa sin Plads i et Kvindeblad? Jeg vil svare Ja paa begge Spørgsmaal, alt ret forstaaet. Om Livsskildringen er sand? Ikke hvis den gav Märta Ulfklo ud for en Type paa Nutidens unge „Kulturkvinde” her i Norden. Gjorde den dette, var den i høj Grad usand. Thi endnu er vi Kvinder her hjemme ikke blevne som Mænd, endnu er det sanselige Moment i Kjærligheden - skjønt det ganske vist er, og maa og bør være til Stede ogsaa hos os, mere eller mindre bevidst - endnu er det ikke for os det væsentlige, Kjærligheden selv; endnu har vi andre „erotiske Fantasier” end dem, der vækkes af en „solbrændt Nakke” og „en Rorkarls nøgne Arm”; vi drømmer endnu baade om Sympathi og Forstaaelse og Samarbejde i Kjærligheden, og vi gaar ikke omkring rede til at kaste os
i Armene paa den føreste den bedste Mand, blot for at tilfredsstille det „sydende, brændende Blods” Drift. Det syder og brænder heller slet ikke saa stærkt, dette Blod; vi kan godt styte det; thi vor Natur er anderledes end Mændenes. Hvorledes den er bleven saa meget anderledes, hvad der her er oprindeligt, og hvad erhvervet, det kan i denne Sammenhæng være ligegyldigt; sikkert er det: Kvinden har endnu en kyskere Natur end Manden. Endnu har hun det, sige jeg; thi saa vist som jeg tror, at denne Natur er erhvervet ved Aarhundreders Optugtelse, saa vist tror jeg, den kan sættes til igjen og forandres - ikke i en Fart, men lidt efter lidt, ganske langsomt - og det til ubodelig Ulykke for Slægten.
At en saadan Forandring kan ske, at der er Tegn til, at den vil ske, hvis vi ikke er paa vor Post, derfor fører den her omhandlede Fortælling Bevis. Thi som Enkeltskildring er den sand, det véd alle vi, som færdes noget blandt vor Tids Kvinder; der er adskillige, slet ikke saa faa, skjønt saare langt fra de fleste, der kæmper som Märta Ulfklo, hos hvem den sanselige Drift ved „arvelig Disposition”, ved fuldstændig lediggang, ved uindskrænket Hengivelse til Balglæder og „flirtation” -- og rimeligvis ved mange flere samvirkende Aarsager - er hidset unaturlig op, og som sætter deres Kraft og Livsmod til i Kampen, selv om Livet spares, hvad det vel i Reglen gjør. At der findes saadanne ulykkelige Kvinder, det er sandt, det er der ingen, Tvivl om.
Det næste Spørgsmaal bliver altsaa: Er det sundt og godt at skrive om dem og det i et Kvindeblad? Jeg maa svare: Hvor hellere? Der læses det jo af de eneste, der fuldt sagkyndig kan tale med, af Kvinderne selv. Og der kan de, bedre end noget andet Sted, sige imod og udtale deres Mening. Og hvad det angaar, om det i det hele taget er sundt at skrive om sligt, er der saa ikke noget i de Ord, som Stella Kleve citerer efter Paul Bourget: „Usund Litteratur! Det er ikke Litteraturen, som er usund! Det er desværre hele vort Samfund, alle Samfund maaske. Det er Naturen selv, ved hvis Hjærte der skjuler sig et ubodeligt Onde af Synd, af Sin Smærte og Død. Og er der dog ikke en vis Fornuft i at mene, at hvad vi kan se i vore Medmenneskers Øjne, høre i deres Stemme, føle i hele deres Væsen, det maa vi ogsaa kunne taale at se sort paa hvidt i en Bog og et Blad.
Og andet er der ikke sket ved Fremkomsten al „Pyrrhussejre.” Den bør ikke uden videre gives i Hænderne paa de umyndige, men læses og tages til Eftertanke af voxne Mennesker, især Kvinder. Det er jo saadan med mange Mennesker, at de snarere tænker over det, de læser, end over det, de ser, - og mange ser slet ikke. Alle disse har godt af at blive ruskede op ved Skildringer som „Pyrrhussejre” og blive vaagne og tage Parti i den Strid, der hele Norden over stadig bliver mere og mere hæftig og vidtrækkende, Striden om den rette Fortolkning af Ordet: „Lige Ret for Mand og Kvinde” i sædelig Henseende.
At der skal være lige Ret, kan man til Nød blive enig om, men hvorledes? Skal Kvinderne blive som Mænd eller Mændene som Kvinder? Enten eller; her maa vælges. Og det er paa Tiden for os alle at træffe Valget baade for os selv og for den Slægt af Kvinder, der voxer op. Vil vi opdrage dem til at mene, at Kyskhed, sædelig Renhed ikke blot er gammeldags og latterlig, men ogsaa sundhedsfarlig og fordummende? Eller vil vi lære dem og bringe dem til at forstaa, at den er deres Styrke - og deres Lykke?
For de fleste af de ganske unge er Kampen endnu let - for mange er der vel slet ingen Kamp - men alt som det Arbejde, der her hjemme er begyndt paa at „revolutionere” Bevidsthederne og bilde Kvinden ind, at der er Fred, Sundhed og Lykke at finde i Mandens tøjlesløse Liv, alt som dette Arbejde skrider frem, og denne Gift gaar de unge over i Blodet; vil Kampen blive tungere. Vi maa i Tide hjælpe dem at tage den op og minde dem om, at de har store Ting at gjøre: de skal ikke blot bevare sig selv, men ogsaa hjælpe Manden. Thi her, om noget Steds, gjælder det, hvad en af vore yngre Forfattere har udtalt omtrent saaledes: „Det har lydt: For at komme ind i Himmeriges Rige maa I blive som Børn. Vi siger i. For at komme ind i Humanitetens Paradis maa vi blive som Kvinder.”
