Fødselsstiftelsen og det uægte barns navn.

Ved den forhandling, der på „Dansk kvindesamfunds” møde den 15de december 1886 førtes om justitsministerens forslag til lov om underholdsbidrag til uægte børn, udtalte indlederen - byfoged Jürgensen fra Randers - og flere af talerne sig for at gå videre i forskellige retninger, end lovforslaget gør.

Der var særlig, ét punkt, der gav anledning til livlig forhandling, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt den bestemmelse skal opretholdes, som tillader kvinder, der betaler for sig, at føde hemmelig på fødselsstiftelsen.

Prof. Stadfeldt udtalte sig med megen medfølelse for disse ulykkelige kvinder, mens flertallet af de andre talere tog ordet for afskaffelsen af denne bestemmelse, idet de hævdede, at ethvert barn har ret til at have en moder, og at ingen moder under nogen som helst omstændigheder har lov til at skjule sig for sit barn. Dette er så sandt og indlysende, at vistnok ingen rettænkende kvinde, - hvor dyb medfølelse hun end kunde nære med sine søstre - vilde undlade at slutte sig til ønsket om, at denne ret blev dem fratagen, hvis sagen ikke, ved nærmere eftertanke, måtte stille sig lidt anderledes for os.

Det princip, der gås udfra, er dette, at ethvert ”barn har Ret til at have forældre, og at man ikke for at fri forældrene fra den skam at vedkende sig et uægte barn, bør gøre barnet forældreløs, men derimod kræve af disse, at de tager følgen af det skridt, de har gjort ved at sætte barnet i verden.

Principet er aldeles rigtigt, men retfærdighed byder, at det lige så vel bringes til udførelse over for faderen som over for moderen.

Dette vilde ikke ske, hvis den ovenfor omtalte Bestemmelse for fødselsstiftelsen hævedes, og der ikke samtidig påbødes, at det uægte barn skulde bære sin faders navn. At dette burde ske, hævdede også næsten alle de talere, der hin aften tog ordet, da det gennemgående var rettænkende mænd, der vilde yde kvinden retfærdighed. Men skønt de bestemt fastholdt som princip, at enhver fader skulde vedkende sig sit uægte barn og give det sit navn, opgav de tanken om at få en sådan bestemmelse føjet til det foreliggende lovforslag, da de vel vidste, at tingene aldrig vilde give sit samtykke dertil. De holdt derimod på, at man burde søge under lovforslagets videre fremme at få ophævet

den bestemmelse, at fødende kvinder, der betaler for sig på fødselsstiftelsen, har ret til at holde sit navn skjult. Særlig vægt lagdes der på, at moderens navn burde opføres på døbesedlen som barnets efternavn. Der blev sagt, at kunde man ikke give barnet en fader, burde man i det mindste give det moder.

Men hvorfor kan man ikke give barnet en fader? Fordi lovgiverne ikke vil, ti lovgiverne er mænd! De vil ikke tage en bestemmelse, der er så ubehagelig for deres eget køn.

Men kvinderne! Dem kan man jo give hvad love om, man vil, ti de har intet at sige selv og kan ingen indvendinger gøre!

Dette har sikkert ikke været de mænds mening, som tog ordet hin aften, men de har heller ikke betænkt den store uretfærdighed, en bestemmelse vilde være, som tvang kvinden til at anerkende sit barn, når en lignende om manden ikke kom samtidig.

Spørgsmålet er ikke, om det er rigtigt at give kvinderne lov til at skjule sig for sine børn - ti at dette er i bund og grund galt, kan vist alle blive enige om - men spørgsmålet er, om der skal søges indsat en bestemmelse, som gør dette umuligt, i det foreliggende lovforslag, hvor vi med sikkerhed véd, at der ingen bestemmelse kommer om, at faderen skal give barnet sit navn!

Det forekommer mig, at man med blandede følelser måtte se på de mænd, der benyttede sin magt som lovgivere til at give en lov, der gjorde det umuligt for kvinderne, på hvem skammen ved at have et uægte barn falder med knusende vægt, at unddrage sit barn sit navn, mens de for mændenes vedkommende, for hvem skammen anses for langt mindre, undlod at træffe en lignende bestemmelse.

I det hele byder retfærdighed ubetinget, at loven altid lader den samme af forældrene give barnet navn og ikke, som nu, lader faderen give det sit navn, når der er ære ved det, og moderen, når der er skam ved det. Ti skal kvinden i ægteskabet bringe det offer at opgive at forplante sin egen slægt, er der ingen mening i, at hun tillige uden for ægteskabet skal påtage sig skammen ved det uægte barn. Enten-eller: enten både ære og skam eller også hverken ære - eller skam!

Men det er måske aldrig faldet Manden ind, at kvinden bringer et offer ved i ægteskabet kun at kunne forplante hans slægt og aldrig sin egen? Han har taget det som noget selvfølgeligt, at kvinden måtte resignere, at hun gjorde det med glæde og med lethed kunde lade sin slægtfølelse gå op i mandens! Men dette er ikke altid tilfældet. Der gives selvstændige kvinder med stærk slægtfølelse, hvem dette offer har kostet megen kamp.

Da barnet imidlertid kun kan bære ét navn, må der træffes et valg. Lad det da blive faderens, men lad det blive hans altid, både når der er ære, og når der er skam ved det, så begås der ikke så stor uret mod moderen.

Der vil måske indvendes, at man altid véd, hvem der er det uægte barns moder, men ikke altid hvem der er dets fader. Dette kan imidlertid, om end i langt mindre grad, også siges om det i ægteskab fødte barn, så vist som det er en sørgelig kendsgerning, at der findes ægteskabsbrud i vort samfund. Så hvis hovedprincipet er, at man altid vil være vis på, at barnet bærer dens navn, hvis blod rinder i dets årer, da må ethvert barn bære sin moders navn.

Ligeledes vil der måske indvendes, at ønsket om at give det uægte barn faderens navn, strander paa den vanskelighed, der ofte vil være forbunden med at finde ham. Men dette gælder jo kun enkelte fædre, idet flertallet vil være til at finde, nemlig alle de, som de tilsigtede lovbestemmelser om forhøjet underholdsbidrag kommer til at ramme.

Alt hvad lovene med retfærdighed kunde påbyde, var altså, at hvor det var aldeles umuligt at finde faderen, burde moderen give barnet sit navn. Men så længe loven gør det muligt for enhver fader at skjule sin skam overfor verden, bør sløret ikke ublidt rives fra de få kvinders ansigt, der ved at føde hemmelig skjuler sin skam bag fødselsstiftelsens mure!