« Tilbage til søgeresultaterne

August Strindberg i Kamp mod Vejrmøller.

« Se emneord

I „Politiken” for 31te Januar og 1ste Februar er August Strindberg atter paa Krigsstien med „Nye Forskninger i Kvindespørgsmaalet”. Det interessanteste ved disse Artikler er den aabne Vedgaaelse af hvad det er, Forf. frygter for, det er - et Amazonevælde. Det er, mener han, de ugifte Kvinder, der give Tonen an i Kvindebevægelsen, og S. synes at frygte for, at de ogsaa ville tage Magten i Samfundet. „Og hvilken Stilling vil ikke Mødrene, de foragtede, komme til at indtage i den befrygtede Mønsterstat.” Svaret er meget let: I den Stat, som Kvindesagens Venner arbejde for, ville de Kvinder, der ere Hustruer og Mødre, ikke som i den nuværende Stat være umyndige over deres Formue og uden Raadighed over deres Børn. De ville være fuldmyndige, have Del med Manden i Raadigheden over Børnene og Formuen og i Indflydelse paa Samfundets fælles Anliggender. Enhver kan da sige sig selv, hvilken Stat det er, der ringeagter eller i hvert Fald tilsidesætter Mødrene, den nuværende Stat eller Kvindebevægelsens Mønsterstat! Strindberg kræver af Mødrene, at de ikke blot skulle føde og opdrage Børnene, men ogsaa underholde dem, han forlanger, at de skulle bære begge forældres Byrder. For Resten kæmper S. ogsaa med Vejrmøller, naar han taler om, at der ikke nu paahviler Moderen nogen Underholdningspligt overfor Børnene. Hvad den Paastand duer til i Sverrig, ville vi lade staa hen, men i Danmark duer den ikke dét allerringeste. Naar Hr. S. vil skrive i et dansk Blad for danske Læsere, da er det ganske ørkesløst at føre Krig med Retssætninger, der ikke have nogen Hjemmel i dansk Ret og heller ikke staa paa Kvindesagens Program her i Landet. Kvindesagens Venner anerkjende fuldt ud at Hustruen, naar hun stilles lige med Manden i Rettigheder, da ogsaa bør stilles lige i Pligter. Men Værnepligten? „Kvinden bliver privilegeret - siger S.-, hvis hun faar Stemmeret uden de samme Forpligtelser som Manden, det vil sige, uden at gjøre Krigstjeneste og uden selv at forsørge sig og sine Børn.” Om Børnene have vi talt, om Krigstjenesten ville vi sige; Hvorledes gaar det med de Mænd, der ikke gjøre Krigstjeneste, have de ingen Stemmeret? Kjender Hr. S. nogen Stat, hvor Stemmeret for Mandens Vedkommende er betinget af, at han er i Stand til at opfylde og virkelig opfylder sin Værnepligt? En saadan Stat findes ikke, saa „militaristisk” er vor Tid dog ikke. I enkelte Stater maa de, der ikke aftjene nogen Værnepligt, betale en Værneskat; det kan man jo saa ogsaa paalægge Kvinderne som Betingelse for Stemmeret i Staten. I Kommunen vil Hr. S. ikke kunne paavise nogen Pligt eller Byrde, som Kvinden ønsker at blive fritagen for. Vil han da indrømme Kvinden kommunal Stemmeret?


Hr. S. har to Maal, et for Mænd og et for Kvinder. Til Kvinden siger han: Hold Ægteskabet i Ære. Til Manden: „Kan man tænke sig en Mand saa dum, at han mod en Kvindes Troskabsløfte paatager sig at forsørge hende og de Børn, hun føder?” Den, der taler saaledes, turde neppe være den rette Mand til at værne om Mødrenes Ret. -


Det bør ikke lades uomtalt, at „Politiken” den 5te Februar har optrævlet Strindbergs Paradoxer i en Artikel under Mærket V., der navnlig betoner Nødvendigheden af, at Pigebørn opdrages til i fornødent Fald at kunne sørge for sig selv.


I et Par Artikler i „Morgenbladet” den 9de og 10de Februar imødegaar Frk. Johanne Krebs Strindbergs Angreb. Derimod mener Silvia Bennet i "Pol.” den 8de Februar, at S. ikke har helt Uret i at beklage Familieforsørgeren, der skal "skaffe, skaffe, skafte” og udslidt af Arbejdet ikke med Held kan tage Kampen op mod sin mere letlevende Hustru. Hun anbefaler derfor, at Kvinderne tage deres Part af Erhvervsarbejdet, og stiller dem i Udsigt, at de da „lettere vilde blive gift og det med yngre, mere indtagende Mænd.”



« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner