Tak til Hr. Cabiro fra en sympathiserende Læserinde.
Paa Forhaand bare disse Ord:
Tro ikke, jeg er Skribentinde,
jeg er en stille, huslig Kvinde,
som følger vore Mødres Spor;
med Zirlighed og Ordenssans
forstaar jeg smukt et Hus at føre,
men jeg har aldrig gidet røre
en Haand for Kunstens Lavrbærkrans.
Mit Køkken er af første Rang,
selv ældre Haner faar jeg møre;
- jeg har da ogsaa naaet at gjøre
min Mand til lidt af en Gourmand.
Da vi blev gift, et Lys han var,
han skrev - saa sa man - kjønne Digte,
men Muserne tog til at svigte,
da han og jeg blev til et Par;
hans Skriveri og Digterpjat,
det har jeg aldrig kunnet skatte,
den Sfære kun jeg ved at fatte,
hvor „af Naturen jeg er sat”. -
Se - Folk de sige, at i Fald
min Mand blot havde Lea faaet,
der skriver selv, var det ej gaaet
saa rent tilagters med hans Kald:
men Folk er nogle Tossefaar,
thi Kvinderne er Individer,
som aandligt set til alle Tider
det „uudviklede kun naar”!
Den Sætning holder jeg nu paa,
og skjønt jeg nødig her fremtraadte,
jeg Hr. Cabiro takke maatte,
fordi han tænker ligesaa.
Nu desto sikrere jeg ved,
at Lea bort sin Tid har drevet,
mens hun har læst, studert og skrevet,
men aldrig tænkt paa Huslighed,
den ligger dog for vor Forstand;
og tænk! hvor sødt for hver en Kvinde,
at hun „Fuldkommenhed kan vinde”
i „god Forplejning” af sin Mand,
Ja Gud ske Lov, skjønt det gaar smaat
med mig ad Tænknings dunkle Veje,
jeg kan dog pusle ved hans Leje
med Alt, hvad der gjør Kjødet godt!
Se, det min Peters Glæde er,
og naar blot han, mit rette Hode,
ved det er rigtig vel til Mode,
hvad skulde jeg saa ønske mer!
Vi sige begge, han og jeg,
at lille Petra, vores Datter,
skjønt hun i Grunden hurtig fatter,
skal dannes ganske à la mig,
Hvad skal man med den Kvindeflok,
der glemmer helt de sande Pligter,
naar Kristian Kjøbenhavner digter,
saa har vi saamænd mer end nok!
