Laura Kieler: Silhouetter.
Fru Laura Kieler giver os her en Række friske, levende Skitser af bekjendte skandinaviske Mænd og Kvinder. Ibsen, om hvem hun siger, at vi danske mangle Forudsætningerne for at forstaa ham, kommer os nærmere. Vi lære ham at kjende fra en ny Side i et ypperligt Brev, i hvilket han giver Forfatterinden gode Raad: „Forlad Norge”; siger han blandt andet: „Man skildrer bedst paa Frastand, t. Ex. en Sommerdag i Kakkelovnskrogen.”
Bjørnstjerne Bjørnsons Evne til ved sin stærke Personlighed at fængsle sine Tilhørere under de vanskeligste Forhold skildres i en lille Scene fra en Provinsby i Norge.
Han havde tilfældigvis, et Par Dage forud, stødt nogle unge Officerer for Hovedet ved ikke at lytte til nogle vise Bemærkninger om en lille Forandring i deres Uniform. En saadan Tort maatte hævnes. Foredragsaftenen kom, der var kun mødt ganske enkelte i den tarvelige Sal. Bjørnson siger: „Jeg tænker, vi vente fem Minuter, jeg”, og gaar langsomt frem og tilbage paa Scenen. De fem Minuter gik uden at bringe mer end tre, fire Tilhørere, der underlig satte sig i Krogene og yderligere viste, hvor tom Salen var.
Bjørnson saa paa sit Uhr, - begyndte. Han beskrev dem Peterskirken; fordybet, som han var, lagde han næppe Mærke til, at Døren gik op, og en Flok unge nærmede sig støjende, snakkende og tog Plads paa første Bænk. Tilhørerne fulgte hans Exempel, betagne af hans Veltalenhed. De var i Rom med Bjørnson - ikke i Norge: En Kos Brøl løste Fortryllelsen. „Nej dette er for galt”, udbrød Bjørnson og gik hen til Vinduet for at lukke det.
Vi faa et Glimt af Topelius og en fin Karakteristik af Grundtonen i hans Digtning - og endelig tre Kvindehistorier, af hvilke Fru Colletts er den betydeligste. Sammenstillingen er pikant, de fremhæve hinanden. Fru Kieler minder os om Fru Michaelis dejlige Røst, alvorlige Blik, vemodige Smil, fortæller os, hvorfor hun, der kunde synge andre glad, ikke selv var det.
Fru Jerichau se vi to Gange, først som statelig Dame i skandinavisk Forening i Rom saa som distrait Kunstnerinde til Æsels med Malerkasse og Staffeli i den kostelige Historie fra Albano. Mon Kunstnerindens Distraktion dog ikke snarere paa Bunden skulde være - Sparsommelighed. Fru Jerichau var saa praktisk, saa forretningsdygtig, saa vant til at bevæge sig i alle mulige Forhold, i alle mulige Lande, at man har ondt ved at tro, at hun skulde kunne glemme baade Hoteller og Omnibusser - men derfor er Historien lige god.
Fru Camilla Colletts Billede er tegnet smukt og sympatetisk. Fru Kieler siger, at Fru Collett paa ingen Maade, som man har Villet vide, skriver ud af personlig Erfaring, naar hun taler om Kvindens tunge, trange Kaar i Norge. Hun havde et godt Barndomshjem og en Mand, der elskede hende, støttede og fremmede hendes litterære Virksomhed. Men det er jo ikke altid de ydre Kaar, det kommer an paa. Det er en egen Sag at veje andres Lykke. Welhaven synger:
Ynder Du Træet, da maa Du ej hade
den hvasse Torn mellem Blomster og Blade.
Da Træet var ungt med den blødeste Hud,
blev den et standset forkommet Skud;
en Torn er en Kvist, der har taget Skade.
Tænk, hvad et spirende Liv maa lide,
hvor Mørket ruger og Taagerne skride!
Ja, se dig om paa den fattige Plet,
hvor Træet led og blev torneklædt
og bar dog Blomster, duftende, blide.
Blandt al den Glæde, en Vaar udfolder,
er Tornen et Savn, som Planten beholder.
Den siger i Væxternes stumme Sprog:
„Jeg saarer, men ak, jeg gjemmer dog
en større Smerte, end jeg forvolder.”
Fru Kieler spørger: Hvorfor læses Fru Collett ikke, hendes Bøger omtales, roses - men mange Exemplarer, ligge støvede paa Boghandlerens Loft. Er det fordi hun taler Kvindens Sag? Paa ingen Maade. Men maaske, fordi hun skriver om den. I Amerika ville hun have fundet mange Søstre, stærke, og svage, alle arbejdende henimod samme Maal, supplerende hinanden. Hendes Bøger læste af de mange, vilde have bragt større Indtægt, mere Uafhængighed. Ulykken er dog vist den at hendes alvorlige Interesse og Medfølelse for de undertrykte som Regel i Forhold til Publikum kun kommer frem, som Kritik, Klage, Had, Vrede, Foragt, skjønt Grundtonen er Sorg. Hun er ingen Protesilaos, hun har den store Glæde, som ikke falder i manges Lod, at se den Sag, hun viede sit Liv og Pen, taget op af andre Digtere og ført ud i Livet af Mænd og Kvinder. Naar Maalet naas, vil Camilla Collett altid mindes og skattes i Norden som den, der drog de dybe Furer, saaede den første Sæd.
