Fra Indland og Udland.
Kvindesagen paa Rigsdagen. Vi maa her indskrænke os til at nævne, at det af Folkethingsmand F. Bajer paany indbragte Lovforslag om Valg af Borgerrepræsentanter i Staden Kjøbenhavn, hvorved der bl. a. tillægges Kvinder Valgret, har vundet Tilslutning hos det nedsatte Udvalgs Flertal. For muligvis lettere at opnaa et praktisk Resultat indskrænker Flertallet sig til at foreslaa, at der tilstaas den kjøbenhavnske Kvinde samme Ret, som den islandske Kvinde allerede har kommunal Valgret, men ikke Valgbarhed for den ugifte Kvinde, men selv dette beskedne Forslag har Mindretallet (Højre) ikke kunnet slutte sig til. Hvad angaar Lovforslaget om de uægte Børn, der, efter at være vedtaget i Landsthinget og efter i Folkethinget i det hele at være blevet velvillig modtaget, af dette, er henvist til Udvalg, da vil dette Udvalg sandsynligvis have afgivet Betænkning, naar disse Linier komme Læserne i Hænde. Udvalget indskrænker sig i Overensstemmelse med det af „Dansk Kvindesamfunds” Styrelse fremsatte Ønske til at foreslaa meget beskedne Ændringer til Ministerens Lovforslag, og der er formentlig godt Haab om, at saavel dette Lovforslag som Lovforslaget om Tilsyn med Plejebørn, endnu i denne Rigsdagssamling kunne blive ophøjede til Lov.
I Betænkning over et Forslag til Tillæg til Tyendeloven (om Fæstevæsenets Ordning) foreslaar det paagjældende Folkethingsudvalgs Flertal at tillægge Kvinder, deriblandt ogsaa gifte Kvinder, der ikke leve i Formuefællesskab med deres Mænd, samme Adgang som Mænd til - ifølge Næringsbevis - at drive Fæstevirksomhed med Myndighed for gift Kvinde til at paadrage sig Forpligtelser i alle Fæstevirksomheden vedrørende Forhold. Idet vi udtale vor Paaskjønnelse af dette Forslag, ville vi dog ikke samtidig tilbageholde den Bemærkning, at Udvalgsflertallets Forslag vedrørende Fæstevirksomheden ingenlunde synes os at indeholde den Beskyttelse for Tyendet, særlig det kvindelige Tyende, som Ministerens Lovforslag vilde yde, og som vistnok ogsaa tiltrænges.
I et af Landsthinget vedtaget Regeringsforslag om Forebyggelse af Ulykkestilfælde ved Maskiner forbydes det Arbejdere, der beskæftiges i Nærheden af utildækkede omløbende Maskindele, at bære løse Forklæder eller Tørklæder og „skal de kvindelige Arbejderes Klædning forneden være sammenbunden ved et Baand.”
Om den offentlige Prostitutions Ordning og Afskaffelse førtes der ved Finanslovens anden Behandling i Folkethinget en udførlig Forhandling. De fleste Talere vare stemte for Afskaffelsen, som Justitsministeren erklærede „endnu” ikke at kunne gaa ind paa.
Kvindelig Fremskridtsforening stiftedes i November 1885 her i Staden med et Medlemsantal af 50, som siden den Tid er voxet til 150. Foreningens Formaal er at vække og vedligeholde Interessen for politiske og sociale Spørgsmaal hos Kvinderne. Enhver Kvinde, som er fyldt 16 Aar, kan optages. Det er altsaa ikke nogen Partiforening. Fru Bajer er Formand. .
Siden Foreningens Stiftelse har der været holdt Foredrag med Forhandling om politiske og sociale Emner af Folketingsmand Bajer, Pastor Henning Jensen, Cand. Trier, Overretssagfører Zeuthen, Fru Bajer, Fru Meyer, Frk. Ouchterlony, Fru Olesen, Cand. Lauridsen, Frk. Kofoed, Kaptn. Wulff, Cand. Sveistrup, Folkethingsmand I. Hansen (Ølstykke) og Frk. M. Pingel. En Adresse er indsendt til Magistraten om fri Badeanstalter, baade varme og kolde, for ubemidlede Kvinder og en Adresse til Rigsdagen om den kjøbenhavnske Kvindes kommunale Valgret. Endvidere har Foreningen udsendt et Opraab om Fredssagen, som har vundet stærk Tilslutning baade her og i Udlandet, det er blevet oversat og omdelt i mange Exemplarer i forskjellige europæiske Lande.
Kvindesagen i Dagbladene.
August Strindberg har atter skrevet nogle lange Artikler i „Politiken” imod Kvindesagen. Det fremgaar at disse, at Strindberg i Gjerning anerkjender Kvindesagens Berettigelse, idet han opdrager sine Døtre til i fornødent Fald at kunne sørge for sig selv. „V”, imødegaar Strindberg i en Artikel - „Pol.” den 3die Marts -, der røber ligesaa megen varm Følelse som stilistisk Dygtighed. Den danske Kvindebevægelse skal dog ikke blive fed af den Ros, „V.” giver den, at den ikke gjør nogen Kat Fortræd. Med særlig Mistillid betragter „V.” „fremskredne danske Kvinders” Bestræbelser for at „løfte Moralen”, og en lignende skeptisk Holdning indtager Silvia Bennet i nogle Udtalelser, der have kaldt Bjørnstjerne Bjørnson frem („Pol.” den 4de Marts og i 11de). B. udtaler, at de Folk, der have stillet Kyskhedskravene og efter i fattig Lejlighed strævet med dem, de have vundet stort Overtag over de Folk, der ikke have aarket at stille dem. „Heller ikke denne Bevægelse vil les eller haanes overende.”
I „Morgenbladet” forsvarer Frk. M. Bruhn mod en kristen Kvinde i „Berl. Tid.” den kristne Kvindes Berettigelse til at være med i Kravet om Valgret.
Kvindesagen paa Theatret
En Indsender i „Mgb” ser i Prinsen i Holger Drachmanns „Der var engang” en Personifikation af Kvindesagen, den moderne Kvinde, saaledes som hun af Modstanderne opfattes. Drachmann benægter dette, og vi tro med Føje. Den lunefulde, forkjælede, egensindige og grusomme Prinsesse i første Akt er ligesaa vel som den underdanige, kuede Kvinde senere hen i Stykket et Udtryk for den mest gammeldags Kvindeopfattelse. Den første er et Resultat af Kvindetilbedelsen, den sidste af Ringeagten for Kvinden, hvilke Følelser mødes i denne Opfattelse og i Stykket findes forenede hos Prinsen, om der end rigtignok er mest at den sidste.
Gifte Kvinder og uægte Børn.
Af et Brev, „D. K.” har modtaget fra en af Smaaøerne, anføres:
„Det er en sørgelig Tid for os gifte Kvinder. Da jeg læste i Avisen, at min Mands uægte Børn skulle gaa i Arv med mine egne ægte Børn, tænkte jeg: Havde vi vidst det den Gang, at der vilde komme saadanne Love ud, saa havde vi ikke giftet os med de Mænd, som have uægte Børn. Nu har jeg slidt og slæbt, og nu er jeg bleven skubbet og stødt, det har jeg ene og alene taalt for mine Børns Skyld, for at de ikke skulde miste deres Arveret. Men nu er mit Arbejde og Taalmodighed til Ende, hvis disse Love skulle gjælde; det tænker jeg paa baade Nat og Dag, og det er der vist flere end mig, der gjøre. Jeg beder Eder, I gode Kvinder af Samfundet, at tage Eder af denne Sag.”
Den ærede Brevskriverinde kan berolige sig. Der er langt frem, og faa de uægte Børn en Gang Arveret, vil Loven næppe faa Betydning for Børn, der ere fødte ved Lovens Udstedelse.
Nylænde
hedder den norske Kvindesagsforenings Tidsskrift for Kvindesagen, af hvilket tre Hæfter ere udkomne. Bladet indledes med et Digt af Jonas Lie og en Redegjørelse for Bladets Plan. Det er ikke Hensigten at gjøre dette til Valplads for en Strid om Kvindesagens Berettigelse, men at meddele faktiske Oplysninger om Kvindernes Vilkaar og Sagens Fremskridt i Indland og Udland og drøfte de enkelte foreliggende Opgaver; lejlighedsvis vil det ogsaa bringe Artikler om andre Samfundsspørgsmaal. En ikke ringe Plads synes de literære Anmeldelser at skulle indtage, iøvrigt indeholde de udkomne Hæfter flere dygtige Bidrag til den stillede Opgaves Løsning. Vi byde Bladet velkomment som Arbejdsfælle. Der er „ny Jord” nok at rydde og dyrke og Brug for alle Kræfter.
Norsk Lovforslag om de uægte Børns og deres Mødres Retsstilling
Er indbragt i Storthinget af H. E. Berner. Forslaget gaar ud paa en gjennemgribende Reform, saaledes som det navnlig fremgaar af dets § 11, der lyder saaledes; „Barn, som er født udenfor Ægteskab, efter at nærværende Lov er traadt i Kraft, arver og arves af saavel Fader og fædrene Frænder som af Moder og mødrene Frænder ligesom ægte Barn.”
Det oplyses i Begrundelsen, at det udenfor Ægteskab fødte Barn i Preussen og Wurtemberg har en vis Arveret efter Faderen, og at det samme gjælder i Frankrig, Italien og Nederlandene om det Barn, som Faderen (frivillig) har anerkjendt for sit.
Unge Kvinders Forførelse.
Den svenske Rigsdagsmand F. Waldenstrøm har den 28de Januar d. A. i Rigsdagen fremsat Forslag om, at den Straf (Strafarbejde eller Fængsel), der nu i Følge den svenske Straffelov rammer en Mand, som har forført en Kvinde under 15 Aar, ogsaa skal ramme ham, naar den forførte unge Pige var imellem 15 og 18 Aar.
Gøteborgs Kvindeforening.
Paa et Foreningsmøde i Slutningen af Aaret diskuteredes Kvindens Erhverv.
Følgende Resolutioner vedtoges:
De tilstedeværende Medlemmer misbillige alvorlig det nu herskende System at betale ringere Løn for Arbejde udført af Kvinder end for det samme Arbejde udført af Mænd, idet dette System ikke alene er en Uretfærdighed imod Individet, men ogsaa er Aarsag til mange sociale Misbrug, som f. Ex. en fortsat Nedgang i Arbejdsløn baade for Mænd og Kvinder.
Til Opnaaelse af forbedrede økonomiske Vilkaar for den arbejdende Kvinde fordre de tilstedeværende:
1. At økonomisk uafhængige Kvinder, som søge lønnet Arbejde, ikke saaledes maa benytte deres uafhængige Stilling, at de ved at nøjes med altfor lav Løn bidrage til Arbejdslønnens Nedgang.
2. At de arbejdende Kvinder slutte sig sammen i Arbejds- eller Fagforeninger for at raadslaa om Vedtagelse af Foranstaltninger, dels til at erhverve sig større Arbejdsduelighed, dels til Opnaaelse af en i det hele forbedret Stilling.
3. At alle Grene af Virksomhed maa staa aabne for Kvinden for at formindske den herskende Overfyldning paa de Omraader, hun allerede har Adgang til.
Et Andragende om Ophævelse af den offenlige Prostitution.
Ved Gøteborgs Kvindeforenings sidste Møde besluttedes det at indgive et saadant Andragende til Stadsøvrigheden, ogsaa underskrevet af Kvinder udenfor Foreningen.
Om samundervisning
för gossar ooh flickor. Diskussionsmöte, hället i Stockholm på foränstaltande af föreningen for gift qvinnas eganderätt.
Forhandlingen paa Mødet drejede sig om, hvorvidt der bør gives Pigebørn Adgang til de lærde Skoler. Stemningen var overvejende for Sagen, idet der henvistes til Amerika og Holland, hvor Fællesundervisningen har givet tilfredsstillende Resultater. .
Doktorinnan S. Nilsson havde selv som Lærerinde haft Lejlighed til at erfare, at Pigernes Tilstedeværelse øvede den heldigste Indflydelse paa Drengenes Opførsel.
Fra en enkelt Side betonedes det ønskelige i, at Fællesundervisningen begyndte fra Barneaarene. En Kvinde fremhævede, at det ikke er heldigt, at Pigebørn udelukkende undervises af Lærere.
Om Faren for den kvindelige Ungdom
ved Nutidens Litteratur skrives i „Dagny” bl. a. i et Brev fra B. til Esselde:
„Hvad jeg egenlig frygter for og tror at have bemærket, er, at den Maade, hvorpaa det Onde fremstilles, og de Midler, denne Litteratur oftest anvender for at udtale sine Anskuelser, i Stedet for hos de Unge at vække Afsky for det Onde tværtimod virker forhærdende. Jeg tror det af følgende Grund. De moderne Forfattere fremstille de mørkeste Synder som ganske sædvanlige og almindelige. Det er, som de ansaa forgivet at Menneskene skulle være slette, lave, nedrige og selviske.
De Personer, som optræde i deres Skildringer, synes at undskylde hverandre, som om de mente, at det hører til Livets nødvendige Onder at være slet. Vi vide jo, hvorledes Selskab i det Onde ofte gjør Synden mere undskyldelig i Menneskers Øjne, og hvorledes Tanken, at „man ikke er værre end andre”, let udarter til Selvforsvar. De moderne Forfatteres Fremgangsmaade, at gjøre Lavhed og Usselhed saa almindelig og sædvanlig, tror jeg derfor, kan have og virkelig har den Virkning, at man sænker Fordringerne til sig selv og andre. Træffer man virkelige Personer, som maaske ere noget bedre end dem, man saa ofte har set beskrevne: dersom f. Ex. en ung Mand, som har gjort sig skyldig i moralske Fejltrin, endskjønt af en mildere Art end Nutidens Romanhelte, forsøger at vinde en ung Pige, er det da underligt, om hun, idet hun sammenligner ham med og dømmer efter, hvad hun har læst, finder, at han kunde have været langt værre, og af den Grund modtager hans Tilbud? Eller om en ung Pige selv begaar en Ubesindighed, hvad er i alt Fald denne i Sammenligning med den i Litteraturen skildrede, som A. eller B. har gjort sig skyldig i? Hendes Tanker, Følelser og Handlinger kunne flakke fri og uhindret vidt omkring, inden de naa saa langt ned, som disse opdigtede Personer have naat.”
Om Kyskhedskravet
skriver en Indsender i „Framåt” (A. C.) bl. a: „Kvinder og Mænd ere blevne saa forskellige ved gjennem Aarhundreder at være opdragne forskelligt og med et uensartet Sædelighedskrav, at det ser ud, som om de næppe kunde forstaa hverandre. De fleste kvindelige Forfattere ere dybest grebne af det uhørte Formynderskab over Hustruen og den uhørte sædelige Raahed, de finde hos Mændene. Saa længe disse blot bekæmpede Mandens Formynderskab, hilsedes de med Velvilje af Fremskridtspartiet, fordi Frihed og Lighed er noget, som i alt Fald i Theorien er tiltalende. Men saa snart Kvinderne kom med deres Sædelighedskrav, blev det en helt anden Sag, da gjaldt det ikke længere om at indrømme en anden udstrakt Frihed, men om at indskrænke sin egen, og det falder langt vanskeligere. Heri ligger egenlig Grunden til den Kamp mod Kvinderne, som er blusset op i de sidste Aar.
Man bekæmper dem i Romaner (Garborg i Norge, Pontoppidan i Danmark, Strindberg i Sverig) og næsten endnu ivrigere, ofte uden selv at kjende den dybest liggende Grund, i Kritiken. Det er Kvindens sædelige Opfattelse, som har stødt Manden for Hovedet, den Tendens er ham frem
for alt imod; hvor den kommer frem, tales der om Indignationslitteratur.
Paa Kvindens Anklage for Raahed svarer Manden med en Beskyldning for Unaturlighed og Paatagethed.”
England.
Ved den nylig overstaaede første fagmæssige Examen for de studerende ved det kgl. kirurgiske Kollegium indtog en Kvinde første Plads mellem 78 Kandidater. Ved den sidst afholdte Examen ere 2 Kvinder blevne farmaceutiske Kandidater.
Valgret til Underhuset
ville de engelske Kvinder næppe faa i Aar. Forslaget var til 1ste Behandling den 31te Januar, men den videre Behandling blev udsat til den 20de Juli.
Reformdragten i England.
Grevinde Haberton holdt den 2den Februar i Westminster Town Hall et meget livligt og interessant Foredrag om Kvindens Klædedragt. Hun anbefalede stærkt Reformdragten med de gjennemskaarne Skjørter (divided skirts) som baade renligere og sundere end den nuværende Dragt, der forhindrede Kvinderne i at røre sig frit og naturlig. Under den følgende Forhandling fremvistes flere Former af den nye Dragt, baarne af Tilhængere af det ny System.
3,500 Kvinder have nu faaet Ansættelse ved Postvæsenet i England.
Det kgl. botaniske Selskab i London er den 22de Januar blevet forøget med to nye kvindelige Medlemmer: Fru Bright og Fru Jessett.
Max Müller mod Aug. Strindberg. Den berømte Orientalist, Professor Max Müller har nylig i et Brev givet Inderne det Raad at opfordre alle engelske Kvinder til at bruge deres Indflydelse for Afskaffelsen af det indiske Ægteskab mellem Børn, Han skriver: „Stol paa, at Retfærdigheden vil ske Fyldest. Skriv et Flyveskrift, som kun indeholder fuldt paalidelige Kjendsgjerninger, og send det til Englands Kvinder. De begynde at blive en Magt, og de have en glimrende Egenskab: Uovervindelighed. Faa de først at vide, hvad en engelsk Regering taaler, at der sker i Indien, ville de sige til enhver Kandidat, der stiller sig til Parlamentet: Vil De ikke bidrage til at afvaske denne Plet paa Englands Skjold, bliver De ikke gjenvalgt.
Kvinder have Mod, og naar de se noget afskyeligt, vente de ikke paa Befalinger hjemme fra, før de sige deres Mening. Giv saa Eders egne Kvinder en god Opdragelse, og vær visse paa, at denne Sag snart vil være bragt i Orden til Trods for holdningsløse Guvernører og lunkne Reformatorer.”
Kvindens Arbejdsmarked.
Det irske „Selskab for Kvinders Oplæring og Ansættelse” holdt den 19de Januar sit aarlige Møde i Dublin Miss Crawford foreslog 2 nye Fag for Kvinder, nemlig Urmagerhaandværket og Gartneriet, Baade Svejts og England anvendte kvindelige Urmagere, og hvad Gartneriet angik, da ansaa hun Kvinder for særlig skikkede til dette Arbejde. Baade i Normandiet og i Svejts uddannedes Kvinder til Gartnere.
Den nye franske Skolelov
tillader Lærerinder baade at stemme og at lade sig vælge ind i Skoleraadene, og denne Ret er første Gang blevet benyttet i Seine-Departementet, hvor Madame Pauline Keromard er bleven valgt til Medlem af conseil superieur. Hun er Inspektrice over de saakaldte Frøbelske Børnehaver, og hendes Valg er i Frankrig, hvor Kvindesagen er forholdsvis langt tilbage, en hel Begivenhed.
Iblandt de 1209, der stemte for hende, fandtes de højeste Skoleembedsmænd, Inspektører og Direktører baade fra Paris og Departementerne Udvalgte fra Departements-Skoleraadene osv.
Dekorerede franske Kvinder.
I Frankrig er Æreslegionens Orden nylig given til Fruerne Dieulafoy og Gelas. Den første har ledsaget Hr. Dieulafoy paa hans Rejser i Persien og har udgivet et lærd Værk om Persien. Fru Gelas har grundlagt flere velgjørende Stiftelser og Skoler i Libanon.
Gladstone
har i en Artikel i „Nineteenth Century” imødegaaet Alfred Tennysons mørke „Tilbageblik paa de sidste 60Aar.” Han peger bl. a. paa den glædelige Kjendsgjerning, at „Kvinderne i England have faaet Adgang til ny offentlige Pligter, som de have vist sig fuldt voxne”, og fremhæver i det hele Kvindernes større og større Deltagelse i Samfundsarbejdet og deres Fremgang i Selvstændighed overfor Loven og den offentlige Mening som et af de sundeste og glædeligste Fremskridtstegn.
Ved Sir Stafford Northcotes Død
har Kvindesagen mistet en af sine varmeste Venner i det britiske Parlament.
I Følge
det franske Undervisningsministeriums Opgivelse findes i Frankrig for Tiden 41 Lyceer eller Latinskoler for Piger.
I Italien
er udkommet et nyt Tidsskrift for Kvindesagen: Rassegna degli Interessi Feminili. Det udgives af Fru Fanny Zampini Salazero i Rom. Blandt dets Medarbejdere findes Dronning Margarittas Læge Dr. Maria Velleda Farne.
Sjældent Jubilæum.
I den belgiske Presse vil der om kort Tid blive fejret et ejendommeligt Jubilæum, idet en Dame den 24de April i 50 Aar har ledet det liberale Blad i Brüssel Journal de Bruges. Denne Dame, der hedder Karoline Popp, har ligeledes arbejdet ved flere Tidsskrifter og skrevet en stor Del Noveller og Fortællinger, som ere blevne oversatte paa Tysk og Engelsk og have gjort megen Lykke.
I en offentlig Park i Boston
er der fornylig blevet rejst en Broncestatue af Amerikas første Opdager, Islændingen Leif den Lykkelige. Denne Statue, der omtales som „betegnende et betydeligt Fremskridt i vort Lands Kunst”, er udført af en ung, amerikansk kvindelig Billedhugger, Miss Anna Whikney. Amerika har for øvrigt flere offentlige Mindesmærker, som ere udførte af Kvinder.