Abby Kelly Foster.

I Udtog efter The englishwomans review.

Den 14de Januar døde i Worchester i Massachusetts en Kvinde, der hele sit Liv igjennem havde kæmpet en fortjenstfuld Kamp for Negerslaveriets Afskaffelse, for Kvindens Stemmeret og for Maadeholdssagen. Abby Kelly blev født 1811; hendes Forældre nedstammede fra irske Kvækere, de flyttede til Worchester, medens hun var ganske lille. Hun blev opdraget i en Kvækerskole og virkede derefter som Lærerinde først i denne, senere i andre Kvækerskoler. Men da hun var omtrent 26 Aar gammel, opgav hun denne Stilling for fuldstændig at kunne hellige sig til den Sag, hun omfattede med den højeste Interesse, Slaveriets Afskaffelse. Ved et stort Møde i Philadelphia 1888 talte hun første Gang til en Forsamling at Mænd og Kvinder om Slavernes Frigjørelse, noget, ingen Kvinde havde gjort før hun, og ikke alene var hun den første men ogsaa den mest utrættelige og den mest forfulgte af alle de Kvinder, der have arbejdet for denne Sag. Hun talte overalt i de forenede Stater og holdt Møder i Kirker, i Skoler, i Lader, under aaben Himmel, ofte afbrudt af Pøbelen og altid haanet og latterliggjort; mange baade Mænd og Kvinder blev udstødte af deres Kirkesamfund, fordi de gik til hendes Møder. Præsterne sendte advarende Hyrdebreve ud til Menighederne, for at disse kunde vogte sig for en Kvinde, der, medens hun tog Ordet for Slavernes Frigjørelse, tillige kæmpede for Kvindens Ret til Deltagelse i Samfundslivet. Trods megen Modstand, fordi hun var en Kvinde, blev Abby Kelly med overvejende Flertal valgt til Medlem af „Selskabet imod Slaveriet” i Aaret 1848. 5 Aar senere ægtede hun Stephen Foster men beholdt stedse sit Pigenavn, foran hans Navn. Hun fortsatte med usvækket Iver sine Foredrag; paa en Rejse i Ohio talte hun hver Dag i 6 Uger, og baade hun og hendes Mand nærede saa vidtgaaende Anskuelser om Kvindens Berettigelse til Stemmeret, at de i 2 Aar nægtede at betale Skat, fordi Mrs. Foster ikke maatte stemme. Naar hun betraadte Talerstolen, var hun dristig og udfordrende, men ellers var hun en elskværdig, fordringsløs Personlighed. I sine sidste Aar førte hun et roligt, tilbagetrukkent Liv som Enke, men trods et svagt Helbred var hun ikke uvirksom, lige før sin Død arbejdede hun paa en Levnedsskildring af sin Mand. Hendes sidste offentlige Virksomhed bestod i at samle Penge til Arbejdet for at faa Unionsforfatningens Paabud om Negrenes borgerlige Ligestilling bragt til Udførelse i de modstræbende Stater. Hun blev begravet den 17de Januar i al Stilhed, kun hendes Slægtninge og nogle af hendes bedste Venner og Medarbejdere var til Stede. Blandt de mange Taler, der blev holdt ved hendes Baare, maa særlig fremhæves Pastor Samuel Mays, forhen Formand for „Selskabet imod Slaveriet.” Han betonede, hvorledes hun i sin tidlige Ungdom havde opgivet den Lærerindevirksomhed, som hun saa udmærket havde udfyldt, for at vie sit Liv helt og holdent til det store Frigjørelsesværk; hvorledes hun maatte kæmpe mod Kirken, Pressen, alle de bestaaende Fordomme; hvorledes intet blev sparet for at knuse og tilintetgjøre hendes Fremtrængen; og hvorledes hun fremfor alt blev hemmet i sin Virksomhed derved, at hun var en Kvinde.

Lucy Stone omtalte Mrs. Fosters ihærdige Bekæmpen af Slaveriet saaledes: Mrs. Foster gjorde Slavernes Sag til sin egen, hun satte alt ind paa at komme dem til Hjælp uden at agte paa, hvem eller hvad der modsatte sig hende. Kirken rejste sig i al sin Vælde og udsendte sin Advarsel til Menighederne. Pøbelen haanede og forfulgte hende, overøsende hende med krænkende Ord, ja Gadedrengene kastede endog Sten efter hende. En Præst i Connecticut, som vidste, at hun vilde være til Stede i Kirken, valgte til Text: „Jesabel er iblandt os!” og lod fra Prædikestolen sin Vrede og Foragt vælde ud over den Kvinde, der havde vovet sig ud af sin Sfære. Dette er kun et enkelt Exempel; men det samme gjentog sig Aar efter Aar. Kirken og Pressen truede „den kvindelige Taler”; Kvinder afskyede og foragtede hende, pøbelagtige Mænd forfulgte hende. Men hun holdt ud trods alt. Kan man forstaa, at en ung Kvinde, endnu ikke 30 Aar gammel, paatager sig et saa byrdefuldt Hverv uden en eneste Gang at svigte det? Selv „Selskabet imod Slaveriet” delte sig i to Dele i Anledning af Mrs. Fosters Optagelse i et Udvalg. Man spurgte hende, om hun vilde træde tilbage; „Er det, fordi man mener, at jeg ikke kan udføre dette Hverv”? spurgte Abby Kelly, „Nej, nej, slet ikke var Svaret. „Ja, thi i saa Tilfælde træder jeg tilbage, men vil man kun have mig bort, fordi jeg er Kvinde, da gaar jeg ikke.” Saa stor var den Gang Fordommen mod Kvindens Deltagelse i det offentlige Liv, at selv de, der kæmpede for Slavernes Frigjørelse, ikke kunde gjøre sig fri for den! Og dog gav hun Slaven, hvad ingen Mand kunde give ham: en Kvindes Følelse og en Kvindes utrættelige Kampiver. Man begyndte at høre efter. Da „Selskabet imod Slaveriet” ingen Penge havde, fik Abby Kelly ved sit energiske Opraab alle til at give; over hele Unionen rev hendes alvorlige, overbevisende Ord Tilhørerne med sig. Gang efter Gang viste man hende sine venlige Følelser ved at forære hende et Gulduhr; men disse Uhre gik ufravigelig til Indsamlingen. Mrs. Foster kunde ligesaa lidt have beholdt dem, som om hendes eget Barn havde været ved at sulte ihjel.

Det Minde, Mrs. Foster efterlader sig, er enestaaende, og enhver Kvinde er i den dybeste Gjæld til hende. Abby Kelly bar paa sine unge Skuldre den dobbelte Byrde: Arbejdet for Slavens Frigjørelse og for Kvindens Ligestillethed. Hun udholdt tappert denne svære Kamp; Ord kunne ikke give nogen Forestilling om den, og vor Hyldest kan aldrig være stor nok. Hun hviler nu i Fred. Ingen af hendes Forgængere og ingen af hendes Arvtagere rager op i Højde med hende.