Minneapolis, 21de Maj 1887. Til Red. af "Kvinden og Samfundet"

I vide, at jeg med Liv og Sjæl er Kvindesagen hengiven og ser den som en af de største Sager, der er oppe i vor Tid, og at jeg vil anse det som en Ære at faa være med i Rækkerne, der kæmpe denne Sag frem mod Fordom og gammel ærværdig Taabelighed. Vi have nylig her i Minneapolis haft et saadant ærværdigt, mosgroet Nathueforedrag over Kvindesagen fra en skandinavisk Præst. De skandinaviske Præster her ere i det, som i saa mange andre Stykker, umulige, de komme ikke udenfor Ritualet. Og Flertallet af de skandinaviske Kvinder her er jo kommet ud af smaa fortrykte Forhold hjemme, de fleste fra Landet, hvor Bygdeskikken hersker over dem tyrannisk, saa man kan ikke vente stort af dem. De ere vante med, fødte og opdragne til at være Mandens Tjenestepiger og føle ikke Trykket saa svært, da de aldrig have smagt noget bedre. Og naar nu dette indprentes dem til og med som en Trossætning af deres Præster, saa er det ikke at undres paa, om de tage en meget liden aktiv Del i Kvindebevægelsen herhenne. De amerikanske Kvinder derimod, som ere vakte for denne Sag, arbejde sikkert og utrættelig. De ere ypperlig organiserede og lade sig ikke slaa af Marken af nogen Skuffelse. Den sidste Triumf, de have haft, var, at Kvinderne i Kansas fik Stemmeret i Statens egne Anliggender, og de have vidst at benytte den. Det har bevist sig ikke at være sandt, at Kvinden vil foretrække at sidde hjemme, selv om hun har Stemmeret; og det har bevist sig at være sandt, at hun altid er rede til at støtte de gode Reformer, som vil Lov og Orden. Hun bliver ikke saa let at kjøbe som Manden; thi hun er ikke saa løs i Moralen, ikke saa pengegridsk og ikke saa indviklet i de politiske Ringe.

De hidtil udkomne Hæfter af Eders Tidsskrift har jeg læst igjennem med stor Fornøjelse, fordi jeg baade synes, at Sagerne, der ere bragte frem til Diskussion, ere interessante, og at Maaden, hvorpaa de ere behandlede, er god. Især har et Foredrag af Elisabeth Grundtvig om Sædelighedsspørgsmaalet voldt mig stor Glæde; thi det støtter i alt baade mine egne Erfaringer og Anskuelser om denne Ting. Den nyere, jeg kunde fristes til at sige, Kjønslitteratur hjemme begynder næsten at gjøre mig vammel. Ikke for Sagens egen Skyld - thi den er sandelig høj og hellig nok - men for den sygelig ensidige Maade, hvorpaa den fremtrækkes, og den, efter min Mening, usande Fremstilling af den. Det blir snart paa Tide at bede for os Mandfolk, at Kvinderne dog ikke maa tro, at vi allesammen ere slige tobenede Svin, som flere af de moderne Forfattere gjøre os til næsten uden Undtagelse. Det er, som om der ikke var andet til i Verden end Kjønsdriften og ikke andet for Mandfolk, at gjøre end at faa den tilfredsstillet paa en eller anden Maade. Fy! - Naar jeg ser paa den Række ækle Mandfolk, som paraderer forbi os i Garborgs sidste Bog, saa faar jeg slig Lyst til at prygle dem af allesammen og sende dem afsted til at sage Ved eller gjøre noget nyttigt i Stedet for at drage sig der paa Karl Johan eller sidde og drikke og snakke og tænke liderlig paa halvsjofle Kafeer. Jeg kjender ikke disse Mandfolk. De maa have voxet op, siden jeg var hjemme. Jeg har dog ogsaa levet 6 Aar som Student i Kristiania og baade set og hørt adskilligt; men jeg kjender ikke disse Folk. Om der end kan findes saadanne, saa tror jeg, det er usandt at fremstille bare slige Figurer som Typer paa Ungdomslivet derinde. Ligesom en Bondegaard ikke bare bestaar af Møgdungen udenfor Stalden, saaledes bestaar ikke Kristiania Ungdomsliv bare af Garborgske „Mandfolk”. Det vilde bli for trøstesløst. Og jeg var da med mine Kammerater, som ingenlunde bestod af bare Theologer, men af alle studerende Klasser, i mangt et muntert Lag, hvori vi sang og skaalede; men aldrig var der liderlig Tale og endnu mindre faldt det os ind at besøge berygtede Steder. Der er en mægtig Kraft, som bevarer den unge Mand fra Kjønsudskejelser, og det er - Ungdomsforelskelser. Men hos de nyere Forfattere gjøres disse snarere til et Moment mere til at pirre den sanselige Drift. Dette, vil jeg paastaa, er upsykologisk. Det stemmer ikke med min Erfaring, ikke med mange andre unge Menneskers Erfaring. Tværtimod - Ungdomsforelskelser bevare for Udskejelser. Sytten-atten Aars Forelskelsen er altid ledsaget af lidt romantisk Sværmeri. Den elskede staar omgivet med en egen Helligheds Glorie, og der er nu ingen som hende paa den hele vide Jord naturligvis. Maa sænker om hende alle ideale Drømme, man stiller sig det Maal - en Gang at bli hende værd. Den kan høres og synes latterlig for udenforstaaende, denne Forelskelsens ridderlige Romantik; den er dog saa skjøn og saa ren. Og al Tanke paa brutal Sanselighed bryder ind i disse den unge Mands Drømme som en Fornærmelse. De Ord af Wergeland, hvor han i „Hasselnødder” skildrer alle sine mange Ungdomsforelskelser, og siger: „min Kjærlighed længtes ikke efter nogen sanselig Belønning - var saa nøjsom, at den følte sig oversalig, naar jeg ude i Gangen kunde snige mig til at kysse den tilbededes Hat,” - den er psykologisk sand. Men naar Laurits Kruse i Garborgs Mandfolk kommer fuld af Længsel efter at se sin beundrede og tilbedede Dagmar, saa tilfældigvis møder først den stakkels Helene, hvem han har paaført saa megen Lidelse, og saa i Stedet for at be om hendes Tilgivelse, falder over hende som et Rovdyr og voldtager hende paany - saa er den Scene ikke bare svinsk, den er efter min Mening usand, upsykologisk. I den Stemning, hvori Laurits Kruse da var, maatte denne Skygge, Helene, som pludselig gled forbi, bare vække hans Sorg og Anger, ja Fortvivlelse; om han der havde tryglet om hendes Tilgivelse og vist, at han pludselig havde faaet Øje for, hvor dybt han havde krænket hende, da vilde det efter mit Skjøn været psykologisk og vundet ham vor Sympathi, - som det nu er væmmeligt. Det er jo som at ville fortælle, at intet Mandfolk kan taale at se et Skjørt, uden at der tændes Rovdyrslyster i ham. Jeg tænker tilbage paa mig selv i den Alder. Der skulde nogen kommet og bare gjort nogen Hentydning til at knytte nøgen sanselig Forbindelse med en ukjendt Kvinde - jeg havde slaaet Vedkommende bent i Ansigtet. Hvor skulde jeg med en saadan Synd paa min Samvittighed have turdet nærme mig hende, som jeg sværmede for, hvor skulde jeg mere kunne se hende frit i Øjnene? Nej, Ungdomsforelskelsen bevarer mangen ung Mand fra Udskejelsen ligesom Selskab med unge brave Piger. Den bedste Afleder for utugtige Tanker er at søge rene, barnslige unge Pigers Selskab, det afdæmper og helliger. Jeg tror ikke paa dette moderne Skrig om det umulige i at styre sin sanselige Drift i Ungdommen. Jeg har styret den og mange med mig. Det kan til sine Tider koste Kamp, det er sandt; men det Herredømme, man vinder over sig selv gjennem Kamp, gjør En til selvbevidst Mand. Og det er ikke saa vanskeligt for en ugift Mand at styre sig som for en gift eller en, der en Gang har kastet sig ind i et Liv af Udskejelser. Har man en Gang smagt den intense Nydelse, en slig Forbindelse medfører, da blir Kampen sværere siden. Men saalænge ikke det første Skridt er gjort, er det lige saa meget Fantasien og Nysgjerrigheden som den sanselige Drift, der tumler med En.

Jeg har nævnt et Middel, der ofte holder den unge Mand ren, nemlig Ungdomsforelskelse. Jeg vil endnu nævne Arbejde og Interesser. Naar man ser disse moderne Mandfolkstudenter fra Fortællingerne nu om Dagen, skulde man tro, de aldrig havde noget at bestille eller interesserede sig for nogen Ting mellem Himmel og Jord uden Kvindelegemer. Her, mener jeg, er en forfærdelig sygelig Overdrivelse. Der er da Studenter, som med Glæde ere optagne af sit Studium; jeg husker bare paa en under Studentertoget, som havde drukket sig fuld som en Alk, men var saa kisteglad over en ny Sort Torbist, han havde fundet i Normandsdalen paa Fredensborg, at han løb rundt og viste det ækle Insekt til hver og en med straalende Fryd. Og i vor Tid, hvor saa mange alvorlige og begejstrende Spørgsmaal ere oppe, der kalde paa Arbejdere: Fredssagen, Kvindesagen, Arbejdersagen - skulde ikke noget af dette formaa at slaa ned i og tænde unge Mennesker, saa de rent ud ikke fik Tid eller Lyst at vugge sig i Drømme om nøgne Kvindebarme og faste Hofter. Jeg tror det. Jeg tror saa godt om Ungdommen, at jeg tror dette. Et alvorligt Arbejde for at gjøre godt for sine Medmennesker, især et personligt Forhold til en eller anden lidende, vil være den bedste Modgift mod udskejende Tanker.

En Ting har grebet mig smertelig ved den nyere Litteraturs Mennesker. Og det er deres Mangel paa Religiøsitet, og deri ser jeg ogsaa for en stor Del Grunden til, at de slaa alle Hensyn til Side og kun kaste sig hen i et vildt Naturlivs Fordringer. Kirken skal her have stor, om ikke al Skyld, thi den har jo for det meste traadt i Bagstræveriets og Fordummelsens Tjeneste. Og saa slaar den ungdommelige Trods over i den modsatte Yderlighed og tror at kunne undvære al Religion. Jeg har selv erfaret et religiøst Sinds Lykke. Et dagligt Samliv med Gud er et Samliv med alle Livets ideale Magter, og det vil altid staa som en Dæmper for det brusende Blod og bære Fred og Velsignelse med sig. Og det at være varmt religiøs er lige saa naturligt for Ungdommen som det at være irreligiøs. Der vil snart komme et Atterslag mod denne Kjønsdrift-Litteratur, og i dette Atterslag haaber jeg det religiøse Krav vil indtage sin Plads, ikke det religiøse Krav klædt i Statskirkekjole med Pontoppidan i Haanden, men som Kravet om et gudbevæget menneskeligt Liv som Menneskets højeste Lykke.

Der var en Ting i Elisabeth Grundtvigs Foredrag, som ogsaa slog mig ved sin Sandhed, og som stemmer fuldkommen overens med den Erfaring, jeg kan have om den Ting gjennem min Hustrus Fortællinger, - og det er, at „Kulturkvindens Natur for Øjeblikket er mindre sanselig end Mandens.” Det er udisputerligt dette. Hvis vi Mandfolk anede, hvor troskyldig uvidende mange af disse unge Piger gik til Brudeskamlen, vilde vi le. Nu gaa de unge Lapse og indbilde sig, at de unge Piger ikke tænke paa andet end Forlovelse og Gifteri og Stævnemøder, mens de ikke offre det en Tanke. Nu puffe de unge Herrer hverandre paa Albuen og tale medlidende om de mange blegsottige Frøkner, der fortæres af Længsel efter dem, mens disse samme Frøkner skylde ganske andre Ting end Kjærlighedslængsel sin Sygdom. Mens vi paa den ene Side maatte ønske, at de unge Piger gik til deres Ægteskab lidt mere vidende om Naturlivets Hemmeligheder end nu, saa vilde det ogsaa være Synd at ønske den troskyldige Renhed og det ømme Sværmeri, der i Almindelighed omgiver deres Kjærlighedsforhold, af Vejen, brutalt brudt i sønder af raa Hænder, der ville sætte Ægteskabets Lykke bare i Tilfredsstillelsen af Naturdriften, overseende aldeles den Aandens Sympathi og gjensidige Hengivelse, som vi kalde Kjærlighed. Jeg maa erklære mig fuldkommen enig med Elisabeth Grundtvig i, at dette vilde være at opgive det Fremskridt, Civilisationen havde tilkæmpet sig gjennem Aarene, og gaa tilbage igjen til Dyrestandpunktet.

Det er en Glæde at se imidlertid, med hvor stor Aabenhed og Frimodighed disse Spørgsmaal nu diskuteres. Det tyder paa sundere og renere Tilstande. Jeg erindrer, at, da jeg første Gang kom fra Amerika og var om at udgive mine amerikanske Foredrag, saa havde jeg et Afsnit der om, hvad jeg hørte og oplevede paa et Møde i Boston af Foreningen for „fri Kjærlighed.” For Sikkerheds Skyld læste jeg højt det Afsnit for en privat Cirkel af Kvinder, baade gifte og ugifte, og bad om deres Mening. De dømte mig alle enstemmig til at stryge Afsnittet, da Tiden endnu ikke var kommen for en saa frimodig Tale, og den bare vilde skade mig selv og Bogen uden at udrette tilsvarende Gavn. Nu diskuteres disse Spørgsmaal overalt, uden at man falder paa, at Blufærdigheden skulde krænkes ved dem. Det er et af Tidens store Fremskridt, denne aabne Samtale om alle Spørgsmaal, betydningsfulde for Slægtens Liv, og jeg takker de Kvinder, der skrive i Tidsskriftet, for den Djærvhed og det Alvor, hvormed de gaa lige paa Sagen og sige sin Mening uden Omsvøb.

Ønskende Tidsskriftet og Kvindesagen al mulig Lykke forbliver jeg

Eders trofaste Ven