Astrid Stampe: Kvindesagen.
Der findes i dette lille Skrift en paa Statsregnskabet for 1885-86 bygget Sammenstilling af de Summer, Staten udgiver til den mandlige og kvindelige Ungdoms Uddannelse, som slutter med det Resultat, at, medens Kvindekjønnet faar 30,000 Kr., faar Mandkjønnet 1,048,000. Med andre Ord: for hver Kr., der udgives til den kvindelige Ungdom, faar den mandlige Ungdom omtrent 70 Kr. Der maa tages et Forbehold ved denne Opgjørelse, Forf. fremhæver selv, at Udgifterne til Universitetet, som jo nu besøges baade af Mænd og Kvinder, ikke ere tagne i Betragtning, det samme gjælder om Folkehøjskolerne, ved hvilke Kvinderne jo indtage en forholdsvis meget betydeligere Plads end ved den videnskabelige Højskole. Ligeledes er jo det Tilskud, Staten yder til Almueskolevæsenet, et Tilskud til Fællesundervisning for begge Kjøn. Kunde man nøjagtig udregne, hvor stor en Del af Udgifterne til Undervisningen ved disse Fællesskoler der kommer Kvindekjønnet til gode, vilde den samlede Opgjørelse af, hvad Staten udgiver til de to Kjøns Undervisning, ikke vise et saa skrigende Misforhold. Men med den Begrænsning, at Sammenligningen kun angaar Særskoler og Særundervisning, antage vi ikke, der kan gjøres nogen Indvending imod den, og man maa da give Forf. Ret i, at det er en iøjnefaldende Forskjel, hun her har peget paa.
Vi have fremdraget dette Punkt, fordi det er noget nyt; vi have i hvert Fald ikke før truffet paa nogen tilsvarende Opgjørelse. Men dybere set er det nye i dette lille Skrift at søge deri, at det her er den gifte Kvinde, der taler sine Fællers Sag. Det er naturligt, at det for en overvejende Del bliver ugifte Kvinder, der have Tid og Lejlighed til at arbejde for Kvindesagen. Men det vilde være en Ulykke, om Strindberg nogensinde skulde faa Ret i at betegne Kvindebevægelsen som en Amazonebevægelse, en Bevægelse, der alene vedrører de ugifte Kvinder. Vistnok have disse lidt mest under den gammeldags Kvindebetragtning. Johanne Krebs har i „Morgenbladet” med Føje gjort opmærksom paa, at, dersom de ugifte Kvinder, som Strindberg paastaar, se ned paa de gifte, da vilde det kun være Gjengjæld. Den ældre ugifte Kvinde har i høj Grad været Samfundets Stifbarn. Men nu er det snart 30 Aar siden, at den ugifte Kvindes Retsstilling blev grundig forbedret, hun fik den 29de December 1857 Fuldmyndighed og Næringsfrihed, hun har efter Lovgivningen fuld økonomisk Selvstændighed. Den gifte Kvinde derimod staar - naar undtages Bajers lille fortjenstlige Lov - endnu paa det samme Umyndigheds og Uraadigheds Standpunkt som for en Menneskealder siden. Hendes Retsstilling bestemmes endnu hovedsagelig ved Love, der ere 200 Aar gamle. Hvor længe skal dette vedblive?
Vi kunne ikke takke Astrid Stampe bedre for hendes lille Skrift end ved at slutte os til hendes Ord: „Men ét punkt er der, hvor vi kvinder ikke bør give tid. Vi bør ikke længer finde os i, at hustruen er umyndig, ejendomsløs og undergiven mandens husbondret”.
Det vilde efter vor Mening være saare ønskeligt, om Kravet om en Forandring i vor forældede Ægteskabslovgivning fik sit Udtryk i Lovforslag i den næste Rigsdagssamling. Men her kunne de gifte Kvinder maaske selv udrette mere end vi andre. Der er ikke faa af vore Læserinder, der ere gifte med Rigsdagsmænd. Til dem sige vi: Brug den saa meget lovpriste middelbare Magt, Kvinden har, sørg for, at Deres Mand læser Astrid Stampes Skrift., formaa ham til at føre den Sag frem. Vær ikke mindre udholdende end den Kone, der i det Øjeblik, Manden druknede hende for hendes Paastaaelighed; stak Armen op af Vandet og klippede med Fingrene. Der er sagtens meget overdrevent i Ægtemændenes Paastand om, at det er Konerne, der regere. Men en Rigsdagskone, der maa undvære sin Mand i det halve Aar og i den Tid være baade Mand og Kone i visse Maader, maa dog vistnok have en Del at sige. Tiden mellem Samlingerne tilhører Dem, det er Deres Arbejdstid paa Lovgivningens Omraade. Brag den da saa vel, at det kjendes paa Mændenes Arbejde under Samlingen.
Ogsaa Redaktørens Hustruer have her en Opgave. Pressen er ikke uden Grund bleven kaldt for den fjerde Statsmagt, og Redaktørernes Hustruer ere da ligesom Rigsdagsmændenes stillede paa en særlig ansvarsfuld Plads.
Og skulde der ikke være en eller anden dansk Kvinde, der havde Raad og Lyst til at gjøre det samme med Astrid Stampes Skrift, som Frøken Alli Trygg i Finland har gjort for Frøken Elisabeth Grundtvigs Artikel i vort Aprilhefte. Hun har ladet den trykke i 10,000 Exemplarer og omdele de 7000 t. Ex. som Følgeblad til Dagbladene. I hvert Fald ville vi anbefale vore Læserinder og Læsere efter Evne og Lejlighed; hver i sin Kreds at virke for Udbredelsen af dette Smaaskrift. Thi, som vi allerede tidligere have udtalt, det egner sig efter vor Mening særdeles godt til at skaffe Kvindesagen Indgang i Kredse, hvor den hidtil er ukjendt.
