H. Høffding: Etik.

Etiken, Læren om, hvad der er godt og ondt, eller om de rette Grundsætninger for menneskelig Handlen, har Ærinde til enhver, der ikke kan nøjes med blindt at følge Drift eller Følelse, men som søger at gjøre sig Rede for sine egne Handlinger, hvad der ligger bag ved dem, og hvor de føre hen. Martensen siger forbauset i sin Levnedsskildring, at han endogsaa havde truffet Kvinder, der havde kunnet læse hans etiske og filosofiske Skrifter med et vist Udbytte. Det er ikke umuligt, at den foreliggende Etik vil blive særlig paaskjønnet af Kvinder; jeg skal søge at forklare, hvorfor jeg mener dette.

Forf. gjør et Sted i første Kapitel opmærksom paa, at Egenskaber (og Samfundsindretninger), der ere blevne udviklede under visse bestemte Livsformer, meget godt kunne vedligeholdes og udvikle sig videre, selv efter at det oprindelige Grundlag er forsvundet og blevet afløst af noget helt andet. Nu ere de særlig kvindelige Egenskaber: Renhed, Medfølelse med andre, Evne til Hengivelse m. m., som alt andet i Verden voxede frem under bestemte ydre Paavirkninger. Kvinder forstaa at lide med andre, fordi de selv have lidt; de have lært Taalmod ved at maatte taale meget o. s. fr. Dersom de skulle bevare disse Egenskaber, naar det ydre Tryk, der har frembragt dem, bliver hævet, maa de ligesom tage i bevidst Besiddelse, hvad de hidtil have udøvet hel eller halv uvilkaarlig og tildels af Nødvendighed. Og de kunde næppe faa nogen stærkere Opfordring hertil end gjennem denne Bog; thi Forfatteren viser helt igjennem, hvordan det netop er de naturligste menneskelige Følelser, lige fra den mest oprindelige Familiekjærlighed til den „store, taalmodige Menneskelighedsfølelse”, som danne Drivkraften i Menneskehedens Kampe for at naa et højere Standpunkt. Og hans Skildring af Følelsens Udvikling er noget af det smukkeste i Bogen. Ingen vil f. Ex. kunne læse, hvad han skriver om Samvittighedsfred som Følelsen af Overensstemmelse mellem sine Handlinger og sin Overbevisning eller om Angeren som „den ny Karakters Fødselsveer”, uden at føle sig styrket i Arbejdet for at rense og forædle sit indre Liv.

Det er nu ikke blot for den personlige Udviklings Skyld, at Forfatteren tillægger det Betydning, at Følelseslivet kommer mere til sin Ret, bliver udviklet og plejet. Følelsen har en Evne til at samle Mennesker om noget fælles, som der netop er Trang til i Nutidens Samfundsliv. Jo mere den enkelte faar Frihed til at tænke og dømme selvstændig, des mindre Udsigt er der til at forene alle i en og samme Tro eller Anskuelse. Men en gjensidig Forstaaelse kan der vindes og derigjennem en Mulighed for at mødes i enkelte store, fælles menneskelige Følelser. For at ikke denne Mulighed skal forspildes, maa man hævde Sædelærens Uafhængighed af Katekismus og Præsteskab. Læren om Menneskers indbyrdes Samliv maa bygges paa ren menneskelig Sympathi.

Den nyere Tids Historie har ikke faa Exempler paa, hvorledes en saadan umiddelbar Menneskekjærlighed formaar at bygge Bro ikke blot mellem Mennesker men ogsaa mellem Folkeslag. Jeg skal anføre ét. Da Florence Nightingale og andre opofrende Kvinder tog sig for at hjælpe de saarede i Krigen, tænkte de fra først af kun paa deres egne Landsmænd. Det var Fædrelandskærlighed, som drev dem til paa den Maade at gaa frivillig med i Krigen. Men paa Valpladsen var det ikke Landsmanden men Mennesket, de saa lide, de kunde ikke lade være at yde Fjendens Soldater samme Pleje som deres egne, og Følgen blev, at Tanken om en fælles Broderlighed mellem alle Mennesker dog nu er gjennemført paa et Omraade, nemlig Krigssygeplejens. En engelsk Forfatter, Lecky, gjør opmærksom paa, at, naar Kristendommen gav Kvinderne en friere Stilling, end de havde under Hedenskabet, hænger det sammen med, at den overhovedet bragte særlig kvindelige Dyder til Ære og Værdighed. Paa lignende Maade bevirker den vaagnende Menneskelighedsfølelse i vore Dage, at det ikke blot bliver muligt for Kvinderne at deltage i Samfundslivet, men at der ogsaa bliver særlig Brug for dem og de Evner, de en Gang have faaet stærkere udviklet end Mændene.

Naar Kvinderne have et Forspring i Følelseslivet, er det i Følge Prof. Høffding ikke alene, fordi man med Magt har tvunget dem til at holde sig indenfor dettes Grænser. I Forholdet mellem Moder og Barn have vi den første Spire til al Kjærlighedsfølelse mellem Mennesker indbyrdes og altsaa et naturligt Grundlag for Kvindens Overlegenhed paa delte Omraade. Hele Forfatterens Grundanskuelse hviler paa den Tro, at de højeste Dyder have deres Rod i simple, medfødte Drifter. Han har derfor ingen Betænkelighed ved at give Kvinderne fuld Frihed og Delagtighed i de Rettigheder, Mændene allerede nyde; han stoler paa Naturen og tror, at Kvinder saavel som Mænd bedst finde deres rette Plads ved ærlig at prøve deres Kræfter paa det virkelige Livs forskjellige Opgaver. - Dette udelukker jo imidlertid ikke, at der kan arbejdes mer eller mindre bevidst paa det givne Grundlag. Den umiddelbare Sikkerhed i at gribe det rette, som man saa ofte har smigret Kvinderne med, at de besad, vil maaske vise sig ikke at være andet end „Søvngængerens Sikkerhed.” Naar de da vaagne og besinde sig paa de ny Opgaver, Livet stiller til dem, ville de føle Trang til at danne sig en fast begrundet Opfattelse af Samfundslivet og dets Krav til dem selv. Da er det, jeg tror, de kunne finde Hjælp og Støtte i et Værk, som det foreliggende. Blandt andet vil det kunne lære dem, at de kunne være med i Udviklingen uden at behøve enten at fornægte deres medfødte Naturanlæg eller at kaste over Bord de gode Lærdomme, de som Kvinder have faaet i Livets haarde Skole. De have her paa Forhaand faaet Betingelser for at tilegne sig en Pligtlære, som er bygget paa Sympathi. For at tage et Exempel: Kvinder ville lettere kunne gaa ind paa en Anskuelse som den, at Ejendom og Arv ikke ere selvindlysende Menneskerettigheder, end Mænd - især da Mænd, som eje noget. Thi Kvinder kjende godt til det at nøjes med Brugsretten af det, man kalder deres Ejendom. De ere vante til at leve i økonomisk Afhængighed midt i et Samfund, hvor Indflydelsen tilfalder dem, der besidde noget, og have derfor i mange Henseender Interesser tilfælles med de ejendomsløse. I saadan noget som Forfatterens Udvikling af „den pædagogiske Straffetheori” eller den Tanke, at Straffen over Forbrydelser ikke skal være en Gjengjældelse, men en Opdragelse (hvorved bl. a. Dødsstraffen udelukkes), er der ogsaa meget, der svarer til Kvindernes personlige Erfaringer; deres Samliv med Børnene har saaledes lært dem at lægge mere Vægt paa Straffens Virkning end paa, om der gives „lige for lige”. Og det samme gjælder paa mangfoldige Punkter. Mest lige til at forstaa ere selvfølgelig saadanne Afsnit som det værdifulde Kapitel om Forældre og Børn eller om Familiens Betydning. Men hvor meget smukt og rigtigt dette sidste end indeholder, kunde der dog nok her være Plads for nogen Skuffelse. Forfatteren mangler ikke Blik for, hvor de vanskeligste Kvindespørgsmaal ligge. Det samme, der gjør Kvinderne renere og bedre end Mændene, siger han, gjør dem ogsaa svagere. Men han udtaler sig kun i al Almindelighed om disse Vanskeligheder, hjælper sig endog et Sted med Urette med at henvise til Lægerne. Hvor stort et Maal af sin legemlige og aandelige Kraft skal en Kvinde sætte ind paa den Opgave at være Slægtens Moder? Kan hun løse denne Opgave uden at begrænse den? Hvordan kan hun gjøre dette, hvordan kan hun med den forene sine Pligter mod Manden, sig selv, Samfundet? Mange ville maaske mene, at i saadanne Sager maa hver især se at komme tilrette med sin egen Samvittighed; men det er jo netop Spørgsmaal, som gribe ind i hele Slægtens Liv, altsaa ikke blot vedrøre den enkelte, heller ikke Kvinder alene. Det er saa godt som noget etiske Spørgsmaal; de kunne ikke løsrives fra deres Sammenhæng med alle de øvrige Kvindespørgsmaal og for den Sags Skyld ikke fra den hele sædelige Livsanskuelse. Man kan vel nok ud fra Forfatterens almindelige Standpunkt saa temmelig spekulere sig til, hvad han mener ogsaa om disse Spørgsmaal, men nogen Hjælp til at besvare dem i det enkelte faar man ikke.

Imidlertid har Forfatteren gjort Alvor af at øve sin etiske Hoveddyd, Retfærdighed, overfor Kvinderne. Dette vil give dem, der læse hans Bog, saa meget mere Tillid til hans Troværdighed ogsaa i Spørgsmaal, der ligge dem selv fjærnere, og saa meget mere Lyst til at anstrænge sig for at tilegne sig dens Indhold helt igjennem.