Fra udenbys Venner.
Under Læsningen af „Kvinden og Samfundet” for i Fjor og det i Aar udkomne er jeg tit kommen til at tænke paa: Hvem har man egentlig tænkt sig som dette Blads Læsere? Paa Omslaget af Nr. 1 for i Aar læser jeg under Overskriften: „Til vore Læserinder”, at Bladet „har langt fra endnu naaet den Udbredelse, Kvindesagens eneste særlige Organ her i Landet bør have”, og man mener, at det for en væsentlig Del beror paa, at Bladet ikke er tilstrækkelig kjendt. Maaske. Ønsker man da fra „Dansk Kvindesamfund”s Side, at Bladet „Kvinden og Samfundet” skal finde Vej og vinde Udbredelse ikke alene mellem de saakaldte dannede Damers, særlig Forfatterindernes og de litterært og sproglig uddannedes snævrere Kreds, men ogsaa blandt den jævne Borger- og Bondestands Kvinder? Hvis saa er, vil jeg som hørende til den sidstnævnte Stand og som en Ven af Sagen henstille til Udgivere og Medarbejdere af Bladet, om der ikke kunde og burde skrives i et mere jævnt Sprog, thi faa af os have enten litterære eller sproglige Forudsætninger til at læse de allerfleste Artikler med blot nogenlunde Udbytte. I saa Stykke tror jeg, at vore skrivende Kvinder i alt Fald som Bladudgivere have lidt at lære af vore skrivende Mænd. Blade som Højskolebl., Tidens Strøm o. fl. læse vi med Fornøjelse. Og de Ting, der forhandles, ere vel i sig selv ikke lettere og kunne da heller ikke siges at ligge os Kvinder nærmere, end hvad et Kvindeblad fører Ordet for; men saa maa det vel ligge i, at Sproget er jævnere.
Man læse blot i „Kvinden og Samfundet” .... Man hentyder til og citerer ganske løselig og kort Forfatteres Værker og Afhandlinger, som det ikke er hvers Sag at kjende, man bruger en overordentlig Mængde fremmede Ord, som besværliggjøre eller for nogles Vedkommende maaske helt umuliggjøre Forstaaelsen af Indholdet. Der er naturligvis en hel Del fremmede Ord gaaede ind i den almindelige Bevidsthed, saa at de kunne bruges uden videre Ulempe. Om deres større eller mindre Berettigelse kan tvistes, men det er alligevel ikke saadanne, jeg gjør Ophævelser over. Men kunde f. Ex. ikke det danske Ord sættes i Klammer ved Siden af det fremmede paa Steder, hvor dette ikke godt kunde undgaas? Man vil maaske svare mig, at Bladet ikke kan indlade sig paa Udførligheder, hverken i den ene eller den anden Retning, saalænge det ikke udkommer oftere. Men prøv at gjøre et Skridt der hen imod, maaske vi da fra vor Lejr kunne komme dem saa mandstærke i Møde paa Halvvejen, at der kan blive Raad til en Udvidelse af Bladet. - Det er for Resten ikke saa længe, at jeg har levet med i de Tanker, denne Bevægelse afføder, i alt Fald ikke bevidst og ikke under dette bestemte Navn: Kvindesagen; men ad anden Vej og under en anden Benævnelse vil jeg alligevel hævde, at jeg og en stor Part af mine Standsfæller i en Aarrække have haft Øjnene aabne for nær beslægtede Tanker og Krav, som vi vel ikke have faaet formet til noget bestemt Program, men dog lige fuldt have taget op ad praktisk Vej. Derfor, fordi det er min Overbevisning, at, hvad De nu virker, om kortere eller længere Tid vil komme ogsaa os til gode, kan jeg ikke undlade at fremkomme med ovenstaaende Tilkjendegivelse af vore Ønsker til Dem for om muligt at fremkalde en nærmere Tilslutning til gjensidig Gavn og til Hævdelse og Bekræftelse af Sagens Berettigelse. Og sker det, at vi en Gang mødes fra oven og fra neden eller fra By og fra Land, vil jeg hellere sige, da vil jeg tro, at De ikke skal finde os uden Forstaaelse af Kvindesagens berettigede Krav.
Fra de forskjelligste Sider viser der sig Uklarhed over, hvor Kvindebevægelsen stiler hen. Strindberg kalder den en Overklassebevægelse, Falkenstjerne betegner den i sin Anmeldelse af Astrid Stampes lille Bog vel nærmest som en Bybevægelse, idet han siger: „De (Bøndernes og Arbejdernes Kvinder) have kun i meget ringe Antal fundet Vej til „Dansk Kvindesamfund”, og Grunden hertil er vist nærmest den, at dette har taget for meget Sigte paa Forholdene i den højere Borger- og Embedsstand og ikke haft synderlig Øje for de andre Stænder.” - Set fra vor Side og med vort endnu maaske mindre fyldige Kjendskab til Forkæmpernes Virksomhed i alle Enkeltheder kan det vist ikke nægtes, at de have i nogen Maade Skinnet imod sig. Overvej, om ikke mit Forslag kunde bidrage noget til at fjærne det for vort Vedkommende.
Benedikte Nielsen.
Jeg har følt Trang til at sige Frk. Grundtvig Tak for, hvad hun har skrevet om „Nutidens sædelige Lighedskrav” i „Kvinden og Samfundet”. Dette Stykke er blevet meget læst og har vundet stor Tilslutning ogsaa herude paa Landet, dels fordi Indholdet interesserer de fleste, og dels fordi der er saa faa fremmede Ord i Forhold til, hvad der ellers i Almindelighed skrives i Bladet. Vi Landboere, som have faaet en meget jævn Opdragelse, have saa grumme svært ved at blive fortrolige med ret mange fremmede Ord. Det har De maaske ondt ved at forstaa, som har lært flere fremmede Sprog eller er vant til at høre fremmede Ord brugt i daglig Tale; men os ere de til stor Besvær.
Jeg tror nu, at Bladet „Kvinden og Samfundet”, bliver læst af flere, end De tænker. Da det udkommer saa sjældent, kunne vi saa godt være flere om det, ligesom vi ere om andre Blade, vi kunne derved holde flere og bedre følge med. Nu vil De maaske indvende, at det ikke er til Berigelse for Foreningen, og dog er det maaske alligevel, der er paa den Maade flere, som læse Bladet og faa Interesse for Sagen. Det er i det hele ikke saa let at faa Landboere med i en Sag som denne, det er, som de ikke kunne forstaa, at den Sag vedkommer dem, og Sædelighedsspørgsmaalet ere mange bange for at røre ved, de synes, det er ikke noget at tale om; men det er netop Ulykken, det bliver kun talt om paa en let Maade, naar der skal gjøres Grin.
Usædeligheden kommer ogsaa til Dels til os i en anden Skikkelse her end i Kjøbenhavn. Foruden alt andet er der det, som af mange ikke længere bliver betragtet som Skam, det nemlig at staa som Brud for Alteret og vidne om alt andet end Sædelighed. Det er sørgeligt, saa mange Nødvendighedsbrylluper der bliver holdt i vore Dage, bare de kunne blive gifte, før Barnet kommer til Verden, saa er alt godt, synes de. Jeg forstaar ikke denne Tankegang. Jeg synes, enhver Kvinde maa blive mistroisk overfor en Mand, der kunde forføre hende til sligt. Heller ikke kan jeg forstaa, hvor nogen Kvinde kan gifte sig med en Mand, hvis Fortid hun ikke til fulde kjender. Det maa frem alt, om det end er nok saa mørkt, og om det end skal sprænge de stærkeste Baand, saa langt hellere et Liv ene end Samliv i Tvivl.
Intet kan gjøre et Ægteskab saa ulykkeligt som Tvivl om Utroskab, og intet kan gjøre det saa lykkeligt som fuld Tilid. Gid det bare var klart for alle, da var der naaet et stort Skridt fremad paa Sædelighedens Vej.
Kristine Østergaard Smidt.
Idet Red. optager disse to Breve fra Venner i Provinserne, skulle vi som Svar paa de navnlig i det første Brev fremsatte Spørgsmaal udtale: Det er vort Ønske at faa Læsere og Læserinder i alle Samfundslag, Opgaven er, at det størst mulige Antal af danske Kvinder læse og holde Bladet. Vi erkjende, at det for at naa frem imod dette Maal er fornødent at føre en Udryddelseskrig imod fremmede Ord. De ærede Brevskriverinders Udtalelser skulle være os en Opmuntring til yderligere Bestræbelser i saa Henseende. Men vi tillade os rigtignok at tro, at det er meget overdrevent, naar Frk. Nielsen udtaler, at „faa af os (Læserinderne af Bondestanden) have enten litterære eller sproglige Forudsætninger til at læse de allerfleste Artikler med blot nogenlunde Udbytte.” Hvad her er udtalt, gjælder dog vist kun om ganske enkelte Artikler. Naar et Blad søger sine Læsere gjennem alle Lag, og disse følgelig medbringe meget forskjellige Forudsætninger, kan det ikke undgaas, at en og anden Artikel fortrinsvis tager Sigte paa en Del af Læserne og ligger fjernere og mindre forstaaelig for de øvrige. Men da det nu som før er vor Opgave ogsaa at faa de brede Lag i Befolkningen i Tale, ville vi benytte Lejligheden til at opfordre alle dem, der sende Bidrag til Bladet, til at støtte os i vore Bestræbelser for at skrive saa almenfattelig som muligt. Men - vore Læserinder ville vi bede om at erindre, at den enkelte Forfatters Ejendommelighed ogsaa har sin Ret, og at Redaktionen ikke er eneraadig over Sproget i de Artikler, der optages. Ogsaa vi nære det Haab, at de danske Kvinder af alle Samfundslag ville støtte vort Blad saaledes, at det kan bære sig selv, og der kan blive Raad til en Udvidelse. Thi vort Blad er jo ikke „vort”, det er Deres, de danske Kvinders eget Blad.
