Om Afholdssagen.

Blandt de Bevægelser, det nulevende Slægtled hos os har rejst og baaret frem, er Afholdsbevægelsen.

Nødvendigheden kaldte den til Live: vi danske var Evropas til Drik mest hengivne Folk.

Allerede inden denne triste Kjendsgjerning stod klar for alle, havde vel en og anden Menneskeven følt, at her laa en Samfundsopgave brak, - dette var f. Ex. Tilfældet med Præsten Wiesby, der omkring Aaret 1840 stiftede et Selskab, som søgte Sagen fremmet ad Maadeholdsgrundsætningens Vej, men det viste sig snart,, at han ad denne Vej intet formaaede at udrette, og Bevægelsen døde hen.

Det var den gamle Verden, der sendte Drikkeriet til Amerika, men Amerikaneren gjorde Gjengjæld ved at vise os, med hvilke Vaaben man bør bekæmpe en saadan gjennem Aarhundreder dybt i Folket indgroet Last. Thi Amerikanernes praktiske Sans lod dem snart se, at i denne Sag findes ingen Middelvej, og at Maadehold er intet. Thi Drikkelidenskabens farlige Ejendommelighed er denne, at Nydelsen af Alkohol slapper Viljen og udvisker selv den ellers karakterfaste Mands Overlæg, Beregning og Selvbestemmelsesret. Thi vel næppe begynder nogen et lystigt Lag i den Hensigt at ville beruse sig, men det ender ofte dermed. Og ingen bliver forsætlig en Dranker, men lidt efter lidt glider han ned ad Maadeholdsdrikkeriets Skraaplan, saa langt, at intet andet end en gjennemført fuldkommen Afholdenhed er i Stand til at frelse ham fra en, saavel sjælelig som legemlig Ruin. Og det er Afholdsbevægelsens Fortjeneste, at den har søgt at slaa dette fast i den almene Bevidsthed, samtidig med at den har rakt sin støttende Haand til enhver, som ønskede at sikre sig og sine imod Drukkenskabens Ulykke.

Det blev derfor Totalafholdenhed, som Udsendingene fra Amerika forkyndte, først i Sverrig og Norge, hvor Bevægelsen snart fik Fodfæste, og hvorfra den indførtes hos os. Bevægelsen her i Landet førte imidlertid en højst trykket Tilværelse, til i 1880 Kvækeren John F. Hanson berejste Jylland og stiftede Foreninger i forskjellige Byer. Jyderne blev støtte og sikre Medarbejdere, og Bevægelsen tog Fart saaledes, at Danmark nu har ca. 500 stedlige Foreninger, i hvilke mange Lærere og flere Præster ere interesserede Medarbejdere. Foreningerne henhøre under en fælles Hovedbestyrelse, hvis Formand er fhv. Landstingsmand Claus Johannsen. Foreningernes Blade ere „Danmarks Afholdsblad”, redigeret af Lærer J. L. Vestergaard, Store Brøndum pr. Skjørping, og „Dansk Afholdsblad”, redigeret af Hr. Bach Hoelgaard i Kjøbenhavn.

Omtrent samtidig indførtes „Independent Order of Good Templars”. Den 13de Marts 1880 stiftedes dens første Loge i Kjøbenhavn. Denne henhørte under Verdenslogen i England og var grundet paa fuldstændigt Afhold fra alkoholholdige Drikke, derunder indbefattet alle her i Landet brugelige Ølsorter. Denne Loge tillige med en, der strax efter blev stiftet i Vejle, virkede, grundet paa deres strenge Forpligtelser, som ikke svarede til vore danske Forhold, med ringe Fremgang. Imidlertid blev Ordenens amerikanske Gren indført her i Landet. Dens Love tillod Medlemmerne at nyde Hvidtøl, og en lignende Tilladelse blev erhvervet for den engelske Afdeling, og nu vandt dette fortrinlig ordnede Afholdsselskab en sikker og god Udbredelse. Efter at Amerikas og Englands øverste Storloge efter længere Tids Forhandling i Maj 1887 ved et Møde i Saratoga Springs i

Nord-Amerika har besluttet at virke som én Forening, tæller Ordenen fordelt over hele Verden en Hær af 623,050 Medlemmer i 13,603 Loger. Ved et Møde i Aarhus i Juli dette Aar sammensluttedes Danmarks tvende Storloger. Til Chef valgtes Hr. Stationsforstander Henrik Voss, Langaa. Ordenens hidtidige tvende Blade „Reform” og „Danske Good Templar” inddrages fra 1ste Oktober, og det officielle Organ for den samlede Orden her i Landet, som nu tæller 150 Loger og 5-6000 Medlemmer, bliver „Dansk Good Templar”, som redigeres af Dhrr. E. Silferberg og M. A. Mørch og udgives fra Aalborg.

Danmarks samlede Afholdshær regnes til 30-35000 Medlemmer.

Her i Landet som overalt har Afholdsbevægelsen nærmest vundet Indgang i de ubemidlede Klasser, Forklaringen ligger nær: Hvor Byrden føles haardest, kommer Trangen først til at kaste den af; dog mærke vi nu, at Rammerne om vor Sag udvides. Uimodstaaelig vil Bevægelsen som alle store Bevægelser i Folkeslagenes Historie bryde sig en Bane nedenfra og op. Thi Afholdsbevægelsen er ligesaa lidt en Klasses som et enkelt Kjøns Bevægelse.

Drikkeriet er en Ulykke for høje som for lave, for rige som for fattige, for Mænd som for Kvinder, for Nutiden som for Fremtiden, og et Blik paa den før omtalte af Statistiken beviste Kjendsgjerning vil vistnok hos enhver fremkalde Ønsket om, at Bevægelsen for Danmarks Vedkommende maatte blive national.

Staa dette Blads Læserinder fjærnt fra vor Sag? Lige meget. Det vil overfor dem dog være overflødigt at opregne de haandgribelige Resultater af vort Folks hæslige Last. Se i Fængslerne, i Hospitalerne, i Sindssygeanstalterne, i Litteraturen, i Aviserne og se fremfor alt ude i selve Livet, og gjennem Brændevinsstanken, der slaar Dem i Møde fra de hundreder af lidende Hjem, vil De ligesom kunne maale Omfanget og Dybden af vor Sag.

Men hvad der overalt vanskeliggjør Udryddelsen eller endog blot Bekæmpelsen af Drikkeriet, er den Omstændighed, at det af de fleste anses for et nødvendigt Middel til Selskabelighed og forhøjet Livlighed og kun i sin Misbrug regnes for en Last. Enhver, der har været til et Middagsselskab, vil dog vide, hvor flydende Grænsen er mellem disse to Stadier. Og er der nogen, der ikke har set sin Omgangskreds plettet af Selskabsdrikkere, som tilmed havde sat en Stolthed i deres Last?

Medens vi fra Rahbeks og Klublivets Tidsalder eje tykke Bind af Sviresange, skrevne til Drikkeriets Pris, saa have i vor Tidsalder, da Digteren synger og skriver for Folket og ikke for at prale af egne Laster, de bedste Forfattere, de, som se dybest og med den største Forstaaelse paa Livet, skildret Drikkeriets Vederstyggelighed i de forskjelligste Samfundskredse.

Det vilde for denne Læsekreds være unødvendigt at nævne Exempler. - Enhver vil finde dem, baade hos Collet, Ibsen, Bjørnson og Kjelland, - denne Digter tilhører jo endog vort Selskab, og en personlig Ytring af ham turde her være paa sin Plads. Han har sagt: Næst mit Ægteskab er det, at jeg er blevet Good Templar, den største Velsignelse i mit Liv. - En eneste Fortælling af den moderne Litteratur skal dog anføres her, nemlig; „Doktorens Hustru” af Fru Charl. Edgren. Forfatterinden skildrer i denne Fortælling en ulykkelig ung Kvinde, som efter sin drikfældige Fader har faaet hans sørgelige Lidenskab i Arv.

Fru Edgren skildrer fint og mesterlig, hvorledes Samfundet stiller sig til Drikkeriets Ulykke, hvorledes hendes Mand, der er Læge og som saadan burde eje Forstaaelse af, at hendes Ulykke ikke var aldeles selvforskyldt, i Stedet for kjærlig og forstandig at hjælpe hende over Anfægtelserne, først ved sin Uforstand leder hende videre for derefter at fordømme og opgive hende paa samme Tid, som han selv til Overmaal nyder og er hengiven til Drik, ja endog indpoder Lasten i sit eget Barn.

Er det da nødvendigt for denne aarvaagne Kreds af Læserinder at anføre endnu mere som Bevis for, at altfor længe har Drikkeriet i alle Kredse uforstyrret været Kilden til Ulykker, Sorg, Sygdom og været Vejen til Fængslet.

Det har ikke blot været selvskrevet overalt, hvor Letsindigheden og den øjeblikkelige Indskydelse har taget Magten fra det modne Overlæg, men det har været og er fremdeles, og det trods vore energiske Anstrængelser, den stærkeste Forbundsfælle for, hvad der i vor Tid af urent og slet gaar og gjælder som gangbar Mønt, og det ikke mindst i Mandens Forhold til det sædelige. Om enkelte Mænd have udslettet det sjette Bud af Katekismen, nuvel saa have de i de 99 af 100 Tilfælde udslettet det med Alkohol.

Derfor har Digteren Bj. Bjørnson Ret, naar han for nylig sagde, at „vi kunne mønstre Regimenter af gamle og unge, der gjennem Usædelighed ere blevne „Handsker” og „Vanter”, baade paa Sjæl og Legeme”, naar han da vil lægge til, at de ere blevne det gjennem Drik.

Dette ser ud som en blot Paastand, men jeg indanker Spørgsmaalet for enhver, der kjender lidt til den Verden, hvori vi leve, og de ville give mig Ret. Af 100 Ægteskabsbrud blive de 99 begaaede, naar Vinen har omtaaget Mandens Forstand og ophidset hans Fantasi, saa han kan glemme den Kvinde, der er Moder til hans Børn.

Men derved er endnu for lang Tid intet andet at gjøre end rolig arbejde videre. Drikkeriet er jo som saadant saa indgroet i vort Folk, at det endog i Lovgivningen anses som formildende Omstændighed ved Brud paa andre bestaaende Love; og vi Kvinder maa derfor fremdeles slaa os til Ro med, at en Mand i Ægteskabsbrud i Følge Loven kan skyde sig ind under en anden og ligesaa hæslig Last. Men lad os ikke vende Forholdet om og spørge Mændene, om de kunde se en formildende Omstændighed for en Kvindes Fejl deri, at hun havde handlet under Indflydelse af Drik.

Vilde mon ikke de fleste Mænd vende sig fra en drukken Kvinde med Foragt?

Man vil nu mulig sige, at vi Afholdsfolk i Almindelighed ere Fanatikere, og at vi skære alle Mænd over én Kam o. s. fr.

Derpaa svare vi igjen: Se paa Livet!

Læg Mærke til de statistiske Beretninger, læs Dagbladene og tal med alvorlige Folk, hvis Gjerning bringer dem i umiddelbar Berøring med Befolkningen, og De vil se, vi overdrive ikke. Dermed er selvfølgelig ingenlunde sagt, at Afholdssagen er et Universalmiddel imod alle mulige Samfundsulykker, men vi tør dog dristig paastaa, at dens Fremgang og Sejr vil gavnlig spores paa alle Livets Omraader. Afholdssagen er en Sag, der samtidig med, at den selv gaar frem, støtter Udviklingen paa alle andre gavnlige Reformers Omraader.. Den støtter Bestræbelserne for Søndagsfred, for Sundhedspleje, for Kirke- og Oplysningsvæsen, for Kvindens Frigjørelse, for Sædelighedssagen, for Dyrenes Beskyttelse, kort sagt enhver god Bestræbelse for Frihed og Fremskridt, der er oppe i vort Folk.

Men af Hensyn til Bladets Plads faar dette være nok, Vi Afholdsfolk ere lidt bange for Theorien - maaske lidt for bange -, men om jeg atter en Gang fik henvende mig til denne samme Kreds, vilde jeg gjærne fra et helt andet Synspunkt fremkomme med nogle Oplysninger om den samme Sag. Hvad jeg har villet sige her er kortelig dette: At vi, som i Alvor ønske Kvindernes Kaar forbedrede, vi kunne ikke stille os kolde og udeltagende over for et Onde, som saa umiddelbart og saa bevislig fører Undertrykkelse og Fornedrelse over de mest forsvarsløse af vort Kjøn. Og hjælpe vi hver især til at give Drikkeriet sit Banesaar, saa give vi med det samme Slag en anden Last, Usædeligheden, et dræbende Stød.

Men endnu blot til Slutning et Par Oplysninger, der her maatte være paa sin Plads, om Kvindens Stilling indenfor Good-Templar-Samfundet. Den er nemlig ganske, som vi Kvinder kunne ønske den i vort Ideal af en Stat.

I Ordenens øverste Styrelse i Amerika har saaledes siden 1855 stedse været valgt Kvinder ind. Og i Aaret 1857 blev den øverste Ledelse lagt i en Kvindes Haand og udøvet med Hæder og Held af Miss Amanda Clark.

Her i Landet har Aarsmødernes Repræsentation, som i Følge Valg i Logerne nærmest har bestaaet af Mænd, i henimod 3 Aar overdraget mig Ledelsen af Ordenens Blad samt givet mig en Plads i dens øverste Ledelse. Ligeledes har Good-Templar-Ordenen ved forskjellige Lejligheder ladet sig repræsentere ved en Kvinde, f. Ex. ved den sidste store Folke- og Afholdsfest i Horsens. Maatte det være et Fingerpeg for ret mange om, at Good-Templar-Ordenen hæver vort Kjøn til fuld Højde med Manden for at bekæmpe den Last, mod hvilken „det stærke Kjøn” meget vel kan have os svage behov. Aalborg den 28. Aug. 1887.