Svar til Poul la Cour.

Tak for det Bidrag, Deres Brev giver til en alvorlig Forhandling af det Spørgsmaal, der er rejst. Da jeg ingenlunde tror, at den Fejl, som jeg i den nævnte lille Artikel har begaaet, har haft eller vil faa de sørgelige og vidtrækkende Følger, som jeg er enig med Dem i, den kunde faa, hvis Ordene blev slaaet fast som Dogme, saa tør jeg nok glæde mig over det gode Indlæg i Sagen, som den har fremkaldt.

Til Svar paa dette Indlæg vil jeg da allerførst sige, at den Sætning, De paataler: „Endnu er Kvinderne” o. s. v. - ogsaa efter min Mening er urigtig og misvisende, jeg har brugt et for omfattende Udtryk, sagt „Mænd” i Stedet for „mange Mænd”, og det har jeg ikke Ret til. Hvordan jeg er kommen til at begaa denne Fejl, og hvad der undskylder den, har ikke særlig Interesse, og at tale derom vilde føre for vidt; hér maa det være nok at sige, at jeg selv først blev opmærksom paa Fejlen, da Artiklen var trykt, og at jeg kun undlod at rette den strax, fordi jeg havde Lejlighed til en Berigtigelse i det i Aprilhæftet af „Kvinden og Samfundet” trykte Indledningsforedrag „Nutidens sædelige Lighedskrav”. Der vil De alle Steder finde Udtrykket „mange Mænd” e. l. undtagen i Forbindelsen „blive som Mænd” (det vil i denne Sammenhæng sige: faa en stærkere sanselig Natur).

Det gjør mig ondt, at jeg ved mit daarlig valgte Ord er kommen til at krænke Dem - og maaske ogsaa andre Mænd -; det vil jeg saa meget nødigere, som jeg er helt af Deres Mening, at Kvindesagen ikke fremmes ved, at „Kvinderne stille sig krigersk overfor Mændene, men ved, at Kvinder og Mænd i Fællesskab blive klar paa, at saaledes er det bedst”

Men saavidt jeg kan se, har hidtil Arbejdet for Kvindesagen her hjemme netop været inde paa dette Spor: Mænd og Kvinder har efter bedste Evne søgt i Fællesskab at komme til Klarhed over, „hvad der er bedst”, og har derefter handlet i Fællesskab. Og har Mænd og Kvinder hos os kunnet tænke og handle samdrægtig, naar det gjaldt andre Spørgsmaal, saa maa de ogsaa kunne det, naar der er Tale om det Spørgsmaal, som mere end de fleste andre har afgjørende Betydning i begge Parters Liv: Spørgsmåalet om den lykkeligste Ordning af Forholdet mellem Mand og Kvinde. Jeg for min Part tvivler slet ikke om, at de kan gjøre det og gjøre det saadan, som det maa gjøres, hvis Forhandlingen da skal bringe noget Udbytte, uden Bitterhed og med alvorligt Ønske om at forstaa og forstaas.

Jeg haaber da ogsaa, at De - til en lille Begyndelse - vil forstaa mig, som jeg gjærne vil forstaas, naar jeg siger, at det, De giver mig til Overvejelse, er overvejet om og om igjen i lange Tider, før Artiklen blev skreven, og at Overvejelsen, med al dens Mangel og Ufuldstændighed, fører mig til et helt andet Resultat end Deres.

De mener, at jeg „forvexler Optugtelsen med medfødte Tilbøjeligheder”, at det ikke er Optugtelse gjennem Aarhundreder og heller ikke Arv, der har „bragt Kvinderne et større Fond af Sædelighedsfølelse.” Den Forskjel, som er til Stede, tilskriver De ene og alene „den medfødte Drift, der er større hos Mændene end hos Kvinderne”, og dette, mener De, „bliver aldrig anderledes.” Og „naar alle Forhold tages i Betragtning”, tror De, „at der egentlig talt er lige stor Sædelighed i Kvindekjønnet og i Mandkjønnet”; „Usædeligheden” ytrer sig blot „paa ulige Maade”, Kvindernes ved Koketteri, Mændenes, idet de „falde for deres Naturdrift”.

I det meste af dette er jeg af en helt anden Mening end De; men maaske det bl. a. ligger i, at vi taler om hver sit. De taler vistnok om Mænd og Kvinder i Almindelighed; jeg har derimod baade i det lille Stykke om „Erotik og Kvinder” og i det senere Indledningsforedrag kun talt om „Kulturkvinder” og Mænd paa samme Trin (Se „Kvinden og Samfundet” Side 35 og 88); det har min indskrænkede Erfaringskreds nødt mig til.

Jeg vil nu imidlertid svare Dem, som om vi havde talt om det samme, som om baade De og jeg havde talt om en mindre Kreds af Mænd og Kvinder.

I den nævnte Artikel hedder det: „Vor” („Kulturkvindernes”) „Natur er anderledes end Mændenes. Hvorledes den er bleven saa meget anderledes, hvad der her er oprindeligt og hvad erhvervet, det kan i denne Sammenhæng være ligegyldigt, sikkert er det: Kvinden (altsaa „Kulturkvinden”) har endnu en kyskere Natur end Manden. Endnu har hun det, siger jeg, thi, saa vist som jeg tror, at denne Natur er erhvervet ved Aarhundreders Optugtelse, saa vist tror jeg, den kan sættes til igjen og forandres - ”.

Vi gaar, saa vidt jeg kan skjønne, begge ud fra, at der i Øjeblikket er en stor Forskjel til Stede mellem Kjønslivet hos Mænd og Kvinder; men, medens De synes at mene, at netop saa stor som Forskjellen nu er, har den altid været og vil den altid blive ved at være, saa er det min Tro, at Forskjellen har været mindre, end den er for Tiden, og at den atter kan blive mindre.

Hvor stor den oprindelige Forskjel er mellem Mand og Kvinde, den, som med Nødvendighed udspringer af Forskjel i Bygning og Funktioner, og som vil vare til Dagenes Ende, det mangler jeg Forudsætninger til at have nogen som helst Mening om. Men det forekommer mig, at Slægtens Historie, de vilde Folkeslags Levevis og Forholdene i Samfundets mindre civiliserede Lag peger hen imod, at Kvindernes Kjønsliv paa tidligere Kulturtrin i Styrke har staaet Mandens nær. Er dette Tilfældet, og kan det ogsaa anses for givet, hvad der vidnes fra de mest modsatte Sider, at „Kulturkvindens” Kjønsliv for Øjeblikket er vidt forskjelligt fra Mandens i Styrke, at hun i Reglen med forholdsvis ringe Kamp formaar at være kysk og trofast, - mens Mændene selv fortæller os, at Flertallet af de ugifte blandt dem ikke formaar at føre et kysk Liv -, saa ligger den Slutning nær, at Mænds og Kvinders Kjønsliv som alt andet i Verden er Forandring underkastet, at meget paa dette Punkt har forandret sig og vil forandre sig.

Og mener man, at der i sædelig Henseende er foregaaet en Forandring blandt Kvinderne, en Forandring, der gjør Kyskhed inden Ægteskabet og Troskab i Ægteskabet til noget naturligt for dem; mener man endvidere, at denne Forandring er en Udvikling, saa spørger man om Grundene til, at forholdsvis faa Mænd have gjennemløbet en tilsvarende Udvikling, saa ser man sig om efter de ydre og indre Aarsager, der kunne have bevirket en saadan Forskjel.

Og man finder da først en stor Forskjel mellem Mænds og Kvinders ydre Kaar i alt, hvad der vedrører Sædeligheden. Naar det i ovennævnte Artikel hedder, at „Kulturkvindernes” nuværende Natur er „erhvervet ved Aarhundreders Optugtelse”, saa er her Ordet Optugtelse taget i en noget videre Betydning end den, hvori De har opfattet det; der er tænkt, ikke blot paa Opdragelsen i Hjem og Skole, men ogsaa paa den Opdragelse, som Samfundslivet og dets Fordringer give. - Men selv om vi holder os til Opdragelse i snævrere Forstand, saa tror jeg, De tager storlig fejl, naar De mener, den paa Sædelighedens Omraade er „fælles” eller ens; - der er sikkert nok enkelte Hjem, hvor den er det; men mon det almindelige dog ikke er, at de samme Hjem, der fordrer Ærbarhed i Tanke og Handling af den unge Pige, trækker paa Skuldrene ad den unge Mands Udskejelser og mener, at han maa „løbe Hornene af sig”. Og denne Betragtningsmaade gaar fra de smaa Samfund, Hjemmene, ud i det store Samfund, der, i samme Aand, under Straf af Udstødelse, fordrer Kyskhed og Troskab af Kvinden, mens det tillader Manden Ukyskhed og Utroskab.

Tror De ikke, denne ydre Forskjel, naar den har bestaaet i Aarhundreder, maa fremkalde en indre?

De mener, at den Arvelighedslov, i Følge hvilken en Datter arver „ligesaa godt efter sin Fader og en Søn ligesaa godt efter sin Moder”, maa udjævne en saadan indre Forskjel. Men De kjender sikkert en anden Arvelighedslov - for saa vidt man kan bruge et saa bestemt Udtryk som Lov om Forhold, om hvilke en Mand som Darwin erklærer, at „vi ere meget uvidende” - De kjender sikkert den Arvelighedslov, der „ofte holder Stik”, i Følge hvilken „Varieringer, der først fremkommer hos et af Kjønnene paa et senere Stadium af Individets Liv, har Tendens til kun at fremkomme hos dette Kjøn. *)”. Og er der ikke megen Grund til at antage, at denne Lovs Virken har sin Del i den store Forskjel mellem Mænds og Kvinders Kjønsliv og Sædelighedsbevidsthed: Tilbøjeligheden til Kyskhed og Troskab er erhvervet af den enkelte Kvinde paa et sent Livsstadium og derfor fortrinsvis nedarvet til Døtrene.

Jeg tror altsaa, at ydre Aarsager har gjort Forskjellen mellem Mænds og Kvinders Forhold til Sædeligheden større, end nødvendigt og naturligt er, og jeg tror, det til Dels staar i vor Magt lidt efter lidt at forandre disse Aarsager. Men de kan forandres og Forskjellen derigjennem formindskes paa to Maader: Kvinderne kan stilles under lignende ydre Forhold som dem, Mændene hidtil har levet under, og Mændenes ydre Forhold kan omdannes i Lighed med Kvindernes nuværende; de kan faa en anden Opdragelse, og Samfundet kan stille andre Fordringer til dem.

De ender med at sige, at, „naar alle Forhold tages i Betragtning”, mener De, „der egentlig talt er lige stor Sædelighed i Kvindekjønnet og i Mandkjønnet”. Det tør jeg ikke bestride. Vi Kvinder, som fra vor tidligste Ungdom har vidst, hvilken Skæbne og Dom der ventede os, hvis vi ikke bevarede vor Kyskhed, og som aldrig har kjendt til ydre Fristelser, vi ved jo meget lidt Besked om, hvad Mændene har at kæmpe med, de, som er omgivne af ydre Fristelser og ikke udsætter sig for Vanære og Elendighed ved at give efter for dem. Men De har dog næppe Ret, naar De nærmere forklarer Deres Opfattelse af den lige store Sædelighed saaledes, at „Usædeligheden” ytrer sig „paa ulige Maade”, Kvindernes ved Koketteri, Mændenes, idet de „falde for deres Naturdrift. ”Er der dog ikke en Væsensforskjel mellem at kokettere og at „falde for sin Naturdrift?”

Men hverken denne eller nogen anden Forskjel giver os Ret til at dømme Mændene eller til at hovmode os. Er „Kulturkvinderne”, hvad det sædelige Liv angaar, i Udvikling forud for mange Mænd, saa er det ikke deres Fortjeneste: de har ikke skabt de Forhold, som har omdannet deres Natur, men kun tillempet sig efter dem.

15de September 1887.

*) Darwin: Menneskets Afstamning og Parringsvalget. Jakobsens Oversættelse. I. 288.