« Tilbage til søgeresultaterne

Dansk Kvindesamfunds autoriserede Fæste- og Arbejdsanvisningskontor for Kvinder.

« Se emneord

Dette Kontor har d. 28. December begyndt sin Virksomhed i et fortrinlig beliggende Lokale i Studiestræde Nr. 1, Stuen (lige ved Frue Plads). Der forefindes foruden en lille Bolig for Bestyrerinden, Frk. V. Møller, 3 smukt udstyrede Værelser til Bolig for selve Kontoret, hvoraf 2 Venteværelser. Det for Tjenestesøgende beregnede Venteværelse er, da de ofte maa tilbringe en stor Del af Dagen paa et saadant Fæstekontor, særlig rummeligt og derhos - i Modsætning til andre saavel autoriserede som uautoriserede Fæstekontorer - hyggelig møbleret, saa at de Tjenestesøgende kunne have Følelsen af, at Kontoret ligesaa meget stræber efter at varetage Tyendets som Husbondens Tarv.


Vi opfordre alle til, hver i sin Kreds, at henlede Familiers og kvindelige Tyenders Opmærksomhed paa Fæstekontoret. Den Uvilje, mange Husmødre, navnlig i Kjøbenhavn, hidtil have næret mod at henvende sig til Fæstemænd, bør ikke ramme dette Kontor, der forestaas af en Kvinde og helt igjennem vil blive drevet ikke som Spekulationsforretning, men som en Anstalt, der uden noget som helst Bihensyn stræber at afhjælpe et virkeligt Samfundsonde. Vi anmode navnlig dem af vore Læsere, der bo udenfor Kjøbenhavn, om at formaa de mangfoldige ufordærvede unge Kvinder, der fra Landet og Provinskjøbstæderne tage til Hovedstaden for at søge Beskæftigelse, til at henvende sig til Dansk Kvindesamfunds Fæstekontor; de ville ikke blot værge dem mod at falde i Hænderne paa samvittighedsløse Personer, der i egennyttigt, ofte utugtigt Øjemed tilbyde deres Bistand, men Kontoret vil tillige efter bedste Evne søge at raade og vejlede dem.


Foretagendet, der er mødt med den største Velvilje af de kjøbenhavnske Myndigheder, navnlig Magistraten og Politiet, har allerede vakt Opmærksomhed i Sverrig, hvis kvindelige Ungdom jævnlig har været Gjenstand for oprørende Misbrug fra herværende Fæstemænds Side. Der er derfor fra Sverrig indløbet Anmodninger om, at der fra Kontorets Side maa blive gjort Skridt til, at dets Virksomhed kan blive kjendt der ovre i størst mulig Udstrækning.


For Benyttelse af Fæstekontorets Medvirkning har Kjøbenhavns Magistrat fastsat en meget moderat Taxt; da man ønsker at knytte saa mange Tyender til Kontoret som muligt og mange af disse desuden have daarlig Raad til at betale synderligt, har man imidlertid for Tjenestesøgendes Vedkommende nedsat Betalingen til det halve af den tilladte eller med andre Ord til et Beløb, der varierer mellem 50 Øre og højst 1 Kr. efter den betingede Løns Størrelse. Tyendet betaler derhos intet Indskrivningsgebyr, saa at kun det Tyende, der virkelig ved Kontorets Mellemkomst opnaar Plads, har at erlægge noget Vederlag.


Desværre gaar det kun smaat med Indsamlingen af Bidrag til Kontoret; i Følge den nedenfor optagne Fortegnelse er der hidtil kun indkommet noget over 1300 Kr., medens Udgifterne ved Kontorets Oprettelse og dets Drift i den første Tid, indtil det har vundet sikkert Fodfæste, som vi gjentagende have fremhævet, ville andrage et langt større Beløb. Dansk Kvindesamfunds Styrelse nærer imidlertid den fulde Fortrøstning, at det maa lykkes at skaffe den nødvendige Sum til Veje. Mangfoldige Mennesker interessere sig jo dog for Tyendets Vel, og det drejer sig her kun om et Bidrag en Gang for alle. Thi, naar Kontoret først er kommet i den rette Gænge, vil det ikke alene kunne bære sig selv, men muligen endog kunne give et Overskud, der da udelukkende vil blive anvendt til Fordel for fattige kvindelige Tyender, navnlig til Hjælp til større praktisk Uddannelse. Vi anbefale derfor paany Indsamlingen varmt ikke blot til alle Kvindesagens Venner, men til enhver, der vil medvirke til en bedre Ordning af de uheldige Tyendeforhold.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder