Kvinders Oplæring til Haandværk.

Det har glædet mig at læse, hvad Hr. Aksel Mikkelsen skriver i „Kvinden og Samfundets” Novemberhæfte med Overskriften: „Kvinden som Haandværker”. Det er opmuntrende at se, at en Mand, der som han har Lejlighed til at kjende og sammenligne begge Kjøns Evner og Lærenemhed, mener, at Kvinder kunne tage adskillige Haandværk op som Erhverv. Rigtignok frygter jeg, at A. M. gaar lidt for vidt, naar han regner det for en afgjort Sag, at vi kunne magte de forskjellige Arbejder, som han nævner, lige saa godt som Mændene. For blot at tage et Exempel er det vist lidt overilet at slutte dette om Malerhaandværket, blot fordi man har set en Malersvend ved sit Arbejde. Vi maa vistnok slaa lidt af, hvor det gjælder om Strygearbejde paa Væg og Loft, udvendigt Arbejde paa Stilladser m. m. Men selv om vi indrømmme dette, tror jeg, der bliver saa meget tilbage af dette Haandværk, som egner sig for Kvinder - til Dels endog særlig for Kvinder -, at en Malermester ved en fornuftig Arbejdets Deling kunde bringe lige saa meget ud af en kvindelig som af en mandlig Svends Arbejde under ellers lige Forudsætninger.

Med lignende Forbehold tror jeg, man kunde tænke sig mange andre Haandværk foruden dem, A. M. nævner, dyrkede af Kvinder, dersom de kunde opnaa Adgang til en passende og grundig Uddannelse.

Her er det, at vi Lægfolk, som ønske Sagen fremmet, og som haabe, at Opgaven kan løses, maa ty til Fagfolk og bede dem med Velvilje tage den op og støtte den med Raad og Daad.

Mon A. M. ikke taler for meget som Skolemand, naar han foreslaar, at Kvindens Uddannelse skal foregaa paa særlige Værksteder planmæssig, systematisk, saa at „hvert Arbejde i første Række tilsigter Uddannelse; om samme Arbejde betaler sig eller ej, kommer i anden eller tredje Række”? Vil en praktisk Mand ikke sige: Haandværkeren uddannes bedst, naar han begynder med at gjøre den Nytte, han kan, ved at gaa til Haande - være Haandlanger, kunne vi gjærne sige. Det praktiske Arbejde er det vigtigste, netop det, der forefalder til daglig Brug, det, der udføres, fordi det betaler sig. Saa kan Theori, System og Skole være gode i anden Række. Fra Haandlanger og Hjælper rykker Lærlingen lidt efter lidt op til at udføre mere og mere paa egen Haand, og selve Økonomien paa et vel bestyret Værksted medfører, at den Haand og den Omtanke, der kan bruges til det vanskeligere, ikke kastes hen til det simplere Arbejde. At Lærlinge bruges til Byærinder og Opvartning for Svendene, er vistnok uheldigt i alle Tilfælde og en Uskik, som er ved at blive afskaffet.

Hvis jeg har Ret i de ovenstaaende Antydninger med Hensyn til Lærlinges Uddannelse i Almindelighed, saa maa man vist indrømme mig, at det var det ønskeligste, om kvindelige Lærlinge i Særdeleshed kunde opnaa Værksteds Uddannelse. Fordi det er noget nyt for en Kvinde, trænger hun endnu mere end den mandlige Lærling til at lære Forholdene at kjende mellem Mester og Svende, til at se Arbejdet paa alle Stadier, lægge Mærke til, hvorledes Forbrugerne kræve det, se, hvad de øvede Svende kunne præstere, - kort sagt - opleve alt det - smaat og stort, som giver Erfaring og praktisk Blik. Især hvis hun opnaar at blive selvstændig, vil dette komme hende til gode. Jeg tør maaske tilføje, at hun bedre vil kunne gavne sit Fag; thi jeg mener, at selve Haandværket kan have Gavn af Kvinders Optagelse deri; er det modsatte Tilfældet, saa maa man deri se et Tegn paa, at Sagen er upraktisk, usund.

Men selv om vi nu kunde blive enige om, at denne Uddannelsesmaade er ønskelig for Kvinder, som ville lære et Haandværk, tør vi saa sige, at den er mulig? A. M. siger, at det vilde være Galmandsfærd at sende unge Kvinder ind paa Værkstederne, som de nu ere. Om Værkstedstonen siger han, at „man med Rette gruer for at give sine Sønner ind under dens Indflydelse end sige Døtrene.” Desværre er det vist meget almindeligt, at Tonen er daarlig navnlig paa de store Værksteder, som halvvejs ere Fabrikker. Det er en vigtig Samfundsopgave at forbedre dette Forhold; en af Vejene dertil er maaske, at Haandens Arbejde vinder mere Agtelse i den offentlige Mening. Hvis Sløjden blev optaget i alle Samfundsklassers Skoler, vilde det vistnok have Betydning i saa Henseende.

Skulde der alligevel ikke under de nuværende Forhold findes mange hæderlige Undtagelser rundt i Landet? nærmest Smaaværksteder, hvor Mester selv er med fra Morgen til Aften, hvor hans Hustru er Madmoder for Folkene, og hvor der findes flittig, alvorlig Stræben og dygtigt Arbejde? Turde man ikke et saadant Sted forsøge at sætte sin Datter i Lære? Kun forsøgsvis vindes Erfaring. Ved vort Universitet have jo enkelte Kvinder tilendebragt det lægevidenskabelige Studium, og disse have ikke følt sig forulempede af at samarbejde med Mænd. Kunne vi ikke haabe, at det kan gaa lige saa i Haandværkerstanden?

Vi vilde nødig, at kvindelige Haandværkere skulde blive en Klasse for sig selv, - ringere end Svendene - eller dog i alt Fald med ringere Løn; det vilde vi lige saa lidt for Mændenes som for vor egen Skyld; det vilde da med rette kunne siges, at vi underbyde Arbejdet og sætte Lønnen ned. Nej, lad os søge at opnaa tilsvarende Dygtighed og tilsvarende Løn, saa vil der ogsaa blive kammeratligt Forhold, saa at vi klassificere os efter Fag og ikke efter Kjøn. En økonomisk Krig mellem Kjønnene maatte nødig indledes.

I denne Sammenhæng maa det være mig tilladt at gjøre en lille Bemærkning til den Opfordring, som findes i det før nævnte Novemberhæfte af nærværende Tidsskrift: „Kvindelige næringsdrivende, som udøve en Virksomhed, der sædvanlig henregnes til Mandens Arbejdsmarked, anmodes om at opgive Adresse” o. s. v. for at blive særlig støttede ved Søgning. Det har vist ingenlunde været Meningen, men dog synes mig, at der ligger en lille Tilnærmelse i denne Opfordring til at føre os ind i Krigen. Har man en Næringsvej, saa er det naturligt, at man gjør, hvad man med Anstand kan, for at vække Kunders Opmærksomhed og Tillid, saa at de søge til én og ikke til éns Nabo. Men naar en stor Del af Samfundet siger: „Skulle vi nu slaa os sammen og saa vidt muligt kjøbe kun hos hinanden, idet vi forlade vore gamle Kjøbmænd”, saa have vi Krigen!

Nej - lad os underkaste os den fri Konkurrences Kaar, hver især anstrænge os for at levere noget virkelig godt og dygtigt, saa gavne vi baade vor egen og vort Fags Sag bedst.

Kristiane Konstantin-Hansen.

Det har ganske vist ikke været vor Hensigt ved den ovenfor ommeldte Opfordring at indlede nogen økonomisk Krig mellem Kjønnene. Men da al Begyndelse er vanskelig, synes det os naturligt og berettiget, at de, som have Blik for de nye Begyndelsers vidtrækkende Betydning, ogsaa praktisk yde disse en Haandsrækning til at komme ud over de Vanskeligheder, som gammel Fordom og Slendrian berede alt nyt. Derfor have vi troet, at det vilde være af Interesse for Kvindesagens Venner at lære at kjende de Kvinders Navn og Adresse, der paa de forskjellige Erhvervsomraader have betraadt nye, ubanede Veje, og, det har heller ikke fattedes Redaktionen paa særlig Opfordring i saa Henseende. Det synes imidlertid, at de kvindelige Næringsdrivende ville holde sig tilbage (maaske af de af Frk. K. H. angivne Grunde), saa stor praktisk Betydning faar den Opfordring vist ikke.

Red.