Ægtefællers Fællesraaden efter portugisisk Ret.

Lige saa sikkert som det er, at den nu gjældende Lovgivning om Ægtefællers Formueforhold ikke fyldestgjør Retfærdighedens Krav, lige saa vist er det, at det paa dette Omraade er ulige lettere at paapege Manglerne end at paavise, hvorledes Retfærdighedens Krav fuldt ud kunne ske Fyldest. De

fremmede Lovgivninger, der drage Grænsen for Mandens Enevælde i disse Forhold, gaa i Almindelighed den Vej at indføre Særeje, saaledes at enhver af Ægtefællerne bliver eneraadig over det, den erhverver saavel før som under Ægteskabet. Men da det jo er ønskeligt og udenfor Arbejdsklassen vel ogsaa det sædvanlige, at Hustruens Arbejde er optaget af Hjemmet og Børnene, og da der jo ogsaa i de mellemste og øverste Samfundslag er et stort Antal Tilfælde, hvor der ikke er noget af Betydning at arve, er det klart, at ad denne Vej opnaas ikke nogen fuldt ud sideordnet Stilling for Hustruen. Der bliver ogsaa efter en saadan Ordning mangfoldige Tilfælde, hvor hun ligesom nu ikke faar det mindste at raade over. Det er derfor ikke forunderligt, at der navnlig fra Kvinder, men i øvrigt ogsaa fra Mænd, der have deltaget i Drøftelsen af dette Spørgsmaal, er blevet stillet Forslag om en helt anden Ordning, der formenes bedre at ville fyldestgjøre Lighedens og Retfærdighedens Krav. Det er indenfor „Dansk Kvindesamfund” særlig Astrid Stampe og Overretssagfører S. Høgsbro, der have gjort sig til Talsmænd for den Anskuelse, at den ideale, den bedste Ordning vilde være Fælleseje med Fællesraadighed. Der skulde da kræves en samstemmende Beslutning af de to Ægtefæller til at raade over den fælles Formue, sælge Familiens Ejendele, paadrage Fællesboet Gjæld ved kontraktmæssige Forpligtelser o. s. v. I den første Aargang af „Kvinden og Samfundet” (1885) have begge de nævnte Talsmænd for Kvindesagen udviklet deres Anskuelser herom, og til disse Artikler maa vi her henvise dem, der ønske udførligere Rede paa denne Sag. Det er ikke vor Hensigt her at optage den til fornyet Drøftelse, men kun meddele en Kjendsgjerning, der viser, at en saadan Ordning ikke er nogen Umulighed. Den er nemlig allerede bragt til Udførelse i et enkelt Lands Lovgivning.

I Følge et os tilstillet fransk Skrift *) bestaar efter Portugals borgerlige Lovbog af 1867 følgende Ordning. Naar der ikke er oprettet Ægtepagt, er der „i Følge Kongerigets Sædvane” Fællesskab imellem Ægtefællerne om alle deres Ejendele, saavel de, der ere erhvervede før, som de, der erhverves under Ægteskabet. Herfra gjøres ved Loven Undtagelse for visse (emfiteutikariske) faste Ejendomme, Gaver, der udtrykkelig ere skjænkede til Særeje, og Klædningsstykker. Mere omfattende Afvigelser fra Reglen gjøres med Hensyn til Formue, der medbringes til, og Arv, der arves under en Persons andet eller følgende Ægteskab. Vi nævne disse Undtagelser for at vise, at de ikke i nogen meget høj Grad formindske Formuefællesskabets Omraade. Dette er i Portugal som i Danmark Reglen. Men i Portugal har man draget de Følger, som et Fælleseje mellem sideordnede Personer maa medføre, idet man har anerkjendt Hustruens Del i Raadigheden over, hvad hun er Medejer af. Hun kan ikke stifte Gjæld uden Mandens Samtykke. Men han kan heller ikke forpligte Fællesformuen uden hendes Samtykke. Den Gjæld, Ægtemanden stifter under Ægteskabet ved en uden Hustruens Bemyndigelse indgaaet Kontrakt, kommer slet ikke til at hvile paa Hustruens Del af Fællesformuen. Og hvad Mandens Del af Fællesformuen angaar, da hæfter den vel for en saadan Gjæld, men Fordringshaveren kan ikke udøve sin Ret til Skade for Hustruen. Han maa afvente Formuefællesskabets Ophør ved Døden eller paa anden Maade, før han kan inddrive Gjælden. Man vil da se, at der her er sørget for, at Manden nødes til at søge sin Hustrus Samtykke til alle vigtigere Retshandler. Thi bortset fra de sjældnere Tilfælde, hvor der er Særeje af større Betydning, til en Kreditor naturligvis ikke lade sig nøje med en Fordring, der først kan inddrives i en uvis, muligvis fjærn Fremtid. - Fremdeles bestemmes det, at, hvis Manden paadrager sig Strafbøder, Erstatningspligt for skadegjørende Handlinger eller Gjæld, der hidrører fra Spil, Løsagtighed eller andre Laster, da kan saadan Gjæld ikke kræves betalt af Fællesboet. Den samme Regel gjælder om Hustruen. - Tilfalder der Manden en Arv, kan han ikke uden Hustruens Samtykke vedgaa Arv og Gjæld. Hvad angaar Raadigheden over Ægtefællernes faste Ejendomme, da bestemmer Loven: „Manden kan ikke afhænde eller paa nogen Vis behæfte de fælles faste Ejendomme uden Hustruens Samtykke. I Tilfælde af Uenighed eller ubegrundet Modstand kan Hustruens Samtykke erstattes ved Dommerens Afgjørelse.” Hustruens Samtykke kræves ogsaa til Salg af faste Ejendomme, der ere enten hendes eller Mandens Særeje. Kun for det rørlige Gods, Løsøret, er Grundsætningen om Hustruens Medraaden opgivet. Manden er eneraadig herover, kun at hans Ret til at skjænke det bort er yderst begrænset. Til Begrundelsen af denne Regel paaberaabes Hensynet til Tredjemand, som ikke kan vide, at Hustruens Samtykke mangler, da der i Reglen ikke ved saadanne Overdragelser oprettes nogen skriftlig Kontrakt. Men saa vidt det af vor Kilde kan ses, indskrænker Loven sig dog ikke til at beskytte den Tredjemand, der troede, at Hustruens Samtykke forelaa, men erklærer simpelthen dette Samtykke for overflødigt. At dette er mindre følgerigtigt, kan vel ikke bestrides. Men som en af Lovens Fortolkere siger: Lovgiveren har sluttet et Forlig (et Kompromis) imellem den gamle Ret, der lod Fællesformuen hæfte for den af Manden alene stiftede Gjæld, og gode juridiske Grundsætninger, der kræve, „at Manden og Hustruen faa en sideordnet Stilling i det ægteskabelige Fællesskab med Forbehold af Mandens Stilling som Hovedet.” Hvad angaar Raadigheden over de faste Ejendomme, da krævedes allerede fra Middelalderen (Kong Alfons Love 1446) Hustruens Samtykke til at sælge eller pantsætte dem. Grundsætningerne om Formuefællesskabet angives at hidrøre fra den sydlige Del af Landet (Estremadura), hvor der fra Middelalderen boede en fri Landbefolkning i tarvelige Kaar. Det var her det almindelige, at det, som Familien ejede, skyldtes Ægtefællernes fælles Arbejde, og herfra menes da Fællesraadigheden at have sit Udspring.

Portugals Exempel viser altsaa, at Fællesraadighed over Formuen i Ægteskabet ikke støder paa uløselige praktiske Vanskeligheder. Thi de Vanskeligheder, der ere løste paa ét Sted, maa kunne løses andensteds. Hvorvidt vi her i Landet ville følge i Portugisernes Fodspor, maa Fremtiden vise. Det er os bekjendt, at en saadan Ordning i alt Fald har Tilhængere ikke blot i „Dansk Kvindesamfund” men ogsaa iblandt dem af vore Lovgivere, der ere udgaaede fra Bondestanden.

*) Etude de législation comparée. Le regime de la communauté entre époux dans le nouveau code civil Portugais par Marcel Guay, avocat à la cour de Paris. (Article extrait de la France judiciaire). Paris. A. Durand et Pedone-Lauriel, Éditeurs. 1880.