Cl. Wilkens: Mand og Kvinde.

Efterhaanden som Kvindesagen har voxet sig tryg, tie flere og flere af de Stemmer, der vilde nægte de kvindelige Evners Tilstedeværelse, deres Nytte og Berettigelse. Kjendsgjerningerne tvinge dem til Tavshed. Men der er Omraader, hvor Kjendsgjerningerne endnu ikke have kunnet komme den uhildede Opfattelse af Kvindenaturen til Hjælp, og hér er da et Slag at slaa. Meget er der ikke at vinde, men endnu ere Kvinder dog ikke naaede saa højt som Mænd, hverken i Videnskab, Kunst eller Litteratur, og man kunde maaske bevise, at de i Følge deres Natur heller aldrig ville kunne det. Det er forsøgt adskillige Gange og nu for nylig af Dr. Wilkens i en Alhandling „Mand og Kvinde”, der er offentliggjort i Tilskuerens August- og September- Hæfter.

Tidligere var Historiens Vidnesbyrd en velkommen Forbundsfælle for dem, der vilde modbevise, at Kvindens Aandsevner var lige med Mandens, men denne vrager dog Dr. W. Mændenes Forspring skyldes i altfor høj Grad deres planmæssige Uddannelse. Derimod undersøger han de to Kjøns sjælelige og legemlige Egenskaber og kommer ad flere Veje til det Resultat, at Kvindens Evner og Interesser ere forskjellige fra Mandens, og at de i Følge hendes Natur altid ville vedblive at være det. Han afviser ethvert Spørgsmaal om, hvilke Egenskaber der maa kaldes de ypperste, Mandens eller Kvindens, han sætter dem lige højt, han anser det for en Lykke, at de ere forskjellige, de ere til for at fuldstændiggøre hinanden.

Kvinden har sin overlegne Evne i det rige Forestillingsliv, det stærke Følelsesliv, den hurtige, skarpe Bedømmelse af enkelte Situationer og Personer, den praktiske, klare Opfattelse af foreliggende, enkelte (konkrete) Tilfælde. Manden derimod staar over hende i logisk Tænkning og Evne til at erkjende almindelige Sandheder (Abstraktionsevne). At denne Forskjel i Erkjendelse er blivende, slutter Forfatteren deraf, at Kvindens Moderinstinkt giver hende en Overlegenhed i Ømhed, Medfølelse og Følelsens Varme, som ikke vil kunne forenes med den rolige, ihærdige Udholdenhed, som Fordybelsen i almen (abstrakt) Tænkning, i den enkelte Tankes Fastholden fordrer, og som er ledsaget af blegere Følelsestoner.

Endvidere fremhæver han, at de Evner, der uddannes paa et senere Trin af Menneskets Liv, have Tilbøjelighed til kun at nedarves fra Kjøn til Kjøn, hvilket bevirker, at Mændene i videnskabelig Tænkning ogsaa her have et Forspring for Kvinderne.

Hele sin Afhandling igjennem fører han fra de forskjellige Videnskabsgrene Materiale sammen for kraftig at paavise Kvindens Mangel saa vel paa Interesse som paa Begavelse for det almene Tankeliv, og dog maa han til sidst udtale, at Kvinder kunne opdrages til lige saa stort et Syn for det almene i Samfundslivet, at de kunne blive lige saa sindrige Sagførere og Læger som Mænd, naar Spidserne trækkes fra. Men kan hele Bevisførelsen ikke naa længere end til at maatte anerkjende Kvindens Duelighed til alle Mandens ypperste Virksomheder, da kan den heller ikke nægte Muligheden af kvindelige Spidser. Spidserne ere vel kun en Grads-, ingen Artsforskjel. Spidserne ere det eneste, der endnu kan reddes, alt det andet have Kjendsgjerningerne bragt til Tavshed.

Og dog skulde man synes, at der i den korte Tid, Kvinden har haft Lejlighed til at uddanne sig paa samme Maade som Manden, ikke er naaet saa ringe et Resultat. At kunne opvise Dygtigheder som Fru Kowalevsky og Sophie Germain betyder vel noget, og er to ikke et stort Forholdstal? Men disse ere maaske endnu ikke Spidser.

Det er aabenbart af Vigtighed for Forf. ved sin Fremstilling ikke at „ægge den kvindelige Mistænksomhed”. Han tildeler Kvinden et Overmaal af store Egenskaber, hvis Fortræffelighed han ikke kan prise nok. „Mistænksomhed” behøver nu imidlertid ikke at være Grunden til, at man ikke kan gaa ind paa den dybe Artsforskjel, han ser mellem Kjønnenes sjælelige Ejendommeligheder. Aarsagen kan være et Ønske om at faa det sande Kvindebillede frem, den kan være en Overbevisning, hentet fra Iagttagelser.

Er der Grund til at tilskrive Kjønsforskjellen de iøjnefaldende sjælelige Aandsforskjelligheder, der findes mellem Flertallet af Nutidsmænd og Kvinder? Kunde det ikke lige saa godt være Forskjel i den Udvikling, Samfundet giver? Ved Iagttagelse af den lavere stillede Befolkning vil man finde, at dens Mænd som dens Kvinder kun have Sans for det konkrete, for enkelte Begivenheder og Handlinger, uden Grublen over, hvorvidt de staa i Forbindelse med Tilværelsens Sammenhæng. Blandt de opvakte af de ikke uddannede Mænd vil man saaledes hyppig træffe en skarp Iagttagelsesevne, der er rettet mod alle de Gjenstande og praktiske Indretninger, de omgives af, men som Filosofen og Videnskabsmanden slet ikke bemærker, medens Iagttagelsen heraf netop hører den Aandsretning til, som man tillægger Kvinder, Børn, Kunstnere.

Et Sted hedder det omtrent saaledes: Medens de stærkere Følelsesbølger svække Anlæget til almen Forstandsintelligens hos Kvinden, styrke de hendes Erkjendelse i andre, højst værdifulde Retninger, og hun kan ikke fordre baade at faa i Pose og Sæk. Fik Kvinden Mandens Erkjendelses-Egenskaber ved Siden af sine egne, vilde hun være Manden i høj Grad overlegen; hun vilde paa én Gang baade blive en Kant og en Shakespeare, og hendes Billighedsfølelse (en af de Dyder, hun har i højere Grad end Manden) vilde modsætte sig saa store Fordringer.

At nu for det første stærke Følelser skulde hindre Udvikling af Tænkeevne, er en Mening, som f. Ex. Høffding kalder upsykologisk. Inderlighed i Følelse vil tværtimod begunstige en saadan Udvikling *). For det andet tales der om Kvinden, som om hun kun var et enkelt Menneske, og denne enkelte kunde blive baade en Kant og en Shakespeare. At derimod én Kvinde kunde blive en Kant, en anden en Shakespeare, kunde hendes Billighedsfølelse dog vel ikke modsætte sig, da saadant jo er passeret Mændene før, og de altsaa allerede have faaet baade i Pose og Sæk.

Et andet Sted menes, at Kvindens Opfattelse af Elskov som Livets største Følelse er alle Kvinders Religion, en Paastand, som mange Kvinder med Rette vilde gjøre Indsigelse imod.

Et tredje Sted: „For Kvinden er alt det sandt, der er retfærdiggjort ved den fornuftige Betydning, ved hvilken det føjer sig ind i den øvrige Verdens og dens Forholds Hele; det kommer mindre an paa, om det tillige er virkeligt. Kvinderne ere derfor tilbøjelige vel ikke til Løgnen, men til Skinnet, og de gaa ikke nærmere i Rette med, hvad der udfører den af Skinnet forlangte Tjeneste, hvilket - ved Reaktion - ikke udelukker en ganske ejendommelig Sandhedsrigorisme hos enkelte Kvinder.” En mærkelig Falliterklæring, denne Tilføjelse.

Trods disse og andre besynderlige Enkeltheder og trods det mangelfulde, der utvivlsomt ligger i Forfatterens Resultat, frembyder Afhandlingen meget læseværdigt. Den indgaaende

Behandling af Kjønnenes Sjæleevner er af megen Interesse. Afhandlingen anbefales enhver, der interesserer sig for Kvindesagen.

Rosina Heckscher.

*) Se Etik S. 197.

Idet vi slutte os til Frk. Heckschers Anbefaling af Dr. Wilkens Afhandling, hvilken dog des værre paa Grund af en overflødig Brug af Fremmedord vil være mindre tilgængelig for det store Publikum, maa vi udtrykkelig fremhæve, at Dr. Wilkens i alt væsentligt udtaler sig som en Ven af Kvindesagen. Om man i Opfattelsen af Kvindens Sjælsegenskaber er enig med Stuart Mill og Frk. Heckscher eller med Dr. C. Wilkens og - saa vidt vides - de allerfleste Psykologer og Fysiologer, der have undersøgt den Sag, er heldigvis uden afgjørende Betydning for Kravet om „lige Ret for Mand og Kvinde”.

Red.