Udtalelser af og om Jenny Lind-Goldschmidt.

Til sidst nogle spredte Udtalelser af og om Jenny Lind - Kit til at fylde Hullerne i Billedet af hende.

Da Jenny Lind, fortæller man, i 1865 var paa Besøg i Sverige og rejste med Dampskibet „Bore”, sad hun det meste af Natten oppe paa Dækket hos Kapitajnen, nydende det dejlige Vejr og Skuet af Havet. Man bad hende synge, og hun sang den ene Vise efter den anden. Matros efter Matros, Kokken og Skibsdrengene - alle kom de efterhaanden listende op og samlede sig betagne om hende, lyttende til Sangen. Men da saa til sidst Fyrbøderen og Maskinisten kiggede op paa Dækket, raabte hun: „Nej, nu bliver det virkelig alt for betænkeligt - nu maa jeg sandelig høre op!”

„Vilde man” - har Fredrika Bremer sagt - „se Jenny Linds Øjne lyne og hendes Ansigt gjennemstraales af Glædens og Beaandelsens Skjønhed, saa maatte man tale med hende om hendes Kunst, men vilde man se det dybeste og smukkeste hos hende, saa maatte man tale med hende om Religionens dybeste Lærdomme, da straalede Blikket fromt og stort, da var hun smuk.”

En af hendes fordums Kammerater ved det kgl. Theater har skildret hendes Stemme saaledes:

Naturen havde begavet Jenny Lind med en særdeles sympatisk Stemme - en høj Sopran med saa at sige nordisk Klangfarve, men som ikke ejede noget stort Omfang. Svagest var Mellemregistret, og Tonerne f, a, g endogsaa noget tilslørede, fordi Brystregistret i hendes yngre Aar var blevet anstrængt for meget. Hendes tekniske Færdighed var ligesaa fortrinlig, som Trillen var ren og perlende; Toneansats, Artikulation og Frasering - alt bar Præget af fuldendt Mesterskab. Kun faa Sangerinder have med Hensyn til Objektivitet i Fremstillingen kunnet maale sig med Jenny Lind, og faa have ogsaa som hun forstaaet at adle den Komposition, de udføre. Hvad hendes Udseende angaar, da var det højst indtagende uden egentlig at kunne kaldes smukt. Næsen var lidt for bred, men Øjnene sjælfulde, Smilet overordentlig behageligt, Væxten middelstor ....

„Aldrig i mit Liv”, sagde en Gang Mendelsohn-Bartholdy, „har jeg truffet paa en saa ædel, saa ægte, saa sand Kunstnernatur som Jenny Linds. Naturanlæg, Studium og inderlig Følelse har jeg ingensteds fundet saa harmonisk forenede som hos hende.”

„Hun er det skjønneste Udtryk af den mest jomfruelige Kunst”, raabte Meyerbeer, da han hørte hende i Paris.

Den bekjendte afd. svenske Forfatter Örvar Odd har givet følgende træffende Skildring af hende:

Det var ikke saa længe siden, hun endnu havde været den lille forslagne Elev, der forsøgte sig i Vaudevillen og Lystspillet; altid viste hun usædvanlige Anlæg, men Anlæg, som man betragtede med en Slags hemmelig Mistro; det var, som frygtede man, at de lig en tidlig moden Frugt ikke skulde bære Frø for Fremtiden.

Der gik nogle Aar, og en smuk Aften overraskedes man ved at finde den lille Jennys Navn paa „Jægerbrudens” Personliste. Man ved, hvordan hun skilte sig ved denne sin første større lyriske Prøve, og hvordan Webers Mesterstykke fra det Øjeblik fik fornyet og forynget Liv paa vor Skueplads.

Fra den Aften var hendes Berømmelse stadig i jævn Galoperen.

Hvor reves man ikke om hende i den fornemme Verden! Hvor Aristokratiet kappedes om at faa hende med i deres Ekvipager, at lade hende trække frisk Luft paa deres Landsteder, hvor Gulhandskerne have gaaet hverandre i Vejen for at faa en Dans med hende paa Ballerne! Hun har været Illustrationen paa alle private Soiréer og det magiske Lokkemiddel ved alle offentlige Koncerter; der er blevet sunget Serenader udenfor hendes Vinduer, og man har overrasket hende med subskriberede Sølvservicer, man har litograferet hende i alle mulige Formater, man har trykt hende paa Silkelommetørklæder, man har digtet Vers til hendes Pris, tilegnet hende sine Kompositioner, man har efter hendes Fornavn opkaldt baade Eau de Cologne og Snustobak, og man har optaget hende som Medlem at alle mulige Velgjørenhedsanstalter.

Hvor er Nøglen til denne bedaarende Indflydelse, som hun saaledes udøvede over Publikum?

Var hun en Skjønhed, der overstraalede alle andre, lig Afrodite i de olympiske Gudinders Kreds?

Flere elskværdige Væsner, end jeg tør opregne, vilde sikkert hertil i sit Hjærte have svaret et tvetydigt Nej, medens de foran Toiletspejlet ordnede de smukke Lokker til det ventende Bal.

Havde hun en Stemme, hvis Lige aldrig havde været hørt i vore Sale?

Hundrede nordiske Sangfugle vilde have opfordret den til at kappes med dem, og adskillige af dem vilde maaske have kunnet kappes med Held.

Det var hverken som Skuespillerinde ved en blændende Skjønhed - og man ved jo, hvor meget den alene ofte kan virke! - eller som Sangerinde ved en ualmindelig stor Stemme, at hun saa mægtig vakte Publikums Hengivenhed; men det var alligevel som Skuespillerinde og Sangerinde i Forening, at hun ejede et tredje, hvorved hun indtog alle.

Det var denne Ild i Foredraget, denne dramatiske Fyrighed (verve), som strømmer ud fra Menneskets Inderste og elektrisk meddeler sig til Tilskueren: det var dette Væld af Musik i Brystet, som ofte giver en fuldstændig uskolet Stemme, giver Sangen i dens Naturtilstand et saa indtagende, rørende, henrivende Udtryk.

I sit Blad "Östgöta Correspondenten" skrev 1840 den svenske Litteraturs vittigste Humorist, Palmar, saaledes om Jenny Lind:

Vi bekjende oprigtig, at vi paa Vejen til Koncerten søgte at hærde os mod al tænkelig Henrykkelse, dels med den Tanke, at Kvinden er skabt til at føde Børn og koge Most, men ikke til at rejse omkring og slaa Triller, dels tænkte vi at møde den Bifaldsstorm, som var opstaaet overalt, hvor Frøken Lind havde ladet sig høre, med den Bemærkning, at Folk løbe efter alt muligt Lapperi - for Exempel, naar en Konge er paa Rejse. Men alle disse Betragtninger var nedsablede, da Frøken Lind havde sunget en eneste Passage. Vi var ligesaa henrykte som alle de andre, og al den Stund vi ikke ere særlig opfindsomme, naar det gjælder om at give vore Følelser Udtryk, saa sige vi rent ud, hvad vi tænkte, da vi hørte Frøken Lind synge, nemlig, at, naar hun en Gang kommer til Himmerige, og de himmelske Hærskarer med Palmer i Hænderne istemme deres sædvanlige Lovsange, saa raaber Vor Herre sikkert: „Vær stille, Kalve, jeg vil høre Jenny synge.”

Hvoraf kommer da denne Henrykkelse, som presser Følelsens essentia quinta ud af selv de tørreste Øjne? Vi ere atter her nødte til at anvende et Billede, og det er endogsaa hentet af Morten Luthers lille Katekismus, med Svebilii Forklaring, hvor det hedder om Daaben: „Vandet gjør det visseligen ikke”. Frøken Lind besidder ikke denne ydre Skjønhed, som blænder Øjet, og der er maaske mange, som synge ligesaa godt som hun; det er saaledes ikke Stemmen eller Udseendet, som henrykker, men det er „Aanden, som er i og med Vandet”, det er en skjøn Sjæls sande Udtryk, som hun lægger i sit Foredrag.