De kvindelige Telegrafisters Stilling.
(Administrationens Færd - det forelagte Lovforslag - dettes Behandling i Folketinget).
Oplysninger, der ere meddelte os om den Maade, hvorpaa den nuværende Telegrafdirektør stiller sig overfor de kvindelige Telegrafister, tyde paa, at der paa dette Omraade gjør sig en bestemt Reaktion gjældende, at man søger at holde Kvinden ude eller trænge hende tilbage paa et Erhvervsomraade, hun nu i en halv Menneskealder har haft Adgang til. Man nægter - hedder det - Kvinder Adgang til at lære paa Statsstationerne. Kun paa de faa private Stationer, hvor Stationsbestyreren selv antager sit Personale, har hun endnu Adgang. Og de, som ad denne Vej ere slupne indenfor Døren, faa kun Ansættelse under Staten paa den Betingelse, at de ikke kunne vente at rykke op til Telegrafister. Ved Oprykning fra Reservetelegrafist til Telegrafist have i de senere Aar 4-6 Mænd sprunget forbi hver Kvinde. Da der i sidste Foraar skete en større Oprykning, kom kun ganske enkelte Kvinder med, Resten blev forbigaaet. Der er for Tiden i alt 11 kvindelige Reservetelegrafister i en Alder af 48, 45, 37, 34, 31, 29, 29, 29, 28, 25 og 24 Aar, og flere af disse have før deres Ansættelse under Staten gjort Tjeneste i mange Aar paa Privatstationer. Reservetelegrafisternes højeste Lønning er 800 Kr.
At Kvinder ere brugbare som Telegrafister, synes at fremgaa deraf, at paa de private Stationer, hvor Stationsbestyreren selv vælger sit Personale, benyttes næsten udelukkende Kvinder - for Tiden ere af 21 Medhjælpere ved disse Stationer de 18 Kvinder. Af de 13 Telegrafstationer, hvis Bestyrere i det af Regeringen forelagte Lovforslag indstilles til Forhøjelse, blive 4 udelukkende (Bestyreren fraregnet) og 3 delvis betjente af Kvinder. Det er altsaa netop paa nogle af de større og vigtigere Stationer, at man hjælper sig med blot kvindeligt Personale.
I det af Regeringen i Folketinget forelagte Forslag til Lov om Lønninger ved Telegrafvæsenet er det foreslaaet at lade de kvindelige Telegrafister udgjøre en særegen Lønningsklasse. Lovforslaget har 4 Lønningsklasser. Fra de tre første (Telegrafbestyrere og Overtelegrafister) ere Kvinderne udelukkede, og den 4de Klasse (Telegrafisterne) deles i de mandlige, der lønnes med 1000 til 1800 Kr., og de kvindelige, der maa nøjes med 800-1200 Kr. Hertil kommer imidlertid Alderstillæg, der for Telegrafisterne udgjør 100 Kr. aarlig hvert 5te Aar, dog ikke ud over 500 Kr. Desuden bidrager Staten med et vist Beløb til Telegrafisternes Alderdomsforsørgelse. Det i dette Øjemed opsparede Beløb inddrages i Statskassen, bl. a. naar Telegrafisten afskediges af en den paagjældende tilregnelig Aarsag, frivillig udtræder af Statstjenesten, eller, naar det er en kvindelig Telegrafist, indgaar Ægteskab. Der ligger heri en Tilkjendegivelse af, at den kvindelige Telegrafist ubetinget skal afskediges, naar hun gifter sig.
I de Lovforslaget ledsagende Bemærkninger hedder det: „Siden Aaret 1870 have Kvinder kunnet opnaa Ansættelse som Telegrafistinder, og denne Anvendelse af kvindelig Arbejdskraft maa efter den i den forløbne Tid indvundne Erfaring erkjendes at have været heldig.” Men efter denne Erkjendelse - der ikke synes at stemme godt med den nuværende Telegrafbestyrelses Handlemaade - anføres saa som Begrundelse af de lavere Kvindelønninger en Række Paastande, der passe bedre hertil. Kvinderne kunne ikke bestride Arbejdet ved Stationerne i Kjøbenhavn og Fredericia, hvor 4/5 af det hele Telegrafistpersonale gjør Tjeneste, fordi den hele Tjeneste ved disse Stationer (meget Nattearbejde o. s. v.) er for anstrængende. De ere „mindre skikkede til at forrette rent tekniske Arbejder, navnlig de, der forefalde udenfor Stationerne, ligesom det heller ikke vil være heldigt at anvende Kvinder i Stillinger, hvor de skulle optræde som Overordnede overfor et Personale hovedsagelig bestaaende af Mænd, ofte i en ikke ganske ung Alder.” Derhos anføres Hensynet til Mændene som Familieforsørgere.
Ved Lovforslagets første Behandling i Folketinget den 16de December 1887 talte Folketingsmændene Harald Holm, Bajer og Berg de kvindelige Telegrafisters Sag. H. Holm oplyste, at paa de private Telegrafstationer (paa Linjer, som Staten oprindelig ikke har bygget, og hvor den derfor ikke har foretaget Ansættelserne) virke 12 Kvinder som Stationsbestyrere, saaledes i Assens, Faaborg og Holbæk. Medens der her i Landet kun er ansat 15 kvindelige Telegrafister (foruden 11 Reservetelegrafister og 10-12 kvindelige Medhjælpere) paa Statens Telegrafstationer, er der i Sverrig udenfor Stockholm ansat 144 kvindelige Telegrafister, det vil sige, over Halvdelen af samtlige Telegrafister og Telegraf bestyrere ere Kvinder. I Stockholm benyttes paa Hovedstationen 16-18 kvindelige Telegrafister. I Norge er ansat 90 kvindelige Telegrafister foruden 18 kvindelige Stationsbestyrere. Han fremhævede det urimelige i, at Kvinder kunde være Bestyrere og selv antage Medhjælpere paa de private Stationer, men ikke maatte rykke op indenfor Statstelegrafens Ramme. Bajer talte for lige Lønning for Mænd og Kvinder og mod at afskedige de kvindelige Telegrafister, der indgaa Ægteskab. „Det er en meget farlig Grundsætning at gjøre gjældende, det er ligesom at sætte Straf for at gifte sig. Jeg er overbevist om, at Sædeligheden lider ikke saa lidt ved at gjøre den Grundsætning gjældende.” Berg meddelte, at det stadig fra Folketingets Finansudvalg var blevet forlangt, at der skulde ansættes flere Kvinder ved Telegraf- og Postvæsenet. Der burde forbeholdes Kvinden udelukkende Adgang til visse Klasser af Embeder; thi ellers kommer hun ikke rigtig med.
Det gjør os ondt at meddele, at der hos de Medlemmer af Tingets højre Side, som havde Ordet, ikke raadede den samme Aand. Jagd savnede hos de danske Kvinder som Regel den Alvor, der er en Betingelse for, at de kunne udføre den Slags ansvarsfulde Pligter, som Telegrafvirksomheden fordrer. E. F. Larsen vilde have Kvinderne anbragte ikke som de mandlige Telegrafisters Konkurrenter, men som deres Hustruer. Ved at fremdrage Kvinden for stærkt fortrænger man Manden og skærper det sociale Spørgsmaal.
Indenrigsministeren lod dog ikke til personlig at dele den Uvilje, der hos en Del af den ham undergivne Administration findes mod Kvinderne. Han anerkjendte paa et Spørgsmaal fra Berg deres fortrin, lige Brugbarhed som Kasserere, „idet de i saadanne Stillinger nok kunne anses for nok saa ærlige og paalidelige og ordentlige som Mænd, de have heller ikke saa mange Steder Ærinde.” Om Ægteskabsspørgsmaalet udtalte han: „bl. a. følger Taushedsløftet med (Ansættelsen ved Telegrafvæsenet), og der er virkelig Telegrafembedsmænd, som for Alvor have gjort den Betragtning gjældende, at gifte Kvinder ikke bør ansættes, blandt andet ogsaa af Hensyn dertil. Det kan være mere eller mindre berettiget, men det er en Betragtning, som har været gjort gjældende for Alvor.”
Naturligvis Ministeren siger ikke rent ud, at dét er en latterlig Taabelighed af de ham underordnede Telegrafembedsmænd, men han tager dog saa megen Afstand fra disse Vismænd, som Forholdene tillade. Vi ville da haabe, at det maa lykkes Folketinget at bevæge Ministeren til at skride ind imod den Tilsidesættelse af Kvinden, hans Underordnede gjøre sig skyldig i.
