Platon og Kvinden

Indhold.

Indledning. - Platons Lære - Sanseverdenen og Idéverdenen. - Idealisten Platon. - Realisten Platon. - Platons Skrifter Samtaler. - Sokrates Midtpunktet; Menneskevrimlen Billede paa Idévrimlen. - Stormennesket Billede paa Storideen. - Kvinden intet „virkeligt” Menneske. - Kvindens Stilling i Oldtiden. - Kvinden og Realisten Platon: Xantippe. Diotima. - Kvinden og Idealisten Platon. - Platons videnskabelige Methode. - Begreber og Underbegreber; Kvindebegrebet. - „Statsmanden”. - „Staten”. - Platon og Kvinden. - „Menon”. - Slutning.

- Platon var, som bekjendt nok, en stor Filosof, en af Oldtidens, ja, af alle Tiders største Tænkere. Hans Filosofi er en mægtig, sindrig sammenføjet Bygning, som ethvert Menneske kan have stort Udbytte af at kjende, men det er just ikke saa let en Sag at vandre i de platoniske Højsale, end mindre at lære Bygningen at kjende i sine Fuger. Med andre Ord, den platoniske Lære er ikke let tilgængelig.

Denne lille Afhandling har, som Overskriften siger, til Hensigt at eftersøge, hvad der hos Platon er at indvinde angaaende Kvindespørgsmaalet. Men nu at forstaa Platons Behandling af dette eller af noget som helst andet Spørgsmaal, uden at have i alt Fald noget Kjendskab til hans Lære, er ikke ret vel gjørligt. Desuden forekommer det mig en selvfølgelig Sag, at en Tænkers Ord fornemmes under Klangen fra hans egen Strængeleg, at hans Tankesæts dybeste „Motiv”, som enWagnerianer vilde udtrykke sig, anslaas som Forspil.

- En Filosof, stor eller lille, er til syvende og sidst ikke andet end en Mand, der gætter Gaader. Kun er det Gaaden for alle Gaader, han gransker efter, Verdensgaaden. De forskjellige Filosofier ere lige saa mange Gætninger, mer eller mindre interessante. Platon gætter nu saaledes: Verdenshemmeligheden er den, at alt er ét, at Verden er et fuldendt, uforgængeligt, uforanderligt Hele; alt, hvad der er ufuldkomment, forgængeligt og foranderligt, er derfor egentlig talt ikke til. Alt, hvad der opfattes foruden det ene store, opfattes gjennem et Fejlsyn, og det maa være Tilværelsens Maal at faa dette Fejlsyn rettet.

- Nu ere vi Mennesker jo saaledes stillede, at baade vi selv og alt, hvad vi se og høre og overhovedet sanse, opstaar og forgaar, voxer og svinder; hvordan lader nu det sig rime sammen med den store Hemmelighed? Kun paa den Maade, at vi erkjende os selv og den hele Sanseverden for at være - ikke rigtig til, ikke rigtig virkelige. Kun en lille Smule i den saakaldte Virkelighed hænger sammen med den store Sandhed; var det ikke saa, kunde denne jo end ikke anes af os.

- Platon bryder sig da ikke heller om denne Verden, hans Interesse gjælder en anden, over denne hævet Verden, som han kalder Idéverdenen. Hvad Platon mener med „Idé”, er ikke ganske let at anskueliggjøre, allerførst af den Grund, at Ideen skal være befriet for alle sanselige Kjendetegn, altsaa ingen Anskuelighed have. Kalder man Platons Ideer for „Tanker”, hvilket Ord vel nærmest udtrykker Modsætningen til det haandgribelige, betegnes ikke deres Ejendommelighed; thi denne bestaar netop i, at de have en selvstændig Tilværelse, medens Tanker jo ikke ere til i sig selv. Man vil derfor bedre kunne benævne dem Tankegjenstande eller Tankevæsner. Menneskets Tanker ere da Indtryk fra den Verden, som disse Væsner tilsammen udgjøre, og som Platon, til Forskjel fra den sanselige Verden, kalder den virkelige Verden. Den sande Virkelighed er da den, der ikke sanses, men forstaas umiddelbart ved Tanken, - Idéverdenen.

Som man ser, er det højt oppe under Skyerne, at Platon svæver, saa højt, saa almindelige dødelige kunne miste Vejret ved at følge ham. Men han er ikke saa slem, som han lader. Han er ikke alene Idealist, han er ogsaa en fornuftig Mand. Han véd, at, naar han taler saa højt oppe fra, saa kunne Menneskene slet ikke høre ham, og det er dog dem, han henvender sig til for at gjøre dem kloge paa det, han selv mener at være klog paa. Han maa ned paa Jorden for at kunne pege op mod Himlen, maa bort fra Ideernes Straalehav for at bringe Glansen fra det høje ned til den formørkede Sanseverden og for nedefra at paavise Straalernes Vej tilbage til Ophavet.

Kort og godt, Platon forstaar meget vel, at, vil man gjøre Menneskene en Sandhed indlysende, maa denne Sandhed meddeles dem i en Form, hvorunder den er tilgængelig for dem.

Det hinsides, om det saa er aldrig saa virkeligt, ville de ikke kunne forstaa, førend det klæder sig i Kjød og Blod, taler deres Tungemaal, bliver en Gjenstand for deres Sanser. Men, bekvemmer virkelig Ideen sig til at komme til Menneskene i en saadan Forklædning, saa er den ogsaa som en Messias for dem, der oplukker deres Øjne og Ører for den Verden, hvis Navn ellers end ikke kan nævnes af dem.

- Sanseverdenen er derfor ikke alene Gjenstand for Platons Foragt, han har den ogsaa behov, han behøver Grund under Fødderne, behøver Anskuelsesbilleder for at kunne belære Menneskene. Og - skulde man tro det? - Platon, Idealisten om en Hals, han forstaar at tage paa den almindelige Verden som en ægte Realist. Ligesaa forflygtigede hans „Ideer” ere, ligesaa fuldblods ere hans „Mennesker”, hans Anskuelsesbilleder. Kun tilsyneladende er dette uoverensstemmende med hans Ligegyldighed for Sansevæsnerne; det forklares paa den letteste Maade af Verden, naar man erindrer, at han aldrig bruger Sansetingene i anden Hensigt end den ved Lignelser, ved Exempler at gjøre sine Tilhørere den sande Virkelighed begribelig. Derfor er den ham omgivende Kreds af Mennesker tjenlig for ham, som den er; den er hans Exempelsamling; han griber i den i Flæng, tager Personerne lyslevende, som de staa og gaa, og anbringer dem i sine Skrifter. Se, denne Fremgangsmaade er jo netop Realistens, og denne Platons Realisme have vi at takke for den store Værdi, hans Skrifter, helt bortset fra deres filosofiske Værdi, have som sandhedstro Skildringer af hin fjærne Tid og dens Mennesker.

- Platons Skrifter ere, paa en ganske enkelt Undtagelse nær, alle i Samtaleform. Snart fremføres den ene Mening, snart den anden, snart ere de samtalende enige, snart uenige. Der mylrer med Liv paa Platons Skueplads, med de forskjelligste Karakterer, de forskjelligste Anskuelser, ganske som i det virkelige Liv. Men, se vi nøjere til, opdage vi, at Uroen kun er tilsyneladende, at den i Virkeligheden er en Bevægelse om et eneste, fastliggende Punkt. Menneskevrimlen viser sig at kredse om et eneste Menneske, Sokrates, den store Græker, der led Døden, fordi han var Fuldkommenheden en hel Del nærmere end almindelige Mennesker.

- Naar vi nu vide, at Platons eneste Kjærlighed gjælder Idéverdenen, saa ville vi forstaa, at alle hans Personer maa være at opfatte efter deres Sammenhæng med denne, som Symboler paa Ideerne. Og som Sokrates i hans sanselige Verden spiller den største Rolle, maa den Idé, Sokrates er Anskuelsesbillede for, i hin Verden være den største, en, der staar i samme overordnede Forhold til sine Omgivelser, som Sokrates til sine.

Thi i Ideernes Verden er der Rangforskjel ligesom i Sanseverdenen. Der er større, og der er mindre Ideer; der er endelig en højeste Idé, som troner over alle tie andre, men tillige har det forunderlige ved sig, at den, betragtet paa en vis Maade, viser sig at rumme alle de andre i sig, at være baade én Idé og Al-Ideen, Storideen, Gud.

Hvilken Idé der nu er Platons Yndlingsidé, gætter man let. Efter Storideen spejder han tidlig og sildig. Han forsker og forsker efter dens Afspejling i Sanseverdenen, i de forskjellige Enkeltmennesker; men ingensteds finder han den saa herlig tilbagestraalende som i Sokrates. Sokrates synes ham det største Menneske, han har truffet, synes ham et Sansevæsen, i hvilket han gjenfinder det samme forunderlige Dobbeltforhold, der er ejendommeligt for den højeste Idé. Derfor vælger han Sokrates til Anskuelsesbillede for denne, fremstiller ham som Stormennesket, der paa én Gang er Midtpunktet, om hvilket alle de andre Mennesker slaa Kreds, og i sig rummer det hele Menneskevæsen.

For nu endelig at faa Platon og Kvinden knyttet sammen, saa vil alt det foregaaende kun have gjort én Ting klar angaaende deres Stilling til hinanden - at Kvinden ikke er Platons Kjæledægge. Den Rolle spiller jo Sokrates. Skulde man synes, at Platon behøver Undskyldning for sin Foretrækken af det mandlige Kjøn, saa er en saa dan saa let som vel muligt at finde. Kvindens Stilling i Oldtiden var ikke en saadan, at nogen skulde kunnet falde paa at lade hende konkurrere til Medaljen som Menneske. Det er klart, at kun udmærkede Mennesker kunde gjøre sig Haab om Æresnavnet: „virkeligt Menneske” i platonisk Forstand, have Udsigt til at blive Fremstillere af det „egentlige” Menneske. Udelukkede maatte paa Forhaand alle være, der kun besad et forsvindende Menneskeindhold, (hos hvem det ideale var saa yderst ubetydeligt i Sammenligning med de sanselige Bestanddele), derfor ikke alene Kvinder, for ikke at tale om de foragtede Slaver og Barbarer, men ogsaa fribaarne Borgere, ja overhovedet alle Mænd, undtagen den eneste Slags, hvortil Sokrates hørte: Filosoferne. Thi kun disse, og af disse da atter kun de sande Filosofer, Visdomssøgerne i Aand og Sandhed, havde til syvende og sidst for Platon den rette menneskelige Lødighed.

- Desuden, i det Liv, Platon skildrer, og som han har iagttaget, deltog Kvinden slet ikke. Som Virkelighedsskildrer kan Platon ikke indføre hende, hvor hun ikke hører hjemme. Mænd var det, der prægede Oldtidslivet, Mænd var det, med hvem Platon omgikkes, samtalede, Kvinderne havde man kun at gjøre med for sine Svagheders Skyld. Hvis Menneskene, eller rettere Mændene, havde været saa gode, som de burde være, saaledes som Platon sukkede efter, at de skulde være, vilde Kvinden egentlig været fuldstændig overflødig; Sansebehovet kunde ikke findes hos sansefrigjorte Mænd. - Den græske Hustru færdedes i sit Kvindehus; udenfor dettes Vægge var der ingen Verden for hende. Den anden Slags Kvinde, Hetæren, kunde vel paa en vis Maade siges at deltage i Samfundslivet, om hende kunde Mænd nok flokke sig, og i Glædeshusene kunde der vel være Liv, men Plato har ikke fundet for godt at skildre os den Slags Liv. Derimod selve Byen med dens Gader og Stræder, Gymnastikhuse og Buegange havde Mændene for dem selv; Torvet, hvor de dannede Atheniensere yndede at slentre om den meste Tid af Dagen, frembød kun et mandligt Skuespil; Theatrene ligeledes. Intet Under derfor, at der kun yderst sjælden kommer en kvindelig Skikkelse over Platons Scene, hvor Mændene færdes: Der maa noget overordentligt til, for at Kvinden skal lokkes ud af sit Kvindehus, ud imellem Mændene.

- En usædvanlig Begivenhed skylde vi da ogsaa det lille Glimt af Xantippe, Sokrates Hustru (i „Fædon”). Manden sidder i Fængslet og venter Døden; Dommen er afsagt. Jamrende og klagende sidder Hustruen ved hans Side med deres lille Søn, da Vennerne træde ind. Sokrates, der generes af Xantippes hysteriske Væsen, griber strax Lejligheden til at faa hende fjærnet og lader en af Vennerne føre hende bort. Hylende og slaaende sig for Brystet forlader hun Stedet, hvorpaa den uforstyrrelige Filosof gjør et Par dybsindige Bemærkninger angaaende det ubehageliges Gavn som fremhævende det behagelige, - uden Tvivl med en fin Hentydning til sin Ægtehalvdel. Efter al Sandsynlighed slider og slæber denne Xantippe hjemme i Huset og bryder vel sin indskrænkede Husmoderhjærne med at faa Indtægterne til at slaa til; foruden at hun - forstaar Sig - føder Børn og opklæder dem, sukkende over Manden, - der driver om paa Torvet den hele, udslagne Dag, ikke fører saa meget som en Skilling til Huse og ikke, saavidt en almindelig dødelig kan se, udretter det mindste, hverken i privat- eller statsøkonomisk Henseende, - og maaske modtagende ham med mindre velvalgte Ord, naar han omsider behager at komme hjem.

Det Ry som Rappenskralde, der knytter sig til Xantippes Navn, skyldes ikke Platon, om det overhovedet har nogen paalidelig Hjemmelsmand; han har kun i de nævnte faa Træk skildret os en stakkels fortvivlet, hysterisk Kvinde, saaledes som han sikkert i Virkeligheden har truffet hende, og som han skyndsomst maa fjærne, for at hun ikke skal forstyrre den skjønne Harmoni, der ombølger den døende Sokrates, ligesom det er fornødent for Musikeren skyndsomst at fjærne de mislydende Klange. Havde Platon iagttaget Xantippe i hendes Kvindehus, er det slet ikke umuligt, at han havde givet os en tiltalende Skildring af hende, medens han nu har givet os en frastødende; vi kunde vente det af hans Virkelighedssans.

- I Diotima synes Kvinden at faa Oprejsning for, at hun ikke taaltes ved den døende Sokrates Side. Denne forunderlige, udenlandske Kvinde kaldes Sokrates Lærerinde; er han en Vismand, saa er det hende, han har at takke derfor; det siger han i alt Fald selv („Symposion”). Rigtig at lide paa er Sokrates dog ikke; hans Ord ere ikke altid at forstaa efter Bogstaven, og det turde være muligt, at Diotima tilskrives den store Ære at have indviet ham i de filosofiske Hemmeligheder, alene fordi hans Beskedenhed stiller ham overfor den Fornødenhed at fraskrive sig selv Æren. Smigrende synes det dog for Kvinden, at Platon lader en Kvinde spille Rollen som Meddeler af de højeste Sandheder, og vi kunne jo ogsaa bryste os lidt deraf, hvis vi finde for godt; men Platons Hensigt har uden Tvivl aldeles ikke været at smigre, han har kun som sædvanlig valgt den naturligste Udvej, benyttet et Virkelighedstræk. Og i Virkeligheden fandt han jo netop Kvinder som Gudernes særlige Tolke. Det var Kvinder, der, vridende sig i Krampetrækninger paa den hellige Trefod, talte de gaadefulde Ord, der, gjentagne af de lyttende Præster, forkyndtes Omverdenen som Gudernes aabenbarede Hensigter. Saadanne Væsner bedømtes ikke paa almindelig Vis. De stod ikke paa Naturens Regning; de var Gudernes Udvalgte, berørte af Apollos hellige Aand, men som Mennesker betragtede ubestemmelige, utilregnelige. - Vi søge da ogsaa forgjæves at faa Greb i Diotima, at forstaa hendes Menneskevæsen, det smuldrer bort mellem vore Hænder, tilbage staar kun Gudernes Tolk, Præstinden med Idéverdenens Straaler funklende om Panden; og den lange filosofiske Udvikling, der er lagt i hendes Mund, klinger os i Møde igjennem en højtidsfuld Tempelstilhed.

- Har Kvinden været for godt gjemt i Krogene, til at Platon har kunnet faa Interesse for hende paa sin Sansevej, saa kunne vi derimod haabe, at han vil finde hende paa sin Fornuftvej. Fornuftens Vej er jo en lige Vej, der styrer ret mod Maalet, og hvor intet kan forstikke sig i Kroge og Dunkelhed; Kroge og Dunkelhed høre alene den naturlige Vej til.

Vi saa, at der hos Platon altid er en dobbelt Strømning at følge, en idealistisk og en realistisk, en Strømning opefter mod Idéverdenen og en Strømning nedefter mod Sanseverdenen. Hans Maal er jo Ideernes Vidder; men han lader sig ikke nøje med at vandre der op og rolig strække sig til Hvile deroppe. Hans Vej er Vejen over et Bjærg. Han vil noget mere end naa Toppen og der ryste Støvet fra Sanseverdenen af sine Fødder, han vil ned igjen til denne Sanseverden for ret at faa Rede paa Sammenhængen mellem det høje og det lave, vil have banet en bred og farbar Vej mellem Fod og Top. Harmoni er det, han vil, Samklang mellem Ende og Begyndelse, og den kan han først finde, naar alle Mellempunkter mellem det allerøverste og det allernederste ere tilbagelagte, og det høje og det dybe i Tilværelsen klinger sammen til én Akkord, der er Livets - Livets løste Gaade.

- Det er til Platons videnskabelige Fremgangsmaade, vi stille vore Forhaabninger angaaende Kvinden. Naar han har faaet samlet Enkelthederne sammen til Fællesheder eller Begreber, hvilket naturligvis kun er et andet Navn for Ideerne, staar det tilbage for ham at kløve disse i Underbegreber og Underbegrebers Underbegreber, saa længe indtil der ikke er mere at kløve: indtil ny Enkeltheder ere naaede, men vel at mærke virkelige Enkeltheder, fundne ad Fornuftvejen, ikke som de Enkeltheder, der danne Udgangspunktet, uklare, forvirrede Sanseting. Med andre Ord, den store, altomfattende Ener og den lille, kun sig selv omfattende Ener, skulle være forstaaede, før man kan stanse, før Undersøgelsen tør sluttes. Iblandt alle disse Begreber og Underbegreber maa Platon dog vel træffe paa Kvindebegrebet?

- Naturligvis træffer han derpaa, ved den allerførste Spaltning af Menneskebegrebet. „Mand og Kvinde”, siger han i „Statsmanden”, „ere Menneskehedens to Halvdele: Thi deri finder jeg da Fornuft, naar man vil tvedele Menneskeslægten, saa at dele den i den mandlige og den kvindelige Slægt, men ufornuftigt derimod, hvad de fleste gjøre, at dele den i Græker og Barbarer. Det er ikke at handle efter Fornuftens Fordringer, at snitte et kjendt Hjørne ud af et Hele, som man for Resten ikke undersøger, og saa mene Halveringen fuldendt med at give hver af Delene et Navn. Det Heles Begreb maa tvedeles i to tydelige Begreber, ikke i ét Begreb og et Kaos, saaledes som „Græker” og „Barbar”.”

Denne Ytring fylder én med Forhaabninger, - som skuffes. Den staar blot lejlighedsvis; Platon „støder” blot paa Kvinden, ikke mere. Det er kun her saa meget mere at beklage, som Konstellationerne synes saa overordentlig gunstige. Man faar næsten Løfte om en udtømmende Bestemmelse af Kvindebegrebet, som imidlertid udebliver. Hvis ikke Platon havde ydet „os Mennesker” saa overordentlig meget, kunde „vi Kvinder” fristes til at blive vrede paa ham ved denne Lejlighed. Han indser, at et utydeligt Begreb slet ikke er noget Begreb, men et Virvar, at Navnet Kvinde ikke vil sige en Smule mere end Ikke-Mand, saa længe Kvindeejendommelighederne ikke ere angivne, og dog synes han selv at blive stikkende i den Fejl, han paapeger.

Men Platon er undskyldt. Han er ikke pligtig at slippe sin Dialogs Hovedæmne for at forfølge hver en indholdsrig Sidetanke, han træffer paa sin Vej. Han behøver ikke paa samme Tid og Sted at tage alle et Begrebs Dele op til Undersøgelse; han kan lade de ikke undersøgte Dele henligge til Behandling andensteds. Det er netop ogsaa, hvad vi kunne vente, at han andensteds tager Kvindebegrebet frem til Undersøgelse, at hans egne ovenfor nævnte Ord maa have forekommet ham selv først og fremmest saa betydningsfulde, at de blev spirekraftige nok til at sætte Væxt i en selvstændig Dialog. Vi ere jo saa vante til at se Tanker dukke glimtvis frem hos ham, som først paa andre Steder tages frem til selvstændig Behandling.

- Vi se os da om blandt hans andre Dialoger efter en udførligere Behandling af Kvinden. Vi behøve ikke at lede længe. I den berømteste af dem alle, i „Staten”, finde vi et helt Afsnit viet til Kvinden, et helt kvindeligt Skuespil, som Platon selv kalder det, opført.

Man mærker ogsaa her, at Platon kun med Sky har givet sig af med Kvinden, et Æmne, der for ham staar i saa nøje en Forbindelse med det i Mennesket, der bør være viet til Underkuelse. Det antydes ved de forskjellige Forsøg, Sokrates gjør paa at slippe fra Sagen, inden han endelig af sine Tilhørere nødes til „at opføre det kvindelige Skuespil, efter at han i den foregaaende Samtale har opført det mandlige”. Han nødes, sige vi, thi i Undersøgelsens Løb er man rendt lige bus paa Kvinden, eller rettere, paa Hunnen.

Thi Spørgsmaalet, der stilles, er dette: hvorledes skulle vi forbedre det levende Væsen Mennesket, hvorledes bringe det til dets Evners Højdepunkt? Svaret bliver et nyt Spørgsmaal: hvorledes bære vi os ad overfor andre levende Væsner, hvordan blive de saa duelige som muligt? I Lighed med vor Fremgangsmaade overfor Dyrene maa vor Fremgangsmaade være overfor Mennesket. Det maa opdrættes som hine. Det udgjør med hine en fælles Klasse, de levende Væsners Klasse, det deles som hine i to Underklasser, Hanner og Hunner. Derfor kræves det, at der drages Sammenligninger mellem Mand og Han, mellem Kvinde og Hun. Udgangspunktet er, som man ser, Dyrelæren, og dette præger hele Undersøgelsen, der fører Følgeslutninger med sig, som maaske forekomme Platon ligesaa forbavsende som nogen anden.

Platons „kvindelige Skuespil” har været skæbnesvangert for ham: det har berøvet ham alle dydige Statslæreres Gunst, ja, det har været saa nærved at gjøre hans Navn berygtet, at kun netop et saadant i Aandens Verden straalende Navn som hans havde kunnet udholde Anløbet - uden at ruste. For dem, der skulle fremstille det platoniske Statssystem, er det jo ikke muligt at faa tilsløret „Pletten” deri, Kjønnenes Krydsning efter Dyrenes Mønster. De maa fremstille den, og saa skyndsomst korse sig over en stor Aands Forvildelse,

Men denne saakaldte Forvildelse gjør hos Platon i Virkeligheden saare lidt Indtryk af en Forvildelse. Tværtimod, han kommer saa naturlig og følgerigtig til sin Fordring om Kjønnenes Parring i Flæng (Promiskuitet), er saa langt fra at blande nogen letfærdig Tanke ind i sin Undersøgelse, at han meget mere forekommer os som en „renlivet”, langt fra Verdensfordærvelsen levende Eneboer, der, i sin enfoldige Visdom, kunde man fristes til at sige, - mener at kunne gjøre en rask Ende paa al Verdens Kiv og Trætte. Hør! siger han ganske uskyldig, maa det ikke indrømmes, at det allerfornuftigste og allerbedste var, at Menneskene blev enige om at dele deres Goder indbyrdes, i Stedet for at slaas om dem? Kiv og Strid volder kun Ødelæggelse og Fortræd, baade for de stridende og for dem, der strides om. Kan vel nogen nægte, at Menneskene burde kunne dele i al Venskabelighed - alt uden Undtagelse? Nuvel, saa lade vi dem dele! - ogsaa, Hustruer!

Denne Mundfuld har været den værste for Dydsmenneskene at faa ned; det øvrige Kvindekapitel har ikke været fuldt saa vanskelig fordøjeligt for dem, om ogsaa slemt nok.

Sætte vi mon Pris paa, spørger Platon, at vore Hunhusdyr holdes i Stampe? Opdrætte vi ikke vore Jagthunde til Jagt og lade dem deltage i Jagt, Hunhunde saavel som Hanhunde? Hvorfor skulde vi bære os mindre fornuftig ad overfor Menneskene end overfor Dyrene? Lad os søge at gjøre de første som de sidste til saa fuldkommen en Race som muligt; men dette kan kun ske, naar vi sørge for, at baade Mand og Kvinde faa deres Evner fremmede, ikke nemmede. Det fælles for dem er at være Menneske, de skulle udvikles mod det samme Maal. Den ene som den anden bør deltage i almenmenneskelige Sysler, bør blive Borgere, Krigere, Statsmænd. Men først og fremmest bør de opdrages paa samme Maade. Thi hvem kan vel blive en dygtig Kriger, uden at han først har faaet sit Legeme uddannet ved Gymnastik, hvem kan vel blive Filosof, uden at han forinden har faaet sin Aand uddannet igjennem Aandsøvelser? At det vilde forekomme latterligt at se Kvinderne færdes nøgne paa Gymnastikpladsen mellem Mændene, er en Bisag. Desuden vænnes Menneskene til alt. Før det blev en Vane at se Mænd kaste Klæderne for utvungent at øve deres Legemer, var ogsaa dette et latterligt Skue. Fejlen er hos den, der ler, uden at gjøre sig Rede for, om det, han ler af, er fornuftigt eller ufornuftigt, ikke hos den nøgne Mand eller Kvinde, der hyller sig i Dyd i Stedet for i Klæder.

Platon synes da at slaa fast, at der ingen egentlig Forskjel er mellem Mand og Kvinde, at Kjønsforskjellighederne ikke hænge sammen med nogen Væsensforskjel. Men at der er en Gradsforskjel imellem dem, det betoner han med Fynd og Klem. Manden er den stærkere, Kvinden den svagere, Manden det fuldkomnere udviklede Menneske, Kvinden det mindre udviklede. Kvinden kan indtage de samme Stillinger, deltage i samme Arbejde som Manden, men hun vil aldrig kunne naa ham i Dygtighed. Med andre Ord: Platon udelukker paa det bestemteste den Tanke, at Mand og Kvinde kunne være lige store Væsner, hver i sin Art; de ere, siger han tydelig nok i „Staten”, ulige store Væsner af samme Art.

Kvindebegrebet skulde da allerede være bestemt ved Mandsbegrebet. De to Begreber skulde kun forholde sig til hinanden som det klarere og det mere taagede Billede af samme Idé. Rigtig passer denne Anskuelse ikke med andre Udtalelser af Platon, navnlig ikke med den omtalte i „Statsmanden”. Naar Mand og Kvinde ere de to store Menneskeskikkelser, saa vente vi, at der imellem dem maa være noget mere end en Gradsforskjel. Den samme Gradsforskjel gjenfindes jo indenfor Mændenes Klasse; ogsaa for deres Vedkommende taler jo Plato om fuldkomnere og ufuldkomnere. Hvorledes kan da den større og den mindre Fuldkommenhed være Hovedkjendetegn for Mand og Kvinde? Vi faa det ikke at vide.

Sagen er, at Platon aldrig har faaet arbejdet sit Kvindebegreb sammen til en Helhed. Ære være ham for hans kvindelige Skuespil og for det Heltemod, hvormed han drager sine Følgeslutninger. Men ventede vi i „Staten” en udtømmende Behandling af Kvindens egentlige Væsen, da vende vi os nu skuffede bort. Platon vurderer kun Kvinden fra den legemlige Side, som hørende til Dyreriget. Imidlertid, gaa vi ind paa at nøjes med denne Slags Vurdering, hvor meget finde vi saa ikke at beundre hos ham! Hvor meget Klarsyn viser han ikke, hvor redebon en Vilje til at følge sine egne Tanker i deres Løb, selv om de vise sig at munde ud i det vildene Hav, hvor fasttømrede Anskuelser blive til Vrag! Og selve den ligesom nødtvungne Maade, hvorpaa han kommer frem med Kvindeæmnet, vidner vistnok ikke blot om hans Uvilje mod at behandle et for ham uinteressant Æmne; nej, tillige om noget meget mere betydningsfuldt, om hans Uvilje mod at behandle et for ham ukjendt Ærnne. Han har ikke studeret Kvinden og kan ikke begrebsbestemme, hvad han ikke har studeret. Idealistens Fordringer prelle af mod Realistens.

- Men hvorfor har Plato da ikke studeret Kvinden? Hvorfor har han ikke søgt at sætte sig ind i et Æmne, hvis Vigtighed han selv anede?

Hvis vi vilde være dybsindige, kunde vi deri finde en fin Antydning af, at han som Mand ikke ansaa sig for at være i Stand til at fatte Kvinden, at han lod dette Hverv ligge til Kvinderne selv som de eneste rette vedkommende. Man kunde lade ham tænke som saa: naar jeg fejer for Mændenes Dør, har jeg gjort, hvad jeg evner, lad saa Kvinderne om at feje for deres.

Men det er aldeles ikke fornødent at være dybsindig her. Det er Forklaring nok: at Plato ikke fik Tid til alt. Der var saa mange rige Tanker, som laa i Forgrunden; de krævede først Forløsning. Der blev ikke Tid for Kvinden. Saa kom Skuffelse paa Skuffelse, Manddomsaarene svandt, og Alderdommen kom, og Vidtløftighederne; der blev ikke Tid for Kvinden. Den gamle Mand satte sig til at skrive sine „Love”, og de kunde ikke blive omstændelige nok. Til sidst kom Døden og Tankernes Ophør; der blev ikke Tid for Kvinden. Hun skulde endnu i lange Tider vedblive at være, hvad „Barbaren” snart ophørte at være, det kaotiske Begreb, den i Mørke liggende Menneskeskikkelse. Havde Plato taget sig for at lyse op i Kvindevæsnets Kroge, hvem véd, saa var maaske Kvindens Historie bleven en anden end den virkelige. Thi hendes Historie har jo blot været at ligge i Skjul.

- Spørge vi Plato aldeles ligefrem, hvordan hans Idealkvinde ser ud, saa viser han os hende vanemæssig med den græske Hustrus Træk. „Kvindens Dyd”, siger han i „Menon”, „er det ikke vanskeligt at vise, maa bestaa i at styre sit Hus vel, holde Hævd over Hjemmet og være Manden lydig. Hendes Omraade er Huset, den indre Husholdning, Mandens Statshusholdningen.” Som man ser, kan Plato ogsaa tale i det store Publikums Smag, - hvad der ikke i sig selv er en Fejl, - men tale uden at give Grunde for denne Smag, - hvad der er en stor Fejl.

- Skulde nu nogen finde, at Plato kun har ydet Kvindesagen lidt, saa vil jeg haabe, at det maa være indlysende, at han har haft gode, gyldige Grunde dertil, - om ogsaa han kunde haft gode, gyldige Grunde til at yde noget mer. Og skulde en og anden Kvinde komme til at udstøde et anklagende Suk ved Tanken om, hvad han kunde have gjort for hendes Kjøn, saa tør det dog ikke stige op til ham i hans Idéhimmel uden dæmpet af en Takkebøn. End ikke Plato taaler at gaas i Rette med for hvert Ord, han har talt, endsige da for de Ord, han har undladt at tale. Beundringen for ham rokkes ikke, fordi han ikke har magtet alt; dertil strækker et Liv ikke, hverken en Filosofs eller en anden dødeligs.