Et Par Ord om Fru Edgren-Lefflers to Paralleldramaer: "Kampen for Lykken."

Hvordan det er, ja, det er jo netop det, alle vor Tids Forfattere med mere eller mindre Held have søgt at vise os.

Romantikens Guldslør er revet i Stykker, det kaster ikke mere Glans over Tilværelsens Tarvelighed eller dækker over Menneskenes Middelmaadighed.

At tage Drømmene fra os, undersøge Virkeligheden og give os Livet nøgent og usminket, som det er, det har været den moderne Skjønlitteraturs Værk.

Disse litterære Undersøgelser have imidlertid næsten alle ført os til det bedrøvelige Resultat, at saaledes som det er, . . . og saaledes som Livet nu leves, er det for en stor Del Menneskers Vedkommende saare utilfredsstillende.

Derfor begynder der nu, da Drømmene ere vegne, at røre sig en Trang til Kamp mod flere af de fra Slægt til Slægt nedarvede Begreber. Man begynder at undersøge, om meget af det, man har vænnet sig til at betragte som Ære, Pligt, Ret o. s. v., om det endnu kan staa for en sund og naturlig Opfattelse.

Fru Edgren har i sine to Paralleldramaer, „Kampen for Lykken”, vovet et Experiment i denne Retning.

I den første Akt af det Drama, der vel nærmest maa betegnes som „hvordan det gik”, har Forfatterinden tegnet et nydeligt Interiørbillede af Livet paa Slottet „Herrhamra”.

Her er Sommersol og Rosenduft, Maaneskin og Nattergalekort sagt alt, hvad der fylder Luften med Erotik og beruser unge Hjærter.

Her i disse bedaarende Omgivelser have tre unge Mænd det næsten uhørte Held, hver især at træffe sammen med den Kvinde, der netop ved Sympathi og Forstaaelse drager ham til sig.

Og saa er her fredeligt og fornøjeligt som i Paradisets Have . . . ikke Spor af Konkurrrence eller smaalige Intriger mellem disse unge Mænd og Kvinder, nej, hver finder sin, og de ere alle saa inderlig glade og fulde af Fremtidshaab og Fremtidsplaner, som kun naive unge Mennesker kunne være det.

Dette er selvfølgelig for megen Lykke paa én Gang til, at det kan blive mere end en kort lys Sommernatsdrøm for de unge.

Baron Gyldenhjelm, den rigtbegavede, højhjærtede Frøken Alices Fader, er Mand for at kalde dem alle tilbage til Virkeligheden. Han har en Masse Æresfølelse og en Mængde Pligter at pege hen paa, og dem bruger han som Forbundsfæller til at vække dem med.

Den stolte, fattige ingeniør Torell, der elsker Alice, har naturligvis saa gammeldags Æresbegreber, at han strax aflægger Baronen det Løfte, at han ikke vil nærme sig eller søge at vinde sin Elskede, før hans Videnskab har bragt ham det Guld, hvormed han kan kjøbe hende et nyt „Herrhamra” i Stedet for det, hun vil miste, om hun ægter en borgerlig født Mand. Den unge Baron Hjalmar, der er forelsket i den skjønne, talentfulde Paula Torell, føler det som en Pligt mod sig selv at ægte Alice og opgive Paula, uagtet denne er den eneste Kvinde, der forstaar at vurdere hans musikalske Begavelse. Han har nemlig ikke Mod til ved hendes Side at kæmpe for sin kunstneriske Existens, thi saa maatte han jo savne en Del af den Komfort, som han har vænnet sig til at betragte som en Livsfornødenhed.

Alice, der ikke kjender det Løfte, Ingeniør Torell har aflagt hendes Fader, saares af sin Tilbeders pludselige, kølige og tilbagetrukne Holdning. Hun taber Troen paa hans Kjærlighed, gaar uden Modstand ind paa sin Faders Ønske og ægter sin Fætter Hjalmar.

Deres Ægteskab bliver naturligvis saa goldt og øde, som et Samliv maa være, der ikke har en Tanke fælles eller et Ønske, hvori de kunne mødes, uden det at genere hinanden saa lidt som muligt.

Hjalmar trøster sig rigtignok ved at holde en romantisk Forbindelse vedlige med Paula. De spille og spasere sammen og mødes i al Uskyldighed og vække selvfølgelig alligevel alle hæderlige Folks Forargelse derved.

Ingeniør Torell, der senere ægter sin unge Broder Ernsts Flamme, den lille, barnagtige Martha, finder ligesaa lidt Lykke eller Forstaaelse i sit Ægteskab, som Hjalmar og Alice have fundet i deres.

Der er en tung Graavejrsstemning over hele Slutningen af dette Drama, hvis Tryk ikke bliver mindre ved Slutningens Effektnummer, Baron Hjalmars Selvmord. ...

Man føler, at Forfatterinden har villet tvinge sit Publikum til fra dette triste, haabløse Billede at se tilbage paa og tænke over, hvorledes det kunde være gaaet, dersom disse Mennesker havde faaet Lov til uforstyrrede at følge deres naturlige Tilbøjelighed den Gang, da de i Ungdom og Livsmod bøjede sig mod hinanden, - hvorledes det kunde være gaaet, naar ikke andre Menneskers brutale Omsorg havde lagt deres Skæbne til Rette for dem, - hvorledes det kunde være gaaet, hvis de selv -allerede den Gang havde vovet en energisk Kamp for Lykken.

I det næste Drama: „Hvorledes det kunde være gaaet”, fremstiller Fru Edgren de samme Personer, paa samme Sted, men under noget forskjellige Forhold.

Alice og Hjalmar have været gifte et Par Aar, - Paula er i disse Aar bleven en berømt Kunstnerinde, - Ingeniør Torell er ugift og lever som Maskinkonstruktør ved Fabrikken paa Herrhamra, hvor han arbejder paa en eller anden stor Opfindelse, Ernst og Martha sværme endnu med Trofasthed for hinanden. Saaledes ere omtrent Forholdene.

Medens Hjalmar lever i Lediggang og slaar Tiden ihjel med musikalsk Dilettanteri, drømmer hans Hustru om at indføre store Reformer paa Herrhamra, Reformer, der alle gaa ud paa at gjøre Arbejdernes Kaar blidere og lykkeligere ... Og saa haaber hun . . . intet for sig selv, men for ham, hendes Ungdoms Elskede, ham, der ejer den store Idé, den dristige Opfindelse, som med ét Slag skal gjøre ham berømt og lykkelig. I navnløs Uro venter hun fra Dag til Dag paa, at Sejersbudskabet skal bringes ham. Ja, og saa imidlertid er Timen kommen, hvor hendes Kjærlighed, der saa længe har været indestængt, bryder som en brusende Flod gjennem Dæmningen, rivende med sig alt, hvad der hedder Pligt, Værdighed, Hensyn til Verden, . . . Timen, hvori den Mand, hun elsker, staar som en slagen Mand med knuste Forhaabninger, haanet og beskyldt for Uredelighed af de Mennesker, han har viet sit Livs Gjerning til. I det Øjeblik har hun truffet sit Valg. Kjækt stiller hun sig ved hans Side, forsvarer ham mod de Beskyldninger, der slynges ham i Ansigtet. Og saa viser hun ham sin Tro paa den Sag, han har ofret sig for, ved at gaa med ham . . . bort fra alt det traditionelle, det nedarvede for at leve Livet og dele Arbejdet med ham, . . . følgende ham ud til det Uvisse, til Kampen for Lykken.

Har Alice handlet ret eller uret her?

Ja, det er det Spørgsmaal, der trænger til at drøftes og løses af vor Tid.

Forfatterinden søger sikkert at vise os, at Alice har gjort ret, thi Historien ender lige saa lykkeligt, som den begyndte, med, at hver især bliver forenet med sin første Kjærligheds Gjenstand.

Men kan Verden, kunne Menneskene bringes til at se Sagen i det samme Lys? Forholdet mellem Torell og Alice maa jo dog kaldes et frit Kjærlighedsforhold, hvor omhyggelig Forfatterinden end har søgt at svøbe det ind i Lovlighedens Form ved strax i den følgende Akt at præsentere Alice som Torells Hustru. Et frit Kjærlighedsforhold . . . „Fri Kjærlighed” . . Sproget ejer intet Udtryk, der er blevet saa latterlig misforstaaet og mishandlet som dette Begreb. Alene at nævne „Fri Kjærlighed” er en Taktløshed, der straffer sig selv, og at ytre Sympathi derfor er ensbetydende med at begaa en grov Forbrydelse.

Men hvad er da egentlig „fri Kjærlighed”, og findes der som Modsætning hertil en bunden? Er Kjærlighed bunden, ufri, naar den findes indenfor et lykkeligt Ægteskabs Ramme? Nej, umuligt! Intet Menneske kan tvinges til at elske eller lade være at elske, fordi Kjærlighed er det skjønneste og stærkeste, Naturen har udrustet Mennesket med.

Kjærlighed maa altid være fri, fordi den hverken kan tvinges ved Lov eller Dom, men maa leve sit eget Liv og virke i Følge sit eget Væsen, hvis skjulte Kilde er Tilværelsens dybeste Hemmelighed.

Men saa er der noget andet, der hedder Pligt, ... og om Pligten er det, at „Kampen for Lykken” drejer sig.

Var det Alices Pligt at blive? Burde hun være bleven hos den Mand, hvis Navn hun bar, for at slæbe Livet hen i aandløs Ensformighed ved hans Side, den Mand, for hvem hun kun var en repræsenterende Husfrue? Eller gjorde hun Ret i at følge ham, hun elskede, for at give ham et Hjems Velsignelse og for at dele Liv og Arbejde med ham, kæmpe for Lykken i gode og onde Dage?