Kvindesagen i Landstinget.

Den 22. Dec. 1887 indbragtes, som tidligere meddelt, af Landstingsmændene Chr. Nielsen, L. Schrøder og Thomas Nielsen to smaa Lovforslag angaaende Kvinders Valgret og Valgbarhed til Bestyrelsen af „de fattiges Kasse” og Valgbarhed til Skolekommissioner.

Det første Lovforslag var saalydende:

Fattigkassen bliver at bestyre af 5 Sognebeboere, som dertil udnævnes for et Tidsrum af 3 Aar. Valgbare ere saavel gifte og ugifte Kvinder som Mænd. De vælges af de Sognebeboere, der kunne deltage i Valg af den større Del af Byraadets eller af den mindre Del af Sogneraadets Medlemmer, samt af de Kvinder, der. bortset fra deres Kjøn, vilde være berettigede til at deltage i de nævnte Valg. Valget ledes af Byraadets eller Sogneraadets Formand. Der skal til Brug ved Kvindernes Stemmegivning udarbejdes Valglister over de nævnte kvindelige Vælgere. Valglisterne affattes af de samme Myndigheder og efter de samme Regler som de Valglister, der benyttes ved de kommunale Valg.

Schrøder anbefalede Forslaget ikke blot med varme, men ogsaa med besindige og vægtige Ord. Det var ikke Meningen, sagde han, at omordne det fri Fattigvæsen, men kun at gjøre den bestaaende Indretning noget mere frugtbringende, end den allerede er. Forslagsstillernes Tanke havde været, at, hvis Kvinderne blev dragne stærkt med ind i den frivillige Omsorg for de fattige, vilde det føre til, at der blev mere at raade med, og at det, der blev at raade med, blev bedre anvendt. Ved Siden af de Penge, som tilflyde „de fattiges Kasse”, bliver der jo paa mange Maader udøvet stor privat Velgjørenhed, især ved Uddeling af Mad og Klæder. Ligesom det havde været Hovedsagen for Understøttelsesforeningen i Kjøbenhavn at lede disse spredte Gaver ind i et regelmæssigt Løb, saa de virkelig kunde komme saadanne til gode, hvis Forhold man havde undersøgt, saaledes haabede man, at, hvis man paa Landet fik trukket Kvinderne med ind i den frivillige Fattigunderstøttelse, da vilde de, gjennem hvis Hænder den væsentligste Hjælp med Mad og Klæder gaar, lade det komme en fælles ordnet Virksomhed til gode. „Det er altsaa”, udtalte Hr. Schrøder. „det praktiske Hensyn, hvorfor jeg vil anbefale denne Lov, at den vil give den frivillige Fattigunderstøttelse paa Landet flere Midler i Hænde. Dernæst tror jeg ogsaa, at, naar Kvinderne fik Del i Anvendelsen deraf, vilde disse Gaver stedes bedre. Til Støtte for denne Antagelse henviser jeg til den Deltagelse, Kvinden har i Kjøbenhavns Understøttelsesforening og i Diakonissestiftelsens Fattigpleje. Hvad Kvinderne her have virket, er jeg ganske sikker paa, har været til stor Velsignelse. Vi vilde gjærne have, at man ude paa Landet skulde have den samme Hjælp af kjærlige og forstandige Kvinder som den, der paa mange Maader er bleven ydet her inde i den store Stad”. Taleren sluttede med at sige, at her var ikke Tale om at give Kvinderne Rettigheder, men det Spørgsmaal, der stilledes, var, om Samfundet har Lov til at unddrage sig den Hjælp, som Kvinderne ganske sikkert kunde yde i Kampen mod al den Elendighed, som Armod og Sygdom kan bringe over virkelig arbejdsomme og brave Mennesker.

Det andet Forslag lød:

Kvinder kunne, under de samme Betingelser som Mænd, vælges til Medlemmer af Skolekommissioner.

Ogsaa dette Forslag anbefaledes af Schrøder, der udtalte sig omtrent som følger: „Heller ikke med Hensyn til dette Lovforslag er Spørgsmaalet nærmest om at skaffe Kvinderne nogen af de Rettigheder, de kunde have Krav paa, men at henstille, hvorvidt ikke Samfundet bør benytte den Hjælp, som Kvinder kunne yde, og som de ganske særlig have Egenskaber for at kunne yde i en saa vigtig Sag som Børneopdragelsen. Jeg henviser ogsaa her til Forholdene i Kjøbenhavn, hvor Kvinder i den sidste Menneskealder i overordentlig stort Tal have virket som Lærerinder og ikke alene dette, men som Bestyrerinder for store Skoler, og i dette Stykke have vist udmærkede Evner. Jeg skal endvidere minde om, at der ansættes flere og flere Lærerinder i Provinsbyerne og paa Landet, og at man der har begyndt, hvad der vistnok yderligere maa udvikles, at tage kvindelig Haandgjerning op som Skolefag. Men i samme Grad, som man benytter Lærerindernes Hjælp i Skolerne og tager kvindelig Haandgjerning op som Fag, i samme Grad er det naturligt at tage Kvinder op med i Tilsynet med Undervisningsgangen og hele Ordenen i Skolerne. Dersom Lovforslaget bliver vedtaget, vil det ikke gjøre nogen anden Forandring, end at der i Skolekommissionerne paa Landet kan komme én Kvinde ind ved Siden af to Mænd; i Byerne kunne de maaske komme i noget større Antal, men dér er vel ogsaa netop baade Lærerindernes Virksomhed og kvindelig Haandgjerning i stærkere Udvikling, end Tilfældet er paa Landet. Med disse Ord skal jeg anbefale dette lille Lovforslag til Tingets Velvilje.”

Det forekommer os, at man ikke kunde ønske nogen jævnere og ædrueligere Begrundelse af Forslag, hvis Berettigelse i og for sig skulde synes ret indlysende for en uhildet Tankegang. Man kunde nu vente, at Landstinget, „de ældres Raad”, valgt, som det er, af den højest dannede Vælgerklasse, vilde tage denne vigtige Samfundssag under rolig og besindig Overvejelse, og med dette Haab gik man Julen igjennem.

Den 11. Januar kom og med den Forslagenes første Behandling. Man havde vel nærmest ventet, at de, muligvis efter nogle korte Udtalelser fra forskjellige Sider, skulde blive henvist til Behandling i et Udvalg (hvilket jo er den sædvanlige Form for en anstændig Begravelse), men det gik anderledes. Ganske vist traadte der vægtige Personligheden op: dHrr. Dr. phil. Ploug, Biskop Sthyr, Prof. Matzen og Hs. Excellence Kultusminister Scavenius, og udtalte sig imod Forslaget; men disse Herrer, alle Højremænd, erklærede, at de ikke agtede at betragte Sagen fra andet end et Partistandpunkt, nemlig som et Forsøg paa at udvide Valgretten, og det kunde de som Højremænd ikke gaa ind paa. Det Spørgsmaal, Hr. Schrøder saa klart havde fremhævet, om man havde Ret til at unddrage Samfundet Kvindernes Bistand paa Omraader, hvor de have særlig Indsigt - det indlod man sig slet ikke paa. De erklærede kun, at man - de Herrer talte naturligvis kun paa egne og Meningsfællers Vegne - ikke var moden til at overveje dette; Beskedenhed er en Ynglings skjønneste Dyd, men de Herrer have vel ment, at den heller ikke misklæder ældre adstadige Mænd.

Hr. Ploug indrømmede, at Kvinderne ere overordentlig vel oplagte og maaske i Reglen bedre end Mændene i Stand til at besørge det, man kalder kristelig Velgjørenhed. Ogsaa han mente, at man her i Kjøbenhavn skyldte Kvinderne stor Tak for, hvad de havde udrettet i Diakonissestiftelsens Sygepleje, i den kvindelige Plejeforening og i Understøttelsesforeningen. Men vel at mærke, Bestyrelsen havde udelukkende bestaaet af Mænd; Kvinderne havde været dem underordnede og havde saaledes indtaget den Plads, Bibelen anviser dem: at være Mændene en Medhjælp. Hvis Kvinderne blev valgte ind i slige Bestyrelser, vilde det blive en Ærgjerrigheds- eller Forfængelighedssag at staa i Spidsen for en saadan Virksomhed, og det burde det ikke være (Mændene lide som bekjendt ikke af Ærgjerrighed eller Forfængelighed). I Virkeligheden var Lovforslaget et Forsøg paa ad en Bagdør at liste et helt nyt Princip ind, nemlig Kvindens kommunale og politiske Valgret. Hvor i Verdenshistorien havde man, med Undtagelse af Amazonesamfundet, som ikke kan regnes til de civiliserede, indrømmet Kvinderne politisk Valgret? Maaske i nogle amerikanske Stater, men dem kunde man ikke regne med. (Mærkeligt, at en gammel Skandinav som Hr. Ploug kjender saa lidt til Forholdene i Sverige, at han ikke ved, at Kvinderne der, som kommunal stemmeberettigede, have middelbar politisk Valgret). Gav man Kvinderne saadanne Rettigheder, vilde det føre til en grænseløs Forvirring, der for det første vilde ødelægge Samfundet og dernæst Kvindekjønnet. Han vilde derfor foreslaa at nægte Sagens Overgang til anden Behandling.

Med andre Ord, man kunde ikke en Gang tilstede Forslaget en kristelig Begravelse, det maatte henrettes „sans phrase” og helst begraves under Galgen. Naar Dommen altsaa var fældet i Forvejen, var der ingen videre Grund for Sagens Venner til at spilde mange Ord paa den. Hr. Th. Nielsen erklærede paa Forslagsstillernes Vegne, at de unægtelig ikke havde tænkt sig, at denne Sag skulde give Anledning til Betragtninger af saa vidt rækkende Omfang. Efter en Kritik af Plougs mange løse Paastande, sluttede han med atter at slaa fast, hvad Forslagsstillernes Hensigt havde været: Man kan vel sige uden at forklejne Mændene, at i Velgjørenhedsværket, saavel det private som det organiserede, staa Kvinderne ingenlunde tilbage for Mændene, men i mange Maader foran dem. Hvorfor vil det ærede Medlem da være med til at lukke dem ude af Hensyn til en Doktrin om, at man her vil slaa den første Kile ind i den almindelige Valgret til Kommunalbestyrelsen og de politiske Valg? Det er jo slet ikke Tilfældet; det skal atter og atter siges, at, naar dette Forslag dræbes, gjør man sit til at holde Kvinderne ude fra en Virksomhed, hvortil de baade have Tilbøjelighed, Gaver og Evner.

De derefter optrædende Talere (Scavenius og Ovesen) berørte ikke nærmere den Del af Lovforslaget, som angaar Kvindernes Valgbarhed. Men derpaa optraadte Biskop Sthyr, som, - efter at have gjort sit til at slaa nogle af Hr. Plougs mange løse Paastande ned - paa ny begyndte med at tilskrive Forslagsstillerne skjulte Hensigter; deres Mening var nok at bryde Vejen, saa man vilde kunne faa et Sted, til hvilket man kunde henvise og sige: se her ere jo Kvinder allerede valgberettigede. Professor Matzen maatte paa det bestemteste fraraade at give Kvinderne offentlige Hverv; thi, indrømmede man dem først, at de havde Evne og Kald og Ret til at tage Del i Ledelsen af denne Sag, mon det da ikke vilde se ud som en Anerkjendelse af, at de mulig ogsaa havde Evne, Kald og Ret til at lede andre Sager? Han vilde dog spørge: hvad Grund skulde der egentlig være til, at Mændene ikke skulde kunne bestyre Fattigkassen uden Kvindernes Hjælp, naar de kunne bestyre alt muligt andet, baade Samfund, Kommuner og Stat? (Ja, de styre dem nok, men Spørgsmaalet er hvordan!) Atter paaviste Th. Nielsen, at der ingen skjulte Hensigter laa bag Forslaget, og spurgte, om det rent praktiske Spørgsmaal, der forelaa, Benyttelsen af Kvindernes Hjælp ved den fri Fattigforsørgelse, dog ikke i hvert Fald fortjente nogen Overvejelse. Men nej. Sagens Overgang til 2den Behandling nægtedes med 32 Stemmer mod 11. (Flere tilstedeværende Højremænd afholdt sig fra at stemme).

Derefter kom det andet Forslag, Kvinders Valgbarhed til Skolekommissioner, til Behandling. Hr. Ploug holdt en mærkelig Tale. Han begyndte med at erklære, at han ikke vilde afskedige alle baade offentlige og private Lærerinder, tværtimod, han ønskede, at deres Virksomhed skulde udvides, hvilket han nøjere forklarede ved, at den skulde indskrænkes til Undervisning af Børn mellem syv og ni Aar. Men til at bestyre duede Kvinden ikke; „det drager hende bort, kan jeg sige, fra hendes nærmeste Bestemmelse”. (Det er en haard Dom, der her gjennem Hr. Plougs Mund udtales over saadanne Virksomheder som f. Ex. Frøken Zahles Skole). Mange af Kvinderne have ganske vist udmærkede Egenskaber til at undervise, og om Utilstrækkeligheden af Mændenes Virksomhed have vi mange sørgelige Vidnesbyrd; men han indsaa ikke, at det var nogen Grund til at sætte Kvinder ind i Skolekommissionerne. Han endte med følgende mærkelige Udtalelse: „Jeg tror ikke, - jeg vil sige det rent ud - at Kvinderne have vist sig som saa udmærkede Opdragere for Ungdommen, som vi havde ønsket og ventet, den Gang vi undergik vor store nationale Ulykke i 64. Jeg ser ingen Steder de „Ynglinger i Plade, Drenge klædt i Staal, Mænd med faste Hjærter”, som skulde være vort Maal; de stærke, stille Kvinder er der Gud ske Lov ikke faa af, men maaske ligesaa mange, der hverken høre til de stærke eller til de stille”.

Sandelig, Ord, der ere værd at lægge Mærke til! Naar Pigebørnenes Undervisning, der hovedsagelig styres af Kvinder (med Mænd som Medhjælpere), giver et dog nogenlunde godt Resultat, da beviser det kun, at Kvinderne ikke forstaa at styre. Men naar Drengebørnenes Undervisning, der udelukkende styres af Mænd, giver det slettest mulige Resultat, Hr. Ploug kan tænke sig, - da skyldes det Kvinderne.

„Da skød Adam Skylden paa Eva.....”

Efter dette erklærede Hr. Th. Nielsen, at han vel indsaa, Sagen ogsaa her var afgjort i Forvejen. Han omtalte yderligere med varme Ord Betydningen af Kvindens Deltagelse i Skolegjerningen; men da derpaa Kirkeministeren (Scavenius) havde erklæret, at han paa ingen Maade kunde være med til at give Kvinderne Adgang til nogen Art af „offentlige” Bestillinger, saa var hermed Forhandlingen forbi. Efter en Ordvexel om et fjærnere liggende Punkt nægtedes Forslagets Overgang til anden Behandling med 34 Stemmer mod 11.

Hermed er der altsaa foreløbig slaaet en Bom for enhver kvindelig Indflydelse paa Ledelsen af Fattig- og Skolevæsen. Imidlertid, alt Haab er vel ikke udelukket om, at Landstingets Medlemmer, ligesom andre Mennesker, kunne komme til bedre Erkjendelse, og at det Spørgsmaal, Hr. Schrøder opstillede: Hvorvidt har Samfundet Raad til at unddrage sig den Hjælp, det kan have af Kvindernes Evner og Erfaringer? - da alligevel kunde blive taget under Overvejelse. Der gik virkelig ikke mere end et Par Dage, førend Landstinget vedtog den lille Lov om Tilsyn med Plejebørn, i hvis § 3 det hedder, at de tilsynshavende skulle være Kvinder eller Mænd. Med Beretningen om denne glædelige Kjendsgjerning skulle vi for denne Gang afslutte vor Udsigt over Kvindesagen i Landstinget.