Dansk Kvindesamfunds Virksomhed.
Adresse om kommunal Valgret og Valgbarhed. Det af Dansk Kvindesamfunds Styrelse nedsatte Udvalg har affattet følgende Adresseudkast:
„Til Regering og Rigsdag.
Vi underskrevne danske Kvinder tillade os herved at rette en ærbødig Opfordring til de lovgivende Myndigheder om at gennemføre saadanne Ændringer i den gældende Lovgivning, at Kvinder kunne deltage i det kommunale Liv.
Vi tillade os at minde om, at dette alt finder Sted i adskillige andre Lande. Særlig fremhæve vi det med os saa nøje forbundne Island, vort Naboland Sverige og endelig ikke mindst det store britiske Rige, hvor Kvindernes Deltagelse i det kommunale Liv for længst har vundet Hævd i vid Udstrækning.
Det er efter vort Skøn ikke blot uretfærdigt mod Kvinderne at nægte dem Rettigheder, hvor man paalægger dem ganske de samme Byrder som Mænd. Men det er ogsaa uretfærdigt mod Samfundet at vrage deres Hjælp, da der er mangfoldige Forhold, hvor netop Kvindernes ejendommelige Evner, deres særlige Erfaringer vil yde en kraftig Hjælp til Samfundsarbejdet. Vi tænke navnlig paa Skolevæsenet, paa Omsorgen for fattige, syge og gamle, paa den offentlige Sundhedspleje o. L"
Styrelsen har anmodet Kvinder fra Landets forskjellige Egne om at tiltræde Adressen som Medindbydere.
Den vil derefter blive udsendt til Underskrift af Kvinder over 20 Aar.
Dansk Kvindesamfunds Anvisningskontor. Fra 1ste Februar har Dansk Kvindesamfund oprettet et Kontor for Anvisning af Pladser for Lærerinder, Husbestyrerinder, Kontorister, Kasserersker m. m. Til Bestyrerinde er ansat Fru Johanne Schoustrup. Kontoret er aabent hver Dag fra Kl. 12 til 2, Studiestræde i, St. Kjøbenhavn K.
Et Andragende om Kvinders Ansættelse i Rigsdagens Bureau og Stenografkorps er af Dansk Kvindesamfunds Styrelse indgivet til Rigsdagen.
Den første selskabelige Sammenkomst afholdtes paa Østergade 15 Tirsdagen den 17de Januar Kl. 7. Frøken K. Frederiksen fortalte om amerikanske Kvinder efter sine Rejseindtryk. - De næste Sammenkomster holdes Tirsdagen den 7de Februar og Mandagen den 5te Marts.
Foredrag om Kvindesagen ere endvidere efter Indbydelse og paa Dansk Kvindesamfunds Foranstaltning holdte:
I December af Hr. Folketingsmand Fr. Bajer i Kjøge (d. 4de) og af Kommunelærerinde Fru Louise Nørlund i de stedlige Foredragsforeninger i Sorø (den 4de), Lejre (den 11te) og Vig i Odsherred (den 29de), alle Vegne under Forsamlingens Tilslutning.
I Januar af Bibliothekar E. Elberling i Herfølge d. 4de Januar og af Fru Nørlund i Spjellerup ved Vemmetofte og Haarlev ved Vallø, begge Steder den 3dje Januar, samt i Kisserup ved Lejre den 15de. I Haarlev, hvor der var fuldt Hus, bragte Formanden, Gaardbestyrer Jens Pedersen, Fru Nørlund sin og Forsamlingens Tak for det interessante og lærerige Foredrag. Hun talte i Haarlev om Kvinders kommunale Valgret og i Spjellerup om uægte Børns Stilling.
Brevvexling om en nordisk Kvindekongres. Fra Formanden i kvindelig Fremskridtsforening modtog Dansk Kvindesamfunds Styrelse i December følgende Skrivelse:
Til Styrelsen for Dansk Kvindesamfund.
Paa en Henvendelse til fremstaaende Kvinder i de nordiske Lande og Finland har det vist sig, at der er megen Stemning for en nordisk Kongres her i Kjøbenhavn til næste Sommer.
Vi tillade os derfor at henvende os til den ærede Styrelse for Dansk Kvindesamfund, for at anmode det om dets Tilslutning og Støtte til Afholdelsen af en nordisk Kvindekongres her i Staden, paa hvilken blandt andet vil blive drøftet:
Kvindens Stemmeret,
Fredssagen,
Fællesundervisning i Børne- og Ungdomsskoler,
og flere af Tidens brændende Spørgsmaal.
Paa kvindelig Fremskridtsforenings Vegne.
(Underskrifter).
Dette Forslag blev fremlagt ved det første Styrelsesmøde i dette Aar, Torsdagen den 12te Januar, og det vedtoges at svare Kv. Fremskridtsforening som følger:
Fru Matilde Bajer!
Efter tidligere Aftale med Dem har jeg nu forelagt Styrelsen Deres Forslag til at være med at virke for en nordisk Kvindekongres i indeværende Sommer. Der har i vor egen Kreds været tænkt paa og talt om at benytte denne Sommer til at fremkalde en saadan. Vi mene imidlertid, at det er af største Vigtighed at gaa varsomt til Værks ved Sammenkaldelsen af den første Kvindekongres i Norden; Hovedsagen ved en saadan vilde efter vor Mening være at organisere et virkeligt Samarbejde mellem Landene, ikke at drøfte dette eller hint brændende Spørgsmaal. Vi tro, at det første Skridt burde være et mindre indledende Møde, som vistnok let kunde bringes i Stand i Sommer væsentlig ved Henvendelse til dem, der alligevel agtede sig hertil. Det vilde da bedst kunne vise sig, hvorvidt der findes saa megen Samstemmighed mellem Kvindeforeningerne rundt omkring i Landene, at der vil kunne organiseres noget fælles Arbejde.
Da vi altsaa have et andet Syn paa Sagen end Fremskridtsforeningens Bestyrelse, og da Forhandlingen allerede, inden De henvendte Dem til os, var begyndt med Broderlandene, saa at der nu fra Deres Side foreligger en bestemt Plan, frygte vi des værre, at det vil blive vanskeligt, om ikke umuligt, for os at mødes paa dette Punkt.
Hvorvidt vi faa Lejlighed til at iværksætte vor Plan, er meget usikkert, men selv om det skulde ske, vil en Sammenkomst med helt privat Karakter antagelig ikke kunne kollidere med det af Dem paatænkte Møde.
(Formandens Underskrift.)