Hvad Ret har en Hustru overfor sin Mands Utroskab?
Paa den ærede Redaktions Opfordring til at besvare denne Forespørgsel skal jeg meddele følgende:
Foreløbig bemærkes, at en Hustrus Ret i det givne Tilfælde er hverken større eller - som i nogle andre Lande f. Ex. Frankrig - mindre end en Ægtemands, saa, hvad jeg her skriver om Hustruens Ret, gjælder i paakommende Tilfælde lige saa fuldt om Mandens.
Den Hustru altsaa, hvis Mand er hende utro, kan for det første faa ham straffet derfor: Herom bestemmer almindelig borgerlig Straffelov af 10de Februar 1866 § 159: „Den, som gjør sig skyldig i Hoer, straffes med Fængsel eller, i Tilfælde af, at det ægteskabelige Samliv er hævet, og iøvrigt under formildende Omstændigheder, med Fængsel. Offentlig Paatale finder kun Sted, naar den fornærmede Ægtefælle forlanger det”. Heraf ses, at Betingelsen er ikke blot, at Sagen meldes til Politiet, - som ved de fleste andre Forbrydelser - men at Hustruen skal fremsætte en formelig Begjæring om at faa Manden straffet. Det er en Forandring fra den ældre Ret, navnlig Kristian den 5tes Danske Lov, thi efter den skulde det Offentlige af egen Drift paatale Ægteskabsbrud. Dette var endog bibeholdt i Udkastet til Straffeloven, dog saaledes at den uskyldige Ægtefælle kunde faa den anden fri ved at fremsætte Begjæring derom, inden Dom var fældet ved Underretten. Det var under Behandlingen i Rigsdagen, at Bestemmelsen fik det oven anførte Indhold. I de fleste fremmede Lande er det en Betingelse for Straf, at Skilsmisse samtidig finder Sted, men det kræves altsaa ikke her. - Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret har i en Dom af 13de November 1875 fortolket Ordene: „den fornærmede Ægtefælle” saaledes, at Hustruen ikke kan faa Manden straffet, naar hun selv er skyldig i samme Brøde, men det er dog meget tvivlsomt, om denne Fortolkning er holdbar.
Det er i øvrigt en Selvfølge, at det ikke koster Hustruen en Øre at faa denne Straffesag fremmet. Al Strafferetspleje her hjemme sker for Statens eller den domfældtes Regning. Men dermed følger ganske vist ogsaa, at hun er pligtig til at nøjes med den Behandling, som de offentlige Myndigheder bl. a. ogsaa den af det Offentlige som Aktor beskikkede Sagfører giver Sagen, hvilket har saa meget mere Betydning, som det er Anklagemagtens Sag at overbevise Manden om hans Brøde, forinden han kan blive straffet.
Den Straf, Manden kan idømmes, er Fængsel eller Bøder. De sidste kunne idømmes fra 2 Kr.-4000 Kr., og Manden har Ret til at betale dem af Fællesboets Midler, uden at hans Andel i dem derfor bliver mindre, naar de en Gang ved Ægteskabets Opløsning skulle deles. Undlader Manden at betale Bøden inden den i Dommen fastsatte Frist, maa han afsone den med simpelt Fængsel. Dør han inden Fristens Udløb, skal Boet betale Bøden, dør han bag efter, bortfalder alt Ansvar. - Hvori det ligger, véd jeg ikke, men sikkert er det, at vore Domssamlinger ikke frembyde et eneste Exempel paa, at Straffelovens § 159 er bleven anvendt, i alt Fald ikke af Højesteret.
Men foruden at Hustruen saaledes kan faa Manden straffet, kan hun - uafhængig deraf - faa sit Ægteskab opløst ved Dom. Hun maa da indgive Klage til Forligskommissionen paa Mandens Hjemsted og, naar de ikke der - hvor de begge skulle møde personlig, Klagerinden dog kun, forsaavidt hun ikke bor over 4 Mil fra Stedet, hvor Kommissionen holdes - kunne blive enige om at fortsætte Samlivet, maa hun forlange Sagen henvist til Retten. Hun kan derefter, hvis hun er uformuende eller rettere: ikke har Særformue, ansøge Amtmanden eller Overpræsidenten om Bevilling til fri Proces, og faar hun den, hvilket ikke er vanskeligt, koster Resten hende intet. Hun kan da tillige i Reglen selv vælge, hvilken af de dertil berettigede Sagførere hun ønsker til at føre Sagen for hende. Naar saa Sagen kommer for Retten, er det - i Henhold til den gamle Regel, at „den, som Sag giver, bør den lovligen at bevise” - hendes Pligt at bevise Mandens Brøde. Hun er endog i saa Henseende uheldigere stillet, end en Sagsøger ellers er, thi i alle andre Sager gjælder det, at, naar Sagsøgte erkjender Rigtigheden af Sagsøgerens Paastand, behøves der intet Bevis fra dennes Side. Saaledes ikke her. Hvis nemlig Mandens „Tilstaaelse” var nok, stod det jo i ethvert Ægtepars Magt, naar de kunde blive enige om, at en af dem skulde paatage sig Skylden for Ægteskabsbrud, at faa deres Ægteskab opløst, men det kan selvfølgelig ikke gaa under en Lovgivning, der ikke tillader Ægteskabers vilkaarlige Opløsning jfr. Reglen i D. L. 3. 16. 15. 1: „Og er det ikke nok, at den Person, som anklages, det selv bekjender, fordi man tidt befinder, at mange lyve paa sig selv, paa det den ene kan blive af med den anden og komme den i Skade, som han eller hun siger sig at have syndet med, eller for anden Sag”. Der maa altsaa kræves et af Ægtefællernes Forgodtbefindende uafhængigt Bevis for, at den paagjældende Brøde virkelig er begaaet, og om end Mandens Tilstaaelse ikke er uden al Betydning, trænger den altsaa dog i høj Grad til at bestyrkes ved de øvrige under Sagen oplyste Omstændigheder.
Har Hustruen ført et saadant Bevis, er hun færdig, men Manden kan saa dog forhindre hende i at faa Skilsmissedom, hvis han kan bevise, 1) at hun selv har gjort sig skyldig i samme Brøde uden senere at have „rettet og bedret sig”, medens han „blev varagtig i sit syndige Levned”, 2) at hun selv ved „Tyranni, Rufferi eller i andre Maader har givet ham „ret Aarsag” til saadan Fald” - et Tilfælde, der ganske vist er mere praktisk i det omvendte Forhold, - eller endelig, 3) at hun en Gang har tilgivet den samme enkelte Forseelse, som hun nu paataler, f. Ex. ved at fortsætte det ægteskabelige Samliv med ham eller ved at have søgt dette Tilfælde afgjort ad Bevillingsvejen, se nedenfor.
Giver Dommen Hustruen Medhold, er Ægteskabet fuldstændig opløst fra Dommens Afsigelse at regne. Ethvert personligt Forhold mellem dem er da fremtidig bortfaldet. De ere hinanden uvedkommende. Hun har ingen Pligter overfor ham, men heller ingen Rettigheder, navnlig heller ikke til Underholdsbidrag. Hans Værgemaal over hende bortfalder, og hun stilles i Henseende til Myndighed lige med Enker, d. v. s. at hun er i enhver Henseende fuldmyndig uden Hensyn til hendes Alder. Hun har uden videre Ret til at gifte sig igjen - dog først, naar det er givet, at Dommen ikke længere kan appelleres -, han derimod ikke før efter 3 Aars Forløb og med særlig kongelig Bevilling. Hun beholder hans Navn, Rang og Stand ligesom i Skilsmisseøjeblikket, men senere Forandringer - være sig til det værre eller det bedre - ere hende uvedkommende. Hun faar ingen Arv eller Pension efter ham, lige saa lidt som hun kan benytte den Ret, en Enke ellers har til at fortsætte Mandens borgerlige Næring paa hans Borgerskab, eller indtræde i hans Fæsteret. Har han - hvad der gjælder de fleste Embedsmænd - tegnet en Overlevelsesrente for hende, faar hun den derimod efter hans Død, med mindre han har tilbagekaldt den f. Ex. ved at undlade at betale Præmier for hende. Det er han kun pligtig til at vedblive med, hvis det er en af de Overlevelsesrenter, han som Embedsmand har været pligtig at tegne.
I det overvejende sædvanlige Tilfælde, at der har været Formuefællesskab mellem dem, bliver dette at opløse ved lovligt Skifte. Herunder falder ogsaa Hustruens Selverhverv. Ere de begge enige derom, kunne de skifte og dele privat uden Rettens Mellemkomst, men naar en af dem forlanger det, skal der være offentligt Skifte, d. v. s. at Skifteretten forestaar Delingen dog saaledes, at Mandens Raadighed over det hele (undtagen Hustruens Selverhverv) ikke kan berøves ham, mens Skiftet staar paa, uden hvor der er særlig Grund til at mistænke ham for at misbruge sin Raadighed til at bedrage Konen. Før Skilsmissedommen er falden, kan Manden kun sættes ud af Raadighed over Boet efter de almindelige Regler om Umyndiggjørelse, men oplyses det under Skiftet, at han med den forestaaende Skilsmisse for Øje har søgt at tilvende sig ulovlige Fordele paa Hustruens Bekostning, f. Ex., ved at kjøbe sig selv en større Livrente el. desl., kan sligt af Skifteretten omstødes.
I øvrigt foregaar Skiftet saaledes, at der først afsættes saa meget, som der behøves for at dække Gjælden, og Resten deles i 2 lige Dele, hvoraf hver af Ægtefællerne tager sin, uden Hensyn til, hvor meget hver af dem har indbragt eller ødelagt i Ægteskabet. Har en af Ægtefællerne i Henhold til Ægtepagt, Gave eller Testamente eller i Følge Loven (Lehn, Stamhuse, Forfatter-, og Kunstnerrettigheder eller sligt) noget, der er dennes Særeje, holdes det selvfølgelig ganske udenfor Delingen og bliver ubeskaaret hos den Ægtefælle, hvem det er tillagt. Hustruens Selverhverv kan ikke bruges til Dækning af Mandens Gjæld, men han selv personlig skal have sin Halvdel deraf.
Hvorledes Børnene skulle deles, er der nogen Tvivl om. Loven hjemler næppe Hustruen nogen Forret fremfor Manden, hvoraf vilde følge, at de maatte deles lige, og den overskydende tilfalde Faderen, hvis det er en Dreng, Moderen, hvis det er en Pige. Men Myndighederne synes dog her, ligesom f. Ex., hvor Skilsmissegrunden er den ene Ægtefælles Rømning, tilbøjelige til at tilkjende den uskyldige Ægtefælle dem alle, hvis hun gjør Paastand derpaa. Det bør derfor tilraades den Moder, som ønsker at beholde alle Børnene eller dog flere end Halvdelen, at hun nedlægger udtrykkelig Paastand derom under Skilsmissesagen, saa lad os se, hvad Retten vil dømme. De fraskilte Ægtefæller ere pligtige til, hver efter deres Stand og Vilkaar, at bidrage Halvdelen til Børnenes Underhold. Heraf følger altsaa, at hvis de faa lige mange hver, bortfalder ethvert yderligere Krav. Faar derimod Moderen flere end Halvdelen, kan hun fordre fuldt Bidrag fra Faderen til de overskydende Børns Underhold. Det er givet, at Moderen beholder den fulde Forældremyndighed over de Børn, som hun selv beholder. - Saa længe hun lever, er hun eneberettiget til at arve deres fælles Børn, ogsaa dem, som maatte være blevne hos Faderen. Det Barn, der skyldes Mandens Brøde, har ingen Arveret efter ham, med mindre han har været i bigamisk Ægteskab med dets Moder, og hun har været uvidende om hans første Ægteskab.
Skulde de saaledes adskilte Ægtefæller senere faa i Sinde at forny deres Ægteskab, staar det dem frit for. Have de i Mellemtiden været gifte med andre, maa der helt ny Vielse til, men i modsat Fald holder Præsten kun en Formaningstale til dem, og saa kunne de flytte sammen igjen.
I Stedet for at gaa den ovenfor omtalte Vej gjennem Søgsmaal og Dom, kan den forurettede Hustru ogsaa vælge at indgive Ansøgning til Øvrigheden om at faa Ægteskabet opløst ved Bevilling enten strax eller ved Separation som Mellemled. Denne Vej benyttes hyppigst, fordi man saa undgaar den Offentlighed og dermed følgende Opsigt, som i Reglen er uadskillelig forbunden med Rettergang. Betingelsen herfor er dog i Reglen, at Manden erkjender sin Brøde, thi ellers vil Beviset derfor vanskelig kunne tilvejebringes uden gjennem en Retssag, eftersom man ikke kan føre Vidner for Øvrigheden. Vælger Hustruen ad denne Vej at søge Separation, vil hun ogsaa i Reglen kunne gjøre Regning paa at faa sig personlig tilkjendt Underholdsbidrag hos Manden, men er da saa ogsaa afskaaren fra at indgaa nyt Ægteskab. Dør Manden i Separationstiden, betragtes hun som Enke, og nyder - med Undtagelse af Arv efter Manden - de en saadan tillagte Rettigheder i Henseende til Pension, Næring, Fæste o. s. v. Tager hun derimod endelig Skilsmisse - strax eller senere -, blive Virkningerne i alt væsentligt de samme som ovenfor udviklet, dog at Manden ikke mister Arveretten efter de fælles Børn.
Svend Høgsbro.
E. S.
Jeg har her kun skildret Lovgivningen, som den er. Skulde nogen saa ønske at drøfte Spørgsmaalet om, hvorledes den bør være, haaber jeg hermed at have lagt et brugbart Grundlag for en saadan Forhandling.
