Litteratur.
Clara Tschudi: „Tre Nutidskvinder” skildrer Camilla Collett, Fru Lina Morgenstern og Fru Guillaume Schack. Det er hidtil ikke mange Kvindenavne, der have faaet Plads i, hvad der officielt regnes for Historie. For at faa det skulde en Kvinde enten have baaret en Krone eller været meget „slem” - de bedste Kvinder, det var dem, man ikke hørte noget om, o. s. v. Nu nærme vi os en anden Opfattelse af, hvad „Historie” er; det er ikke længer blot Kongernes og Krigenes Historie, det er ogsaa Folkenes og Fredens. Da maa Kvindernes Liv ogsaa skildres. - At Kvinder selv gjøre Begyndelsen med at fortælle om saadanne Kvinder, hvis Liv og Virksomhed særlig har tiltalt dem, er rimeligt. Frk. Tschudi har allerede tidligere givet os et lille Bidrag til Kvindernes Historie; hun har nu valgt at give et Par fyldigere Skildringer, og hun har truffet et heldigt Valg - alle de tre her omhandlede Kvinder ere nok værd at høre om. Der er imidlertid et Skær, som kvindelige Historieskrivere synes udsatte for at strande paa. „Have Mændene tiet om Kvinderne eller set ned paa dem, saa skulle vi sandelig gjøre det godt igjen!” tænke de unge Forfatterinder, og saa sætte de sig hen, som Frk. T. har gjort, og male deres Heltinder saa hvide som Engle og de Modstandere, de have haft, saa sorte som Djævle. Det er næppe de heldigste Farver at anvende. Det overbeviser vist ikke Mændene, og hvad Kvinderne angaar, - ja takket være den moderne Opdragelse ere de jo snart lige saa slemme som Mændene, saa de foretrække at se og forstaa frem for at beundre blindt. Og der er somme Tider lidt, som er svært at forstaa, f. Ex. hvorfor saadanne Engle som „Lina” og „Gertrud” ikke just nære nogen himmelsk Kjærlighed til hinanden.
Af de tre Kvindeskildringer vil den første, „Camilla Collett”, vel nok vække mest Interesse blandt nordiske Læsere. Det er, saa vidt vides, det første Forsøg paa en virkelig Levnedsskildring af denne Nordens mest originale Forfatterinde, og Frk. Tschudi har aabenbart haft ret fyldige Kilder at tage til, om de end ikke altid have været helt paalidelige. Pladsen tillader ikke at gjennemgaa hele Frk. Tschudis Skizze, hvor meget end Æmnet kunde fortjene det, men et Par enkelte Rettelser maa
dog gjøres. Fru C. er saa tit af mandlige Kritikere bleven beskyldt for Bitterhed, for en yderlig Ømtaalighed; i Frk. T.s Bog anføres (Side 36) et Sted af „Amtmandens Døtre,” der rigtignok kunde tyde paa, at Fru C.s Ømskindethed overfor Mændenes „Raahed” var lovlig vidt dreven. Margrete, Kvindesagens Talsmand, siger til Manden: „Vær ikke raa og sig: denne unge Pige vil jeg bringe til at elske mig; hvis ikke, maa jeg forsage hende”. Hvis Fru Collett kalder en saadan Udtalelse „raa”, da maa vi vel kalde hendes Indignation overspændt og urimelig. Men paa det anførte Sted staar der noget helt andet. „Vær ikke raa og sig: denne unge Pige elsker jeg, hun skal blive min; men sig: denne unge Pige vil jeg bringe til at elske mig, hvis ikke, maa jeg forsage hende”. Forskjellen er, som enhver vil se, stor, netop saa stor, som Forskjellen, efter Fru Colletts Mening, er mellem det virkelige og det ideale Forhold mellem Mand og Kvinde.
Med Hensyn til et andet Punkt i Frk. T.s Skildring bør Fru Collett selv have Ordet. Fru C. var rejst til Kristiania for at faa sin Bog „Sidste Blade, 2. og 3. Række” udgivet. Hun skriver i norsk „Dagblad”:
„Min Anmelderinde fortæller nu, hvorledes jeg, medens jeg „arbejdede derpaa, fik et Besøg af en gammel Ven, som jeg „ikke havde gjenset siden Colletts Bortgang.” *)
„ „Nu traadte han ind i sin hele gejstlige Værdighed og besvor den mere overraskede end forskrækkede Forfatterinde „at opgive Tanken paa at udgive sit farlige Skrift. . .” ”
Hvad Fru Collett svarede, er forbleven en Hemmelighed mellem hende og den nidkjære Prælat. Men i privat Samtale har hun fortalt, at hun aabnede Døren og med en „energisk Bevægelse viste ham ud.” Dette er en fuldstændig Vildfarelse. Der blev ikke vexlet mange Ord. Kun et bedrøvet: det havde jeg ikke troet, M., at første Gang, jeg ser Dem igjen efter saa mange Aar, skulde De komme i et saadant Ærinde! Jeg kunde tilføjet: Kjender De denne Bog, som De vil, jeg skal kaste i Ilden, efter at den har voldt mig saaforfærdelige Lidelser, saadanne Ofre for at redde den? Hvad jeg vil i den, er Deres egen Sag, saa sandt De selv er Kristen. Kun maa Kvinder ikke give sig af med at forkynde sligt. Det er det, som støder og ængster.
Saa gik der atter nogle Aar hen. En Dag, en vakker Sommerdag, saa jeg, han skulde forrette i Vestre Akers Kirke. Jeg gik derop.
Uformodent traf jeg ham siddende i et ydre Rum - Sakristiet? . .gik hen til ham og sagde: Jeg er kommen for at se Dem, M., og høre Dem tale endnu en Gang som i gamle, kjære Dage ... Han rakte mig begge Hænder, og inderlig rørt lød hans Stemme: Jeg kommer til Dem, jeg kommer snart til Dem!
Jeg saa ham ikke senere. Men da Efterretningen om hans Død naaede mig, tænkte jeg en elskværdig Mand er gaaet bort. ...
Et Ord endnu om Bogens Side 12. Anmelderinden omtaler et Ungdomsforhold til min Broders og Faders Modstander.
Dette stumme Drama - der kun gjennem en Del vexlede Breve, ikke gjennem nogen personlig Tilnærmelse fandt sin triste, haabløse Afslutning, og som kun har efterladt synlige Spor i disse Breve og en ensom ung Piges Dagbogsoptegnelser - jeg har allerede før én Gang bedt vakkert for mig, at den Sag ikke maatte berøres, da den ikke er kjendt, ikke kan være kjendt af nogen levende Sjæl. Maaske en Gang, naar alt er gjemt og glemt! Men det skal siges, at dette Forhold, der forbitrede en lang Ungdom, har givet min Opfatning af og Arbejde i Kvindens Sag et stærkere Stød end maaske noget andet. Jeg fik et grundigt Begreb om, hvilken jammerfuld Afhængighed hun, og maaske netop her paa hendes eget Gebet: Følelsens, er tvungen til at indtage, at der kan indtræffe Forhold i Livet, hvor hun kun levnes Valget mellem den stille Selvknuselse og den mer officielt begabede Afrættning - jeg valgte det første.
Frk. Tschudi siger et Sted, at Fru Collett har „smægtet efter en Draabe Anerkjendelse”. Maaske. I saa Fald har hun intet at klage her, thi Frk. T.s Hyldest er udelt og oprigtig. Maaske der dog ogsaa er noget andet, Fru C. kunde længes efter, noget, hun endnu har faaet mindre af hos sine Kritikere: Forstaaelse. Skjønt der er skrevet adskilligt om hende, tror jeg dog ikke det endnu, er lykkedes nogen at paavise, hvad der er hendes dybeste Ejendommelighed, hendes „herskende Evne”. Heller ikke Frk. T. gjør det. Men Camilla Colletts Forfattervirksomhed kan ikke være afsluttet. Hun har sikkert endnu meget at sige fra sit Ophold i Hamborg 1836-37, hvor hun færdedes blandt og hyldedes af en Kreds af Datidens betydeligste Mænd, har hun Optegnelser, som sikkert ere af største Interesse, og de Breve, der vexledes mellem hende og hendes Mand under
Welhaven-Wergelands-Fejden, ville en Gang komme til at udgjøre en af Norges litterære Skatte. Naar dette og mere ser Lyset, - saa vil Fru Collett maaske forstaas bedre. Fremfor alt have Kvinderne her en Opgave at løse.
Naar Frk. Tschudis Begejstring for sit Æmne somme Tider frister en til at gjøre Indsigelse, saa gyder den til Gjen-gjæld en velgjørende Varme i hendes Fremstilling, der sikkert vil vinde hende en Læsekreds.
*) Det var Digteren og Æventyrsamler en Biskop Jørgen Moe.