Kvindekongressen i Washington.

I Udtog efter Womans Journal.

Den internationale Kvindekongres i Washington begyndte sine Møder Lørdagen den 24de Marts. Der var meldt 47 Afsendinger fra omtrent lige saa mange forskjellige Kvindeforeninger. Af disse Damer vare 9 fra Evropa, nemlig Mrs. Ormiston Chant og Mrs. Alice Scatcherd for Edinborgs kvindelige Stemmeretsforening, Mrs. Scatcherd for Darlington liberale Kvinde forening og Yorkshire og Southwork-Kvindernes liberale Forening, Mrs. Ashton Dilke for Newcastle liberale Kvindeforening,. Mrs. Axel Gustafson for Storbrittaniens Sædelighedsforening; Fru Ada M. Frederiksen repræsenterede Dansk Kvindesamfund og den danske Værneforening *), Fru S. M. Groth den norske Stemmerets-Forening, Baronesse Alexandra Gripenberg den finske Kvindeforening og Madame Isabella Bagelott det franske Fængselsselskab, der arbejder for Fangerne i St. Lazare.

I Indledningsmødet blev Spørgsmaalet om Nedsættelse af et staaende mellemrigsk Udvalg sat under Forhandling. Mange fandt et saadant særdeles ønskeligt, andre frygtede de praktiske Vanskeligheder. En af Damerne udtalte, at først, naar Kvindekongressens Møder var til Ende, vilde man kunne dømme om den mellemrigske Samvirkens Betydning. Der blev imidlertid nedsat et Udvalg, der skulde stille Forslag angaaende den mest hensigtsmæssige Ordning af et saadant Udvalg.

Samme Dags Aften var der en selskabelig Sammenkomst, i hvilken der deltog adskillige hundrede Personer, for største Delen Damer. Der var her repræsenteret en Mangfoldighed af Foretagender vedrørende Undervisning, Velgjørenhed og andre Samfundsformaal. En Interesse var der imidlertid, der forbandt Forkæmperne for disse forskjellige Formaal, nemlig Interessen for Kvindens politiske Selvstændighed.

Om Søndagen blev der af kvindelige Prædikanter - hvoraf Kongressen tæller over en halv Snes - prædiket i Kirker og Forsamlingshuse samt holdt Foredrag om Afholdssagen o. s. v. Alle disse Steder var overfyldte af Tilhørere, Byen var flagsmykket, og alt bar et festligt Præg.

Ved det højtidelige Aabningsmøde Mandag Morgen indlededes Forhandlingerne af Miss Anthony, der mindede om, at der nu var hengaaet 40 Aar, siden det første Kvindemøde holdtes (i Seneca Falls, Staten New York) under Ledelse af den nu afdøde, i vide Kredse savnede Kvækerinde Lucretia Mott og Elisabets Cady Stanton. Hun berørte i Korthed de store Forandringer, disse 40 Aar havde medført, særlig i Kvindernes Stilling. Den Gang havde Kvinden ingen Gjerning udenfor sit Hjem, ingen pekuniær Uafhængighed, ingen Udsigt til at tjene sit Brød paa anden Maade end ved Syning, Undervisning, Husgjerning eller Fabriksarbejde. Siden den Tid er omtrent ethvert Arbejdsfelt blevet aabnet for hende, Manden har indrømmet hende omtrent alt, hvad hun har ønsket, dog endnu ikke den Ret, der i Amerika er Grundlaget for alle Rettigheder: den politiske Stemmeret. Hun gav derpaa Ordet til den Kvinde, der i over 20 Aar havde staaet i Spidsen for den amerikanske Stemmeretsforening, Mrs. Elisabeth Cady Stanton, der efter at være bleven hilset med Jubel af Forsamlingen holdt Velkomsttalen.

Mrs. Stanton dvælede først ved Kvindesagens Udvikling i de forløbne 40 Aar og udtalte dernæst sin Glæde over, at der til denne Festdag havde samlet sig Repræsentanter fra næsten alle Unionens Stater samt fra Storbrittanien, Frankrig, Finland, Italien, Sverrig, Indien, Danmark og Norge. Det havde været Skik hvert 10de Aar at foranstalte et Møde af samtlige Stemmeretsforeninger, men denne Gang havde man besluttet at udvide Kredsen til alle kvindelige Reformforeninger saa vel i den gamle som i den nye Verden.

Allerede for 4 Aar siden var i Liverpool Spørgsmaalet om et internationalt Møde blevet rejst og havde mødt megen Tilslutning. Det var efter adskillig Drøftelse blevet fastslaaet, at Amerika skulde være Mødestedet, man havde haft et herkulisk Arbejde med Brevvexling o. s. v., men det havde været en Glæde at tage Del deri. Og det var en Glæde nu at byde saa mange ædle Kvinder velkommen her. „Og alle ville vi komme til at nyde godt af den mere omfattende Interesse, de mere fordomsfri Anskuelser, som Forbindelse med andre Lande nødvendig maa medføre. Verden er mit Fædreland, og alle Mennesker mine Landsmænd, dette er en Sætning, som aldrig kan gjentages ofte nok. Idet vi her byde de andre Landes Repræsentanter velkomne, betragte vi dem ingenlunde som fremmede og Udlændinge, thi Kvinder af alle Folk forenes i Følelsen af den Uret, Samfundet har begaaet imod dem, af Haabet om bedre Tilstande, af Viljen til at arbejde for Opnaaelsen af disse og i Taknemligheden over, hvad der allerede er opnaaet”. - I den offentlige Mening er en stor Forandring foregaaet. Bevægelsens Forkæmpere, der i lange Aar blev forfulgte og spottede, som Venner beklagede, og Fjender bagtalte, som man tordnede imod fra Prædikestolene og tegnede Vrængbilleder af i Pressen, kunde med god Grund lykønske sig til den Omvæltning i det almindelige Omdømme, som denne glimrende Forsamling af Kvinder fra begge Halvkugler var et Vidnesbyrd om. Endnu for 30 Aar siden hørtes aldrig Kvindernes Stemmer ved offentlige Møder, selv hvor de vigtigste Samfundsspørgsmaal afhandledes. Længere tilbage, for et halvt hundrede Aar siden, var den amerikanske Kvinde livegen; hendes Ret over sin Person og Ejendom stod under en Faders og Ægtemands ubegrænsede Raadighed. Kvinderne var udelukkede fra lærde Skoler og Universiteter, fra Embeder og andre selvstændige Stillinger, fik paa Industriens Omraade den lavest mulige Arbejdsløn og savnede al Anledning til at faa deres Evner uddannede. Hvad der var endnu værre, de forstod ikke selv deres Betydning som Led i Civilisationen; de ansaa Selvfornægtelse for en langt større Dyd end Selvudvikling. Intet var den Gang mere almindeligt end at se Sønnerne i en Familje opdragne med al mulig Omhu, medens Døtrene forblev i Uvidenhed, at se Mænd, der med Lethed færdedes i de højere Kredse, medens deres Hustruer ikke kunde vise sig der. Nu derimod havde selv en gift Kvinde Raadighed over sin Person og Ejendom, kunde slutte Kontrakter, føre Proces, vidne for Retten og uden Skam løse Ægteskabets Baand, hvis det blev hende utaaleligt. Nu ere de fleste Universiteter aabne for Kvinder, og de finde Optagelse saa vel i indbringende Industrigrene som i Statens Embeder. Man træffer dem som Sagførere, Læger, Redaktører, Universitetsprofessorer og Præster.

Kvindernes politiske Stilling er for Tiden saaledes, at de i to Territorier ere fuldstændig ligestillede med Mændene, i én Stat nyde alle Borgerrettigheder og desuden have Stemmeret i Skolevæsnet i de halve af Unionens Stater. Her ere store Fremskridt gjorte, men man bør ikke hvile, før fuldstændig Ligeberettigelse er opnaaet. Mødet her er navnlig betydningsfuldt som et Varsel om fremtidigt Samarbejde. Naar saa man nogensinde tidligere i Verden en saadan Forsamling af aandelig udviklede Kvinder med en saa betydelig Dygtighed i de forskjelligste Retninger og med saa klar Bevidsthed om deres Ret og Evne til at behandle de vigtigste Samfundsspørgsmaal? Naar man betragter den Stilling, Kvinden i vor Tid indtager trods alle de Hindringer, hun har haft at overvinde, forbavses man ved Tanken om, hvad hun en Gang vil blive, naar hun kan udvikle sig i fuld Frihed. Dette Møde er ogsaa betydningsfuldt, fordi det holdes i den største Republik, Solen nogensinde har skinnet paa, i et frit Land, hvor Demokratiets store Grundsætninger tidlig indprentes Børnene, hvor hver Mand har Adgang til Indflydelse paa Statens vigtigste Anliggender, hvor der ingen priviligerede Klasser findes, ingen Tiende betales, ingen Embeder sælges, hvor ingen Mand, der vælges til at tage Del i Regeringen, spørges om sit religiøse Standpunkt. Her i Ly af dette store Folks Kapitolium, paa hvis Top Frihedens Gudinde staar, her have Kvinder fra mange Lande samlet sig for at gjøre Fordring paa den Plads, der tilkommer dem som ligeberettigede Medarbejdere i det 19de Aarhundredes store Bevægelser. Her byde vi vore udmærkede Gjæster velkomne, trefold velkomne til vort fri, demokratiske Samfund. I den gamle Verden har man Regeringer og Folk, her have vi en Regering for Folket og udgaaet af Folket; det vil sige: vi ville have det, saa snart den kvindelige Del af Menneskeheden er frigjort. Vi minde Eder om disse Kjendsgjerninger, kjære Venner, ikke for at prale af dem, men for at I kunne dømme om de republikanske Indretninger, for at I, lige overfor Englands Torier og Ruslands Czar kunne bevidne, at Selvstyre og „Homerule” kunne gjennemføres uden Fare, thi de ere prøvede hos et Folk paa henved 60 Millioner.

Talerinden gik derpaa over til at mindes de mange Forkæmperinder for Kvindesagen, der var gaaede bort, siden denne Bevægelse begyndte, og hvis Værk de unge skulde tage op og fortsætte. Derpaa berørte hun den Nytte, der stiftes af Kvindebladene, f. Ex. „The Womans Journal” samt Miss Anthonys fortjenstfulde og store Værk: „History of Woman Suffrage” (Kvindesagens Historie). Blandt det, man ventede at opnaa ved dette Møde, nævnede Talerinden en stærkere Samfølelse mellem Kvinderne og en Forøgelse af deres indbyrdes Tillid. Hun haabede, at den Udvexling af Tanker og Følelser, som denne Sammenkomst fremkaldte, vilde bringe friske Strømninger ind i Deltagernes fremtidige Arbejde, og at disse Dage længe vilde mindes som glade og indholdsrige. Da Mødets Karakter jo i meget vilde afhænge af, hvad de, som havde sammenkaldt det, gjorde og sagde, lagde hun saa vel sig selv som de andre styrende dette paa Sinde og haabede, at alle vilde mindes det Ansvar, de bar. Venskab og Samvirken mellem Kvinder af forskjellige Folk kunde bidrage til at styrke Tanken om en mellemrigsk Voldgiftsret, der kunde afløse den Militarisme, under hvis Tryk den gamle Verden nu sukkede, saa at endelig en Gang Krig og alle de Forbrydelser, al den Elendighed, som dermed følger, kunde ophøre.

Naar Kvinderne faa Stemmeret, vil der selvfølgelig være megen Meningsforskjel mellem dem indbyrdes, men de ville sikkert let blive enige om, at den Ordning af Erhversforholdene, der sikrer det størst mulige Antal Medborgere det størst mulige Velvære, vil være at foretrække, at de Love ere de bedste, der hellere beskytte de mange end de faa. Naar Kvindernes Røst bliver hørt, ville baade Lovgivningen og Domstolene paavirkes i menneskekjærlig Retning.

Dernæst forestillede Ordstyreren, Miss Anthony, de udenlandske Afsendinge. Alexandra Gripenberg (Finland) sagde: Jeg har den Ære og Glæde at repræsentere mit lille, fattige Folk, som bor under Finlands kolde, nordlige Himmelstrøg. Jeg bringer en Hilsen fra vore skjønne Søer og vor Midnatssol samt fra vore Kvinder, som have sendt mig bud til de ædle, højt udviklede amerikanske Kvinder.

Pundita Ram abai Sarasvati (Indien) sagde: Jeg havde ikke ventet at skulle tale i Aften og er ikke forberedt derpaa. Det er mig en stor Glæde, kjære Venner, at mødes med Eder her, og jeg er sikker paa, at, hvis mine Landsmandinder vidste, hvad disse mærkelige Kvinder udrette for os alle, vilde de udtrykke deres Beundring og Taknemmelighed. Nu vide de det ikke og have derfor ingen sendt til at tale i deres Navn, men jeg tør nok gjøre det alligevel. Jeg er meget glad ved at se Eder og hilse paa Eder, og jeg ønsker Eder Held til Arbejdet.

Madame Bagelot (Frankrig) bragte paa Fransk sit Lands Hilsen og Tak. Derpaa blev Mrs. Moore (Irland) forestillet. Miss Anthony udtalte, at da Irland led Undertrykkelse af England, burde Irlands Repræsentant her gaa forud for Englands.

Mrs. Moore bemærkede, at de irske Kvinder kjendte baade til Underkuelse og til Kamp for Friheden. Naar deres Brødre blev fængslede og fordrevne, var det deres Pligt at optage Kampen og føre den videre. Hun havde selv haft den Ære at sidde i Fængsel for sin Fædrelandskjærligheds Skyld. Der var et Sagn om en irsk Dronning, der faldt, kæmpende i Spidsen for sin Hær. Dette viste, at der den Gang maa have været fuldstændig Lighed, og at Kvinderne ikke alene kunde tale, men ogsaa bruge Sværd.

Men nu nærmede der sig en ny Tid, Fredens og Forstaaelsens Tid, da hverken Mænd eller Kvinder ønskede Blodsudgydelse, men alle vilde stræbe at udrette saa meget som muligt i det godes og sandes Tjeneste. Hun var lykkelig ved at være i Amerika, et Land, hvor Irlændere altid følte sig hjemme.

Mrs. Scatcherd, (England) takkede for den overordentlige Hjertelighed, der fra alle Sider vistes England og de engelske Kvinder. Hun betragtede Indbydelsen til at deltage i denne Kongres som den største Ære, der nogensinde var bleven vist hende. Hun var kommen for at lære; hun vidste, at der var saare meget at lære af Amerikanerinderne. Ethvert Skridt, dette Lands Kvinder gjorde fremad, bragte ogsaa Englænderinderne fremad. Somme Folk syntes forfærdede over, hvad Amerikanerinderne gjorde, hun kunde kun sige: Gaa videre, mine Damer, vi følge efter. Hun var sikker paa, at denne Kongres vilde have vidtrækkende Følger med Hensyn til Sammenslutning og Forstaaelse mellem Kvinderne.

Mrs. Dilke bragte en særlig Hilsen fra den engelske Befolknings bredere Lag, navnlig i hendes Fødeby Newcastle. Som Repræsentant for Englands liberale Kvindeforeninger var det hende en stor Glæde at være til Stede her; de store demokratiske Samfund burde søge at knytte sig stadig nærmere sammen. Det var Bevidnelsen af det engelske Demokratis Beundring og Højagtelse, som hun havde at bringe til det store, fri amerikanske Samfund.

Mrs. Gustafson bragte Hilsen fra Englands Sædelighedsforening, der ogsaa kæmpede for Opnaaelse af Stemmeret for Kvinder, thi kun ved Hjælp af denne kunde man haabe at opnaa saa vel den Reform, hendes Meningsfæller kæmpede for, som andre.

Miss Anthony ønskede nu, da saa mange udenlandske Damer havde talt, at forestille for Forsamlingen et Exemplar af Yankeeracen og gav Ordet til Mrs. Lucy Stone, der modtoges med levende Bifald.

Mrs. Stone takkede for den hjertelige Hilsen, der rørte hende meget. Hun havde ikke ventet at blive opfordret til at tale nu, da hun hørte til Veteranerne. Naar i Følge Programmet deres Tur kom, havde hun ogsaa et lille Ord at sige. Foreløbig vilde hun kun udtale sin Glæde ved at være her og ved, at begge Sider af Oceanet stemmede overens i at begjære lige Ret for Kvinder og Mænd.

Miss Anthony fortalte spøgende, hvilket Indtryk det havde gjort paa hende, da hun for mange Aar siden læste den Ytring af Lucy Stone, at alt, hvad der stod paa en gift Kvindes Gravsten, var det, at hun var den eller dens „efterladte”; hun havde da i sit stille Sind taget den Beslutning, at ingen nogensinde skulde gjøre hende til sin „efterladte”.

Siden talte Mr. Frederik Donglas, der havde haft den Ære og Glæde at være til Stede ved det af Mrs. Stanton nævnte Møde i Seneca Falls for 40 Aar siden. Nu glædede han sig ved at overvære Mødet i Dag og særlig over at se Mrs. Stanton føre Forsædet i Forsamlingen. Han lykønskede hende til, at hun efter disse stormfulde 40 Aar skulde opleve Dage saa glædelige som disse.

I Mødet Mandag Aften var Æmnet for Talerne Opdragelsesvæsenet. Pundita Ramabai Sarasvati, den højt dannede og almindelig yndede Hinduerinde, der nu søger at forbedre sine Landsmandinders Stilling, afgav en Beretning om Kvinderne i Indien.

Dernæst taltes om Børnehaverne og deres Betydning for Udviklingen af Børnenes Evner, siden om Fællesundervisning, og sluttelig vedtoges den Udtalelse, at Forsamlingen ønskede alle Landets Universiteter og andre højere Undervisningsanstalter aabnede lige saa vel for Kvinder som for Mænd.

Tirsdag aflagdes Beretninger om forskjellige Kvindeforeninger for Velgjørenhed; i denne Henseende, sagde Dirigenten, Miss Anthony, havde Kvinderne jo meget tidlig udmærket sig, længe før de lærte at slutte sig sammen i Foreninger, længe før de opnaaede den aandelige Udvikling, de nu havde.

Madame Bagelot holdt et Foredrag om den Virksomhed til Bedste for Fangerne i St. Lazare, som hun her repræsenterede, der blev ogsaa talt om Hospitaler for Kvinder og Børn, om Kvinden som Missionær, om „Det røde Kors” o. s. v.

Derpaa kom Afholdssagen for. Beretning blev afgivet om den store amerikanske Kvindeforening for denne Sag og dens vidtrækkende Virksomhed. Kongressen udtalte i en Beslutning sin Beundring for den overordentlige Kraft, hvormed denne Forening arbejder for Kvinden, for Hjemmet og for Staten, idet den optager saa vel Sædelighedssagen som Opdragelsen, dertil den religiøse, sociale og politiske Udvikling og stræber at opnaa Stemmeret for Kvinder som det virksomste Vaaben til Gjennemførelse af de fornødne Reformer.

Æmnet for Onsdagens Forhandlinger var: De Livsstillinger, som Kvinder have Adgang til. Mange Taler holdtes og interessante Oplysninger fremkom, men en detailleret Beretning herom foreligger endnu ikke.

I Torsdagsmødet afhandledes Kvindens retslige Stilling, om Fredagen Sædelighedssagen (dette Møde var for Kvinder alene) samt Kvindens politiske Stilling. Lørdag samledes Veteranerne, og om Søndagen afsluttedes Kongressens Forhandlinger med en Tale af Mrs. Stanton.

Fredag Eftermiddag modtog de Forenede Staters Præsident og Frue Kongressens Medlemmer og de fremmede Gjæster.

Det vigtigste Udbytte af Kongressen er Dannelsen af det førnævnte mellemrigske Udvalg, hvis Medlemmer ere: Præsident Clara Barton, Amerika; Vicepræsident Millicent Fawcett, England, Rachel Foster, Amerika; og Kirstine Frederiksen, Danmark, Sekretærer, og Madame Bagelot, Frankrig, Kasserer.