Fra Indland og Udland.
Kvinders Ansættelse ved Post- og Telegrafvæsenet. Forinden Rigsdagen sluttedes, afgav det af Folketinget nedsatte Udvalg om Lovforslagene om Lønninger ved Postvæsenet og ved Telegrafvæsenet Betænkning om begge Lovforslagene. Udvalgets Flertal (samtlige Medlemmer af Venstre) foreslaar, at der i hvert af Lovforslagene indsættes en Bestemmelse om, at:
Kvinder have samme Adgang som Mænd til at oplæres og ansættes henholdsvis ved Postvæsenet og ved Statens Telegrafvæsen.
Vi ville haabe, at denne Bestemmelse, der efter Forlydende for en væsentlig Del skyldes Postlovens Ordfører, Gaardejer Blem fra Bornholm, - maa blive fastholdt af Folketinget som et Vilkaar for Lønningslovenes Vedtagelse. Vi have tidligere omtalt den Uvilje, den nuværende Telegrafbestyrer - i Modsætning til hans Forgænger - nærer mod Kvinders Ansættelse. Det vilde derfor efter vor Opfattelse være af væsentlig Betydning, at Lovgivningsmagten fastslog den almindelige Grundsætning om Kvinders lige Adgang med Mænd til Oplæring og Ansættelse i disse Grene af Statsforvaltningen. Vi tvivle ikke om, at en saadan Bestemmelse i Længden vilde overvinde Forvaltningsmyndighedernes mulige Modstand. Vi udtale vor Tak til Udvalgets Flertal og beklage meget, at Højre i Udvalget ikke en Gang paa dette Omraade vil være med til at yde Kvinden lige Ret. Vi have altid troet, at Kvindens Adgang til Erhverv var anerkjendt af alle Partier.
Det glæder os dog at kunne tilføje, at om en anden Forbedring af Lovforslaget om Telegrafvæsenet er hele Udvalget enig. Der findes i Lovforslaget den Bestemmelse, at naar en kvindelig Telegrafist gifter sig, bortfalder hendes Ret til det for hende opsparede Pensionsbeløb. Denne Bestemmelse foreslaar hele Udvalget strøget. Begge Partier synes saaledes at være enige om, at den kvindelige Telegrafist ikke bør miste sin Stilling, fordi hun gifter sig.
Aalborg tekniske Skole har i det forløbne Aar undervist 107 kvindelige Elever over 14 Aar (ialt 712 Elever). Kvinderne have været fordelte i 6 Klasser, nemlig 2 Tegneklasser med 4 Timers ugentlig Undervisning, 2 Skjønskrivningsklasser med 2 Timers og 2 Klasser for Retskrivning, Regning og Bogføring med hver 4 Timers Undervisning. Undervisningstiden var fra 3 til 5, og Timetallet for Dansk 20 Timer, Regning 90, Bogføring 32, Skjønskrivning 90 og Tegning 186, ialt 488 Timer.
Ved den nys afholdte Aarsfest udtalte Bestyrelsens Formand, Hr. Partikulier Harald Jensen: De i Skolen underviste Kvinder have kappedes med Mændene saa vel i Tegning som i de andre Fag, i hvilke de have faaet Undervisning. Skolen har hidtil ikke evnet at ofre mere paa Kvindernes Undervisning, da det endnu ikke er lykkedes at faa nogen Understøttelse fra Statens Side til denne Del af Undervisningen, en Mangel, der forhaabentlig snart maa blive afhjulpen. Kvinden tilstræber jo nu at ernære sig selv ved at vinde Adgang til forskjellige Livsstillinger, og Vejen dertil gaar nærmest gjennem teknisk Skole. De ville her ikke alene blive dygtiggjorte til Selverhverv, men ogsaa erholde væsenlige Betingelser for som Hustruer at kunne være deres Mænd til Nytte. Haandværkeren faar let ved sit Arbejde en haard Haand, det var derfor ikke uden Betydning, at Konen kunde være ham behjælpelig saa vel ved Tegning som Bogføring. Flere Kvinder, der havde besøgt Skolen, havde allerede erholdt Pladser som Kasserersker eller lignende.
Der var for første Gang i Aar givet kvindelige Elever Adgang til at faa Flidsbelønninger. 3 Kvinder - en Datter af Stiftsprovsten og 2 Døtre af Stabssergenter - fik Belønning for deres Flid og Fremgang i Tegning, 3 andre, deriblandt en gift Dame, der særlig fremhæves i Beretningen, fik „Rosende Omtale” med dertil hørende Diplom. (Aalborg Stiftstidende).
Det var at ønske, at andre Byers tekniske Skoler, som endnu ikke ere blevne aabnede for Kvinder, maatte følge det givne Exempel.
Om „Nordisk Kvindesagsmøde”, som holdes i Kjøbenhavn den 14de-16de Juli 1888, bemærkes (S. 116), at Indbydelsen dertil „udelukkende er undertegnet med danske Navne”. Det vilde have medvirket til en rigtigere Forstaaelse af Indbydelsens Karakter, dersom De, Hr. Redaktør, i Stedet for „danske” havde sat „kjøbenhavnske” (den eneste Indbyder, som endnu ikke bor i Kjøbenhavn, Fru Pastorinde Luplau, flytter nemlig dertil inden Mødet).
Indsenderen af disse Linjer har været Medindbyder til flere nordiske Møder i de sidste tyve Aar, og har altid søgt at gjøre den Grundsætning gjældende, at ved de nordiske Møder betragtes hele Norden som det fælles Fædreland, hvorfor paa disse kun de, som har hjemme paa Mødestedet (i dette Tilfælde i Kjøbenhavn) ere Værter i snævrere Forstand. Det er derfor med Flid, at alene Personer, som bo i Kjøbenhavn, ere opfordrede til at være Indbydere ved denne Lejlighed.
En Medindbyder.
De „Brockske Handelsskoler”. I denne Tid har der i de kjøbenhavnske Blade staaet et Avertissement, der begynder saaledes:
„Ved Testamente af 19de Februar 1796 har afdøde Groserer Niels Brock” testamenteret en Kapital „til Begyndelse og en velment Grundsten til en Grosserer-Skoles Bygning eller at leje Værelser dertil, hvor en retskaffen Undervisning foruden Kristendom, Skrivning og Regning, udi tysk, „engelsk og fransk Sprog at tale og skrive saa vel som Bogholderi m. v „kunde læres for Grosserer- og andre Reelhandleres Børn og deres Paarørende”.” (Disse Ord fremhævede af os).
Derefter bekjendtgjøres, at der den 1ste Maj 1888 vil blive oprettet en saadan Skole, men kun for Drenge. Med hvad Ret har nu Bestyrelsen indskrænket Legatet til kun at komme Drenge til Gode? I Testamentet staar der udtrykkelig „Børn”; hvis Niels Brock kun havde tænkt paa Drenge, saa havde han vistnok udtrykkelig bemærket det, især paa den Tid han skrev sit Testamente, da Interessen for Oprettelse af højere Pigeskoler netop var paa sit højeste, da man oprettede de eneste offentlige højere Pigeskoler, som til Dato findes her i Landet. Skal Testamentet virkelig efterleves, da bør der for dets Midler ogsaa oprettes en Realskole for Piger.
A.
I „Kvindelig Fremskridtsforening” holdt Hr. Cand. jur. & theol. P. Sveistrup den 4de April et Foredrag om Fredssagen. I den efterfølgende Forhandling deltoge Fru Meyer, Hr. Folketingsmand Bajer og flere andre.
Kvindelig Læseforening aabnede den 1ste Maj Kl. 6 Eftermiddag sit nye Hjem, Amagertorv Nr. 10, 2den Sal. Ved denne sin smukt beliggende og smagfuldt udstyrede nye Lejlighed vil Foreningen sikkert blive et kjærkomment Opholdssted for mange, der endnu ikke have prøvet dens Hygge, Behagelighed og Nytte. Et elegant to Fags Konversationsværelse, der vender ud til Gaden vil blive hilset med Overraskelse og Glæde af Medlemmerne, der i den Henseende ikke have været forvænte i den gamle Lejlighed.
Kvinder som Sagførere. Den af Overretssagfører Høgsbro mod Justitiarius Schlegel anlagte Sag, foranlediget ved Frk. Nanna Bergs Paastand om at virke som Sagførerfuldmægtig og omhandlende Kvinders Ret til saadan Virksomhed, har nu fundet sin Afslutning for Hof- og Statsrettten. Dommen lyder paa, at det ifølge dansk Lovgivning ikke kan tillades en Kvinde at møde i Retten som Sagførerfuldmægtig.
Skolelærerindeeksamen. Ifølge Bekendtgjørelse fra Kultusministeriet er det ikke mere tilladt at overføre Karaktererne i Historie, Geografi og Naturhistorie fra Almindelig Forberedelseseksamen til Skolelærerindeeksamen. Den gamle Ordning gjælder dog endnu for dem, der tager Almindelig Forberedelseseksamen i Sommeren 88; dog kan ingen senere end 1891 overføre sine Karakterer fra denne til Skolelærerindeeksamen.
Ifølge Bekendtgjørelse fra Kultusministeriet vil der i indeværende Finansaar blive anvendt et Beløb af 15,000 Kr. til Understøttelse for Kvinder, der uddanne sig til Lærerinder.
Aarsberetninger. Den gjensidige Hjælpeforening for kvindelige Haandarbejdere har udsendt sin tyvende Aarsberetning. Fra først af var Foreningen kun en Syge- og Begravelseskasse. Senere har dens Virksomhed udvidet sig til at omfatte Undervisning, Foredrag, Udlaan af Bøger, Landophold om Sommeren for dem, der trænge dertil Uddeling af Spise- og Badebilletter, Gymnastik samt Opførelsen af en Bolig i Gyldenløvesgade, hvor 50 Medlemmer have deres Hjem. Opholdet paa Landet i Sommertiden skyldes for en Del Velvilje fra Indenrigsministeriet der yder 100 Medlemmer fri Befordring paa Statsbanerne, og for en Del forskjellige Dampskibsselskaber o. fl. a. Syge- og Begravelseskassen har i Aarenes Løb samlet sig et Fond paa henholdsvis 7000 og 6,500 Kr. En Alderdomskasse paatænkes oprettet, hvis Foreningen kan opnaa den nødvendige Støtte dertil.
Foreningen til Værn for unge enlig stillede Kvinder har i Aarets Løb ydet 458 Kvinder Ophold. Af disse vare 340 Tjenestepiger, 8 Lærerinder, 8 Sygeplejersker, 7 Husjomfruer, 2 Kammerjomfruer o. s. v. Af Udlændingene indkom 63 svenske Piger, 13 norske, 1 fransk og 6 tyske. Foreningen har skaffet 168 Kvinder Landophold sidste Sommer; heraf vare 92 Sypiger, 18 Lærerinder, 11 Tjenestepiger, 7 unge kursusbesøgende Piger o. s. v. Desuden har Foreningen i det forløbne Aar begyndt en ny Virksomhed, idet den har taget sig af gamle, enlig stillede Kvinder. 17 Damer, mest unge Piger, have staaet den bi med dette Arbejde.
Handelskolen for Kvinder begynder den 3die Maj et nyt Kursus. Skolen har i de 15½ Aar, den har bestaaet, været besøgt af 498 Elever; flere af disse ere ansatte paa Kontorer, enkelte i Butiksforretninger, nogle have selvstændig Forretning. Ved offenlige Kontorer ere af Skolens Elever 3 ansatte i Magistraten, 1 er Assistent i Livsforsikringen af 1871, 1 Assistent i Nationalbanken, 2 ved det meterologiske Institut, flere i Landmandsbanken og ved andre offentlige Anstalter i og udenfor Hovedstaden. Elevernes aarlige Løn er fra 500-1800 Kr.
Kvindesagen i Dagbladene. I „Politiken” for den 3die April findes fra Silvia Bennet „et Svar om Skolelærerindeexamen” rettet til de forskjellige, der have udtalt sig om denne Sag. Hun er enig med „en Skolebestyrer” i at vælge Naturvidenskab som Dannelsesmiddel frem for Sprog, hvis der skal være Valg mellem de to Fag, men hun opfordrer indtrængende til at arbejde paa i det mindste at faa ét Sprog føjet til Programmet.
I „Morgenbladet” den 6te April skriver Frk. Kirstine Frederiksen om Kvindernes Deltagelse i det kommunale Liv. Blandt andet siger hun, at Kvinderne kun fordre tilbage, hvad man tidligere har frataget dem. Saa længe der ikke var noget offentligt Fattigvæsen, saa længe Skoleundervisningen var Hjemmets Sag, havde Kvinderne lige saa megen Del i disse Samfundsanliggender som Mændene. Kvinderne var ikke arveløse, før Mændene havde faaet Arveret, ikke ulærde, før Universitetsdannelsen satte sit Stempel paa Mændene. Lige saa lidt var deres personlige Indgriben i Rigers og Landes Skæbne noget uhørt, før efter at Mændenes politiske Rettigheder vare blevne fastslaaede og sikrede ved Lov.
I „Morgenbladet” for den 11te April har Frk. Frederiksen en Artikel om amerikanske Kvinder. Hun viser her, hvorledes disse Kvinder efterhaanden ved Forholdenes Magt have udviklet sig til den sjældne Dygtighed, de besidde fremfor andre Landes Kvinder.
I „Berlingske Tidendes” Aftenavis den 20de April ankes der i en Artikel af en Indsender over de milde Straffe, der af det offentlige idømmes de Mænd, som mishandle deres Hustruer.
Sygepleje og Sygeplejersker. I Aprilhæftet af „Tilskueren” har Frk. Johanne Krebs skrevet en Artikel om dette Æmne. Hun bekæmper her den Anskuelse, som blandt andre Dr. Norrie og Frue ere optraadte som Talsmænd for her hjemme, nemlig, at Sundheds- og Sygepleje bør være et nødvendigt Led i den kvindelige Opdragelse Hvorfor vil man vedblivende føje nye brødløse Kunster til den kvindelige Opdragelse? spørger hun. Det er smukt, naar et Menneske vil ofre sig for Samfundet, men man har ingen Ret til at udpege Kvinderne og sige, at af dem venter Samfundet, at de vil ofre sig for andre. Havde de endda Indflydelse paa Statens Forhold, saa kunde man begynde at tale derom. Desuden ere disse halvt uddannede Sygeplejersker ofte til lige saa megen Skade som Gavn.
Den sidste Anke har Frk. Krebs rigtig nok ikke Eneret paa; den er kommen frem omtrent hver Gang, man har forsøgt at inddrage et eller andet nyt Omraade, som tidligere har tilhørt Fagmændene alene, under den almene Dannelse.
England. Et kvindeligt Brandkorps, bestaaende af frivillige, findes i Liverpool. Korpsets Uniform er meget pyntelig og bestaar af røde Strømper, langskaftede Støvler, mørkeblaa, vide Benklæder, Bluse og Hjælm. I Bæltet bære de Øxe og andre Redskaber. De optræde altid med stort Mod og Selvopofrelse.
Kvindelige Bogbindere. I England ere mange Kvinder beskjæftigede med Bogbinderi, der er et meget udviklet Haandværk, og hvormed efter Folketællingen i 1881 ikke færre end 10,592 Kvinder der ere sysselsatte.
Af et Brev fra Australien (Melbourne). En Pige, der er flink til Madlavning, Vask og Strygning, faar her 15 Shillings (13 Kr. 62 Ø.) om Ugen, dertil har hun foruden den sædvanlige Søndag Eftermiddag hveranden Uge to Aftener fri og har, paa meget faa Undtagelser nær, et rummeligt, livligt og meget net møbleret Værelse, faar den bedste Behandling, og Dagsarbejdet ender i de fleste Tilfælde med Opvaskningen af Thetøjet, saa at hun, da The med Tilbehør nydes Kl. 6 som Aftensmaaltid, fra henimod Kl. 7 har Tiden til sin egen Raadighed, undtagen paa Vaskedagen, hvor der sædvanligvis bliver strøget om Aftenen. I meget store Huse spises der ogsaa først til Middag Kl. 7, men i disse findes der mange Tjenestepiger, som da dele Arbejdet, og en god Kokkepige faar saadanne Steder indtil l Lstrl. læs: 18 Kr. 16 Ø. om Ugen.
Aandeligt Arbejde og i Særdeleshed Undervisning bliver derimod forholds vis meget daarlig betalt. I ganske enkelte Tilfælde, hvor der er Tale om en meget stor Begavelse, kan en erfaren, mangesidig dannet Lærerinde nok faa 100 Lstrl. læs: 1800 Kr. og derover i Løn hos meget rige Nybyggere der i Byen, men i Almindelighed tjener en dygtig Kokkepige mere end en middelmaadig Lærerinde, og af disse sidste er Tilbudet langt større end Efterspørgselen.
Amerika. Byen Syrakus i Staten Kansas frembyder den Ejendommelighed, at Byraadet udelukkende bestaar af Kvinder, hvilket har haft den heldigste Indflydelse paa det offentlige Liv. Fra at udmærke sig ved sit Utal af Spillebuler, Knejper, Tyve og Banditter er den nu bleven til et Mønster paa Orden. Et af Byraadets Medlemmer, Mrs. Coe, har længe virket særlig for Afholdssagen, først i den nærliggende By, Dogde City, derpaa i Syrakus, begge Steder med lige stort Held. Som tidligere meddelt er i Argonia en Kvinde (Mrs. Salter) blevet valgt til Borgmester. Der telegraferes nu til Ritzaus Bureau, (New-York, 4de April) at det samme har fundet Sted ved de nylig afholdte Borgerrepræsentantvalg i Oskalvosa, hvor tillige flere Kvinder ere blevne Borgerrepræsentanter. Kansas er 3,861 Kvadratmile stor og havde 1885 1,268,562 Indb.
Kvindens Stemmeret i Washington. Fra Territoriet Washington skrives til „Womans Journal” sidst i Januar:
Loven om Kvindens Stemmeret er nu her bleven vedtagen af den lovgivende Forsamling og underskreven af Præsidenten.
Egentlig blev denne Lov udstedt allerede i 1883 og blev benyttet i stadig voxende Udstrækning, saaledes at 5/6 af Territoriets Kvinder stemte ved sidste Valg, men for et Aarstid siden blev der gjort den Indvending, at enhver Lovs Indhold skal angives i dens Titel, og denne benævntes
kun „Tillægslov til Sektion Art - ” i Stedet for „Tillægslov om Kvindens Stemmeret”. Paa Grund heraf blev Loven af Territoriets øverste Domstol erklæret for ugyldig. Nu er den imidlertid af vor lovgivende Forsamling bleven vedtagen paa ny og forsynet med en tilstrækkelig tydelig Benævnelse.
I den ny Lov findes den Bestemmelse, at Kvinder ere fritagne for at sidde i Nævningeretten. Hvorvidt dette betyder, at de ikke kunne vælges, eller blot, at de have Ret til at afslaa Valg, er ikke klart. I hvert Fald synes denne Bestemmelse at være en Indrømmelse til Spillere og Folk, der handle med berusende Drikke, som ofte klage bittert over Kvindernes Indflydelse i Nævningeretterne. Fra alle andre Sider have de faaet Vidnesbyrd som samvittighedsfulde og dygtige Dommere, og Kvinderne selv have ikke begjæret Fritagelse for at udøve dette Hverv.
Kvindelige Nybyggere. To unge Piger fra Butte Creek, Kalifornien, have kjøbt sig hver 160 Acres Jord af Regeringen og nedsat sig som Nybyggere. De dyrke Blomme- og Æbletræer samt al Slags Bærfrugt, hvilket altsammen trives udmærket; navnlig kunne fine Vinteræbler dyrkes og forsendes med megen Fordel. Om faa Aar vil deres Ejendom have en betydelig Værdi.