Marie Calm.

Tysklands Kvindebevægelse begyndte først i Firti-Aarene at tage Vækst. I Lighed med saa mange andre af Tidens Tanker kom ogsaa denne Strømning fra Frankrig. Grevinde Ida Hahn-Hahn og hendes Efterfølgerinder søgte gjennem Efterligninger af George Sands Romaner at virke for Kvindens Frigjørelse inden for Ægteskabet. Og Louise Ahston og andre stræbte, ved at iklæde sig Mandens Dragt og antage Mandens Manerer, at betegne Ligeberettigelsen i ydre Henseender. Begge Retninger skadede Sagen mere, end de nyttede den.

Da var det, Louise Otto traadte i Skranken for sine Søstres Ret og forlangte at dele Mandens Arbejde. Den endnu unge Pige havde her med sikker Haand grebet en stor Gjerning, som den begavede Forfatterinde senere gjennem et langt Liv har holdt fast. Den Dag i Dag betragtes hun derfor i Tyskland som Kvindesagens Moder. Og Kvindeforeningen, hun stiftede i 1865, og som hun bestyrer, er fremdeles den Mærkesten, hvortil de begavede og energiske, for sit Kjøns Sag interesserede Kvinder se hen.

Den fremmede, som kommer ind i Tysklands Kvindebevægelse, faar meget snart Fornemmelsen af, at der her arbejdes, uden store Ord, men ihærdig og udholdende. Blandt den Gruppe Kvinder, der virke i dette Land, findes, ved Siden af enkelte meget fremragende Begavelser, adskillige, som Kjærlighed til Sagen og det maaske tilfældige Blik, de have kastet ned i den sociale Elendighed, har drevet ud i denne Livsgjerning. Til disse sidste hørte Marie Calm.

Frøken Calm var ingen Begavelse af første Rang. Hun har hverken i Literaturen eller som Forkæmperinde banet nye Veje, men kun hjulpet andre med at bane dem. Alligevel var hendes uventede Død et stort Tab for Kvindesagen, der i hende har mistet en utrættelig Arbejder, en opofrende, uerstattelig Støtte.

Marie Calm fødtes den tredie April 1832 i Byen Arolsen, hvor hun som Borgermesterens Datter voksede op under agtede og lykkelige Forhold. Opvakt, som hun var, følte hun tidlig Trang til Selverhverv; og som meget ung Pige begyndte hun derfor at uddanne sig til Lærerfaget. Efter at hun havde bestaaet sin Examen med Udmærkelse, sendte Forældrene hende til et af de bedste Instituter i Genf, hvor hun studerede det franske Sprog. Saaledes udrustet for sin Gjerning rejste hun til England og Rusland; og i disse Lande virkede hun adskillige Aar som Lærerinde.

I England vil hun have modtaget sine stærkeste Indtryk. Hér vil hendes Kjærlighed til Kvindesagen først være bleven vakt. De fordomsfri, dygtige, selvstændige Englænderinder ville have lært hende at beundre Selvstændigheden og at ønske den for sine Landsmandinder.

Paavirket af sin Moder, der imidlertid var bleven Enke, vendte hun i Seksti-Aarene tilbage til Fødelandet og overtog Posten som Bestyrerinde ved den højere Pigeskole i Lennep. Omtrent paa denne Tid var det, at Louise Otto, sammen med sin Veninde Augusta Schmidt, stiftede den tyske Kvindeforening.

Opfyldt af de Idéer, hun havde hentet i fremmede Lande, sluttede Frøken Calm sig strax til Fru Otto, hvis frihedsbegejstrede Bøger hun i Ungdommen havde læst. Skjønt hun ikke helt forstod denne djærve Karakter, elskede hun hendes Arbejde, før hun lærte hende selv at kjende. Mødet med hende var derfor en Begivenhed i hendes Liv.

Og det Indtryk, hun alt tidligere havde faaet af Forfatterinden, holdt sig, da hun traadte Kvinden nær. Louise Otto forklarede hende sine Planer, fortalte hende om sine Gjenvordigheder; og hun hvervede herigjennem en Kampfælle for sin Sag og knyttede en Veninde til sit Hjerte.

Den rige Erfaringsskat, Frøken Calm havde samlet i fremmede Lande, gjorde hende fortrinlig skikket til at tage Del i Kvindeforeningens Bestyrelse. Hun havde endnu Ungdom nok til at bøje sig ind under Fru Ottos lidt despotiske Regimente. Og at hun gjennem mere end tyve Aar vedblev at høre til dennes faste Garde, at hun aldrig søgte udenfor den lille Kreds, der forblev tro mod den aldrende Forfatterinde, er et konservativt, men smukt og rørende Træk i hendes Karakter.

Fru Otto, der begyndte sin Bane modig, paagaaende og hensynsløs, er i Aarenes Løb bleven forsigtig og beregnende. Fra at være en ildfuld, frihedselskende ung Pige er hun bleven en tilbageholdende Matrone; fra at være den lidenskabelige Agitator er hun sunken ned til at være Præsidentinde for en nøgtern, fredelig, lidenskabsløs Forening. Mange af de enkelte Kræfter rundt om i Tyskland have indset dette. Ved de aarlige Kvindekongresser, hvor Skaren samles om denne ældste Repræsentant for Kvindens Sag, hylder man hende for, hvad hun var - ikke for, hvad hun nu udretter.

Men medens saa mange have løsrevet sig fra Fru Otto, har Frøken Calm næsten glemt Udenverdenen for helt at slutte sig til hende. Den begejstrede, varmhjærtede, af sin Beundring forblændede Marie Calm har til sin sidste Stund vedblevet at anse Louise Otto som den eneste, det var værd at følge. For Fru Ottos Forening har hun ofret sin hele Kraft. Fru Ottos nu noget indsnævrede Ideer have udgjort hendes Synskreds, hun har, kort sagt, betragtet hele Kvindesagen med Fru Ottos nærsynede Blik.

At denne - snart sytti Aar gammel - ser Tidens gjærende Spørgsmaal fra et andet Synspunkt end i Ungdommen, er forklarligt og undskyldeligt. Med tidligere Opofrelser have Gjenvordighederne og Skuffelserne gaaet Haand i Haand. Hun har mødt saa lidet af Udholdenhed, hun har forholdsvis fundet saa faa dygtige Hjælpere, at hun vel har kunnet tabe lidt af sit Mod. At Marie Calm har støttet hende og forstaaet hende, er paa den anden Side ligesaa forklarligt. Thi fraset den personlige Sympati, som hun i saa rigeligt Maal har skænket hende, har det stemt vel med hendes Forsigtighed og hendes kvindelige Beskedenhed at underordne sig en stærkere Aand. Hun har heller fulgt end gaaet i Spidsen, heller afventet end stormet frem. Men har Frøken Calms Virkefelt inden Kvindesagen end været snævert, saa har hendes Arbejde dog ingenlunde været uden Betydning. Naar Kvindesags-Kongressen hvert Aar skulde samles, valgte man forsætlig hver Gang en anden By. Og hver Gang var det hende, som sendtes ud for at bane Vejen. Dette Arbejde var baade vanskeligt og ansvarsfuldt. Der udfordredes megen Forsigtighed, megen Taalmodighed og ikke liden Selvopofrelse for at vinde Terræn for de nye Ideer.

Marie Calms elskværdige og kvindelige Væsen var ved disse Lejligheder en vigtig Støtte for Sagen. Med den fine Takt, hvormed hendes Intelligens var parret, formaaede hun næsten altid at vinde enkelte af den Bys Indvaanere, som man tænkte at besøge. Og støttet af disse enkelte fandt hun snart en Kreds, som jævnede Vejen for dem, der skulde komme efter. Hvis de øvrige Damer var saa indtagende og saa beskedne som denne første Udsending, mente man, da vilde det ikke blot være lærerigt, men tillige en Behagelighed at lære dem at kjende.

Og var hendes forberedende Arbejde stort, saa var hendes Indflydelse paa selve Møderne langtfra mindre. Naar man saa hende paa Talerstolen, blev baade Kvindesagens Venner og de fremmede glade. Hendes Foredrag var maaske hverken saa vækkende eller saa formfuldendte som enkelte af de andre Talerinders. Men der var noget ærligt og overbevisende i hendes Ord, der naaede Hjærterne; og hun forstod udmærket at underholde og at more ved den godmodige Humor, hvormed hun farvede Foredragene.

Hendes samlende og mildnende Indflydelse fortjener i denne Forbindelse at nævnes. Om ogsaa andre af Forkæmperinderne havde et videre Syn, elskede de dog „Marichen”, som hun kaldtes trods sine femti Aar. Derfor laa det nær at benytte hende som Fredsstifter mellem Kvinde-Kongressens Medlemmer, et Hverv, som hun ofte og gjærne paatog sig.

Af Lyst og Kald havde Marie Calm i Ungdommen grebet Lærervirksomheden. Og hun har udrettet adskilligt til Fremme for den Stand, hun tilhørte. I Cassel, hvor hun i de senere Aar boede, grundede hun, blandt andet, en Forening for kvindelig Uddannelse, samt en Fag-Skole for unge Piger, der, takket være den Iver og Dygtighed, hvormed hun ledede samme, fik Understøttelse af Staten. Ved hendes Initiativ var det ligeledes, at den tyske Lærerindeforening stiftedes, der sikrer aldrende og sygelige Lærerinder en betrygget Fremtid.

Som Forfatterinde har Marie Calm erhvervet sig et hædret Navn. Hun har, baade ved sine Fortællinger og ved sine pædagogiske og sociale Skrifter vundet et stort og taknemmeligt Publikum. Hendes Fortjenester inden Litteraturen er i Aarenes Løb blevne anerkjendte paa forskjellige Maader. Saaledes blev hun 1886 valgt til Medlem af den Kommission, der nedsattes for at tilvejebringe en Sammenslutning mellem Tysklands to Forfatter-Foreninger.*) At det netop blev hende, der ved denne Lejlighed kom til at repræsentere de kvindelige Interesser, maatte yde Frøken Calm en særlig Tilfredsstillelse, fordi hun saa længe og saa varmt havde arbejdet for Kvindens Rettigheder. Og Valget kunde vanskelig være faldet paa nogen bedre. Thi vel var hun ingen af Tysklands største - neppe engang store - Forfatterinder, men hun var en helt igjennem hæderlig Karakter, en saa punktlig og samvittighedsfuld Arbejder, en saa upartisk Personlighed, at hun syntes som skabt til med uhildet Blik at mægle mellem Partier.

Hverken Forfattervirksomheden eller hendes Virken i Kvindeforeningen har imidlertid tilfredsstillet hende helt; thi Lærergjerningen stod hendes Hiærte nærmest. At hun gjennem sine Skrifter vandt saa mange af de unges Kjærlighed, var visselig en Tilfredstillelse for hende. Men en endnu langt større Tilfredsstillelse vil det have været hende at føle den Hengivenhed, som hendes personlige Paavirken fødte hos de unge.

Til Trods for den Sympati, som hun skjænkede sine Elever, ejede imidlertid hendes gamle Moder den største Plads i hendes Hjærte. For at være sammen med Moderen havde hun som ung forladt England, et Offer, der sikkert ikke faldt hende let. Hos Moderen søgte hun Trøst for Skuffelser og frugtesløse Kampe, der ikke blev sparede hende mere end nogen anden. Hun og Moderen var saa sunde, saa frejdige, fra Karakterens Side saa tæt beslægtede Naturer, at Samlivet mellem dem nødvendigvis maatte blive det smukkeste Lysglimt i bægges Liv. Inderlig, som hun havde sluttet sig til denne Moder, maa hendes Død - skjønt længe forudset - have bedrøvet hende dybt. Kort efter, at hun havde mistet hende, kaldtes Marie Calm selv bort; hun døde i Cassel den 22de Februar 1887, efterladende Sorg og Savn i vide Kredse.

Tyskland har haft større Forfatterinder end Marie Calm. Men det har ingen Forfatterinde haft, der har arbejdet ivrigere, og som har tilkæmpet sig en mere agtet Plads. - Kvindesagen har haft større Begavelser inden sine Medarbejderes Rækker; men ingen har ofret den mere ærlig, villig og trofast Hengivenhed. Det er derfor, at ogsaa Nordens Kvinder bør lægge en Mindekrans paa hendes Grav.

*) Ved Siden af Frøken Jenny Hirsch blev ogsaa Marie Calm opfordret til at levere en Fremstilling af Kvindesagen i Tyskland for Theodor Stantons Værk, hvorfra hun skilte sig med Dygtighed. Dog mærker man ogsaa i dette Arbejde hendes Ensidighed i Synet paa Kvindesagen. I sin Beretning omtaler hun nemlig næsten udelukkende „den almindelige tyske Kvindeforening”.