Et Nødraab fra en Husmoder paa Landet

Da „Kvinden og Samfundet” jo er et Talerør for de betrængte Kvinder, saa vil jeg som en betrængt Husmoder bede om Lov til her at udtale min Nød og paakalde Hjælpen, hvor jeg tror, den findes. Det drejer sig om noget, som ikke er nyt, men tværtimod et gammelt af alle kjendt Husmoder-Suk: „de Tjenestefolk, de Tjenestefolk”!

Har der end til alle Tider været Vanskeligheder ved dette Forhold, saa har der dog vist aldrig været saa store Vanskeligheder som nu, da Tjenestefolkene, selv ude paa Landet, stille de samme Fordringer til alt Ydre, saasom: Dragt, Fritid, Kost, Belysning m. m., som den dannede Mellemklasse, uden at de til Gjengjæld i deres Arbejde og Optræden yde den samme Hensynsfuldhed og Samvittighedsfuldhed, som et udviklet Menneske i de fleste Tilfælde kræver af sig selv. Nogen lang Erfaring har jeg ikke, da jeg kun i 4 Aar har været Husmoder, men den, jeg har, er ikke glædelig.

Maaske Skylden dog for en Del er min egen, thi jeg har endnu ikke lært at bruge Grovfilen, som dog vist er et nødvendigt Redskab overfor uudviklede Mennesker.

Følgen er, at jeg vel aldrig faar noget uhøfligt Gjensvar, og at alt gaar taaleligt, naar jeg er til Stede, men naar jeg kaldes anden Steds hen, saa bliver alt til Pjank og Kommers, Grøden svides, Øllet løber af Ankeret, Katten drikker Fløden o. s. v. o. s. v. i det uendelige.

I min Fortvivlelse over denne Magtesløshed afskedigede jeg én Pige af de tre kvindelige Væsener, hvilke vi som Skovriderfolk behøve til at styre vort lille Landbrug, og averterede i Stedet for om en dannet ung Pige til Hjælp med det huslige og med 2 smaa Børn.

Jeg modtog derefter 112 Tilbud, hvoraf ses, hvilken Overflødighed der er af den Klasse. Erfaring har foreløbig vist mig, at en dannet Kvindes Hjælp er noget helt andet og bedre end en Tjenestepiges; der findes langt mere Omhu og Omtanke og den rette Opfattelse af, at Husets Vel er af Interesse for alle Parter. Med et ligestillet Menneske kan man forhandle om, hvad der er det hensigtsmæssige og fornuftige, medens man til en Pige kun udsteder sin Ordre og faar et Ja til Svar, der efterfølges af halvgjort eller daarlig udført Arbejde. Naturligvis gives der hæderlige Undtagelser blandt Tjenestepigerne, og naar de saa sjælden findes, saa undskyldes Tjenestepigerne meget derved, at de føre deres Tilværelse for sig selv, ukjendt med, hvad der bevæger sig inde i Familjen, medens Madmoder og Husbond ogsaa leve i Uvidenhed om, hvad der rører sig hos Tjenestefolkene. Den folkelige Tanke at optage disse i Hjemmet som ligestillede, spise sammen med dem, have dem inde i sin Dagligstue og lade dem deltage i alle Samtaler og i alle fælles Fornøjelser, tror jeg, næppe vilde være til Glæde paa nogen af Siderne, da begge Parter kun vilde føle sig tvungne og bundne paa alle Kanter. Men som Forholdet nu er, gaar det som med et daarligt Forspand, hver af Hestene trækker til sin Kant, og Følgen er, at Vognen slingrer. Jeg kan nu ikke ret forstaa det Raab, der lyder om at forbedre de stakkels Tjenestepigers Kaar; jeg vil snarere sige: Hjælp til at forbedre Husbonds og Madmoders Kaar i disse trange Tider. Pigerne slaa i Stykker, de ødsle og fordre, - vi have til enhver Tid at skaffe til Veje og at betale - ja det kommer slet ikke af, at Pigerne ere ildesindede, men af, at de ere tankeløse og intet Ansvar føle, og naar de ere færdige med deres Arbejde, kunne de gaa ind paa deres Værelse og ryste det hele nok saa let af sig. Lad os derfor en Gang til Forandring være de strikende og sige: „Vi kunne godt undvære Jer, thi vi kunne faa meget bedre Medhjælpere.”

Det er min Overbevisning, at disse findes blandt de mange huslig anlagte dannede Kvinder, og det er til dem, jeg henvender dette Nødraab: „Kom os til Hjælp i vor Gjerning. I skulle faa det saa godt, som vore Hjem kunne byde det, I skulle dele alle vore Glæder og Sorger, ligesom vi ville dele Eders, men saa maa I ikke være bange for at tage fat, I maa ikke sige Uh! til en Karklud eller til en sort Gryde, intet maa I regne Eder for fine til, Tournurer og snævre Korsetter maa bortkastes som hæmmende for Arbejdet; men i Stedet for skulle I se, hvor de røde Roser blomstre frem paa Eders Kinder, og I skulle se, med hvilken herlig Appetit I møde frem til Eders Kaal og Flæsk paa den Tid, da fine Folk spise Frokost. Og saa om Eftermiddagen, naar Arbejdet er endt, kunne vi udmærket dyrke de skjønne Kunster; en arbejdsvant Haand kan med stor Smag og Finhed behandle et Klaver eller føre en Blyant, ikke at tale om den fælles store Nydelse, vi kunne have af at læse højt og drøfte det læste. Og tænk, hvor fornøjeligt for en Husmoder at leve paa den Maade sammen med sin Kokke-, Stue- og Barnepige, det vilde være en hel Vinding i et stille landligt Hjem med al den Ungdom. Nu maa hun nøjes med den ringeste af de ringe til Kokkepige, fordi de dygtigere og nettere Piger ere for fine til at malke; naar de høre, at det fordres af dem, betakke de sig for den Plads. Det kommer vist snart dertil, at vi Fruer selv maa gaa med Malkespanden, og hvis der ikke stilledes saa mange andre Krav til os, saa indser jeg heller ikke, at der vilde være nogen Ulykke deri. Mon dog ikke snart vore Frøkener ere naaede til den Erkjendelse, at deres Tal er saa stort, at det efterhaanden vil knibe svært for dem at finde deres Erhverv paa de kjendte, altfor stærkt befarne Veje, og at ethvert fornuftigt Menneske agter dem lige højt, hvad enten de udføre Kokkepigearbejde eller Lærerindearbejde. Naturligvis maa der slaas af paa Fordringerne til Livet i flere Henseender, bl. a. til Rejser og lignende, thi skal et Hus gaa sin ordentlige og rolige Gang, saa maa der ikke for ofte savnes en af Besætningen. Der maa slaas af paa Baller og Selskaber, thi der vil ikke blive mange Timer eller Penge at ofre paa Selskabstoiletter. Men hvad er det ogsaa, som disse nuværende strænge Tider prædike andet end Nøjsomhed og atter Nøjsomhed, og kunne vi blot lære at praktisere den, saa hærde vi os ypperlig til at møde Livets Storme, og vi kunne endda midt under dem bevare et lyst og et lykkeligt Sind og synge som Skorstensfejerdrengen:

Sundhed og godt Humør tillige,

Det er det bedste, som jeg kan faa.

Hvad hjalp vel hele Verdens Rige,

Kunde af Glæde mit Hjerte ej slaa?

Hvad giver Livet en god Kulør?

Sundhed, min Ven, og et godt Humør.

Og hvilke fortræffelige Husmødre vilde saadanne arbejdsvante unge Kvinder ikke blive, Mændene behøvede da ikke at være ængstelige for at sætte Bo, thi en dygtig Kone uden Medgift er fordelagtigere end en udygtig Kone med Penge.

Til sidst vil jeg slutte med at gjentage den beskedne Bemærkning, at min Erfaring ikke er stor, og med at bede, om min lille Artikel maa blive betragtet som en Henstilling eller som et Æmne til Drøftelse af mere øvede Penne og Munde end undertegnede

Landsbykones.