Hvorfor bør Kvinderne have Valgret?

Naar man har den Opfattelse, at det var en beklagelig Dumhed, Verdenshistorien begik, da den opfandt den almindelige Valgret for Mandfolk, da er det ganske naturligt, at man vender det døve Øre til, naar Kvinderne nu komme og sige: „Vi ville ogsaa have Valgret”. Hvis man i al Stilhed ærgrer sig over, at man i 1848 var med til at stemme for den almindelige Valgret, halvt med, halvt mod sin Vilje, da er det naturligt, at man i 1888 vrider Hænderne ved Tanken om, at nogen kunde falde paa at ville give Valgret til Vaskerkoner og Syersker.

Hvis man derimod gaar ud fra, at den almindelige Valgret er en fuldbragt Kjendsgjerning, som man er nødt til at arbejde med, saaledes som Evropas ledende Statsmænd - Bismarck og før ham Napoleon den Tredje - synes at mene, da vil man i Virkeligheden have meget ondt ved at sige nej, naar det smukke Kjøn melder sig med sine Krav. Dette svage Kjøn har i saa Fald de stærke Grunde paa sin Side. Hvilke Grunde? De samme, man tager for Fyldest, naar der er Tale om Mandfolks Valgret.

Mandfolk fik Valgret ned igjennem alle Befolkningens Lag, fordi - sagde man - den Mand ved bedst, hvor Skoen trykker, som selv har den paa. Udelukker man en Klasse fra Valgret samtidig med, at man giver den til andre Klasser, da vil den udelukkede Klasses Interesser ikke blive repræsenterede paa bedste Maade. Menneskene ere ikke saa gode, som de burde være, og sætter man Godsejerne til at røgte baade deres egne og Bøndernes Interesser, eller Gaardmændene til at varetage baade deres egne og Husmændenes Interesser, da er der en høj Grad af Formodning for, at Godsejerne ville sørge nok saa godt for sig selv som for Bønderne, Gaardmændene nok saa godt for sig selv som for Husmændene og saa fremdeles. Dette er vel saa omtrent, hvad der kan kaldes politisk Børnelærdom. Men man skal vogte sig for sine egne Ord, hvis man ikke er rede til at tage Følgerne. Thi hvad vil det sige: „og saa fremdeles”? Det vil sige, at, naar man sætter Mændene til at røgte baade deres egne og Kvindernes Interesser, da ville de gode Mandfolk varetage deres egne Interesser bedre end Kvindernes. Nej, vent lidt, vil man sige, den Slutning gjælder ikke. Der er Forskjel. Man kan ganske vist ikke vente, at en Gaardmand skal elske sin Husmand lige saa højt som sig selv, eller vide lige saa god Besked om, hvor Skoen trykker Husmanden. Men anderledes er det i Forholdet mellem Mand og Kvinde, Mand og Hustru. Se, det havde vi glemt. Men nu de ugifte Mandfolk og de ugifte Kvinder? Dem er der jo ogsaa en Del af, og Statistikerne ville nok paastaa, at de tage til, hvad enten det nu er Befolkningens Tilvæxt eller Mandfolkenes Slethed, der bærer Skylden. Næppe vil nogen paastaa, at de ugifte Mandfolk elske de ugifte Kvinder lige saa højt som sig selv, eller at Pebersvendene have prøvet de gamle Jomfruers Sko lige saa nøje som deres egne. Reglen gjælder altsaa for de ugifte Kvinder, de bør i hvert Fald have Valgret for selv at kunne varetage deres Interesser. Men for de gifte lade vi Kjærligheden erstatte Valgretten. Det vil da sige, for saa vidt den virkelig er til Stede. Thi ingen vil da kunne mene, at den Kvinde, der er ulykkelig gift med en rigtig Hustyran, faar sine Interesser varetagne lige saa godt af denne, som om hun selv raadede over sine Sager. Ganske vist, det er en Undtagelse. Men hvad er Reglen? Tør det med Bestemthed paastaas, at Mændene i Reglen elske deres Hustruer lige saa højt som sig selv, ikke blot paa Forlovelsesdagen eller Bryllupsdagen og otte Dage efter, men ogsaa et, fem, ti Aar efter denne Dag. Jeg skal som uindviet ikke vove at give noget Svar paa dette Spørgsmaal. Men sikkert er det, at der er Folk og det ikke helt uerfarne, der paastaa, at den fuldkomne ægteskabelige Kjærlighed, den stedse voxende, der som en rød Traad slynger sig gjennem enhver Del af Mandens Liv, snarere er Undtagelse end Regel. Kan der nu ikke herom opstilles noget almengyldigt, da bliver ogsaa det Grundlag usikkert, paa hvilket den gifte Kvindes Udelukkelse fra Valgret skulde bygges.

Sagen kan ogsaa ses fra en anden Side. Lad os antage, at man kom saa vidt, at ligesom man kan skjelne Margarin fra Smør ved at lægge en Klat paa Panden, saaledes kunde man ogsaa sortere Ægteskaberne. Paa den ene Side dem, i hvilke Manden elsker sin Hustru som sig selv, paa den anden Side dem, hvor der mangler noget. Naar man var kommen over den Vanskelighed, burde man saa sige: Frøken A. bør have Valgret, da hun ingen Mage har til at varetage sit Tarv, Fru B. ligeledes, da der er Maade med Hr. B.s Kjærlighed, men Fru C. bør ikke have Valgret, thi i det Ægteskab bestaar Kjærlighedens fulde lykkelige Samklang. Jeg tænker, at, naar man ved den ufejlbarlige Prøve har fundet dette fuldkomne Ægteskab, da vil der være Glæde baade i Himlen og paa Jorden. Digterne ville lovsynge denne Kjærlighed, og de unge elskende Par ville flokkes om dette Ægtepar, de ville sværge en ny Ed, som Jupiter ikke kan le ad, thi hun vil sværge: „Jeg vil elske Dig, som Fru C. elsker sin Mand”, og han: „Jeg Dig, som Hr. C. elsker sin Hustru”. Vilde det nu ikke være underligt, om der ind i al denne Jubel lød en Stemme saalydende: Da Hr. C. elsker sin Hustru saa højt, bør hun ikke have Valgret, han og hun (thi de to ere et) bør nøjes med én Stemme, hvorimod Hr. og Fru B. bør have hver sin, tilsammen to Stemmer, og Frk. A. og den ugifte Hr. D. ligeledes hver én Stemme. Det vilde ganske vist være en underlig Maade at forherlige den fuldkomne Kjærlighed paa.

I hvert Fald er den paagjældende Prøvesten jo ikke hidtil opdaget, og det bliver da nødvendigt, at vi indtil videre indrømme alle de gifte Kvinder Valgretten, da Ægteskabet ikke afgiver nogen ubetinget Betryggelse for, at den fuldkomne Kjærlighed er til Stede.

Hensynet til Interesserne og deres Varetagelse er imidlertid kun en af Grundene til, at Manden har faaet Valgret. Der er i alt Fald dem, der paastaa, at, selv om man kunde faa en Enehersker, der varetog alle Interesser fortrinlig, bedre, end Befolkningen selv kunde gjøre det, saa vilde Almenheden være daarlig tjent dermed. Thi Folket, der vidste, at dets Interesser blev saa udmærket varetagne, vilde ophøre selv at beskæftige sig med Samfundets Sager, de menneskelige Fællesanliggender, deres Synskreds vilde blive indsnævret, de vilde blive fordummede. Den politiske Frihed medfører en stor aandelig Udvikling.

Vil man sammenligne Folkets Oplysning og Dannelsestrin i Amerika og Rusland - for at nævne de yderste Modsætninger -, da kan man ikke lukke Øjnene for Forskjellen. Og det samme turde gjælde, om man vil sammenligne det menige danske Folks aandelige Præg nu og for 50 Aar siden. Der er ganske vist ogsaa andre Aarsager til Forskjellen. Verdenshistorien er nu en Gang en sammensat Ting. Men at der er Sammenhæng imellem Maalet af Frihed, det vil sige Valgrettens Udstrækning og Magt, og Maalet af Oplysning, er utvivlsomt - i alt Fald for dem, der holde paa Mændenes Valgret. Og de andre beskæftige vi os ikke med her, hvor Opgaven kun er at vise, at der er lige saa megen Grund til at give Kvinderne Valgret som Mændene.

Her have vi altsaa den anden Hovedgrund til, at Mændene bør have Valgret. Passer den nu ogsaa paa Kvinderne? Strindberg er rigtignok af den Mening (Ny Jord 1888, S. 385-403), at Udviklingslæren kræver, at Kvinderne ikke faa Adgang til at udvikle deres Evner, saa langt de række. Men hvorledes man kan fremme Menneskehedens samlede Udvikling ved at lade den ene (større) Halvdel staa i Stampe, det hører til den Strindbergske Logiks Hemmeligheder, der ikke blot ere utilgængelige for Kvindernes svagere Tænkeevne, men ogsaa for adskillige mindre begavede Personer af det andet Kjøn. For os stiller det sig saaledes, at, vil man have den fyldigst mulige Udvikling, maa man tage alle med, saa vidt deres Evner række. Og hvor vidt Evnerne række, faar man kun at vide ved at give Rum for Udviklingen, Plads til at voxe: Har man ikke Lov til at udelukke nogen Klasse af Mænd fra den Udvikling, Valgretten giver, da har man heller ikke Lov at udelukke Kvinderne. Thi at den bedst begavede og mest oplyste Del af Kvinderne skulde have ringere Udviklingsbetingelser end de ringest stillede af Mændene, er noget, som vel næppe en Gang Strindberg vilde paastaa.

Men, vil man da sige, Udviklingen skal ikke være den samme for Mænd og for Kvinder, Kvindens Udvikling har andre Opgaver, og derfor andre Midler. Hendes Hovedopgave er det at være Hustru og Moder. Indvendingen rammer kun den Del af Kvinderne, hvilke denne Opgave i Virkeligheden bliver stillet. Men selv for disse er der, naar man gaar til Bunds i Sagen, intet virkelig særligt i denne Indvending, saa at den skulde ramme det ene Kjøn og kun dette. Manden har lige saa vel sine særlige Opgaver ved Siden af og fremfor Valgretten som Kvinden. At man ikke tør give Kvinden Valgret for ikke at drage hende bort fra Hjemmet, er kun en ny Omskrivning af det gamle: „Skomager, bliv ved Din Læst”. Naturligvis bør Skomageren ikke forsømme sin Erhvervsvirksomhed for at politisere. Paa samme Maade maa Kvinden ikke forsømme sit Hjem. Men Faren vil ikke en Gang være saa stor i det sidste som i det første Tilfælde; thi de Baand, der knytte Kvinden til Hjem, Mand og Barn, ere stærkere end de, der knytte Skomageren til Læsten (hvis det da ikke er Ægtefælle og Børn, der udgjøre Baandet ogsaa for ham). Vi kjende Historien om de politiske Bønder med de daarlig dyrkede Marker og de upolitiske Bønder, som passe deres Bedrift godt. I enkelte Tilfælde kan den vel nok passe. Men ingen indsigtsfuld Mand vil tro, at Valgretten, den politiske Frihed, her i Landet har fremkaldt en ringere Dyrkning af Jorden. Tværtimod er den ved Friheden forøgede Udvikling, almindelige Oplysning og Vækkelse, ogsaa kommen de forskjellige Erhvervsgrene til gode og særlig Landets Hovederhverv. Og der er al Grund til at tro, at Udfaldet vil blive det samme for Kvinden. Giv Kvinden Valgret, det vil sige, forøg hendes almenmenneskelige Udvikling, hun vil da være mere skikket til at opfylde sit særlige Kald. Hvor de væsentlige Grundbetingelser for et lykkeligt Ægteskab ere til Stede, der vil dette være desto lykkeligere, jo mere Ægtefællerne have tilfælles, jo mere de kunne dele deres hele Livsindhold. At aabne Dørene til det offentlige Liv for Kvinden betyder da at lette hende Adgangen til at være mere for hendes Mand. Og hvilken Moder opdrager bedst sine Børn? Mon ikke den, der har den største almenmenneskelige Udvikling. Netop naar man understreger Moderkaldet som Kvindens Hovedopgave, nødes man til at erkjende Ønskeligheden af, at Kvinden faar en Udvikling, der rummer hele Menneskelivet, thi hun skal jo opdrage Sønner, og sine Døtre skal hun opdrage til at blive Mødre for Sønner. Jo længere Kvindens Udvikling rækker, desto længere rækker Moderens opdragende Evne. Og der bliver saaledes en nødvendig Vexelvirkning imellem de to Kjøns Udvikling. Det ene kan ikke hemmes, uden at det andet lider derunder.

Der gjøres jo megen Ophævelse over det Tilfælde, at en Mand og hans Hustru fik en forskjellig politisk Opfattelse. „Skal Partilidenskaben nu ogsaa trænge ind i Familien?” Men hvad tror man da i det hele, Manden er bedst tjent med: en Hustru, der har en Mening, eller en, der ingen har? Er det en blot og bar Gjenlyd af sine egne Tanker, han trænger til? Det turde dog være en lovlig lav Opfattelse af Ægteskabet.

Men saa maa han ogsaa kunne finde sig i, at Hustruen har modsatte Anskuelser, være sig paa det ene eller det andet Omraade. Og hvor stærke de politiske Partiinteresser end kunne være, maalte med Familiens Interesser som Maalestok træde de dog i Baggrunden. Den religiøse Livsanskuelse og de Spørgsmaal, der vedrøre Børnenes Opdragelse, ere i langt højere Grad Livsspørgsmaal for Familien, end Politiken er det. I politiske Spørgsmaal falder Afgjørelsen grumme let, naar Enighed ikke opnaas; hver stemmer paa sin, eller begge blive hjemme. Anderledes, naar Striden angaar et Barns Opdragelse. Kan der ikke opnaas Enighed, da maa den ene give efter. Og hvad tror man, der er værst: Ikke at følges ad ved et Valg eller ikke at følges til Alters? I øvrigt bør det ikke overses, at, hvor Interessen for offentlige Anliggender er meget stærkt til Stede hos den ene eller begge Parter, vil væsenligt Fællesskab i politiske Synsmaader fra første Færd virke tiltrækkende og det modsatte frastødende. Og er Forbindelsen knyttet, vil Udviklingen under gunstige Forhold i Reglen blive den samme. Det gjælder om ethvert inderligt aandeligt Samliv, at den ene Person omdanner den^; anden i sit Billede.

De Indvendinger, der hentes fra Familieforholdene imod Kvindens Valgret, omforme sig saaledes naturlig til Indlæg for samme. Men nu Mændenes Særinteresser? Hvorledes skal det gaa de stakkels Mænd, naar Kvinderne, der ere i født Flertal og desuden afgive et mindre Bidrag til Straffe- og Sindssygeanstalter, faa Valgret? Mændene ville jo blive overstemte.

Uden Tvivl vil der være et og andet Punkt, hvor de kunne blive overstemte. Og der kan da være samme Grund til at sikre deres som andre Mindretals Stilling. Her maa det være afgjørende, hvor megen eller hvor liden Tillid man nærer til den almindelige Valgrets Evne til at rette sine egne Fejl. Men hvilken Beskyttelse man end vilde indrømme Mindretallene, saa vidt kan denne Beskyttelse dog aldrig med Billighed udstrækkes, at Mindretallet gjøres eneraadigt, og Flertallet udelukkes fra al Ret. Og det er jo dét, der nu sker paa det offentlige Livs Omraade med Hensyn til Kvinderne.

II.

Vi have hidtil begrundet Kvindens Valgret ud fra hendes egne Interesser og berettigede Krav. Tilbage staar det Spørgsmaal: Hvilken Betydning vilde Kvindens Valgret og Valgbarhed have for Samfundet? Vi have hidtil kun nævnt Valgretten, men betragte det som en Selvfølge, at Valgret og Valgbarhed bør følges ad. Det er to Sider af den samme Sag, Retten til at deltage i Raadigheden over de fælles Anliggender, der styres af de smaa og store Samfund, Kommune og Stat. Dette fremhæves udtrykkelig, inden vi gaa over til at prøve Kvindens Valgret fra Samfundets Synspunkt.

Dersom det var Stuart Mills Fremtidskvinde, hende, der er lig med Manden, om hvis Valgret der var Spørgsmaal, da vilde Sagen være saare simpel. Kvindens Valgret betød da en Forøgelse til godt og vel det dobbelte af de Kræfter, der staa til Raadighed i det offentlige Liv. Da Antallet af udmærkede Kræfter paa dette Omraade er ringe, og de jævnt brugbare Kræfter heller ikke kunne antages at være til Stede i noget overdrevent stort Tal, vilde en saadan Fordobling af Kræfterne allerede være en ikke uvæsentlig Vinding.

Dersom paa den anden Side Forskjellen imellem Mandens og Kvindens Begavelse var saa simpel og usammensat, som Strindberg med sin rent ensidige Opfattelse tror at kunne gjøre den, dersom alt kunde siges med det ene Ord, at „Kvinden er Manden underlegen”, da vilde den Vinding, Samfundet kunde opnaa ved at faa Kvinden med, ganske vist være af meget tvivlsomt Værd. Men saa simpel er Sagen kun, naar man møder med en ufuldstændig Sjælelære. „Enkla tankemekanismer, när de vakna till verksamhet någon gang, hafva ett begär att se allting enkelt, och de mest invecklade problem blifva genom denna förenkling lösta, så att man skulle sedan önska, att de hellre förblifvit olösta”. Denne Strindbergs Udtalelse (Ny Jord S. 385) rammer fuldt ud hans egen Sjælelære. Det er nu ikke vor Hensigt her at forsøge nogen udtømmende Værdsættelse af Mandens og Kvindens Ejendommeligheder. Det maa være nok at fremhæve som Resultatet af en ædruelig og alsidig Sjælelære, der ikke spørger om, hvordan Kvinden kan blive, men hvordan hun er, at Vægtskaalen i nogle Stykker synker til Mandens Side, i andre til Kvindens. Selv Strindberg er ikke ganske blind for dette. Han ved noget om det „mærkelige Forhold, at den største Procent af Forbryderne ere Mænd”. Dette er en ubekvem Kjendsgjerning, som det gjælder om at bortforklare for at skaffe Plads for den „enkelte Generalisering”. Og Forklaringen er denne: „Om en evropæisk Mand skriver en falsk Vexel, sættes han i Fængsel, men en Nora sættes i Daarekisten”. Dette slaar ikke til. Hr. Strindbergs Erfaringskreds er næppe saa begrænset, at han ikke ved, at det undertiden hænder, at en af Overklassens Mænd, der har skrevet en falsk Vexel, ikke vandrer ind i Fængslet, men ud i den vide Verden. Han kommer da lige saa lidt som Nora med i Optællingen af Forbryderne. Forklaringen brister altsaa. Hr. Strindberg ved ikke Ord stærke nok til at dadle Bjørnson for hans Hævdelse af det sædelige Lighedskrav. Han betragter som en Selvfølge, at Kvindens Kjønsmoral skal maales med et strængere Maal end Mandens. Dette vilde være ganske uberettiget, dersom hun ikke paa dette Omraade besad et Fortrin for Manden fra Naturens Side, saa at det faldt hende lettere at opfylde de strængere Krav. Endelig udbryder Strindberg i Slutningen af sit Varselsraab: „Ty komma qvinnorna till magten, drifvas de af sin sympati för allt sjukt, eländigt, smått, uselt, att undertrycka hvarje spirande manlig förmåga, som de hata af fruktan och med den underlägsnes afund”. Hr. Strindbergs Fremtidsbillede interesserer os ikke, men vel det Tilløb til en Kvindepsykologi, det forudsætter. Han taler om Kvindernes Sympati med alt sygt og elendigt, og vi tro, han har Ret. Kvindens Medfølelse med den lidende og hjælpeløse, en Udfoldning eller Afglans af Moderens Kjærlighed til det lille Barn, er en Egenskab, som løfter hende op over Manden. At elske opad, at elske det store, glimrende, skjønne er ganske vist en ædel Kjærlighed, men at elske nedad, at elske det lave og ringe, det, der trænger til Kjærlighed og Forsorg, er dog en større og ædlere Kjærlighed. Det er Buddhismens og Kristendommens Kjærlighed i Modsætning til Hellenismens. Og naar man kaster Blikket ud over Samfundet med al den Sum af Lidelse og Elendighed, det rummer, og der saa spørges om: Hvem er bedst skikket til at varetage Samfundets Tarv? - da maa Svaret uden Tvivl blive: Her strækker Erkjendelsens Overlegenhed, Tankens Skarphed og Fantasiens Skaberevne ikke til, naar ikke Haand i Haand dermed gaar den Hjærtets Kjærlighed, der søger og frelser det fortabte.

Derfor betyder Kvindens Valgret noget andet og mere end Kraftens Fordobling. Det betyder, at der ved Siden af de mandlige Egenskaber og Fortrin sættes andre Egenskaber og Fortrin ind i Udviklingen, Egenskaber, der ere lige saa værdifulde som Mandens.

Og derfor bør Kvinden have Valgret, ikke blot for sin egen Skyld, men lige saa meget for Samfundets.